Skideballen

Acher så på Tyson og rystede på hoved af ham og rejste sig selv og sagde halv monotomt "Bare sæt dig igen. Tror ikke det her tager synderlig lang tid." Og han gik hen og låste døren op og åbnede den.
Wren som stod på den anden side af døren, så på Acher og gik indenfor da døren åbnedes og sagde "Olwen, du burde have nogle papirer fra hospitalet, hvor der står noget om min sag."
Acher så på hende og nikkede, "Du skal have tjekket hjertet, ikke?" Wren nikkede og mens Acher gik hen for at hente sit stetoskop, hev hun blot blusen af, så hun kun stod i sin hvide bh, hun havde godt set at Tyson var der, men hun ignorerede ham fuldstændig, men hun sørgede dog for at få holdt sit ar ude af syne. og Acher gik hen og gav sig fint til at lytte på hendes hjerte rytme.

Tyson gjorde for en gangs skyld det, han fik besked på, og satte sig. Han rodede i lommen for at finde en smøg frem men regnede ud, at det nok ikke var en god idé med en anden elev derinde og trak derfor hånden op igen. Han så på hende. Olwen... han havde hørt navnet. En eller anden Wren Olwen. Men det kunne da ikke være hende, var Wren ikke et drengenavn?
Tyson nåede dog ikke at tænke yderligere over det, før hun smed blusen, og i stedet brugte al sin energi på at stirre på hendes bryster. Kæmpe var de ikke, men de var til gengæld flotte. Det var det eneste, han ikke brød sig om ved Acher... at han ikke havde sådan et par. Han elskede bryster og ville aldrig stoppe med det.

Wren lukkede øjnene mens han lyttede, og det udnyttede Acher sig af og sendte Tyson et kort blik og så at han stirrede på hendes bryster. Han sukkede lydløst og rettede sig op og så på Wren og sagde "Så. Alt skulle være fint, men sæt dig og slap af i cirka 30 minutter, vi skal jo helst ikke have at du kommer noget til." Hun så blot på ham og nikkede, og trak derefter en t-shirt overhoved igen og sagde "Tak." og forsvandt ud i gangen og lukkede pænt døren efter sig.
Og da hun var væk og døren var lukket, vendte Acher sig imod Tyson og sukkede og spurgte "Helt ærligt?"

Tyson lagde godt mærke til, at Acher så, han kiggede, men han var sådan set ligeglad. Han kunne godt lide bryster, og det ville han ikke lægge skjul på. Ikke engang for Acher.
Han stirrede på dem, selv da hun havde fået trøjen på igen og så så på Acher, "bortset fra dig er til piger, og jeg elsker bryster. Så drop bare tonen," sagde han med en ligegyldig tone og hoppede ned. Nå, det gik da hurtigt. Og han fik lov til at se på bryster. Så han var tilfreds.

Acher sukkede og satte sig ned på stolen og sukkede "Nu skal du ikke gå efter hende også, vel?" Han syntes oprigtigt at det var synd for hende og tænkte lidt på at ryge en smøg til, men sukkede da han huskede at han ikke havde flere.
Han så hen på Tyson og så så væk igen og mumlede et eller andet utydeligt.

"Jeg havde faktisk tænkt mig at gå nu, inden der kommer flere af dine 'kunder'. Jeg skal prøve på ikke at følge efter hende," sagde Tyson i en lettere drillende tone, dog uden at smile. Han rejste sig, lagde armene over kors og så på Acher, "så mangler jeg bare lige et farvel fra dig, og så er jeg gået."
Han håbede, Acher forstod, han ville have et fysisk farvel, ikke bare ordet. Ellers var han da vist også for dum.

Acher så på ham og sagde halv koldt "Yeah, du har sikkert ting du skal se til." Han gik hen imod Tyson, med et blik der var mere drilsk end noget andet med et smil der matchede og sagde "Hmm.. Kommer helt an på hvilken slags farvel du vil have."

Tyson kiggede ned på ham og kunne mærke irritationen boble indeni ham. Nu gjorde Acher det igen. Han havde smagt på toppen af det at kunne føle sig større, bedre og mere dominerende end Tyson, og nu kunne han ikke stoppe. Det skræmte faktisk Tyson en smule at tænke på, at han ikke kunne håne Acher en smule mere, uden han ville give igen på en langt værre måde.
Han havde egentlig tænkt sig at afslutte deres møde med et langt, heftigt kys, der ville blive husket en hel uge efter, men så kom han i tanke om, hvordan Acher havde beklaget sig over de synlige sugemærker. "Bare stå stille," sagde Tyson beordrende, lagde begge sine hænder direkte på Achers bagdel og pressede hans læber ind mod hans hals og begyndte at suge. Så kunne han lære det.

Acher så på Tyson, som han havde sagt han skulle stå stille, og han lod da også Tyson starte på det, uden rigtig at tænke over det, og der nåede en lille ynkelig lyd over hans læber, men da han indså hvad det var der skete, fik han bevæget på sine arme og sagde "Hey, stop, det der er ikke okay!" Han prøvede let at skubbe sig væk, dog var hans hals et af hans svage steder og han havde ikke meget styrke tilbage.

Tyson kunne mærke, Acher gjorde modstand, men så igen, slet ikke så meget som han kunne. Han smilede hævngerrigt ned i hans hals og slap med munden kun for at lave et nyt ved siden af. Da det også var færdigt, perfekt og en stærk rød farve, mumlede han, "jeg stopper ikke, før du siger det... tre små ord... nu har jeg sagt det..." og med det fortsatte han bare hans fine stribe af meget synlige sugemærker.

Acher kom med endnu en ynkelig lyd og han mærkede at hans knæ begyndte at blive svage, hvis ikke at han snart sagde ordene, ville han falde, og meget muligvis hive Tyson med i faldet og det ville sikkert ikke ende så godt. Han lukkede øjnene og sagde "Fint fint, jeg skal nok sige det, bare vær sød og stop." Han holdt vejret lidt og lukkede øjnene og hviskede ind i Tysons øre "..Jeg elsker dig."

Tyson var sådan set ligeglad med, om han skulle tvinge Acher til at sige det hver gang, bare han sagde det. Det føltes så rart og uvirkeligt, at Acher rent faktisk sagde de ord og med sådan en ynkelig stemme... Tyson var mere end tilfreds men viste det selvfølgelig ikke. Kyssede ham bare et par gange på de mange sugemærker op mod øret, inden han førte hænderne op under Achers trøje og op af hans ryg.

Acher lukkede øjnene og kunne knap holde endnu en ynkelig lyd tilbage, dog lykkedes det at standse lyden inden den blev formet i hans hals, og han lagde selv sine hænder på Tysons skuldre og lod dem bevæge sig op af hans nakke og op i hans hår. Acher nød at de var så tæt på hinanden, også selvom han egentlig lige havde været tvunget til at sige de tre ord han ikke havde lyst til at sige før han havde hørt præcis de samme ord fra Tysons mund.

Tyson fik lyst igen, selvom han godt vidste, han burde gå. For en sikkerheds skyld. Han hang allerede alt for meget rundt på sygestuen - folk måtte ikke blive mistænksomme.
Men Achers hud var så blød mod hans læber, og hans krop tiggede jo nærmest efter det. En enkelt omgang til, det kunne de godt nå. Han ville gå hen og låse døren... lige om lidt... om to minutter... hans læber var bare lige nået til et perfekt sted; bag Achers øre. Han åbnede munden en smule og bed ham i øreflippen, mens han blev ved med at gentage Achers navn indeni sit hoved.

Acher lukkede øjnene mens han nød Tysons nærvær, men da bed Tyson i Acher øreflip og han kom med endnu en ynkelig lyd, som lød mere som et lavt støn, men Tyson havde sagt at han ville gå, så de kunne ikke stå sådan her synderlig længe og han spurgte "Sagde du ikke at du skule til at gå?" Han mente det som i han ville have at Tyson skulle gå, men han var tydeligvis blevet distraheret og han ville lidt ønske at Tyson ville kysse ham igen.

"Mhm..." mumlede Tyson bare, der var helt inde i sin egen lille verden, hvor han kunne tage løs af Achers goder, som han havde lyst til. Én gang havde slet ikke været nok, indså han, uden at kysse eller bide Acher, men stadig med læberne presset ind mod hans hud.
Han kørte hænderne ned af hans ryg igen, ned mod hans bagdel, idet det bankede på, og han hoppede væk fra ham med en imponerende fart. Havde Acher virkelig altid så travlt, eller var der mon en højere magt, der prøvede at fortælle ham noget, for han havde da aldrig set så mange mennesker komme rendende på hans kontor. Men da han hørte sin brors stemme, vidste han, at det var det for den dag. Han kunne lige så godt bare havde åbnet døren og set det, og det ville have været katastrofalt. Intet mindre end det. Nu var Tyson sikker på, at det ikke var skæbnen, de skulle lave mere i dag. Han greb hurtigt et stykke papir og proppede det op i det ene næsebor, så William ville tro, han bare havde haft næseblod igen.

William havde lige fået fri efter at have fået en opgave og som den pligtopfyldende unge mand, han nu var, var han gået i gang med opgaven med det samme, som han allerede vidste, han kunne bruge skolens sygeplejerskes hjælp til. Han rømmede sig lavt og bankede på døren, "undskyld mig, hr. Arkwright, forstyrrer jeg?"

Det gippede i Acher da William bankede på og han hoppede den anden vej end Tyson havde gjort, han rettedehurtigt på sin trøje og sit hår, så det dækkede hans sugemærker og han sagde efterat have rømmet sig "Kom bare ind." Han havde opfanget hvad det var Tyson havde i tankerne med blodnæsen og sendte ham et beroligende blik og spurgte William, mens han gik hen og åbnede det store vindue på klem "Hvad er dit formål med at være her i dag, hr. Tale?" Han smilede let til William da han vendte sig rundt.

William åbnede forsigtigt døren og smilte, da han fik øje på Acher, hvorefter han trådte ind og lukkede døren efter sig. Det var dog tydeligt, han først blev en smule forvirret, da han så Tyson men sendte ham så i stedet et varmt og medfølende smil, "Tyson, du kan godt huske, du lovede mor at lade være med at fnyse, ikke? Hun bliver så bekymret hver gang." og med det vendte han igen opmærksomheden mod Acher, "jo, ser du, jeg har fået et miniprojekt for i biologi, og jeg har så fået om hjertesygdomme, og et af kravene til opgaven er et interview," han så lidt akavet ned på et papir, han havde fundet frem, mens han talte, og sendte så Acher et undskyldende smil, "jeg ved godt, du har travlt, og du behøver selvfølgelig heller ikke, men hvis du havde tid på et eller andet tidspunkt indenfor de næste tre dage, ville jeg virkelig være taknemmelig."

Tyson fnøs bare højt af Williams kommentar for at vise, at han kunne, "hun ville ikke blive nervøs, hvis du lod være med at fortælle hende om det hver gang, din idiot."
Han var nervøs, det kunne han tydeligt mærke. William havde mødt Acher masser af gange før, men det var stadig ubehageligt af helvedes til. Acher havde vist sig som en god skuespiller i flere situationer, men Tyson blev alligevel ved med at tænke hvad nu hvis. Det kunne sagtens ske ved et uheld, og jo mere han tænkte over det, jo mindre ville han have, at de skulle snakke sammen, så han svarede koldt for Acher, "det kan han ikke, Will. Spørg en anden."

Acher så på William, og nikkede til spørgsmålet, men da han skulle til at svare, havde Tyson allerede formået at ville svare for ham. Han rømmede sig og sagde "Hvis det kan vente til i morgen, vil jeg godt kunne hjælpe dig, og du er heldig, for jeg plejer ikke at ville hjælpe elever, men jeg ved hvor flittig du er." Han smilede til William og ignorede Tysons eksistence.

William så først kort på Tyson, en smule forvirret over, at han svarede for én, han nærmest ikke kendte, men rykkede så blikket tilbage på Acher og smilede, "tusind tak, hr. Arkwright, jeg lover, at det ikke tager lang tid. Jeg kommer tilbage i morgen efter timerne, og så kan vi se, om du har tid der, ellers finder vi bare et andet tidspunkt. Tusind tak," sagde han igen og så på Tyson, "Tyson, skal vi spise frokost sammen? De har lavet kartoffelsuppe."

Tyson blev irriteret over, at Acher gik imod ham på den måde og lod det få ud over sin bror, "jeg hader suppe. Æd det med dine kaniner. Gå nu, jeg skal have tjekket næsen," sagde han hårdt og pegede på døren.

William sagde først ikke noget men smilede så bare let til Tyson, nikkede og smilede så til Acher, "hav det godt, hr. Arkwright. Jeg er virkelig taknemmelig for hjælpen," og med det gik han ud og lukkede døren efter sig.

Acher smilede til William og sagde "Hav en goddag, hr. Tale." Og han vendte sig imod Tyson med et irriteret blik, sørgede kort for at William var helt væk og spurgte så irriteret "Hvad skulle det til for?! Nu vil han jo undre sig over hvorfor du svarede for mig!" Han så på Tyson og rystede så på hoved af ham og gik hen til sit skrivebord og lænede sig op ad det.

Tyson fnøs og lagde armene over kors, "han er intelligent bogmæssigt, men han er en tumpe til at læse andre mennesker, så nej," han skiftede hurtigt emne, mens han fornærmet holdt blikket på Acher, "men hvorfor afslog du ham ikke, som jeg så pænt forsøgte på at gøre først? Du sagde jo selv, du normalt ikke hjælper elever, så han ville jo ikke være blevet sur eller noget lignende. Helt ærligt, så er jeg ikke tryg ved, at du snakker med min bror i mere end ét minut af gangen."

Acher så på Tyson med et irriteret og sagde "Fordi at han sikkert ikke kan finde noget på biblioteket, desuden så spurgte han pænt i stedet for så mange af de andre snoppede og irriterende unger." Han så på Tyson igen og spurgte så "Desuden hvorfor skulle jeg ikke hjælpe en af de flittige elever? Det er jo ikke fordi at det vil gøre nogen skade, eller at jeg siger noget om det vi har gang i! Og som du siger, så er han dårlig til at læse andre, så selv hvis jeg lavede en fejl, så ville han ikke opdage noget." Han lagde armene over kors og så på Tyson.

"Fordi...!" sagde Tyson først som et andet lille barn og lod armene falde ned langs siden. Han så væk med et opgivende og irriteret suk og fortsatte, "fordi jeg ikke bryder mig om, at du snakker med min familie, og sådan er det bare," han så på Acher igen, "desuden har jeg virkelig en fornemmelse af, at Will kan lide fyre, for han har ikke snakket med en pige, siden han var lille. Og du har åbenbart en eller anden kræft over Tale-familien, som du ikke skal lade gå ud over ham, der sikkert allerede er forvirret nok i forvejen. med andre ord skubber du ham i homoretningen, og hvis det sker, slår jeg dig ihjel."

Acher så på Tyson igen med det utrolige blik og sagde "Jeg lægger jo ikke an på din bror for helvede! Så jeg tror ikke der er et problem der!" Han så på Tyson med et, nu, irriteret blik og sagde så "Husk lige at få det papir ud af næsen." Han lukkede kort øjnene og åbnede dem igen efter lidt tid og sukkede.