En rasende ven... [Privat]

Phew. Så kom hun da gennem endnu en skoledag. Men hun havde slet ikke set Kakashi i dag. Det lignede ikke ham ikke at dukke op… Hmm… Nå, der kunne vel ikke være sket noget så alvorligt. Han skippede sikkert for at lave noget med bandet. Indvendigt trak Kushina på skuldrene, mens hun puttede sine bøger tilbage ind i sit skab.

Hvor var hun. Den forbandede forræder. Han havde allerede fortalt hende, igen og igen og IGEN, at han havde det fint. Han havde ikke brug for nogens hjælp, han kunne sagtens håndtere Obito’s død alene. Han behøvede ikke andre, og især ikke hjælp fra andre. Hvor fanden var den rødhårede forræder.

Dér var hun. Med vrede skridt gik han hen mod hende. ”Yo, Kushina.” hans stemme var isnende kold.

Kushina vendte sig brat om da hun hørte sit navn blive nævnt, og måtte synke en klump da hun hørte tonefaldet og så den knapt skjulte vrede i de forskelligt farvede øjne. Hun satte et falsk smil op. ”Kakashi! Jeg undrede mig over hvor du var blevet af. Jeg har jo slet ikke haft set dig i dag!” hun lød en del gladere end hun var lige nu, mens hun bakkede op af skabene.

Kakashi tog et skridt tættere på, fangede hende op mod skabene. ”Pfft. Som om du har undret dig!” hans øjne skød lyn. ”Jeg ved udmærket godt at det er dig der fortalte mine forældre det!” han tog et stramt tag i hendes krave, så hende direkte ind i øjnene med et blik fyldt af den vrede han følte lige nu.

Kushina krympede sig en smule, så ned i gulvet. ”Jamen… Du… Du har virket så trist… Du har lukket dig ind i dig selv, lukket alle ude… Jeg ville bare hjælpe!” de små, uskyldige blå øjne blev igen rettet mod Kakashi.

”Og så vælger du at hjælpe mig ved at FORRÅDE mig?!” spurgte han rasende, gav et ryst i hende med taget i kraven.

Hun bed sig let i læben, lukkede øjnene. ”Undskyld… Jeg gjorde kun hvad jeg tænkte var det bedste…” kom det stille fra hende.

Kakashi løftede hånden som skulle han til at slå hende. Så… Kom han til sig selv, rystede sit hoved, tog en dyb indånding, sænkede hånden. ”Jeg kan klare mig selv. Det ved du udmærket godt.” vedblev han stædigt.

”… Det er jo nemlig det du ikke kan, Kakashi. Du lukker os alle ude. Du kan ikke klare dig selv.”

”Jo jeg kan, og jeg vil!” det vrede blik vendte tilbage. ”… Du kender mig slet ikke, lader det til.” med det kolde blik, den kolde tone, gav han slip på hende, og begyndte at gå ned af gangen. ”Vores venskab er ovre, Kushina. Jeg har ikke brug for backstabbere.”

Den sidste kommentar fik hende til at fryse. Glide langsomt ned af skabene indtil hun bare sad nede på gulvet, let rystende, og en tåre, uden hendes viden, gled ned af hendes kind. Hun havde aldrig set ham sådan før. Aldrig. Og nu… Deres venskab gennem 6 år… Slut? Nej… Nej… Det kunne ikke passe…

Han skulle egentlig til time, så Minato havde fart på da han kom hen ad gangen, men det stoppede brat da han genkendte det røde hår. Pjækkede hun nu igen? - nej, hun græd?!?
På et splitsekund var alt ved verden fuldstændig forkert.

..."Kushina?" sagde han tøvende og gik hen ved siden af hende. "Hvad.. hvad er der galt?"

Hun sad stadig nede på gulvet, lænet op af skabene let rystende. Da hun så op på Minato, var der flere tårer der gled. "K-Kakashi, h-han..." stammede hun.

OH IT WAS ON. "Hvad har han gjort?!" udbrød han vredt. Han satte sig ned ved siden af hende.. det var det det kunne blive til lige nu.

"H-han... Jeg havde ret... J-jeg har aldrig set ham så vred før..." hun snøftede let. "... Han vil ikke være venner med mig mere. Jeg skulle aldrig have sagt det."

"Men hvad sagde du til ham?!" Uanset hvad hun havde sagt, var Kakashi jordens største røvhul. Fuck, den pige skulle ikke græde. Aldrig nogensinde, det var helt forkert.

"Jeg sagde ikke noget til ham." snøftede hun. "Jeg fortalte hans forældre hvordan det er gået med ham det sidste halve år. De tvang ham til at starte til terapi i morges. Han må have regnet ud at det var mig der gik til dem." hun bed sig i læben mens flere tårer gled ned af kinderne. "Jeg vidste han ville blive sur, men troede ikke han ville blive så sur... Jeg... Jeg har kendt ham i 6 år nu... Og aldrig set ham sådan... Aldrig troet han... Han kunne gøre det her så let."

Kakashi skulle komme til at betale for det her. Det skulle Minato nok sørge for. "Du prøver jo på at hjælpe ham!" udbrød han. "Kan han slet ikke se det?"

Endnu et snøft, og hun rystede på hovedet. "Han ser det som at jeg har forrådt ham. Han insisterer stadig på at klare sig selv. At han ikke har brug for hjælp fra nogen som helst."

"Men han er jo totalt syg i hovedet!" røg det ud af Minato.

Hun sukkede. "Lige siden den dag jeg først mødte ham har jeg vidst det ville være godt for ham at komme i behandling af en eller anden art." mumlede hun, trak benene op, og lagde armene om sine knæ. "Det er ikke kun... Obito..." navnet blev sagt meget stille, "... Der har fucked ham op. Der må være noget før jeg mødte ham. Han har aldrig villet ud med det når jeg har spurgt til hans barndom. Han nægter at snakke om noget som helst fra før han kom ind i adoptivfamilien."

Han var så meget ikke det her værd. Kakashi var ikke fem potter pis værd. Men han blev nødt til at tage det alvorligt og være deltagende, alt andet var ikke fair overfor hende. "Der er ikke noget af det der gi'r ham ret til at få dig til at græde. Når du bare prøver på at hjælpe." Så meget for at være deltagende.

"Problemet er jo at han ikke ser det som hjælp." mumlede hun, snøftede, tørrede nogle tårer væk. "han ser det som at jeg gik bag hans ryg til hans forældre. Men... Jeg havde ikke forventet han så let ville kunne få sig selv til det... At... At bryde vores venskab. Efter 6 år..."

"Du var jo nødt til det," sagde han sammenbidt hjælpeløst. "Det kommer han sikkert til at forstå," og det sagde han udelukkende for at trøste, for var der noget han håbede på var det at Kakashi pakkede sydfrugterne og skred.

"Det håber jeg..." mumlede hun. "Men... For nu må jeg jo bare vente og se..." sukkede hun, snøftede en sidste gang. "Håber virkelig den terapi hjælper ham i længden."