Tiden læger vel alle sår? (Privat)

Hun kiggede overrasket op på ham, delvis fordi hun blev revet ud af sine egne tanker, men også fordi han stillede hende det spørgsmål.. "ohh ja.. jeg... jeg ville..." hun havde svært ved at finde ordene og følte de svigtede hende lidt. Hun sukkede lidt og lod hovedet falde igen så hun igen kiggede ned i gulvet... "jeg følte bare jeg måske.. jeg mener.. at jeg... var.. anmasende" hun snakkede ikke ret højt og skammede sig en smule over det. men af en grund ville hun godt være ærlig overfor ham.

Han så på hende med et overrasket blik og sagde "Anmassende? Dig? Nej, du kan da ikke være anmassende, det ville jeg sige var umuligt, ihvertfald ifølge mig." Han smilede til hende og havde mest af alt lyst til at omfavne hende igen, men vidste ikke om det ville være en god idé.. Hvad hvis hun ville tro at kun gjorde det af medfølelse? Det ville han ikke have at hun troede.. Han sukkede lydløst over sine tanker og så så spørgende på hende "Hvilket land stammer du så fra?" Han vidste ikke hvorfor han spurgte om sådan noget dumt noget.. Han havde mest af alt lyst til at slå sig selv i hoved, men lod være, han havde ikke lyst til at skræmme Lily væk..

Hun følte en lettelse og så op på ham og det var utroligt tydligt og se på hende. Hun havde aldrig været god til at skjule sine følelser, selvom det ikke var altid folk kendte grunden til dem. Hun smilede lidt og lagde hovedet lidt på skrå og så op på ham. Hendes læber var skildt minimalt fra hinanden, så man kun lige kunne se de kun rørte hinanden i siderne nu. "Tyskland... Så jeg ikke Så lang hjemmefra" Hun smilede lidt til ham og lukkede øjnene imens så smilet bare virkede endnu større. Hun kiggede så op på ham igen "Hvor du fra?"

Han smilede til hende og sagde "Nej, det kan man da ikke sige du er." Han klukkede let og svarede "Jeg er født og opvokset i Irland, dog er mine forældre skilt og min far bor i England nu.." Han smilede til hende og strøg forsigtigt en hånd over hendes røde hår, med et blidt ansigts udtryk.

Lily der stadig kiggede på Noel blev overrasket da hun så hans hånd bevæge sig imod hende, hun overvejede om hun skulle løbe væk, men noget i hende fik hende til at blive stående.. Hendes kinder blev straks røde over det... Nii-chan og Lotus havde jo gjort det mange gange, hvorfor, hvorfor reagerede hun så sådan? hendes tanker forvirrede hende og hendes egen reaktion men hun smilede stadig bare.. Hvorfor gjorde han det egentlig? Havde hun noget i håret? Hun kunne overhovedet ikke finde hoved og hale i alt det der skete og hun kunne mærke uroen i hendes bryst med hjertet der bankede lidt hurtigere. "Uhmm bor du så ved din far?" hun forsøgte hurtigt at aflede sine egne tanker, det forvirrede hende bare endnu mere

Han så på hende og trak sin hånd til sig og mumlede "Undskyld.." Det havde ikke været hans mening at nusse hende i håret, havde det skræmt hende? Men da hun så spurgte ind til om han boede hos sin far, følte han sig lettet og smilede, mens han svarede "Tja, det gør jeg, men elsker Irland, så var tit på besøg hos min mor.".

Hun så på ham da han trak sin hånd væk igen.. Hun havde en lyst til at gribe fat i den men gjorde det ikke... "Lyder også rart" hun valgte i stedet at smile lidt.. Hun kiggede lidt rundt og så på ham "Jeg må hellere gå.. Jeg skal lave nogle lektier" hun smilede lidt.. Jo hun havde lektier, men hun kunne ikke rigtig finde rundt i sit eget hoved, og hun følte det hele snurrede. Måske hun skulle ligge lidt ned... Bare han ikke misforstod det

Noel så på hende og nikkede, lektier, ja det var jo forståeligt, men han håbede inderligt at det ikke bare var en undskyldning for at komme væk fra ham og han sagde med et smil "Jamen, jeg burde også tage at løbe mig en tur, så jeg kan komme i ordentlig form igen." Han smilede og rodede igen i hendes hår med et stort smil.

Hun rødmede lidt.. Tanken i hendes hoved fik hende til det. Hun kunne huske da hun stod og krammede ham, han havde virket som om han var i fin form.... Hun forsøgte at skubbe tanken væk men kunne ikke helt.. yeah hun måtte væk nu! Hun smilede sødt.. "God tur.. vi ses nok igen Noel" hun tøvede lidt men vendte sig så og gik så roligt hun kunne imod døren

Noel så på hende og smilede let, dog følte han sig lidt trist, for han havde ikke lyst til at sige farvel allerede, men de skulle jo begge to videre, så ja, han smilede og sagde "Jamen, jeg håber da vi ses igen." Og han smilede venligt til hende.

Hun drejede hovedet og kiggede over skulderen og sendte ham et smil og nikkede. Eller det var indtil hun formåede og gå ind i døren hun havde glemt hun næsten var ved, som jo var lukket. Hun blev helt rød i hovedet og smilede lettere forlegent.. "Uhmm... jeg jeg..." kunne det blive mere pinligt.. hun sendte ham et hurtigt akavet smil og åbnede døren og nærmest løb ud "vi ses.." fik hun med nød og næppe sagt

//lily er ude//