Mad fremfor at terpe! PRIVAT

William viste det ikke, men han blev faktisk virkelig overrasket over, at Raku havde kunnet lide ham. Ikke så meget Tyson - han havde altid været familiens charmetrold. Men ham? Virkelig? Hun var selvfølgelig også meget ung, og der falder man for de mærkeligste slags personer.
Han så lidt væk med et forlegent smil, "hun slog op efter 3 dage, så man kan vel ikke engang rigtig kalde det for en kæreste. Jeg er ikke flov over det som sådan, det er bare lidt... dumt."

Raku nikkede med et smil og sagde "Jamen, så er det jo forståligt at jeg ikke har hørt om kende før." Hun smilede lidt og kløede sig let på sin arm og derefter rettede så sit, lidt for lange lige pandehår. Og hun tilføjede "Men jeg er stadig nysgerrig om hvem det var."

"Hun hed Rebecca," begyndte William, "jeg kan ikke huske hendes efternavn. Det startede med M, tror jeg... eller N. Lyshåret. Grå øjne. Hun gik på en skole ikke langt fra min," han sukkede med et smil. Han havde aldrig rigtig talt om hende før. Han kunne ikke huske hendes personlighed overhovedet, da de havde snakket sammen måske... to eller tre gange.
William så på Raku, stadig smilende, "nu er det vist din tur. Tyson har nævnt noget om nogle fyre, du har set. Jeg ved ikke, om det har været dine kærester, men ja... nogen du har set i hvert fald. Fortæl," han sendte hende et afventende blik.

Hun så på ham og nikkede forstående, men frøs nærmest da han spurgte ind til fyrene. Hun rystede det dog af sig og sagde "Ja, det har været lidt mere end bare et par stykker, men har ikke været andet end.. Ehm.. Kropsligt, de fleste af dem er forsvundet fra skolen, og må da sige at det er den ting jeg fortryder mest." Hun så ned på sin tomme tallerken og så op på William igen og spurgte "Han har ikke fortalt noget til dine forældre om det, vel?"

William lagde hovedet på skrå, "krops-- oh!" det gik dog hurtigt op for ham, hvad hun mente. Han sank hovedet i et par sekunder og så så på hende igen med et lille smil, "ja, okay."
Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet. Selvfølgelig var hun ikke jomfru. Hun var en køn og sød pige. Det var i teorien ham, der var den unormale - minoriteten - der ventede, til han blev gift.
Hans tanker blev afbrudt, da hun stillede et spørgsmål, "nej nej, selvfølgelig ikke," forsikrede han hende hurtigt om, "ikke et ord."

Hun åndede lettet ud og sagde "Men syntes stadig det er en forfærdelig ting jeg har gjort.. Det burde jo kun gøres med nogen man havde følelser for. Men er da glad for at jeres forældre intet ved." Hun smilede til William og spurgte nysgerrigt, dog også for sjovs skyld "Hva'? Er der så nogen tøser der har fanget din interesse her på det seneste?"

"Det er jo bare... ja, nydelse mellem to mennesker. Det er jo ikke, fordi du har gjort nogen ondt," forsøgte William, der ikke kunne lade være med at finde emnet lettere akavet, at trøste hende med. Han så på hende, da hun stillede spørgsmålet, så ned på sin tallerken med et lille smil og så hen på drengene, der stadig gloede på Raku, igen, "nej, ikke rigtig. Jeg går vist så meget op i mine studier, at jeg glemmer at se mig omkring efter dem," han smilede varmt til hende.

Hun fulgte hans blik og så drengene, hun sukkede vendte sig imod William og sagde med et opgivende, dog varmt smil "Den følelse kender jeg godt. Efter at jeg fortalte folk at jeg ikke var så dum, så har alle de dårlige vaner næsten stoppet, selvfølgelig er der stadig nogen der tror jeg stadig bare... Ja, du ved, men tja, alting ændre sig jo hele tiden." Hun smilede sødt til William.

William nikkede let, "heldigvis," han sad lidt i stilhed med blikket hen på et af de store vinduer, før han så på Raku igen. Han tøvede lidt, før han spurgte, "øhm... ville det være meget akavet, hvis jeg gav dig en gave? Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men jeg kom lige i tanke om, at jeg aldrig har givet dig en gave før. Mine forældre fandt og betalte dem, da vi var små, og efter det så vi ikke rigtig hinanden mere, så... jeg har aldrig rigtig haft mulighed for det," han vidste godt, det virkede som noget mærkeligt noget at sige, men nu var det for sent at stoppe. Han fandt nøglen til sit værelse frem fra sin lomme. Der hang to små hæklede kaninnøgleringe på - en lyserød og en blå. Han tog den lyserøde af og rakte den til Raku og smilede, "jeg fandt dem i Portugal og kunne ikke stå for dem. Et... symbol for vores venskab. Eller hvad man nu kan kalde det."

Hun så på den og udbrød "Hvor er de bare kære!" Hun tog den lyserøde, som han rakte hende og smilede stort, mens hun sagde "Mange tak Will! Og det overhoved ikke mærkeligt." Hun smilede stadig stort og begyndte at sætte den på hendes taske, hun kunne heller ikke stå for dem og hun sagde "Bare så du ved det, der venter en gave, næste gang jeg er på ferie! Og der bliver både købt til dig og Ty-chan!"

William smilede af hendes positive reaktion. Pyha. Han var ellers lige ved at fortryde det, "og nu matcher vi," sagde han med et lille grin, løftede kort sin egen kanin op og lagde nøglen tilbage på sin plads i lommen.
Han så tilbage på hende og forsikrede hende hurtigt, "de var altså meget billige. 5 euro, tror jeg. Så... køb nu ikke noget dyrt, vel? Så bliver jeg helt flov."

Hun nikkede og følte sig utrolig glad, da han sagde at de matchede, hun var så glad for at de kunne snakke normalt sammen, at de måske kunne blive tætte og gode venner igen.
Hun smilede stort og sagde "Nu får vi at se, men skal da prøve at holde det billigt." Og spurgte, efter at have tænkt i lidt tid "Hvor mange kanin ting er du egentlig kommet op på?"

"Alt for mange," grinede William og så kort ned på Rakus bøger, der lå et stykke væk fra ham på bordet. Han så på hende igen med et smil, "men jeg forsøger at holde mig til små kaninting, så de ikke fylder så meget," han rømmede sig med et flovt smil, "bortset fra en figur af Snurre Snup, jeg har stående. Den er omkring halvdelen af din højde. Jeg ved godt, jeg burde smide den ud, men jeg elskede ham, da jeg var lille. Mig og Tyson legede nogen gange, at jeg var ham, og så var han den der sorte and," han smilede med en let rysten på hovedet.

Hun så på ham og blev forbløffet da han fortalte om Snurre Snup figuren, halvdelen af hendes højde, det var en stor figur og hun sagde "Jamen, det er jo også klart, og jeg syntes personligt at du burde beholde den, der er jo nogle vigtige minder knyttet til den." Hun smilede stort til ham og prøvede at tænke tilbage, men hun havde aldrig set nogen af deres værelser, hverken Tyson's eller William's.

"Det gør jeg nok også. Så kan det være mine fremtidige børn kan få den," William sendte hende et smil og så lidt hen på vinduet igen, før han sagde, "nå, men jeg må nok hellere få lavet det sidste af fremlæggelsen og øve mig i karikatur til billedkunst," han rejste sig og greb sin tallerken, "skal du have hjælp med at bære bøgerne eller...?"

Raku nikkede og så op på ham, dog sagde hun, da hun rejste sig; "Nej, det er ikke nødvendigt, men ellers så mange tak." Hun smilede stort til ham og hun tog sin egen tallerken og begyndte at gå hen imod afleveringen med den, mens hun smilede til William.

William gengældte smilet og så så lettere flovt ned på sin tallerken, mens de gik. Det var ikke, fordi han følte sig flov som sådan. Han syntes bare, det føltes så nostalgisk at snakke sådan sammen med Raku igen, at han blev helt rørt. Han håbede, det ville blive ved lidt endnu. Han havde savnet at snakke med hende.
Han stillede tallerkenen på plads, vendte sig mod Raku og åbnede munden. Først kom der ikke noget ud, så han lukkede den igen men fik taget sig sammen og sagde så, "så... det var hyggeligt at snakke med dig," han stak hånden frem og afventede et håndtryk. Han vidste godt, det ikke var sådan, venner normalt sagde farvel til hinanden - det var lidt for formelt -, men det havde været så lang tid siden, de havde snakket rigtigt, og han vidste egentlig ikke, hvordan den korrekte måde at sige farvel på i denne situation ville være.

Hun vendte sig smilende imod ham og så så ned på hånden og rystede langsomt på hoved og trak ham ind i et kram, kan godt være at de ikke havde snakket sammen længe, men hun nægtede simpelthen kun at give hånd. Hun klukkede let og tilføjede "Du skal ikke tro at du kunne slippe kun med at give hånd." Hun trak sig derefter tilbage og sagde "Og i lige måde, var rart at snakke med dig igen." Hun smilede stort til ham.

William kunne mærke, han blev lidt nervøs, da Raku rystede på hovedet. Han vidste godt, det virkede lidt tamt at give hånd men havde håbet på, hun ikke ville lægge noget i det. Men det hun krammede ham i stedet, skyllede lettelsen ind over ham, og han lagde armene om hende og gengældte krammet. Han udstødte et lille grin over hendes kommentar og slap så.
Han smilede varmt ned til hende og nikkede, "vi ses. God læsning," tilføjede han muntert, løftede hånden i en lille farvelgestus og gik så ud af kantinen.

//William ude//

Raku smilede og nikkede og gik hen for at samle sine bøger sammen, hun ville læse videre på værelset, så hun snuppede alle bøgerene og forlod ligeledes kantinen.

//Raku ude//