Ja hvorfor gjorde han det? (Privat)

Corey gik hvileløst frem og tilbage på sit værelse, det havde han gjort meget på det sidste.. Han havde faktisk været her det meste af tiden. Han havde spist sin mad her, lavet alle lektier, og kun lige været ude for timerne. Han havde undgået London. De få gange han havde set ham var han gået den modsatte vej.
Det var nu 1 mdr siden det i liften. Han havde tænkt en hel mdr, tænkt på hvorfor han gjorde det. HVORFOR kyssede han London. han havde nogle gange været ved at gå amok i frustration over hvorfor han gjorde det.. var det pga angelica? fordi han havde behov for en grund til at slippe, nej det gav ikke mening fordi hvorfor så London? Det var jo en dreng.. Han satte sig på sin seng med hovedet i hænderne. Han var nødt til at snakke med ham. Han havde en ide om det nu, måske. Han var nødt til at undersøge det. Han havde rejst sig, og gik ud på gangen og hen til Londons værelse.
Han trak vejret dybt en ekstra gang før han bankede på døren. Han havde bare nogle afslappede jogging bukser på og alm t-shirt.

London lå i sin seng med kun natlampen tændt og en bog i hånden. Han havde læst utrolig meget den sidste måned. Den første halve uge havde han været rundt på skolen og kigget i alle lokalerne. Prøvet at finde et sted, han hørte til, men uden held. Intet havde sagt ham noget.
Hans værelseskammerat var der ikke. Han nævnte vist noget med at ryge. London var ligeglad, han sagde ham alligevel heller ingenting. Han var midt i et gab, da det bankede på, og han lagde undrende bogen fra sig. Værelseskammeraten havde egen nøgle og ville aldrig banke på, så... det kunne da næsten kun være et lærer.
Han rettede lidt på sine lyse cowboybukser og sorte sweater, før han gik hen til døren og åbnede.
En velkendt klump, han ikke havde mærket i lang tid, samlede sig igen i halsen, da han opdagede Corey stå foran ham.

Corey der havde det hele planlagt i hovedet gik i stå da London åbnede døren. Okay det blev nok ik så nemt håbet.. Han rømmede sig "Uhmm.. har du tid til at snakke?" han ville ikke bare gå ind så han stod stille og ventede pænt på at få lov´til at komme ind, eller blive bedt om at gå igen. Hvilket jo også godt kunne ske

Det havde London ikke regnede med. Han rykkede akavet blikket væk fra Corey og kløede sig bag øret, "øhm, ja. Bare kom ind," hvorefter han rykkede sig til side.
Det føltes så sært at se ham igen, og som sædvanlig tænkte London allerede det værste. Han tænkte på alle de dårlige ting, Corey kunne sige. Han forsøgte dog virkelig at ryste dem af sig og lade ham tale, før han blev helt tvær.
Han holdte sin hånd på dørkanten, parat til at lukke efter Corey.

Corey gav antydningen af et smil og gik så ind. Han stoppede op midt i rummet og vendte sig om og kiggede på London. Han ville ikke sætte sig. Han ville stå her lige nu og sige det han ville. men hvor startede man..
"Jeg ked af jeg bare har undgået dig, men du fortjener et svar. Et svar jeg ikke er helt sikker på jeg kan give endnu.. jeg nødt til at have styr på nogle ting.." han havde med vilje ventet til London havde lukket døren, og havde kigget rundt og sikret sig de var alene.
"Jeg nødt til at spørger dig om lov til at prøve noget.. Eller noget... Jeg..." han kløede sig lidt nervøst i baghovedet og kiggede ned kort før han kiggede op på ham igen. "Jeg nødt til at finde ud af hvad fuck der foregår, og hvorfor jeg gjorde det.. Og jeg tænkte.. jeg vil hellere spørger om lov denne gang så jeg ik overrumpler dig.. Der ik noget i det. Jeg vil bare godt lige ha styr på om det noget jeg ville fortryde nu.. så.. må jeg?" han så afventede på London. Okay det her var vold akavet. han spurgte seriøst lige london om han måtte gi ham et kys.. Yeah det her ville nok gå helt galt

London lukkede døren i og tog en dyb indånding, før han vendte sig om og så på Corey. Han kørte stille håndfladerne mod hinanden, mens han tog et halvt skridt frem mod ham og lyttede så til, hvad han havde at sige.
Han blev først en smule deprimeret, fordi han troede, Corey bare var kommet for at sige, at han skulle bruge mere tid. Han havde trods alt haft en hel måned, og London havde brug for hans selskab. Meget snart helst.
Han blev dog overrasket, da han fortsatte, og der gik lidt tid, før det gik op for ham, hvad det egentlig var, han spurgte om. For en måned siden ville han have afslået sådan et forslag uden at blinke, men hvis det var det, der skulle til for, at Corey ville hænge ud sammen med ham igen, så var der ingen tvivl. Han flettede sine fingre lidt ind i hinanden og nikkede så stille, "hvis... hvis det er det, der skal til," sagde han og trådte et skridt længere hen mod Corey. Det her skulle bare overstås hurtigt, så de kunne være venner igen.

Corey havde forventet en lussing, eller at det blev råbt af ham, et eller andet andet end det der skete. Han fik derfor også en smule store øjne da han overrasket så på London. Vent havde han lige? hvorfor sagde han ja? Han var ikke rigtig forberedt for at få et ja så han gik i stå kort, men smilte så bare lidt. Måske mest af alt et taknemmeligheds smil. Han gik et skridt hen imod London så han stod foran ham og kiggede direkte på ham. Han skulle til at løfte sin hånd, men lod så være. I stedet lænede han sig bare frem og gav London et forsigtigt kys. ikke som før hvor det var overvældende, men et blidt forsigtigt et, og han trak sig så væk igen og kiggede på ham..
En tanke slog ham igen og igen.. Hvorfor fik han lov? "hvorfor gav du mig lov? jeg mener, i liften. DU virkede meget forfærdet over det. Er der forskel fra dengang til nu?" han så spørgende på ham

London lukkede øjnene, da Corey lænede sig ind mod ham og mærkede, hvor hurtigt hans hjerte slog. Men før han vidste af det var det slut, og han åbnede forvirret øjnene igen. Vent, var det det? Det varede jo ikke engang et sekund. Han vidste ikke helt, hvad han følte, men det mindede i hvert fald en del om skuffelse.
Han trak let på skuldrene af hans spørgsmål og så først ned på hans arme, så hans hals, så hans hænder... alle andre steder end hans øjne, mens han svarede, "det var bare så uventet i liften. Du spurgte denne her gang," han rømmede sig lavt og smurte sweaterens ærmer op.

Corey fik ikke ret meget ud af det svar, men det var vel egentlig også lige meget? I sidste ende handlede det jo om hvorfor han gjorde det. Han rykkede sig væk og gik over til vinduet og kiggede ud lidt, samlede sig måske? Efter et par minutter vendte han sig igen og kiggede på London. "jeg skylder dig et svar, et svar jeg ikke kunne give dig dengang." han trak vejret roligt og hans stemme var også rolig, langt mere end hans krop føltes. han følte han rystede, det var virkelig frustrerende. "Jeg kan ikke sige andet end jeg godt kan lide det. Jeg kan lide at kysse dig. Det måske forkert, du en fyr, jeg en fyr. vi venner.... men jeg kan ikke ændre på det faktum. Jeg var nødt til at tjekke det være sikker. Men..." han bed sig let i læben.. "jeg ved ikke hvad det betyder. Jeg ved bare jeg godt kan lide det, og jeg har lyst til at gøre det igen. Det sikkert bare en tosset fase, du ved teenage fjolleri, men jeg kan jo ik vide det.." han gik hen imod london med rolige skridt og stoppede ene meter fra ham "jeg vil godt love dig jeg ikke gør det igen, når det ikke er noget du bryder dig om." han så på ham med alvorlige rolige øjne

London pustede lettet ud, da Corey rykkede sig, dog uden han kunne høre det. Han blev bare stående, helt stiv i kroppen, i midten af lokalet uden at sige noget. Han overvejede at tale, men det så ud til, at Corey tænkte, så han ville ikke forstyrre.
Da han endelig vendte sig om, så London afventende på ham. Han kunne mærke, hvordan hver sætning, han sagde, ramte ham som en knytnæve i maven. Ikke fordi han ikke brød sig om det, han sagde, det føltes bare så flovt at få det at vide..
Han begyndte igen at fumle nervøst med fingrene, da Corey kom hen til ham. Det gav jo mening, det han sagde... på en måde. Hvis London ikke brød sig om det, skulle han bare stoppe det, og alt ville være, som det plejede. Men var det virkelig det, han ville? Ville han have, det skulle stoppe?
Han pressede læberne sammen og stod lidt og tippede, før han igen så på Corey, "men altså... som du siger, er det nok bare en fase, men hvis du ikke ligesom... får det ud og får det gjort, kan det være den vil være der for evigt, eller hvad man nu kan sige," han kløede sig på armen, kiggede akavet væk og mumlede, "så er det måske, sådan... bare bedre at gøre det og, sådan... få det ud af sindet og... og sådan," han var ikke sikker på, hvad han selv prøvede at sige. Prøvede han at få Corey til at blive ved med det, fordi han selv kunne lide det? Eller var det et faktisk råd, som ville kunne hjælpe ham? Han anede det ikke.

Corey kiggede bare på London med blide øjne. Det var lidt kært som han fumlede og tippede. Han kunne godt mærke på London det var akavet, hell det var det også for ham, han kunne ik bebrejde ham det.
han smilte lidt og lagde en hånd på hans skulder "Jeg har ik tænkt mig at blive ved med det når du ikke kan lide det.." I hans øjne var det ik noget London brød sig om, det havde hans opførsel begge gange vist. "det rigtig sødt af dig, men hvis det en fase går det over. Og gør det ikke, ja så må jeg jo takle det ikke så meget andet at gøre. jeg ikke en person som vil gøre noget ved folk de ikke kan lide. godt være jeg driller og er flabet, men alt har sin grænse, og at kysse folk der ik bryder sig om det, det gør jeg bare ikke." hans stemme var rolig og venlig. Gode gamle Corey kunne man vel sige. han lod sin hånd falde ned igen, han havde fornuftigt nok brugt den venstre nu hans højre hånd havde en støtte skinne på, men det var jo hans egen skyld.

London krummede øjenbrynene. Corey var så uselvisk, det var da helt vildt. Nu måtte han tage sig sammen og være lidt selvisk for en gangs skyld. Helt ærligt, han kunne sagtens klare det. Intet problem. Overhovedet. Og Coreys problem gik altså ikke bare væk af sig selv, blev London ved med at sige til sig selv. Der var brug for handling.
Uden at tænke yderligere over det, greb han fat i kraven på Coreys T-shirt, trak ham ind til sig og placerede sine læber mod hans i et meget insisterende kys. Han lukkede øjnene og følelserne fra før var tilbage. Nej, vent, de var endnu stærkere.

Corey havde svært ved at læse Londons ansigts udtryk. Faktisk havde han ingen ide om hvad han tænkte. Gid han bare ville svarer ham. han hadet det her, ikke at vide en skid.
han blev bogstaveligt talt revet ud af sine tanker da London trak ham ind til sig og. Vent.... han kyssede ham og det var ik det der tantekys. Corey nåede ikke rigtig at tænke mere før hans hoved ligesom bare slog fra. Det nægtede at tænke mere. hans øjne var lukkede og han gengældte kysset, først tøvende, men til sidst rigtigt. han havde ingen ide om hvad london havde gang i men lige nu var han ret ligeglad. Han mærkede en følelse overvælde ham, han kunne dog ikke rigtig sætte en finger på hvad det var..
Efter lidt tid slap han Londons læber igen og kiggede på ham, han kunne dog ik rykke sig så meget da han jo havde fat i hans trøje.. "London?" han så spørgende på ham. altså...hvorfor? han så en smule forvirrende ud, og hans kinder var blevet helt røde

London strammede grebet mere og mere, som kysset fortsatte. Da Corey efter lidt tid trak sig væk (så langt væk han nu kunne) så London kort på ham, så på sin egen hånd, hvorefter han slap. Han stod i nogle sekunder uden at sige noget, mens hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde en undskyldning. Til sidst gik han forbi Corey og hen til vinduet med ordene, "jeg har en teori, om at det er en fase," hans toneleje og ansigt blev mere hårdt og kommanderende, da han vendte sig om mod ham igen, "og hvis det er en måneds tid med mine læber, der skal til, før du kommer over den, så vil jeg ikke være typen, der afslår. Og du skal ikke komme med undskyldninger, for jeg synes, jeg skylder dig det, og desuden, har du lov til at være lidt selvisk engang imellem. Så du skal ikke engang tænke på at afslå det her tilbud, for jeg har tænkt mig at gå videre med det her forsøg, om du vil det eller ej."
London kunne ikke lade være med at være lidt stolt af sig selv. Han rødmede ikke, han tøvede ikke, han stammede ikke... han lød mest af alt som en militærleder.

Corey kunne ik helt lade være med at smile. Han havde det dårligt med hvis London gjorde det kun for ham. Men noget sagde ham det ikke var sådan. Der var noget over den måde London havde kysset ham på. Han valgte derfor ikke at sige noget. Han vendte sig bare om og kiggede på London med et flabet smil "er der andet du vil ha mig til nu du så fint er i gang med at bestemme?" hans tone var drillende og flabet... Det var som om stemningen var lettet

London blev så lettet, da Corey accepterede hans tilbud. Ikke noget 'jamen, London, du vil jo ikke'. Han ville også have fået en ordentlig dummeflad, hvis han havde sagt det igen.
Han lagde armene over kors og forsøgte at opretholde den kommanderende væremåde. Han... kunne ret godt lide den, "nu du spørger, så vil jeg have dig til at stoppe med at behandle mig som et 9-årigt barn, der aldrig har kysset med nogen før," sagde han hårdt, hvorefter han gik hen til sin seng og satte sig i skrædderstilling på den, stadig med blikket på ham, "og så skal du fortælle mig om, hvad du har lavet den sidste måned," han sagde det sidste i en langt mere rolig tone og valgte nu endelig at smile til Corey.

Corey måtte kæmpe for ikke at grine.. "London, jeg har aldrig behandlet dig som om du aldrig har kysset nogen før. og jeg ser dig bestemt heller ikke som et barn".
Han gik hen og lagde sig i sengen bagved London og lagde sin højre hånd på maven så den hvilede i en afslappet stilling.. "Jeg har faktisk ikke lavet andet end passet skolen, lektierne, spist, tænkt, sovet og holdt mig i ro.. Sygeplejerskens ordre" han sukkede let.. han kiggede op på London "men hvad har du lavet?" han kiggede interesseret på ham

London, der ikke helt kunne lægge den dominerende væremåde fra sig, trak let på skuldrene, "nåh, bare været lidt rundt på skolen. Hygget mig. Snakket lidt med folk," det var en kæmpe løgn. Han havde siddet på sit værelse, læst og tænkt på, hvor meget han savnede at snakke med Corey. Han brød sig på den ene side ikke om at lyve overfor ham, men på den anden side nød han en smule at virke bedre end ham. At virke som om han havde haft masser at lave og havde haft vildt travlt, selvom det var langt fra sandheden.
Han drejede hovedet og så ned på Corey, "men går det ellers bedre med det? Håndleddet, mener jeg."

Corey vidste ik helt om han skulle tro på det, men nød lige nu der var ro så spurgte ikke ind til det.
han kiggede på sit håndled da London spurgte ind til det.. "tjooh... jeg måtte forbi sygeplejersken igen pga et uheld. Han var ikke ligefrem tilfreds, så nu har jeg en metal skinne på der støtter.. Noget med jeg havde slået en flig af min knogle" han trak lidt på skuldrene.. "så nu kan jeg faktisk slet ikke bruge den... Den er helt holdt fast, hvilket vist er meget godt. Men det er kun 3 uger mere, så klarer jeg nemt" han sendte ham et smil og lukkede så øjnene og slappede af. For første gang i evigheder slappede han helt af

London fik det igen dårligt med at være skyld i det. Hvis han dog bare havde set sig for, så han ikke var røget ned fra sofaen. Urgh...
Nå... det var en hel måned siden, han havde undskyldt, så han kunne vel godt tillade sig at gøre det igen, "ja, øhm... jeg ved godt, jeg allerede har sagt det, men jeg er altså ked af--" han blev afbrudt, da døren ind til værelset blev åbnet og hans værelseskammerat, en dreng, der var ret meget højere end ham med kort, blåt hår og også en del flere muskler, kom gående ind.

Han stoppede kort op for at kunne se, hvem der lå bag London og udbrød så et hurtigt, "hey. Noah. Værelseskammerat." Han havde endnu ikke set London snakke med nogen og var derfor rimelig overrasket over, han havde besøg.

Corey blev overrasket da han hørte døren gå, men han vidste jo godt at London havde en roomie. Han åbnede øjnene og kiggede op på en høj fyr, han mindede på ingen måde om London. Han sendte ham et halvt smil "Corey, kammerat". han fandt det bestemt ikke nødvendigt at fortælle Noah om noget som helst andet der var foregået.
han kiggede derefter op på corey og gav ham et let klap i baghovedet med venstre hånd. "det for det du var ved at sige" han sendte ham et flabet smil og satte sig op, det virkede mest rigtigt nu hvor der var en mere på værelset.

London smilede let til Noah, idet han mærkede dasket i hovedet, "avs," sagde han og ømmede sig. Han smilede til Corey men valgte rimelig hurtigt at kigge væk igen.
Han kunne ikke sætte fingeren på hvorfor, men det hele føltes en lille smule akavet, når hans værelseskammerat var derinde. Han sagde godt nok ikke noget, men tanken om at han lå og lyttede til, hvad de sagde, var alligevel lidt mærkelig.

Noah kiggede lidt på de to drenge og gik så hen og lagde sig på sin seng med hænderne bag nakken. Han kunne ikke lade være med at være lidt nysgerrig omkring, hvem ham Corey var. Han havde aldrig set ham. Ellers også havde han bare aldrig lagt mærke til ham. Men han måtte være lidt speciel, siden han kunne være venner London. Ikke fordi han ikke kunne lide London, men han var bare så... stille.

Corey kiggede først på London og så på Noah, og så på London igen.. Okay den her den var ikke super frisk, den var måske endda ret akavet.. Han rejste sig og gav sig selv et dask på maven.. "nååh... det var det mad der jeg kom fra.. De har vist noget laks til frokost, jeg godt lige kunne sætte tænder i." han kiggede på London og smilte "skulle du med?" han kiggede ikke på Noah, han havde heller ik planer om at spørger ham, ikke fordi han virkede som en nar eller noget, bare fordi han egentlig prøvede at redde en akavet situation

London blev en smule forvirret, da Corey rejste sig. Ville han bare sådan forlade ham allerede? Nu var de jo lige begyndt at snakke igen. Han smilede dog lettet, da han blev spurgt, om han ville med, og kunne godt regne ud, at det var for at komme væk fra den lettere akavede situation.
"Laks lyder godt," han rejste sig, rettede lidt på sine bukser og vendte sig kort om mod Noah, "hej hej," han smilte forsigtigt og gik så forbi Corey og ud.

"... Hey," sagde Noah bare og så efter ham. Wow... det var første gang, han så ham smile. Det var stensikkert pga. ham fyren.
Han satte sig op, da London var ude, og så på Corey, "det var Corey, ikke? Går du også på første årgang?"

Corey der ikke havde nået at følge med London før han blev spurgt om noget kiggede på Noah og nikkede med et smil. "jo det var Corey, og ja. Har gået her hele året." han overvejede om han bare skulle gå efter London, men nu spurgte ham drengen jo indtil ham, det var uhøfligt. Hans mave reddede ham dog da den rumlede og han grinte lidt. "Nååh beklager maven er utålmodig" han sendte ham et smil og gik imod døren efter London