Mad fremfor at terpe! PRIVAT

Raku åbnede døren ind til en næsten tom kantine og hun trådte indenfor. Hun gik hen til et bord og lagde sine ting derpå, hvor efter hun gik op imod buffet bordet og tog en tallerken og begyndte at gå med sultne øjne rundt for at finde noget af maden, som hun ville have lyst til. Hun så hen på William og smilede glad.

William lagde pænt bøgerne ved siden af Rakus ting og fulgte med hende op til maden, som han kiggede kort på, før han begyndte at øse op - en smule krabbesalat, lidt nødder, ris og en masse grøntsager. Han gik egentlig ikke meget op i kost, men han havde engang lavet en fremlæggelse om 'den ideelle tallerken' og havde siden ikke kunne få procenttallene over de forskellige portioner af det forskellige slags mad ud af hovedet, så nu delte han sin mad på tallerken op på den måde næsten hver dag.
Han kunne mærke Raku så på ham, og så derfor også hen på hende, som han gengældte smilet til. Hun... havde virkelig et flot smil. Og flotte tænder. Og flotte læber. Hun var generelt vokset op og blevet en flot pige.
William rystede hurtigt på hovedet af sine tanker og øsede de sidste gulerødsstykker op på tallerkenen.

Raku vendte igen blikket tilbage på maden og tog for sig af det stærke mad, og hun var heldig, for dagens-ret var indisk karry. Hun tog også nogle ris, agurker, tomater og nogle andre grøntsager. Og hun spurgte, mens hun gik hen efter en gaffel og en ske "Hvordan har du det egentlig med stærk mad? Du var ikke så god til det da vi var små, var du?" Hun så på hans hår og opdagede at der var noget hår der sad til den forkerte side, hun havde lyst til at rette på det, da det irriterede hende, hun tænkte at hvis ikke han havde rettet på det før de havde sat sig, så gjorde hun det selv!

William fulgte med hen til bestikket og tog en gaffel og en kniv, "nå, det kan du godt huske?" sagde han med et lille grin, "jeg er blevet bedre til det. Tror jeg. Bedre end jeg var som dreng i hvert fald," han sendte hende et venligt smil, før han gik hen til bordene og satte sig ned ved et af dem med den fyldte tallerken foran ham.

Raku grinte let og gik hen og satte sig overfor ham og sagde "Jeg er ikke blevet bedre med alt det søde der. Det er nærmest bare blevet værre.." Hun smilede lidt, og begyndte let at spise, mens hun mærkede den dejlige tilfredshed der opstod i maven på hende. Hun sad lidt og så tænktsom ud, og et spørgsmål brød hendes stilhed "Har du nogensinde tænkt på hvad du ville, hvis ikke det var noget med firmaet?"

Hun var altså speciel. Tænk at hun ikke brød sig om søde sager. Det var ikke det mest normale.
Han tog en bid af krabbesalaten og så først på hende igen, da hun stillede et uventet spørgsmål. Han slugte og mumlede et tænkende 'hm', før han svarede, "det har jeg faktisk aldrig tænkt på før. Jeg har jo altid fået at vide, at jeg skulle eje firmaet, så... jeg har aldrig haft brug for at tænke over det," han sendte hende et smil og skovlede nogle grøntsager op på gaflen, "hvad med dig? Kok?" drillede han og spiste grøntsagerne.

Hun grinte en smule og sagde "Jaa, hvis en kok ønskede at forgifte alle der spiste deres mad." Hun grinte lidt og forsatte "Må ærlig indrømme at jeg heller ikke selv har tænkt så meget om det, men jeg ville nok gerne være lærer, men bliver jeg aldrig, skal jo overtage firmaet når jeg er færdig med skole." Hun smilede let, følte sig lidt trist over ikke selv at kunne vælge, men det ville nok alt sammen gå, og i det mindste var hun sikker på at få et job. Hun spiste så noget mere af karryen og risen med sin ske.

William grinede med hende og spiste videre, mens hun snakkede. Han nikkede efter lidt tid og svarede roligt, "jeg er ellers sikker på, du kunne blive en god lærer. Du har i hvert fald intelligensen til det," han smilede varmt og fortsatte, "og hey, det kunne jo være, du fandt en mand, der kunne styre det meste af firmaet. Og så kunne du få lige det job, du ønskede dig."

Hun så på ham og rystede på hoved "Tror jeg ikke er nogen god idé, plus jeg syntes ikke det ville være fair, hvis der er en anden der skal sidde og slide med mit firma, og jeg laver noget andet." Hun smilede og forsatte "Desuden så kan jeg måske godt snakke med min far om at han kan vente nogen år med at overdrage firmaet." Hun spiste noget mere og smilede så op til William.

"Når du siger det på den måde, lyder det måske lidt tarveligt," han gengældte forsigtigt smilet og håbede ikke, hun syntes, han lød som en ufølsom idiot. Det var i hvert fald ikke ment dårligt.
Han tog endnu en bid af den gode krabbesalat, han holdt så meget af, og smilede så let for sig selv over noget, han kom i tanke om, "Raku, kan du egentlig huske, dengang vi tog en bakke æggesalat fra dine forældres køleskab, fordi vi ville fodre nogle myrer i din have?" han smilede lidt bredere, nu til hende, "der var æggesalat på hele græsplænen."

Hun kunne ikke lade være med at smile stort og grinte, mens hun sagde "Ja, og gartneren blev så sur, fordi han lige havde slået græsset!" Hun smilede og spiste lidt mere og sagde så med et stort smil "Hvad så med den gang vi var hjemme ved jer og vi prøvede at overraske din mor med at plukke blomster fra jeres nye blomsterbede?"

"Åh gud," William grinede. Det havde han næsten glemt, "min stakkels mor vidste slet ikke, hvordan hun skulle reagere. Om hun skulle skælde os ud eller ej," han tog en gaffelfuld mad til og smilede, "men hvordan kan man også skælde to små børn med blomster i hånden og jord i hovedet ud? Vi var altså søde dengang. Med vores store dådyrøjne."

Raku grinede og sagde "Jamen, du stod også og var halv ked af det, på grund af jeres gartner havde råbt af os, så du var kun endnu sødere med tårer i øjnene." Hun smilede stort og sagde "Men det var tider.. Gid man kunne gå tilbage til den gang." Hun spiste videre og så op på William.

"Mhm..." William spiste også videre, og nu var minderne virkelig på vej tilbage. Minderne om hans barndom. Nogen gange havde det været svært, fordi han skulle leve op til en vis standard, men det meste af tiden, havde han det fantastisk. Bare ham, Tyson og Raku... trekløveren.
Han så forsigtigt på Raku, så kort ned og så på hende igen, før han sendte hende et smil, "jeg... jeg er virkelig glad for, vi kan snakke om sådan noget her. Jeg må indrømme, jeg altid har været lidt jaloux på Tyson, fordi han har gået i skole med dig i snart 3 år, og jeg først begyndte her i 2.g. Han har snakket om dig, når han har været hjemme, at du ved det."

Hun sad og grinte lidt og sagde "Det har han sikkert, men jeg vil sige at du har manglet, især her i skolen, og jeg er rigtig glad for at have dig tilbage. Men hvilke ting har han fortalt derhjemme?" Hun så på William med et nysgerrigt blik og spiste lidt mere inden hun sagde "Jeg håber ikke han har fortalt om den dårlige vane jeg havde indtil for nogle måneder siden." Hun smilede lettere akavet og lagde skeen for at stramme sin hestehale.

"Nåh, bare om de sjove ting, I har lavet sammen. Især på første år. Ham, dig, Grimm og alle de andre. Skolefesterne blandt andet. Han fortalte også om engang, I var gået ud i sneen i meget lidt tøj og alle sammen var blevet snotforkølede," sagde William med et lille grin og spurgte så nysgerrigt, "men... hvad er det for en vane, du snakker om? Lad det ikke være rygning, det er du for klog til at begynde på," tilføjede han med et skævt smil.

Hun smilede let og sagde "Kan godt huske turen i sneen.. Det var utrolig koldt kan jeg sige." Hun smilede og spiste lidt inden hun svarede på hans spørgsmål og startede så "Vil nok sige at det var dummere end rygning.. Du kan godt huske hvor drillet jeg blev på privatskolen, ikke? Fordi jeg var klog.. Jeg besluttede mig sådan for at lade som jeg var en anden end den jeg var, sådan at jeg ikke var så klog." Hun undgik at fortælle om at hun havde været den der havde været i seng med de fleste.. Hun havde ikke lyst til at William skulle se anderledes på hende.. Hun smilede så lettere melakolsk, dog akavet til ham.

William lyttede og løftede overrasket øjenbrynene over det, hun sagde. Det havde han godt nok ikke regnet med. Raku... spille dum. Han rettede lidt på sin skulder, før han roligt svarede, "du havde vel dine grunde. Jeg er bare glad for, du er der selv nu," han smilede let og spurgte nysgerrigt, "hvordan reagerede Tyson egentlig på det? Det må ikke have betydet meget, siden I stadig er venner."

"Han er én af de få der vidste det, men han spillede pænt med på det, og ja, er glad for at være mig igen." Hun smilede til ham og sagde "Det var en dårlig idé, men jeg ville gerne prøve at være en af de populære, men ja, nu er hele gruppen gledet rimelig meget fra hinanden, og jeg har Tyson tilbage. Og er bare glad for du også er her." Hun smilede stort til William og spurgte "Har du nogensinde gjort noget du har fortrudt?"

William spiste de sidste nødder på tallerkenen og lagde så pænt bestikket ovenpå den. Han smilede af det, hun sagde om Tyson. Han kunne godt være lidt hård på ydersiden, men indeni var han god nok.
"Jeg er også glad for at være her," svarede han med et varmt smil og så så kort hen på en flok førsteårsdrenge, der sad ved et bord et godt stykke fra dem, og så på Raku, før han så tilbage på hende, da hun stillede ham et spørgsmål, "hmm... det har man vidst altid," han tænkte lidt over, hvad han havde fortrudt. Så kunne det også være, Raku fik det bedre med sin lille fejltagelse. Så poppede et minde op, "ja, jeg har faktisk et. Min første og eneste kæreste. Jeg var 12 år, og jeg gjorde det kun, fordi de andre drenge sagde, jeg skulle. Det er en lidt uheldig måde at få sin første kæreste på," han smilede af mindet. Selvom han fortrød det, var det stadig lidt morsomt.

Hun smilede og grinede lidt. Hun trak vejret dybt og sagde "Tja, jeg har én ting mere jeg har fortrudt, men det er ikke noget man burde snakke om her." Hun spiste selv det sidste af sin mad og lagde sin ske på tallerkenen. Hun sad i lidt tid og kom i tanke om et gammelt minde og sagde med et stort smil "Kan du huske det med at jeg engang sagde at jeg ville giftes med jer begge to? Du var vist kun tre, så ved ikke om du kan huske det?"

William blev nysgerrig efter, hvad det var, hun fortrød, men han ville selvfølgelig ikke spørge - hun sagde jo, det ikke var noget, man snakkede om, så det ville bare være uhøfligt.
Til gengæld smilede han overrasket over det næste, hun sagde, "virkelig, sagde du det?" han klukkede kort og fortsatte, "wow... vi kunne have et skønt ægteskab, os tre. Ingen af os kan lave mad."

Hun grinte lidt og sagde "Ja, det gjorde jeg.. Og nu du siger det, men så ville vi kunne ansætte en kok, det er jo ikke fordi der ville mangle penge til det jo." Hun smilede og tænkte på hvis de tre boede i samme hus, gud et stort kaos der ville være. Hun smilede og tilføjede "Men den værste del var nok at jeg konstant snakkede om det i nogle måneder efter."

"Nåwh," udbrød William og lagde sin kæbe i sin hånd som støtte, "var lille Raku måske lidt forelsket i sine bedste venner?" han rettede sig op igen og smilede, "eller måske troede du, at det var venner, der giftede sig med hinanden?"
Man var så uskyldig, da man var så ung. Det var nu fantastisk.

Raku rødmede en smule og sagde "Tja, må indrømme at i begge to var min første kærlighed." Hun grinte lidt og spurgte "Du snakkede noget om at du havde din første kæreste da du var 12, ikke? Hvorfor har jeg ikke hørt noget om hende før?" Hun smilede drilsk og skubbede sin tallerken til side.