Tiden læger vel alle sår? (Privat)

Lily sad i loungen.. Hun havde ikke tændt tvet, hun var egentlig gået derned for det, men det var som om lysten var røget.. Hun havde ikke rigtig lyst til noget mere. Hun sad bare i sofaen og kiggede ud i luften.. Hendes tanker kørte som altid rundt, det var nu et par uger siden den episode. og det gjorde stadig ondt.. Hun sukkede opgivende. Plejede man ikke at sige det gik over med tiden? Hun havde ikke engang kunne få sig selv til at spille musik siden, hun havde heller ikke været til sine musiktimerne og hendes lærer var begyndt og blive urolig. Mad var heller ikke så nemt, hun fik da noget ned, ligesom hun fik sover. Men, det var bare ikke helt nok. Hun bad en stille bøn om det snart holdt op.

Ude på gangen kom der nogle høje lattere fra nogle elever og så en afsted fra en enkelt stemme. Noel havde følt sig som en ny elev, hvilket han jo også var, men han burde jo have været vant til at føle sig sådan, nu hvor han havde flyttet skole så mange gange efterhånden og han trådte smilende og alene ind i loungen og han stoppede langsomt op da han fik øje på en pige der sad og stirrede på tv'et, og han så lettere spørgende og bekymret på hende, var hun okay? Hmm.. Hun så egentlig sød ud, sådan rigitg kær, med det røde hår og den lyse hud. Han rømmede sig så og spurgte "Hey, du har ikke noget imod jeg slår mig ned her, vel?" og han satte sig i lænestolen der stod ved siden af sofaen.

Lily blev lidt overrasket da hun hørte nogen bag sig. Hun havde været helt væk i sine egne tanker og hun kiggede op på vedkommende. Hun var slet ikke forberedt på synet der mødte hende. Hun kiggede direkte ind i nogle gyldenbrune øjne, og lagde derefter mærke til noget let pjusket hår, som alligevel så sat ud. Hun tog sig selv i at stirrer lidt og kiggede hurtigt væk med let røde kinder. "Nej.. det okay.. der masser af plads jo" hun sendte ham et forsigtigt smil.
Hun sad lidt før hun samlede sig mod til at sige noget.. "er du ny på skolen?" det var længe siden hun havde snakket med nogen, hun havde mest undgået folk. For hende havde det været nemmest.

Han smilede let og så på hende, mens han langsomt lænede sig tilbage i den behagelige lænestol, mens han svarede, med den charmende stemme han altid brugte "Ja, jeg startede for .. Omkring en uge siden efterhånden." Han sukkede let og tænkte på om han skulle nævne hvilket år han gik på og spurgte "Jeg startede på andet år, hvilken årgang går du på?" og meget kort efter tilføjede han hastigt "Mit navn er forresten Noel. Noel Manors." Han smilede til hende og lænede sig frem, mens han rakte hende hånden, for at trykke hendes hånd.

Lily der stadig sad helt krøllet sammen nærmest med sine ben oppe nåede ikke at svarer på hvad årgang hun var før hun så ham række hende hånden og præsentere sig. Hun fik rettet sig selv ud og lænede sig imod ham og trykkede blidt hans hånd. "Lily Raine, og jeg går på 1 årgang kun." hun smilede lidt mere til ham nu.
Hun fik lænet sig tilbage i sofaen igen men denne gang trak hun ikke benene helt op, hun lagde dem i stedet bøjet op så hun sad mere behageligt. Hun opdagede hun sad med fjernbetjeningen og kiggede op på ham "Hvis du gerne vil se tv, så må du gerne. Jeg..." hun tøvede lidt ja hvordan forklarede hun det. Hun bed sig lidt nervøst i læben før hun fortsatte "jeg gik egentlig herned for at se det men syntes ikke rigtig lysten var der da jeg kom herned."

Noel smilede og sagde "Lily Raine, det skal jeg huske." Og han smilede et charmende til hende og sagde "Vær' du glad for kun at gå på første årgang, det bliver kun hårdere og hårdere.." Han lænede sig så tilbage igen og fortsatte "Den følelse kender jeg kun alt for godt, jeg har det på same måde, men det kan så også være fordi de drenge derude på gangen var mega irriterende og hele tiden nævner mit fornavn.. Og ikke mindst betydningen af det, som ikke kunne være mere tydelig.." Han sukkede lavt og så så rundt i loungen, den var godt nok stor og flot, den mindede lidt om hans værelse derhjemme.

Lily sad roligt og lyttede til hvad han sagde. Hun tog sig selv i at små stirrer lidt og rødmede lidt og kiggede hurtigt lidt ned.. Nu havde han forhåbenligt ikke set det, det måtte være hendes søvnmangel der gjorde det. Hun kiggede op igen og med en smule trist tone "1årgang er hård nok, især når man er den jeg er.. Tingene er alt for kompliceret nogle gange, og.. besværlige.." hun sukkede lidt opgivende...
Hun kunne ikke lade være og blive en smule nysgerrig. Hun følte sig en smule flov men valgte alligevel at spørger "uhmm.. N-noel.. jeg... hvad betyder det da? jeg mener... jeg ved det ikke og..." hun kløede sig lidt i håret.. "glem det.. j-jeg forstår godt hvis du ikke vil snakke om det hvis.. hvis de driller dig" hun følte pludselig hun burde havde holdt sin mund

Noel smilede let til hende og sagde "Hvis jeg kunne komme igennem det, så kan du også, jeg gik ikke på de samme skoler, på mit første år, så du skal nok klare det." Hans smil blegnede dog lidt, da hun begyndte at prøve at spørge om hvad hans navn betød og han sagde "Noel betyder den som er født på juledag. Og det er bare rimelig irritende at de har fundet ud af det.." han smilede så undskyldende til hende og sagde "Det er kun generende fordi de hele tiden spørger ind til hvordan det føles at have fødselsdag juleaften, de vil hører om det er fedt, nedern eller bare sådan ikke har nogen betydning."

Lily lagde hovedet lidt på skrå og med let åben mund så hun på ham "men... En fødselsdag er da en fødselsdag.. uanset hvad dag det er.. jeg mener" hun overvejede sine ord lidt og fortsatte så. "det vel ikke anderledes end at have fødselsdag en hvilken som helst anden dag i året, medmindre det den dag hvor man så måske ikke har pga skudår..." hun kløede sig lidt i håret og rettede hovedet op "jeg kan ikke huske hvad det hedder nu.." hun sukkede opgivende og trak lidt ligegyldigt på skuldrene...
"Mobning er ikke ligefrem mit problem.. Folk.. folk kommer normalt ikke tæt på mig, tror ikke de tør... " hun så pludselig en smule mere trist ud

Noel så på hende og sagde, mens han nikkede sammentyggende "Det er præcis det jeg siger hver gang, men de bliver så ved, og jeg ville da ikke kalde det for mobning.. Ikke sådan direkte, men de holder vel op en dag." Han smilede let og så så nærmest bekymret på hende og sagde "Det kan jeg da ikke forstå.. Du er jo en utrolig sød pige, udfra hvad jeg kan konkludere fra bare det korte styk tid vi har snakket sammen." Hans kinder antog en meget meget let rosa farve, og han så hurtigt ned i gulvtæppet og så så op igen og sagde "Hvorfor tror du ikke de tør?"

Lily smilede bare roligt til ham da han snakkede om det "jaa du har nok ret, mobning er nok et for groft ord" hun lænte sig lidt mere tilbage og kiggede på en reol der var i modsat retning som ham, eller det var indtil han gav hende et kompliment.. Hun drejede hovedet og så på ham med store øjne og røde kinder. "t-tak.. men... uhmm.." hun fumlede genert med sit hår.. "men jeg.." hun tog sig selv i det og valgte ikke at sige mere.
Hun fik lidt mere kontrol over de røde kinder og så lidt overrasket på ham "Du har vist ikke mødt min søster endnu.. Lotus Raine, eller Nii-chan hendes kæreste.. Grimmjow Jaeger. De..." hun sukkede lidt "de lidt overbeskyttende fra tid til anden.." hun tog nervøst sin hånd op på den ene arm "Folk vælger lidt ikke at snakke med mig fordi de bange for at få dem efter sig, eller det det største delen gør. Det måske også bedt. jeg vil ikke have folk kommer til skade på grund af mig" Hvorfor havde hun så let med at snakke med ham? måske var det fordi hun havde været alene så længe

Han spærrede selv øjnene lidt op da han så hun rødmede, men han smilede blot til hende og han syntes hun var endnu mere kær nu end før og han sagde "Hmm.. Personligt er jeg ligeglad med sådanne nogle konsekvenser, altså man må jo løbe nogle risikoer, især hvis man vil noget med livet." Han smilede et stort smil til hende og sagde "Sådan noget skræmmer mig ikke, desuden så ville jeg ikke kunne se nogen grund til at de vil komme efter en, med mindre man selvfølgelig gjorde dig ked af det.."

Lily blev lidt overrasket over at hører hans synspunkt.. Hun havde ikke mødt nogen før der så sådan på det. Hun sad lidt og overvejede det og hørte ham snakke videre. "yeah... gøre mig ked af det" hun trak lidt på det. Hun havde hørt rygter om Minato havde fået et blåt øje og nogle tæsk. Hun var slet ikke i tvivl om hvem det var.. Lotus... Havde det været Nii-chan havde han nok ikke kunne gå nu. Hun trak vejeret roligt og kiggede så op på ham "det modigt af dig, men tro mig... Det farligt og omgåes mig.. Jeg.. jeg kan ikke huske nogen der kommet helt ud af det" hun havde det skidt med det, hun syntes jo han var flink og.. sød.. og jaa... men. hun kunne ikke tillade at lade ham komme til skade fordi han ville være venlig overfor hende. Hun kiggede ned i sit eget skød, på hænderne der lå der

Han smilede og spurgte "Hvorfor skulle de kunne finde på at gøre mig noget?" Han så lettere spørgende på hende og sagde "Tro mig, der skal mere end to personer til at skræmme mig, og desuden tæsk det har jeg prøvet før, kan vel sige jeg har prøvet noget der er værre end det." Han smilede ikke så stort mere, men fortsatte så "Jeg har prøvet det helt slemme mobning, hvor de ødelægger ens tøj, tegner på en med sprittusch, tager billeder og alt sådan noget.. Men det var tilbage i folkeskolen, før jeg mødte de 'rigtige' personer at være venner med og som ikke ville såre mig." Han så smilende på hende.

Hun så stadig ned i sit skød.. Hun trak bare lidt på skuldrene over hans spørgsmål. "de har nogle gange svært ved at forstå at ikke alle gør mig ondt, jeg.. jeg ved ikke hvorfor de så overbeskyttende.." hun sukkede lidt.
Da han begyndte at snakke om mobning så hun op på ham med let åben mund og store undrende øjne... "dig mobbet? men... hvorfor? jeg mener.." hun bed sig selv i læben og fik et mere normalt blik og så i stedet lidt genert ud.. "du... du jo sød, og pæn... jeg.. jeg forstår det ikke..." hun havde aldrig forstået sig på hvorfor folk mobbede men lige med Noel var det et endnu størrer spørgsmål for hende

Han nikkede let og sagde så "Well, du hænger på mig som ven fra nu af!" Han smilede og klukkede let, dog fattede han sig hurtigt og efter at have indset hvad han egentlig lige havde sagt blev hans kinder igen lettere rosa farvede.
Men da han hørte at hun sagde at han var sød og pæn blev det en stærkere rosa farve og han så kort væk og så så på hende igen, mens han prøvede at ignorere de rosafarvede kinder og fortalte "Det er fordi jeg bruger læsebriller og fordi jeg ikke var der de tre første uger af skolegangen, så jeg kom ind i klassen da alle allerede havde lavet grupper. Så jeg havde ingen venner, og ja, så bestemte de sig for at jeg lige skulle være offeret." Han så smilende på hende.

Lily hoppede en smule overrasket da hun hørte ham sige han ville være hendes ven.. "men.. lotus... nii-chan... de. de..." hun sukkede opgivende.. Han havde vidst bestemt sig hvilket hun nok burde være glad for.. "Bare.. pas på okay?" hun så bekymret på ham men hans latter gjorde hun smilede. Hun lagde mærke til hans let røde kinder og kunne mærke varmen i sine egne.
Hun rettede lidt på sin nederdel imens han snakkede. Hun afbrød ham ikke og ventede roligt til han var færdig.. "Læsebriller? det da ikke nogen grund.. jeg har aldrig forstået folk der mobber.. de... de underlige" hun trak lidt på skuldrene. hun ville aldrig lærer at forstå det..
Hun kiggede på fjernbetjeningen og overvejede om hun skulle tænde for det, men hun ville egentlig hellere bare snakke nu.. "Hvorfor er du så kommer på Mountain High.. jeg mener.. det en skole langt oppe i alperne, væk fra alt og alle.. indelukket" han virkede egentlig ikke som en der ville holde sig indelukket, ikke så vidt hun havde set indtil nu.

Han smilede til hende og sagde "Jeg skal nok passe på, okay?" Han nikkede så "Ja, de mobbede mig på grund af mine læsebriller, men nok også fordi jeg havde fransk accent, efter min mor som er fransk." Han smilede forlegent til hende og svarede "Jo, på grund af mobningen, har jeg flyttet fra skole til skole, de sidste mange år, altså jeg har ikke været mobbet siden jeg var omkring de 13 år, da de fandt ud af at min far kunne få dem smidt ud af skolen hvis jeg så meget som sagde den mindste ting.. Men jo, ser du jeg kender Tyson Tale, hvis du har hørt om ham? Han er en af mine gamle venner og jeg tænkte at hvis han kunne holde skolen ud, så ville jeg også kunne." Han smilede charmende og venligt til hende.

Hun rykkede sig ud på kanten af sofaen og lod sine ben hænge ned. Hun støttede en hånd på hver side af sig og svingede let med benene fra side til side imens hun kiggede på dem. "hmm.. tyson.. tyson... Mindes ikke jeg har mødt ham, men.. tale.. det siger mig noget" hun sad lidt og så eftertænksomt op "jeg har mødt en william tale en gang vist.. i kantinen.." hun sendte ham et smil.. Hun vidste ikke hvad der var over ham, men hun følte sig rolig og tilpas. Måske var det den charmenrede tone, eller smil.. Måske.. Hun vidste det ikke. "Så håber jeg du får det bedre her på skolen." hun kiggede på ham med venlige øjne

Noel smilede og sagde " William Tale, det er Tyson's lilebror, vi gå i samme klasse.." han klukkede let og lagde sine ben over kors, hvorefter han smilede charmende til Lily og sagde "Tak, mit ophold her har allerede været meget bedre end jeg kunne have forestillet mig, især når jeg har muligheden for at snakke med så yndig en pige som dig." Ham fortrød lidt at have sagt det sidste, men det kunne han vel ikke gøre noget bed nu? Hans kinder antog en let lyserød farve og han så ned i gulvtæppet.

Lily sænkede blikket ned på sine fødder der stadig svingede fra side til side. På nuværende tidspunkt var det dog ikke fordi hun var genert men fordi hun fandt det underholdende. Hun kiggede op på ham med et venligt smil da han takkede hende, og så snart han komplimenterede hende blev hende kinder helt røde og hun gemte sig halvt bagved sit hår... "Uhhmm. t-tak... Men... Yndig ved jeg nu ikke om jeg ville kalde mig" hun var stadig ramt med nederlaget fra Minato. Hun følte sig stadig som om hun intet var værd, selvom Acher havde været sød ved hende.

Noel som stadig havde lyserøde kinder og han havde aller mest lyst til at sige hende imod og sige at selvfølgelig var hun yndig, faktisk meget mere end yndig, men han følte ikke at han kunne tillade sig at sige det, nu hvor de ikke kendte hinanden så godt.. Han så dog på hende og sagde insisterende "Jeg syntes nu du er yndig.." Han så så rundt igen og tænkte på hvad han ellers skulle sige, ville han ændre emnet de sad og snakkede om? Hun virkede nemlig ikke synderlig glad for at snakke om sig selv.. Han havde dog også en trang til bare at rejse sig og gå hen til hende og så bare give hende det største kram nogensinde, men dog, han havde ikke lyst til at virke som en dreng der lægger an på en pige meget kort efter de havde mødtes første gang.. Han sukkede lavt og rystede kort på hovedet. Han lænede sig istedet ordentligt tilbage og lukkede øjnene og spurgte "Hvad.. Hvad er din ynglings film?" Hvor var det dog et dumt og dårligt spørgsmål.

Lily sad længe og kiggede ned i gulvet. Hun overvejede om hun havde sagt noget forkert, måske.. Måske så han på hende som Minato, at hun ikke var noget værd.. og han løj for hende. Da han lænede sig tilbage og spurgte hende om filmen drog hun et lydløst lettelsens suk. Okay han var ikke ved at løbe skrigende væk, selvom det måske havde været bedst.. Hun rykkede sig helt op i sofaen igen men brugte ikke ryglænet..
Hun så roligt på ham og så lidt eftertænksom ud. "Min ynglings film? jeg.. jeg har ikke set så mange. Min far så altid fjernsyn så jeg fik ikke rigtig mulighed for det, og nu.. nu hvor der mulighed her, så har jeg ikke rigtig fået udnyttet det" hun sukkede lidt... "Af de få jeg har set, så må det nok være ringenes herre, det.. det virker måske lidt plat, men jeg kan godt lide eventyret" hun så let genert på ham men rystede det hurtigt af sig.. "Hvad med dig? Hvad din?" hun sendte ham et roligt smil

Han så igen på hende og sagde "hmm.. Der må jeg også sige enten ringenes herre eller også må det være Perks of being a wallflower, da Ringenes herre er så fortryllende og jeg elsker hvordan de har lavet hobbiterne, men så er der perks of being a wallflower, den er bare så sand, med det psykiske.. Og den beskriver hvordan rigtig mange teenagere har det." Han smilede til hende og tilføjede "Desuden din grund er ikke barnlig, den er bare dejlig original, man hører næsten ikke at grunden til at folk kan lide den er på grund af eventyret, men mere pågrund af en enkelt karakter eller også er det fordi den er flot lavet." Han smilede igen i en kombination af charme og venlighed.

hun følte en lettelse over at han ikke fandt hende dum eller barnlig når nu hun kunne lide ringenes herre. Det var også rart han også kunne liden og hun smilede et oprigtigt varmt smil. Mere end hun havde gjort længe.
"uhmmm den der perks of et eller andet, kan ikke huske hvad den hed" hun smilede let forlegent "hvad handler den om? jeg kender den ikke."