Rejsen~ (Privat)

Archer så på Tyson og rystede så på hoved, hvorefter han langsomt gik hen imod Tyson og lagde den ene hånd på Tyson's kind og smilede let til ham, lænede sig hen imod ham og Archer nåede ikke rigtig at tænke sig om før hans læber atter grådigt mødtes med Tysons. Han følte sig ikke stresset, som når de var på skolen og ikke måtte blive opdaget, men i stedet helt afslappet og rolig.

Det var så uventet, da Achers læber pludselig rørte Tysons og det første, der lige faldt ham ind, var at skubbe ham væk, for... de skulle spise, og det var et mærkeligt tidspunkt at stå og kysse på. Men han kunne ikke få sig selv til det. De var så godt i gang for kun få minutter siden, og så var det bare stoppet. Han var stadig grådig efter at få noget Acher.
Han gengældte kysset, dog med et koldt hoved og uden så meget som at røre ved ham.

Archer smilede let imod Tysons læber da de kyssede. Dog trak han sig lidt tilbage og spurgte hviskende "Skal vi vente et par minutter inden vi spiser~ og færdiggøre det vi blev afbrudt i?" Han så let på Tyson og lagde sin hånd på brystet af teenageren og nærmest tiggende, men forførende på ham, mens han ind imellem lod sine læber strejfe Tysons som han ventede på svar.

Tyson så mistænksomt på Acher. Var det en joke, eller stod han virkelig og forførte ham for at få sex? Virkelig?
Han så kort ned på det mørkerøde gulvtæppe, de stod på, og derefter på Acher igen, dog denne gang med et lille, forførende smil malet på læben, "tjo..." han så på sushien ud af øjenkrogen og tog en af de små poser med wasabi i og holdte den op foran Achers ansigt, "hvis du spiser det her. Det hele."

Archer så på ham, men det forførende blik blev hurtigt irriteret "Så jeg pænt kan løbe til det nærmeste toilet og kaste det og alt andet i min mave op igen, så må svaret være...nej, men altså hvis det virkelig ikke er det du vil, hvilket ikke giver mening for hvordan du var ovenpå, at du ikke ville have vi stoppede, ja, så må det vel ikke være noget du har lyst til overhoved.." Han smilede irriteret og satte sig ned, mens han tænte på hvor flabet og irriterende en møgunge Tyson han virkelig var.

Tyson så småirriteret på Acher. Han var sulten, men han ville også gerne have sex. Noget af et dilemma. Men... han kunne godt få begge dele. Selvfølgelig kunne han det.
"Så kom, dumme," hans irriterede blik ændrede sig hurtigt til et smørret smil med luskede undertoner, da han tog fat i Achers arm, hev ham op at stå og med det samme trak ham ind til sig i et ømt, grådigt tungekys.

Archer havde forventet denne reaktion, men ikke at det hele ville ske så hurtigt, så han spærrede let øjnene op i overraskelse, men lukkede dem hurtigt igen, i en langsom og glidende bevægelse, og gengældte kysset. Hans mave havde nærmeste smuget sig sammen da deres læber og tunger atter var mødtes i det ømme og grådige tunge kys.

Tyson pressede Acher let bagud. Da han ramte bordkanten, åbnede han sine øjne på klem, tog fat om hans ben og løftede ham op at sidde på borkanten. Han brød kysset og så på Acher i et kort stykke tid med et intetsigende udtryk i ansigtet. Han slap grebet om hans ben og placerede dem i stedet for på hans overarme og skubbede ham så langsomt tilbage, indtil han lå ned, og genoprettede så tungekysset.

Archer åbnede let øjnene da han blev sat op på bordkanten og så på Tysons intetsigende ansigtsudtryk, men tænkte ikke over det og, lod sig ligge ned på bordet, og gengældte kysset da Tyson fortsatte det, dog lod han sine arme glide om på Tysons ryg og tog fat i hans skjorte og hans ben lagde sig også omkring Tyson's hofter.

Tyson så på sushien ud af øjenkrogen og overvejede, hvordan han kunne få stillet sin sult og tilfredsstillet Acher. Måske kunne han, sådan... hælde sojaen udover ham og... nej! Nej, sådan noget virkede kun på film! Det med at spise fra sin partners nøgne krop... ikke særlig charmerende i virkeligheden. Måske... måske kunne han godt bide sulten i sig bare den ene gang. Nu hvor Acher nærmest tiggede på den måde.
Tyson åbnede sin skjorte, mens de kyssede og pressede samtidig sit skridt ind mod Achers.

Archer kom med en lav lyd da Tyson pressede sit skridt imod hans eget, kørte først fingrene ind under hans trøje og så hænderne, som kærtegnede Tyson's skuldre og ryg, dog trak han dem hurtigt tilbage og hev skjorten af Tyson.

Følelsen af Achers hænder, der kørte henover hans hud var fantastisk. Det var alt for lang tid siden sidst, og Tyson kunne mærke, han oprigtigt talt ville have mere. Ikke bare tilfredsstille Achers behov; også sit eget.
Han brød endnu engang kysset, denne gang for a hive Achers trøje af, og genoptog det så igen med det samme. Alting føltes så godt.
Lige indtil dørklokken lød. Tyson rettede sig op og bankede sin hånd ned i bordpladen, "for helvede!!" han fjernede irriteret Achers hænder fra sig , tog sin skjorte op og gik et par meter væk fra ham, mens han irriterede mumlede en masse grimme sætninger om dørklokken og de mennesker, der ringede på den, imens han fik sin skjorte på igen.

Archers krop kunne lige så godt have været frosset til is, da dørklokken lød, han sukkede dog irriteret og hoppede ned af bordet, selvom der ikke var forfærdelig langt ned. Han samlede så sin trøje op og trak den for 3. gang den dag over hoved og han så på Tyson da han havde fået sin trøje ordentligt på. Han kom til at smile lidt, men sagde så "Du har knappet skævt.." dog så han også hen imod døren der førte ud af spistestuen.

Tyson så på Acher og så ned på sine knapper, der, som han sagde, sad skævt. Han sukkede irriteret, knappede dem op knappede dem så igen; denne gang ordentligt.
Han blev stående lidt og så på Acher ud af øjenkrogen. Nøj, han var skuffet. Det kunne slet ikke beskrives. Hans tanker blev afbrudt af dørklokken, der ringede igen.
".... Vent her," sagde han monotont uden at se på ham og gik ud i entréen. Han lukkede døren op og blev mødt af fru. Rogers, der smilede over hele ansigtet.
"Åh, Tyson, jeg var helt bange for, du var gået," klukkede hun og inviterede sig selv ind. Hun så sig omkring i entréen, "hvor er din lille ven?"
Tyson var lidt paf, fordi hun bare sådan gik ind, men lukkede bare døren efter hende og svarede så galant som muligt, "han er i spisestuen. Men fru. Rogers, vil De noget specielt?"
"Åh, undskyld, her kommer jeg bare brasende uden at sige, hvad mine intentioner er," hun klukkede hysterisk og løftede kurven, hun havde med sig i hånden, "jeg har lavet et par brownies til dig og din ven."

Archer kom gående ud til døren, ud til Tyson og fru. Rogers, han smilede sit drengede smil, som fik ham til at se endnu yngre ud og han sagde "Jamen, det er jo den charmende frue fra tidligere." Han gemte sin irritation over at hun bare kom brasende og ødelagde deres stund, måske skulle de bare opgive at gøre noget den dag.. De blev jo hele tiden afbrudt.

Tyson vidste ikke helt, hvad han skulle svare og nikkede derfor bare. Brownies... hun kom for at give dem brownies... der lå noget bag, det var han sikker på.
Han så på Acher, da han pludselig stod sammen med dem i entréen og sendte ham et irriteret blik - han sagde jo, han skulle vente i spisestuen.
Fru. Rogers blev til gengæld lykkelig over at se Acher. Hun placerede sin midter- og pegefinger på sine læber og sagde forlegent, "du gør mig jo helt flov, Daniel, altså," hun gik hen til ham og klappede ham kærligt på kinden, "jeg er glad for, Tyson har fået sig sådan en sød dreng som ven. Kom med, Daniel og Tyson, I skal altså smage dem og komme med jeres mening," hun gik forbi Acher, ind i stuen og stillede den nydeligt dekorerede kurv på sofabordet, "kom så, drenge. Tjep, tjep."
Tyson skreg indeni sig selv og gik med ind i stuen og satte sig så i sofaen med rank ryg, som han havde lært det.

Archer fulgte blot efter Tyson, velvidende at han ikke havde lyttet til Tysons ord, og ham fornæmmede noget ved fru. Rogers som var der noget i gære. Han smilede dog og sagde høfligt "Fru. Rogers, vi kan desværre ikke spise deres brownies, ser du, vi har ikke spist endnu og jeg lider desværre af diabetese. De må meget undskylde, men vi sad faktisk midt i aftensmaden, desuden så må Tyson være rimelig træt og udmattet efter den lange køretur fra Frankrig af." Han smilede venligt til hende og tilføjede "Desuden så var vores planer at efter vi havde spist så ville vi gå direkte i seng.". Han prøvede at få hende til at fatte at hun ikke var velkommen, dog ved at bruge venlige ord.

Fru. Rogers så på Acher, mens han snakkede, og sagde så lavt, "diabetes... javel, ja, det kan jeg selvfølgelig godt se. Jamen, så må du springe over," hun nikkede venligt til ham og klappede han endnu engang på kinden. Hun havde fuldstændig ignoreret resten og gav Tyson en brownie fra kurven, "her, Tyson, du kan godt spise en lille brownie."
Tyson tog den men forsøgte at slippe, "fru. Rogers, jeg vil mægtig gerne, men det er jo ikke særlig sundt, at spise dessert før aftensmaden, så..."
"Tyson, vær nu sød. Jeg skal være med i en kagekonkurrence snart, og jeg vil så gerne have folks mening om mine brownies. Vil du ikke nok gøre mig den tjeneste?" hun så bedende ned på ham og lagde sin hånd på hans skulder.
Han så op på hende, så på Acher og til sidst på brownien. Hm... en bid kunne ville ikke skade. Måske talte hun sandt, og så ville hun gå igen... ikke? Han tog en lille bid, tyggede og slugte den, hvorefter han sendte et lille smil til fru. Rogers, "rigtig god."

Archer sad og smilede let til dem begge to. Og han lagde armene over kors og håbede på at hun ville gå snart, ville hun ikke? Han gad ikke mere, han havde lyst til bare at flå tøjet af Tyson så de kunne komme videre med det de for anden gang blev afbrudt i, dog ville han tage fat i fru. Rogers i kraven og smide hende ud. Istedet smilede han charmende til hende og håbede at Tyson ville sige noget til hende.

"Synes du virkelig, Tyson?" spurgte hun glad og gav også ham et klap på kinden, "du er sådan en god dreng..." hun så på Acher og smilede, "er han ikke, Daniel?"
Hun ventede ikke på svar. Fandt i stedet en ny brownie frem og rakte den til Tyson, "den var med hasselnødder i. Denne her er med kanel. Smag den."
Tyson smilede forsigtigt til hende og tog også en lille bid af den, "jep, også super god."
"Åh, hvor er jeg glad for, du synes det!" sagde hun og kyssede Tyson i tindingen, så det efterlod et lyserødt mærke. Hun tog kurven op og smilede til dem begge, "der er fem forskellige smage tilbage. Kom, vi spiser dem i spisestuen," sagde hun lystigt og vandrede ind i spisestuen.
Tyson så kort efter hende og så på Acher med et hjælpeløst blik.

Acher så på hende og sagde "Undskyld mig, fru. Rogers, men vi vil meget gerne snart have vores mad, den står klar på bordet inde i spisestueen og han skal helst ikke spise sig mæt i deres sødesager," han smilede varmt til hende "da der netop er blevet brugt rigeligt med penge på maden, som nu bare står derinde. Og det er ikke for at hælde dem ud af døren, men vi er utrolig trætte.."

"Visse vasse, I er unge. I skal da blive læge oppe her i weekenden," hun smilede først til Acher og så til Tyson og tog så skridtet ind i spisestuen, hvor hun kiggede på sushien, "hm... Tyson?"
Tyson fjernede læbestiften fra sit ansigt og gik så forbi Acher og også ind i spisestuen, "ja, fru. Rogers?"
Hun så på hende med et lille, bedrevidende smil, "jeg tror, dine forældre ville være imod, at du bestiller mad udefra. Man kan slet ikke stole på den slags og desuden--"
"Du har fuldstændig ret," afbrød Tyson med et falskt smil og samlede sushien sammen i en bunke, "jeg smider det ud nu, og så laver jeg selv nog--"
Nu var det hendes tur til at afbryde, "nej da, søde Tyson. Min søn er her om et par minutter, og han laver fantastisk mad, det ved du jo. Du kan da godt huske min Alexander, ikke?"
Tyson fik en klump i halsen. Havde hun inviteret sin søn? Han tænkte det nok - hun ville ikke lade Tyson og Acher være alene. Dumme gimpe; blandede sig i alt. Men han holdt manererne og nikkede bare stille, "ah. Jo. Ja. Okay. Selvfølgelig. Alexander."

Archer sukkede og fulgte blot efter Tyson og fru. Rogers, hvor efter han tilføjede "Undskyld mig fru. Rogers, men vi er lige ankommet i dag, og køreturen hertil var lang og tæmmelig udmattende, så vi valgte at løbe en enkelt risiko, bare denne ene dag, og ærlig talt, vi vil bare gerne spise og så i seng lige bagefter, så de vil måske kunne komme tilbage en anden dag?" Han smilede charmende til hende. Hvornår ville hun fatte det?! Og hun havde endda inviteret sin søn over, og endda ind i et andet menneskes hus, hvor var hun dog uhøflig!

Acher nåede kun lige at tale færdig, før dørklokken lød igen, hvilket var en oplagt mulighed for ikke at svare for fru. Rogers, "nå, nu kommer han vist," klukkede hun og gav Tyson endnu en brownie, "denne her er med hvid chokolade. Smag den så åbner jeg," hun smilede til Tyson og gik så ud og åbnede.
Tyson så efter hende og så på Acher, da hun var ude af syne, "bare rolig, det er kun idag. Det sker ikke igen i morgen," hviskede han til ham med et trøstende smil, fordi han kunne regne ud, at Acher heller ikke var tilfreds med, at hun skulle rende rundt her.
Han pillede et stykke af brownien af og smed det ned i en potteplante, så det lignede, han havde taget en bid. Han vidste, hun ville blive ved med at fylde ham, og forsøgte derfor at undgå det, når han kunne.

Archer sukkede og sagde "Håber jeg ikke! Vi skulle aldrig have åbnet døren.." han sukkede dybt og så på Tyson "Hvornår går hun egentig?" Han sukkede atter igen og smed sig ned på en stol, han gad ikke spille unge Daniel længere .. han ville bare nyde sin ferie med Tyson, og kun Tyson!