Vi nødt til at snakke (PRIVAT)

Kira gik roligt hen af gangen. han havde fået at vide af nogle elever at Tyson var inde i et klasselokale.. Det gik ham egentlig på men de var nødt til at snakke. Han sukkede opgivende og forsøgte at trække vejret roligt.. PLZZZ lad der nu ikke lade andre være i klassen. Han bad en indre bøn inden han drejede om hjørnet ind i klassen. han stoppede op ved døren og kiggede ind i håb om at Tyson var der som han havde fået at vide han ville være

Tyson sad inde i lokalet og rodede med sin brors mobil, som han havde 'lånt', efter Pepsi havde konfiskeret hans egen mobil.
Han havde tabt den, mens han var igang med en latterlig opgave, han havde fået af viceværten, om at rense fejekostene, og prøvede nu at fikse den. Desværre var han langt fra et elektronisk geni, og efter ti minutters pilleri ved batteriet, simkortet og alt andet, der kunne sidde løst, var han ved at opgive.

Kira lagde mærke til Tyson og heldigvis var der ikke andre. Han trak vejret tungt og gik roligt over til ham.. "hvis du vil have det kan jeg godt hjælpe dig med den mobil?" det var egentlig ikke derfor han var kommet, men det virkede da bedre end at overfalde ham med de skulle snakke, ja det var en mere blid indgangs vinkel... Han forsøgte at virke så rolig som muligt selvom han var en smule nervøs.

Tyson drejede sit hoved, da han hørte en stemme. Det føltes som om, alle hans indre organer blev mast sammen, da han fik øje på Kira.
Heldigvis nåede ikke engang at overveje, hvilken ondskabsfuld kommentar, han skulle komme med, før hans nummer ét fjende begyndte at tale til ham. Begyndte at tale... pænt til ham?
"Næ..." Tyson kiggede lidt på mobilen og smed den så med en let håndbevægelse i skraldespanden, der stod ved siden af ham, "jeg køber bare en ny."
Hvad fanden ville han? Det var ikke lang tid siden, de havde skændtes, så hvorfor pludselig den dér... mærkelige, rolige tone?

Kira sukkede da han så mobilen ryge i skraldespanden men kommenterede det ikke. Han lænede sig imod et bord tæt på det Tyson var ved...
"jeg hørte hvad du sagde den dag i klassen..." han så roligt på ham.. "Jeg.." amen for fanden da... det her var noget af det sværeste han nogensinde havde gjort.. "jeg ved godt vi to ikke enes så godt, og slet ikke på grund af Lacus.. Men måske det bedre og prøve og komme godt ud af det." han valgte bevidst ikke at nævne en episode på værelset... Han kørte frustreret en hånd igennem sit hår.. forbandet lort da... "Jeg bryder mig ikke om du føler du har mistet dine venner på grund af mig, bestemt ikke meningen..." han sukkede lidt... Forstod Tyson overhovedet hvad han sagde eller var han ligeglad? han holdt en pause og gav ham en chance for at reagere

Tyson så ikke på Kira en eneste gang. Stirrede bare vredt ud i luften med armene over kors. Men han lyttede - alt imens han kunne mærke en stor klump samle sig i halsen på ham ligeså hurtigt som spørgsmålene dukkede op i hans hoved.
Hvorfor troede Kira, det var hans skyld? Og hvorfor bekymrede han sig om det? Hvorfor var han ikke fuldstændig ligeglad? Hvordan kunne han tro, han bare kunne komme valsende og spille 'venlig'? Og sidst men ikke mindst; troede han virkelig, at Tyson ville dele sine tanker med ham?
Tyson fnyste lavt og gik hen til et andet bord, hvor der lå et par gennemsigtige gummihandsker, han tog på. Stadig uden at kigge på Kira, sagde han nedgørende, "hvis du forsøger at lave hippiekunster på mig, så drop det. Det der med at sidde i en rundkreds og holde i hånd, mens man taler ud om sine følelser, er ikke lige mig."

Kira var ikke overrasket over at Tyson ikke ville svarer ham. Han havde efterhånden mødt Tysons stædighed en del gange, og det var da heller ikke noget han ikke var forberedt på denne gang. Han blev stående lænet imod bordet og rykkede sig ikke. han kiggede bare på Tyson som han gik over til det andet bord.
Han trak vejret roligt.. "jeg forsøger ikke noget hippiekunst" han sukkede lidt opgivende... "Jeg siger bare, at jeg ikke bryder mig om jeg har været skyld i du har det sådan... Du råbte så højt i klassen at det umuligt folk ikke hørte dig.." hvad havde han egentlig håbet på. Tyson lyttede jo alligevel ikke... Han sukkede og kørte igen en hånd igennem sit hår imens han rejste sig helt op.. "Hvis du for stædig til at tage imod et tilbud om våbenhvile, og en venlig hånd til hjælp så må du jo om det. Jeg har ikke tænkt mig at tigge og bede for det. Det må være DIT valg" han så roligt på ham men hans tone var en smule mere bestemt

Tyson havde lyst til at sige, at han bare kunne skride af helvedes til, men det irriterede ham inderligt, at Kira havde misforstået det hele og ikke fattede en klap. Derfor vendte han sig om mod ham, lænede sig op af et bord, lagde armene over kors og løftede sit øjenbryn en smule, "du er virkelig dum," startede han bedrevidende ud med og fortsatte, "du tror, det er din skyld, at mine venner er nogle tumper. Ja, okay, det var din skyld, at jeg mistede Lacus som ven, men tro mig; jeg klarer mig bedre uden hende. Og hvad snakker du om med 'våbenhvile'? Jeg har ikke gjort dig noget overhovedet i lang tid, med mindre du selv er gået hen til mig, og der beder du selv om en enkelt kommentar eller to. Og 'en venlig hånd'? Hvad fanden tror du, du kan gøre? Du er en ødelægger, ikke en skaber. Jeg beklager meget, men denne her lille superheltegerning er dybt latterlig."
Han rettede sin ryg en smule mere og smilede falskt til Kira.

Kira der godt kunne mærke han var irriteret forholdt sig roligt ud af til. Han stod stille og lyttede til Tyson... "Uanset hvad du siger så startede alt det her da jeg kom, fordi Grimmjow og jeg snakker godt sammen og fordi Lacus og jeg blev kærester..." han sukkede.. "du må selvom hvad du mener og tror og du kan tænke om mig hvad du vil og tro det en superheltegerning... Jeg egentlig ligeglad, til forskel fra dig så går jeg ikke op i hvad andre folk tænker om mig." Han overvejede kort om han bare skulle gå. men han blev stående rankt og kiggede på Tyson..
"Tag det ud af det her du vil, sig hvad du vil til folk og kald mig svag hvis du vil. I det mindste er jeg voksen nok til at indrømme at noget er gået helt galt imellem os 2." Han sukkede lidt.. "Jeg kom ikke herned for at skændes med dig, og har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Hvis du falder ned og pludselig vil snakke kan du finde mig, og ellers ikke." han trak lidt på skuldrene "Så kan jeg i hvert fald sige jeg prøvede" hans tone var hele tiden rolig og han lød oprigtig i det han sagde. Han nikkede en gang med hovedet før han stak hænderne i lommen og vendte sig om og gik imod døren

Tyson rullede øjne op til flere gange af de ting, Kira sagde. Selvfølgelig var han en smule flov over, at snakke så grimt til ham, når han prøvede på at hjælpe, men det hele virkede så latterligt. Selv hvis Tyson brød ud i tårer og sagde til Kira, at alt var helt okay mellem dem, ville han stadig være kærester med pigen, Tyson hadede. Han ville stadig få al opmærksomheden fra pigen, Tyson havde været i seng med. Han ville stadig snakke bedre med alle på skolen, end Tyson ville. Han ville stadig have et bedre liv, end Tyson havde.
Tyson så hen på Kira, der var ved at forlade rummet, og så ned i gulvet. Klumpen i hans voksede sig større og større. Kira skulle gå... ellers ville han ende med at bryde sammen lige foran ham.

Kira stoppede op da han nåede døren.. Han bandede lavt for sig selv.. Det kunne ikke være så svært bare at gå.. Tyson valgte selv.. Det var HANS liv og HANS valg... Kira kunne ikke komme rendende og redde alle.. Han kunne mærke hans samvittighed nagede ham og han drejede rundt imens hans indre stemmen råbte af ham.. "Hør nu her Tyson.. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal sige og gøre... Jeg udemærket godt klar over du ikke kan fordrage mig, det også fint.. Vi kan ikke alle enes med alle. Men jeg synes bare ikke det skal ødelægge de venskaber du allerede har på skolen. Og det går mig sq på at jeg føler jeg er skyld i det." han lænede sig op af dørkarmen med armene over kors på brystet "Kald mig blødhjertet hvis du vil eller en tøs. Jeg vil egentlig bare gerne at vi får det her løst.. Desuden burde det ikke være en helt 3. vi er mest sur på?" han så spørgende på ham

Tyson prøvede virkelig at holde kæft, for han gad ikke at skændes, for det endte alligevel med, at de slog på hinanden. Men han kunne slet ikke klare, at Kira fik sig selv til at lyde som offeret.
Han knugede sine fingre sammen, så hans knoer blev helt hvide og så på Kira med et vredt ansigtsudtryk, især hans øjne udtrykte vrede blandet med en smule sorg, "fat dog, at jeg aldrig har haft nogle venskaber på skolen!! De har aldrig været der for mig og er pisse ligeglade med mig! Det eneste du har gjort er, at have fået mig til at indse det! Jeg burde takke dig! Tak, Kira, mange tusinde tak!!!"
Han gloede på Kira i et stykke tid og gik så op til katederet med et højt fnys og tog kosten op. Sådan. Nu havde Kira fået, hvad han ville have. En ynkelig og patetisk indrømmelse om, hvor alene Tyson var.

Kira så overrasket på Tyson.. Til at starte med var alt han så vrede, masser af det. men så.. i hans øjne dybt inde et snert af sorg. Han fik det helt skidt på Tysons vegne men viste det ikke.. "Det lidt ironisk synes du ikke? at en du hader så meget, som du ikke kommer godt ud af det med så er den første på skolen der viser bekymring for dig?" han så roligt på ham.. "Jeg vil ikke blande mig i det hvis du ikke vil have det, om ikke andet kan jeg intet gøre hvis du ikke vil have det..." han lod sine arme falde ned "jeg siger ikke du ska tigge og bede, jeg siger bare at måske man kunne starte på en frisk.." han vidste ikke helt hvad han egentlig mente med det, men det føltes på en måde rigtigt. trods alt kunne han ikke selv huske hvorfor de var blevet uvenner første gang

Tyson begyndte at rense kosten for al det skidt, der var på den, og smed det lidt efter lidt i en lille plastikpose. Han rystede på hovedet af Kira, mens han snakkede og svarede så sarkastisk, "jo, helt sikkert. Så kan vi sidde i klassen og sende beskeder til hinanden, mens du sidder og gramser på min barndomsveninde. Oh, og bagefter kan vi gå hånd i hånd rundt på gangene, mens du bliver gramset på af hendes søster, der selvfølgelig ikke vil kendes ved mig mere, selvom vi har været i seng sammen. Nåh ja, og så holder vi en kæmpe fest for alle vores venner; eller... dine venner, selvfølgelig. For jeg har jo ikke nogen, vel?"
Han så på Kira, som om han var dum i hovedet, "hvad siger du til det? Så er alt perfekt. Så kan du fortælle alle folk, hvordan du reddede Tyson Tale fra total nedtur, mens jeg konstant kan rende bag dig som en lille hund."

Kira kiggede roligt på Tyson.. "Hvis det virkelig er sådan du tror det bliver kan jeg ikke se hvordan jeg skal ændre dit syn på det" han kørte en hånd igennem sit hår og stak så hænderne i lommerne. Han rykkede sig fra væggen og vendte sig om "Til din information har jeg aldrig set dig som en hund der følger efter folk, og jeg vil heller aldrig.." han smilede lidt selvom Tyson ikke kunne se det. "Det du for selvsikker til, i forskel til mange andre her på skolen.." et snert af venligt dril var i hans stemme

Selvsikker. At være selvsikker. Det var et kompliment... var det ikke?
Tyson trak en smule på sin ene skulder og nikkede et par gange, "ja... ja, det har du ret i. Jeg er for selvsikker."
Han fik det sidste snavs ned i posen, lagde kosten ned igen og kiggede på sine hænder, mens han tog sine handsker ubevidst langsomt af, "....... hvorfor fanden er du egentlig så besat af, at jeg tilgiver dig?"
Det spørgsmål, havde han spurgt sig selv om lige fra starten af. Kira havde aldrig virket som om, han havde noget tilovers overfor Tyson, så hvorfor var han pludselig sådan?

Kira der var ved at gå stoppede op og kiggede ikke på Tyson han blev stående med ryggen til. "det handler om et løfte jeg engang gav, og føler lidt jeg brød det... Men handler egentlig ikke om du skal tilgive mig, det op til dig selv om du vil det eller ej. Det blander jeg mig ikke i.." han følte ikke han behøvede sige andet. resten måtte være op til tyson. Han kunne ikke lagde være med at føle at det her var lidt underligt at snakke så roligt med Tyson

"Et løfte, hm?" sagde Tyson monotont. Han kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet. Kira kom ikke, fordi han havde dårlig samvittighed, eller fordi han måske brød sig bare en smule om Tyson, selvom han havde været hård ved ham. Niks. På grund af et løfte.
Han lagde en ny svamp frem ved siden af den gammeldags tavle, der hang ved siden af den nymoderne, teknologiske tavle, og kylede den gamle svamp i posen, lidt voldsommere end han egentlig ville, "jamen, så beklager jeg, at du ikke kan holde dit lille løfte. Men du prøvede i det mindste. Det er vel det vigtigste for personen, du gav løftet til."
... Idiot. Idot, idiot, idiot. Kæmpe jeg-snakker-kun-med-dig-fordi-jeg-gav-et-løfte-idiot!

Kira kunne tydeligt hører ændringen i Tysons tone, han vendte sig rundt og så på ham.. Okay han fik måske sagt det forkert.. Han sukkede opgivende "det var jo ikke det jeg mente... Jeg gav et løfte ja, men løfte eller ej så er jeg her af egen fri vilje... Selvom du måske har dine hårde kanter, så tror jeg nu stadig på du er en flink fyr.. tro det eller lad være" han var godt klar over det lød utroligt, men han havde som sådan ikke noget imod tyson, han brød sig bare ikke om måden han havde talt til lacus på.. "det måden du taler til og om lacus jeg har et problem med. Tror ærligt hun gerne ville have beholdt venskabet."

"Wow, jeg prøver rent faktisk at være venlig her, og så bringer du Lacus ind i det? Skal jeg virkelig forklare dig, hvorfor jeg hader hende?" Tyson ventede selvfølgelig ikke på Kiras svar. Han stillede posen på katederet, så hans fingre var fri, så han kunne tælle på dem, hvor mange ting, han hadede omkring Lacus, "1: vi havde et perfekt venskab, før hun pludselig valgte at sige, at hun var dybt forelsket i mig. 2: jeg fortalte hende, at jeg var en player, men hun var fuldstændig ligeglad. 3. næste dag hader hun mig, fordi hun er faldet for en anden. 4. hun har været en bitch imod mig lige siden. 5. hun har prøvet at snakke med mig om det én gang, og det gik ikke så godt, og siden da har hun ikke prøvet. Så det var det vores venskab var værd. Ét forsøg."
Tyson blev endnu mere vred ved tanken om hende. Han bandt en knude af posens ende og tilføjede irriteret, "og jeg ved godt, det er dumt, at jeg fortæller dig det. Du tror alligevel ikke på, at hun kan gøre noget som helst forkert, udelukkende fordi hun er din kæreste."

Kira der egentlig gerne ville svarer nåede det ikke så han ventede bare roligt på Tyson blev færdig... "Bare fordi hun er min kæreste betyder det ikke at jeg tror hun er en helgen, i mine øjne er der ingen der er det. og jeg forventer heller ik hun kan enes med alle" han sukkede lidt... "Jeg kan godt se hun ikke har snakket med dig mere end en gang, men du har jo heller ikke forsøgt at snakke med hende, så hvor meget er venskabet værd for dig?" hans tone var stadig rolig og lød venlig...
"Det her går vist ikke så godt" han kløede sig lidt opgivende i nakken.. "kan vi overhovedet blive enige om noget?"

Spørgsmålet fik Tyson til at tie stille. Ja, hvor meget betød hendes venskab egentlig for ham? Ikke nok til at dække over hendes backstabbing i hvert fald. Så sagde Kira noget mere, der bare fik ham til at sukke, "vi kan blive enige om, at du går klædt som en hjemløs..."
Han vidste ikke engang, hvorfor han blev ved med at komme med spydige kommentarer. Måske for at få ham til at gå. Måske fordi han selv havde opgivet. Eller måske var det bare skæbnen; bortset fra et par enkelte uheldige møder på Tysons soveværelse og skolens toilet, så havde de ikke lavet andet end at genere hinanden, gang på gang. Nogen mennesker er bare skabt til at være fjender. Som... som Tom og Jerry.

Kira tog sig opgivende til hovedet og sukkede. "og du går klædt som en forkælet rig mands søn.." han rullede opgivende med øjnene..
Han så roligt på Tyson.. "tilbudet står ved magt.. så må du selvom du vil gøre noget ud af det eller ej... Og nej jeg tilbyder dig ikke vi ska blive bedste venner og gå og holde i hånd og sende hinanden små breve, selvom du måske helst ville det" et flabet smil var på hans læber... "Tænk over det Tale, og hvis du ikke vil. så lad være. " han viftede med hånden og vendte sig om.. "Måske vil dit liv blive lettere og du vil ikke føle dig så alene.."

Tyson smilede svagt af Kiras kommentar om hans tøj. Både fordi han tog det som et kompliment, men også fordi det måske var... en smule sjovt.
Så blev han alvorlig igen og ligeså blev Tyson. Han lyttede og kløede sig en smule på tindingen, da Kira havde vendt sig om, "jeg ved allerede, hvad jeg vil svare. Og jeg tror ærlig talt også selv, du ved det," han ville ikke sige mere, så Kira kunne nå at svare, men kunne ikke holde de opgivende kommentarer tilbage, "for helvede, jeg aner ikke, hvor du egentlig ville hen med det her, men troede du virkelig, at vi kunne blive venner? Eller bare en form for venner? Helt seriøst? Selvom..." det tog ham et par sekunder, før han kunne sige det, "selvom jeg rent faktisk gerne ville, så vil min stolthed aldrig lade mig, fordi du har lavet så meget lort i den og gjort ting, jeg ikke kan tilgive. Et eller andet sted vil jeg altid hade dig, og jeg tror også altid du vil se mig som en forkælet, rig snotunge."

Kira der stod i døren vendte sig ikke om. "jeg ved ikke hvad jeg regnede med, og nej jeg regner ikke med du nogensinde vil holde op med at hade mig, eller at jeg vil se dig som andet. men måske er jeg bare naiv når jeg tænker man stadig kan have et venskab, eller i hvert fald et eller andet lignende" han trak lidt på skuldrene og vidste udemærket godt hvad Tyson ikke sagde.
"Med hensyn til den episode" han trak lidt på det.. "Så har vi en fælles fjende, en lille spasmager som synes det sjovt og lege med folks liv.. Måske har vi det tilfælles"