Stadig usynlig?

London blev først overrasket. Den første, han havde gjort det ved? Hvad? Nej, han løj. Det måtte være løgn. Det blev dog snart erstattet af en surmulende grimasse, han ikke troede så så barnlig ud, som den gjorde, "det er kun normalt at blive en smule forvirret over at blive..." han var tæt på at sige 'seksuelt chikaneret', men regnede ud at det ville kunne drejes og vendes på alle mulige måder, "ja, angrebet på den måde. Det er unormalt. Og barnligt," tilføjede han til sidst og lagde armene over kors på en så afslappet måde som muligt. Han forsøgte at svare igen, "du er meget fikseret på, at jeg er fikseret på det. Er der noget DU gerne vil sige?"

Corey kunne ikke lade være med at grine "angrebet, ohh lodon.. Hvis jeg ville angribe dig havde jeg slet ik gjort det sådan" han vedte sig om og så det udtryk London havde "du ser nu ret kær ud når du pige fornærmet".. Han sendte ham et smil og gik så over til automaten. Der stod nogle plastikkrus ved siden af så han tog et og stille ind imens han prøvede at vælge hvad han ville han. Han endte med en chokomilk og satte sig i sofaen igen uden at have svaret på det sidste. Han tog en tår og stille så sit krus på bordet foran sig.
han kiggede over på London med et skævt smil. "Måske er jeg bare interesseret i hvad du tænker? Især når du rødmer så meget over det. Jeg havde faktisk regnet med du ville skubbe mig væk, men det gjorde du ikke. Det tyder på du måske gerne ville have det?" han så spørgende på ham.

Urgh, den dreng kunne da blive ved. Men London var fast besluttet på at blive i sin rolle som den modne af de to... selvom han havde tudet som et lille ben. Så meget desto vigtigere var det, at han opførte sig som en voksen, så Corey ikke ville få et forkert billede af ham.
"Som sagt har jeg et rødmeproblem. Slå det op, det findes. Man kan faktisk opereres for det," startede han med at sige, roligt og med hovedet løftet en smule, så han virkede mere sikker på det, han sagde, "og den eneste grund til, jeg ikke skubbede dig væk, var fordi jeg ikke vidste, om det var et eller andet mærkeligt venneritual, der er her på skolen," han så kort på plastikkruset, "hvem ved, der er sikkert mange ting, jeg ikke ved om skoleelever," og så tilbage på Corey, "men okay, jeg spørger ikke mere ind til det. Du virker utilpas ved emnet," han sagde med vilje det sidste på en medlidende måde.

Corey viste det ikke, men inderste inde syntes han lidt at London var fuld af lort. Det han fyrede af, det hele, det var tydeligt han bare fandt på det.
han smilte lidt "venneritual eller ej, så lader du da vel ikke folk gøre noget ved dig som du ikke vil ha?" han løftede et øjenbryn og så på ham. "vent.. er du til fyrer? det kunne forklarer hvorfor du ikke skubbede mig væk." han så efter tænksom ud, som om han virkelig overvejede det nøje. Han trak så på skuldrene "well hvis det et emne du ikke kan lide så det fair nok, personligt har jeg intet problem med det, for så havde jeg nok ikke gjort det skal du se" han smilte sødt til ham og tog så sit krus og tog en tår mere af det

"Hva'?" sagde London, der fuldstændig mistede overblikket og al modenheden over spørgsmålet, "n-nej! Selvfølgelig i--" mere nåede han ikke at sige, før Corey bare snakkede videre og på en eller anden mystisk måde fik det hele vendt om, så det virkede som om, London var til fyre og nød det, Corey havde gjort, og at han bare var usikker på at tale om det. Hvordan skete det lige?!
Corey tog en dyb vejrtrækning, før han begyndte at forklare med en svag aggressivitet bag det fornærmede ydre, "jeg er ikke til fyre, jeg har ikke noget imod at snakke om det, og jeg lader ikke folk gøre, hvad de vil med mig. Jeg blev bare overrasket, det var det hele. Selv du må have prøvet at være i en situation, hvor du blev så overrasket, at du stoppede op i et kort øjeblik for at kapere tingene."

Corey sad bare roligt med sin chokomilk og sippede til den fra tid til anden. Måske han havde fornærmet ham med det spørgsmål. Måske var han homofob? hvem ved, han kunne egentlig være ligeglad med af en eller anden grund var han ikke og det gik ham på.
"Hmm.. kan ikke lige mindes det umiddelbart." han havde ikke omgået andre folk så meget, og var derfor ikke noget han var bekendt med, men det vidste London jo ikke. Ikke udover at Corey havde sagt han mest holdt sig for sig selv. "men hvis du siger du bare var overrasket, så vil jeg da tro på dig. Regner ikke med du sidder og lyver jo" han sendte ham et lille smil.

London åbnede munden for at svare igen, men lukkede den hurtigt, da det gik op for ham, at der ikke var noget at svare igen på. Corey havde ikke sagt noget fornærmende. Og alligevel kunne London af en eller anden grund ikke lade være med at føle sig fornærmet.
Han tog sin kop og drak lidt af kaffen. Han brød sig ikke engang særlig meget om kaffe men var vant til at drikke det hjemmefra alligevel, og det hang vist fast, selvom han ikke var hjemme mere. Han savnede sine venner. De var ikke mærkelige ligesom ham Corey.
"... Smager det godt?" spurgte han efter lang tids stilhed men sin egen kop placeret helt oppe ved hagen.

Corey løftede igen et øjenbryn og kiggede på London der spurgte om det smagte godt, i samme sekund som han tog en tår. Efter alt det, efter så lang stilhed, og så var det det han ville spørger om. "Joo det smager fint nok" han tog igen en tår og sad med koppen hvilende i skødet. der var kun halvdelen tilbage. Han var i tvivl om han havde fornærmet London, men så igen så virkede det ikke helt sådan. og hvis han havde så sagde han det vel?

"... Godt," sagde London kort og kiggede ned i kaffen, han endnu engang holdte et fascineret blik på. Ikke at kaffen var fascinerende overhovedet. Faktisk så kørte episoden, hvor Corey kravlede ind over ham, om og om igen inde i hans hoved. Han blev mere og mere irriteret på sig selv over, hvordan han reagerede. Det var ynkeligt. Han ønskede næsten, han ville gøre det igen, udelukkende så han kunne vise, at han godt kunne reagere på en moden måde. Ikke fordi han ønskede, Corey gjorde det igen. Næ, nej, ikke tale om.
Efter utallige genafspilninger så London på ham ud af øjenkrogen og tog en lille tår igen, før han spurgte, "så, bogen... hvad handler den om?"

Corey der bare havde lukket øjnene lidt og slappede af som han plejede blev en smule overrasket over at London igen snakkede til ham. Well han kunne ikke være vildt fornærmet så. Han åbnende øjnene og kiggede på bogen på bordet. "det en eventyr bog. Så det sædvanlige. De skal ud på et eventyr. i det her tilfælde skal de rejse til en jungle fordi de skal finde noget. Og som oftest er der en helt og en pige. Du ved det samme. Den er egentlig ikke så god, men nu jeg halvvejs så vil gerne være færdig." han drak det sidste af sit krus og satte det på bordet.
Han kiggede igen på sit håndled.. "Nååh.. jeg må nok hellere smutte ned til sygeplejersken med den her inden jeg smadre den helt, et brækket håndled er værre end et forstuvet" han gav London et lille smil og rejste sig op og begyndte at samle sin bog og sit krus op. Han ville lige rydde op efter sig på vejen.

"Det lyder..." London kæmpede for at finde det rigtige ord og sagde bare det bedste, han kunne komme op med, "klassisk."
Han så på Corey uden rigtigt at se på ham, i hvert fald lige indtil han sagde, han ville gå. Var håndleddet virkelig så slemt? Corey havde ikke virket som om det gjorde super ondt. Alligevel fik London skyldfølelse. Han rømmede sig, "uhm, beklager at jeg satte mig på dig, så du faldt ned. Det var ikke min mening," sagde han, mens han nulrede sine tommelfingre mod hinanden, siddende helt stille i sofaen.

Corey vendte sig om og smilede "intet at bekymre sig om, jeg fyldte trods alt det hele, og jeg tror kun en er forstuvet. Men ved af erfaring det bedst lige at tjekke det." han blev stående og kiggede på ham "desuden så virker du lidt som om jeg måske krydsede din grænse, og så det måske bedst jeg bare smutter nu inden den går helt gal" han sendte ham igen et smil.

"Ja. Ja, selvfølgelig," sagde London hurtigt med et par små nik. Han fik det dårligere og dårligere over det. Tænk hvis det var den hånd, han skrev med. Så kunne han ikke lave sit skolearbejde i - måske - flere uger.
Han så lidt ned og havde svært ved at skjule, at det gik ham på, men så så hurtigt op på ham igen, "huh? Uhm, nej, overhovedet ikke. Jeg har vist ikke nogen grænse som sådan," han rejste sig og tog sin bog og sin kaffe, som han tog en sidste tår af, før den var tom, og han sendte et lille smil til Corey. Han løj nok lidt med hensyn til det med hans grænse. Han vidste bare ikke, hvor den lå, for den var aldrig blevet overskredet før, af hvad han vidste. Jo, en enkelt gang, hvor der kom en fuld mand hen og åndede ham i hovedet med sin spritånde, der kunne han mærke, han fik det direkte dårligt. Men bortset fra det, var det ikke noget, han var særlig velkendt med.

Corey troede egentlig ikke helt på ham, hele hans opførsel viste noget andet, men han sagde det ikke, faktisk viste han det slet ikke. "Men uanset hvad så bør jeg nok få det tjekket. det er højre hånd, og tror lærerne flipper lidt hvis jeg bliver sat bagud i alt." han grinte lidt. "well det vil give mig en pause, har jeg ik så meget imod. Måske lige før jeg burde takke dig" han sendte ham et smil og gik hen til skraldespanden. "Er du også på vej ud eller?" han så på London der stod op med sin bog og krus.

London smilte skævt af Coreys pludselige positive attitude. Det var lidt sødt, når han var positiv og bare hele tiden smilte. Lidt.
Hans tanker blev afbrudt, da han blev spurgt om noget, "ja," han løftede kruset en smule op, "jeg skal aflevere det her tilbage. Og så skal jeg have mig noget aftensmad," han nikkede godt og sagde truende, "husk også at spise noget, selvom du skal til sygeplejersken, ellers daser du om."

Corey grinte lidt af den trussel han fik. "Og hvad så hvis jeg ikke gør?" han uden at tænke sig om sin højre hånd på hoften, hvilket fik hans håndled til at lave et uheldigt buk og hans ellers så overbevisende udseende med afløst af smerte i hans øjne... Han bed sig i læben for at undertrykke et par bandeord "av for.... fuck det var dumt.." han smilte lidt over sin egen dumhed og rystede sin hånd som om det skulle hjælp på det. "men jeg vil nu stadig gerne ha et svar på hvad du vil gøre hvis jeg ik spiser" fik han frem mumlet imellem de små klage lyde han kom med

London løftede sit ene øjenbryn en smule og skulle til at svare, da Corey, tumpet som han var, gjorde noget forkert med håndleddet, der så ud til at være smertefuldt. London lavede en grimasse og kunne ikke lade være med at have ondt af ham... og samtidig grine lidt indeni sig selv over, hvor klodset han var, selvom det kun var i et par sekunder.
Han sukkede og svarede på spørgsmålet, som om svaret var indlysende, "så dasker jeg til dit håndled, og så ligger du i fosterstilling på gulvet ikke lang tid efter," han rystede lidt på hovedet af måden, Corey rystede hånden på, men kunne genkende det fra sig selv og alle normale mennesker. Bare ryst det, der gør ondt, så skal det nok gå væk. Ja, right.

Corey der endelig var stoppet med at ligne et forpint dyr i ansigtet, og holdt op med at ryste håndledet kiggede på London. "Hvis du gør det, så svarer jeg ikke for følgerne" han sendte ham et flabet smil. Okay han skulle virkelig ned til ham sygeplejersken. Det var han jo nødt til når det gjorde så ondt, han kunne ikke bare stå her og snakke med London, selvom det da var hyggeligt.
"nååh den sygeplejerske der..." han sendte ham igen et smil og gik imod døren. Så nu var han da på vej! Et skridt i den rigtige retning, han kunne godt mærke hans dovne sige lige nu tiggede for han smed sig i sofaen med sin bog

London grinede og rystede på hovedet. Han kunne slet ikke tage den skadede Corey seriøst. Han nikkede, stadig med et smil på læben, "ja, af sted med dig," nåede han lige at sige, før han begyndte at gå mod døren. I et kort øjeblik overvejede han at tage med ham, men nej, det ville nok virke mærkeligt allerede at virke helt omsorgsfuld og kærlig over for en, man lige har mødt.
Det var nu ærgerligt. Nu skulle han spise aftensmad, og det kunne være sjovt at have Corey med sig og se, hvad han spiste. London var nysgerrig på en måde, han aldrig havde prøvet før. På en 'nøj, hvor vil jeg gerne lære dig bedre at kende og vide alt muligt om dig' - måde.
Han løftede hånden med bogen og bevægede pege - og midterfingeren som en lille vink til Corey, "vi ses."

Da Corey kom ud på gangen kiggede han en sidste gang på London. Well. det havde da været en begivenhedsrig dag. Det vink der var en smule akavet. Men så igen det var der meget ved london der var, måske derfor han havde nemmere ved at snakke med ham end andre. Han gik et par skridt hen af gangen imod sygeplejersken, og kiggede sig så over skulderen "vi ses London. pas nu på du ikke bliver udsat for flere 'venneritualer'" han sendte ham et flabet smil og løftede sin venstre arm op, som holdt hans bog, som et vink.

//Corey er ude//

London så lidt efter Corey og himlede med øjnene over det sidste, han sagde. Sikke en idiot. Men ikke på den dårlige måde. Bare... ja, på en anden måde.
Han lagde pludselig mærke til, hvor meget han smilede, og fik det hurtigt fjernet. Han havde gået fra at syntes Corey virkede fin nok, til at hade ham, til at synes han virker fin nok, til at blive nervøs omkring ham, til at smile over hele hovedet. Det måtte være sådan, det føltes at få en ny ven. Hvis de overhovedet var venner. London var ærlig talt ikke helt sikker på, hvordan man definerede en ven, men han var ret sikker på, man ikke kunne blive venner med en person efter at have kendt hinanden lidt over en times tid. Nej, det var ikke venner. Ikke endnu i hvert fald.
Han kiggede ned på sin bog, han næsten ikke havde fået læst noget i, sukkede og gik ud af loungen.