Den ensomme gåtur (PRIVAT)

Lotus gik rundt på nogle af stierne bagved skolen.. Hun gik for sig selv i sine egne tanker og sparkede til en græstot der var høj og stak op af sneen.. Hun sukkede lidt opgivende og lagde sig ned midt i en bunke sne og kiggede op i den blå himmel

Minato var tøffet udenfor for at filosofere over tilværelsen. Det var godt nok koldt heroppe. Han skuttede sig lidt og slog kuskeslag for at holde varmen.
Pludselig fik han øje på en pige der lå i en bunke sne!
"Hov! Jeg mener, er du kommet noget til," spurgte han hende bekymret.

Lotus kiggede op på fyren hun havde mødt i kantinen "Jeg har det fint... må man ikke ligge i sneen og slappe af?" hun rullede opgivende med øjnene og kiggede op i himlen igen

Minato blev stående lidt usikkert. "Jo, selvfølgelig, men... fryser du ikke?"

Hun sukkede en smule irriteret "sikke alle du spørgsmål du har.... Jeg fryser ikke nej, for hvis jeg gjorde så lå jeg nok ikke her" hun rejste sig op og børstede sneen af "hvad laver du herude?"

"Jeg prøver faktisk bare at hjælpe," mumlede han for sig selv. Havde han nu kvajet sig igen? "Og jeg gik bare en tur. Frisk luft."

"hjælpe? utroligt så mange 'helte' der er kommet her på skolen i år" hun sukkede opgivende men kunne ikke sige noget til han gik en tur gjorde hun jo også "har du mødt min søster?" hun så på ham

"Det tror jeg ikke. Jeg har ikke mødt så mange endnu, eller, det har jeg, men jeg når aldrig rigtig at snakke med dem. Folk har virkeligt travlt." Han var ikke engang helt sikker på hvad pigen her hed. Var det ikke noget med en blomst? "Jeg hedder MInato. Jeg kan ikke huske om vi nåede at blive præsenteret."

Hun kiggede på ham over skulderen og lignede en der egentlig var lidt ligeglad med hans navn men hun svarede ham alligevel. "Lotus Raine... Og et godt råd stump.. lad være og glem det" hun smilte overlegent... "Hvad bringer dig til skolen her i bjergene?"

"Jeg skal nok huske det," smilede han til hende. Han havde lidt på fornemmelsen at hun ikke var helt så hård som hun så ud, og derfor ignorerede han 'stump' - faktisk var han højere end hende. Næsten i al fald.
"Min far fik arbejde her, og så flyttede vi hertil."

"Ahh.... lyder trist at du skal flytte pga din far... du træffer ikke selv dine valg?" hun kiggede bare på ham som før og afventede hans svar

Han så overrasket op på hende. Kendte hun til den frustration han følte?
"Nej... jeg bor jo stadig hjemme," fik han mumlet frem. Hvor meget vidste hun, eller kunne gætte?

hun satte en finger på hans pande og lænte sig hen imod ham og smilte "newsflash.. du bor ikke hjemme, ikke lige nu.. du bor her..." hun rykkede sig væk igen og fjernede fingeren "Jeg havde ikke levet i hans skygge nu jeg kunne slippe... fædre er mest af alt sådan.. forventer man er som dem og når man ikke er så man bare i vejen" hun sukkede og den smule sårbarhed hun havde haft i sine øjne forsvandt hurtigt "Men gør da hvad du vil" Hun begyndte at gå roligt væk fra ham

"Nej, men..."
Hun havde jo ret...
"...det er ikke så enkelt."

"tillykke stump. du har lige lært en vigtig lektie... Intet her i livet er simpelt" hun satte sig på bænken der var ved siden af hende og kiggede på ham "Nyd det dog du er 'fri'"

Han rystede let på hovedet. "Han har brug for mig." Det var det eneste han ville sige til hende lige nu.

Hun kiggede op på ham, hun forstod sku ikke helt den her dude.. "jamen det må du jo også selvom, jeg godt nok glad for det ikke er mig.." hun lænte sig tilbage og kiggede over imod skolen som så helt øde ud derfra.

"Går du bare fra folk, hvis du synes de holder dig tilbage?" Det var ikke en provokation, bare et spørgsmål.

Hun drejede hurtigt blikket og kiggede på ham. Hvad bildte han sig ind? Hun rejste sig og gik hen og kiggede ham direkte i øjnene "Går fra folk? Pff.. du aner intet om mig, så lad være med og tro du gør" hun knyttede hænderne som hun stod der foran ham.

"Det... det var bare et spørgsmål," sagde han, og slugte en klump, men blev stående og kiggede hende i øjnene. Han var ikke bange for hende, fysisk, men hendes personlige udstråling var ikke sådan at ignorere.