Stadig usynlig?

Corey der havde lukkede øjne hørte London komme tilbage, og han åbnede øjenene, hvilket var heldigt. Han nåede kun lige at se London der var ved at sætte sig på hans skindeben. Og så fik han ellers travlt med at trække benene til sig hvilket han kun lige nåede, dog på en så klodset måde at han trillede ned over kanten af sofaen og væltede på gulvet. Og der lå han så med hovedet ned i gulvet og ømmede sit håndled som han var landet på.
Han satte sig langsomt op og kiggede op på London med et halvt smil "nej tak det okay. Jeg ikke rigtig tørstig" han fik basket sig op at sidde og sad og bevægede forsigtigt sit håndled, han var lidt i tvivl om han havde forstuvet det. "Men du må gerne se hvor du sætter dig en anden gang så jeg ikke ryger på gulvet." han sendte ham et lille smil, men han lød bestemt ikke sur, trods alt fyldte han jo hele sofaen hvilket ikke var helt fair.

"Beklager, men når man fylder hele sofaen, må man forvente at blive siddet på," sagde London roligt og tog endnu en tår. Han havde godt lagt mærke til, Corey havde ømmet sit håndled og havde lyst til at spørge ind til, om han var okay, men gjorde det af en eller anden grund ikke. For meget stolthed, gættede han på. Han ville heller ikke virke for tutte-nuttet overfor Corey og da slet ikke i starten, da det var der, man lærte hinandens basispersonlighedstræk at kende. London ville blive set på med respekt og ikke som en lille, nuttet dreng, der bekymrede sig for alt og alle. Det var bare ikke altid nemt, når man var så lav.
Han så hen på Corey ud af øjenkrogen og blev nu nysgerrig omkring hans højde. Hver gang, Corey havde stået op, sad London ned, og omvendt, så han var meget usikker. Han virkede i hvert fald ikke 2 meter høj, det var sikkert.
Han tog en tår til, der brændte hans tungespids en smule, men han viste det ikke, "læser du egentlig meget?"

Corey der havde kigget på sit håndled noget tid kiggede op på London da han igen snakkede til ham. "Kan man vist godt sige" hans smilt var stort og det var tydeligt han elskede det. "det giver en vis ro, og så synes jeg det rart og leve sig ind i en anden verden, væk fra virkeligheden" han kom i tanke om noget af det sidste hans far havde sagt til ham, men skubbede det væk. Han havde lovet sig selv han ikke ville lade de ting påvirke ham på skolen. og han ville følge det løfte til ham selv.
"av for.." han kiggede på sit håndled som han havde bevæget lidt rundt. Okay måske var den forstuvet.. Han måtte hellere smutte forbi sygeplejersken når han tog sig sammen til at gå herfra. Han kiggede derefter op igen på London som om intet var sket. "Hvad med dig? romeo og julie, det en tung bog, det betyder du da har lidt interesse i at læse?"

London svarede ikke men forstod godt, hvad Corey mente. Han elskede at se en god tv-serie, men hvis han skulle vælge mellem fjernsyn og bøger, ville han altid vælge fjernsynet fra. Han var dog nok ikke så dedikeret som Corey tilsyneladende var - han lyste nærmest op. På den anden side, kunne det også bare være det lyse hår og det hvide smil. Det irriterede London, når folk så bedre ud, end han gjorde, hvis de ikke arbejdede for det, og det regnede han ærlig talt ikke med, Corey gjorde. Han virkede ikke som typen, der brugte hår - og ansigtsprodukter. Naturlig skønhed... pff, det var overhovedet ikke fair, sådan noget.
Han kiggede ned på hans håndled. Han burde virkelig spørge ind til det. Det var trods alt hans skyld. Men lige som han skulle til at lægge stoltheden fra sig, blev han snakket til. "Ja, jeg kan godt lide at læse. Det er ikke noget, jeg gør hele tiden eller er besat af på nogen måde, men... jo, det er altid rart at være i gang med en god bog," han kiggede på bogen og slog op på den side, han var nået til, selvom han ikke havde tænkt sig at læse i den, "jeg er nået til det stykke, hvor ham Paris snakker med Julies mor, fordi han jo gerne vil giftes med hende," han smilede skævt, "tænk at man talte med forældrene dengang, når man ville giftes med en person i stedet for til personen selv. Det var en mærkelig tid, synes du ikke?"

Corey nikkede bare stille og stoppede så da det spørgsmål kom. Af alle spørgsmål. Så lige det. Ingen på skolen vidste noget om det, så det kunne London da heller ikke, medmindre.. medmindre han var sendt af hans forældre for at overbevise ham. Nej nu var han for naiv, London spurgte kun pga bogen. Hvordan taklede han den her. han bed sig let i underlæben og slap den så langsomt igen.. "Der jo stadig nogle familier der går meget op i det. Jeg synes det fint nok man spørger forældrene hvis man vil giftes med deres datter. Arrangerede ægteskabe derimod, hvor det pålagt folk, uanset om man vil eller ej, dem bryder jeg mig tilgengæld ikke om." han kiggede ikke på London imens han svarede, måske frygtede han at man kunne læse det på ham? Hvorfor skulle han ellers lade være med at kigge?

"Nåh ja, selvfølgelig, men Julies mor presser hende jo alligevel helt vildt meget, så hun føler sig tvunget, selvom hun i teorien ikke skal. Det er der dér pres, der er altid er fra forældrene, selvom det aldrig bliver sagt direkte. Ligesom hvis man finder en, man rigtig godt kan lide, og ens forældre ikke kan lide dem, så bliver man alligevel i tvivl, for man vil jo helst finde én, ens forældre kan lide. Du forstår godt, hvad jeg mener, ikke?" forklarede han hurtigt i en tone, der gjorde, at han følte sig en smule intelligent, før han løftede hovedet og så på Corey. Hvad var det for et mærkeligt blik, han havde? Havde han mon fornærmet ham? På den anden side, havde han jo nærmest været enig, så det kunne da ikke være rigtigt.
London så lidt pinligt berørt ned i sin bog. Han følte, han havde sagt et eller andet forkert, men vidste ikke hvad, "øhm..." begyndte han, selvom han egentlig ikke havde noget at sige. Han endte med bare at spørge ligeud, da han vidste, han alligevel ville være for nysgerrig til at holde det inde, "du skal bare sige, hvis jeg overtrådte en grænse med mine meninger. Jeg er ikke ude på at skændes med dig om sådan nogle ting. Det beklager jeg."

Corey lyttede stadig bare, han kiggede ned i skødet og kørte blidt sin raske hånd over det ømme håndled. Det var nærmest som om han var gået lidt i trance. Han sad lidt med sine egne tanker, men det forhindrede ham dog ikke i at hører alt der blev sagt. Han ville egentlig svarer på det første London sagde, men nåede det ikke før London igen fortsatte. Han kiggede op på ham med et lille smil "nej ingen grænse, jeg var vist bare lidt væk i mine egne tanker. Det må du undskylde" han sendte ham et smil. Det var ikke fordi han skammede sig over det, men han kendte ikke London ret godt, og han ønskede ikke at dele hans problemer ud med alle og enhver.
Han rettede lidt på måden han sad på. "forældre kan både være dejlige og trælse. De vil jo bare deres barn det bedste, men til tider glemmer de at alle børn har deres eget liv, især når de bliver ældre og mere selvstændige. De tænker selv og vil selv vælge. Præcis som Juliet. Hun elsker romeo, og uanset hvor godt hendes mor mener det, så virker det modsat for hende. Jeg kan godt forstå dem. Ikke alt det med de tager livet af sig selv osv, men mere det med de vil være sammen uanset hvad. Selvom jeg ikke har været forelsket, så kan jeg godt forstå de selv vil vælge."

London burde føle sig lettet over Coreys svar, men han havde på fornemmelsen, han ikke var helt ærlig over for ham. Han var stadig sikker på, han havde trykket på en eller anden knap, han ikke skulle trykke på, men kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad det mon var.
Han så hen på ham, mens han snakkede og sad så lidt i stilhed og tyggede på ordene, før han svarede, "mhm. Ja, jeg kan godt se, hvad du mener. Det er bare... ærgerligt," 'ærgerligt' var egentlig ikke det ord, han helst ville bruge, men han havde ikke lyst til at sidde og bande over det. Forældrene ville kun det bedste for deres børn. Det var nok rigtigt. Men han var stadig vred på sin stedmor over, at hun havde tvunget ham i skole. Selvfølgelig mente hun, det var for hans eget bedste, ligesom Corey sagde, men han havde været tilfreds med hjemmeundervisningen, så han forstod ikke, at hun skulle komme ind i hans liv og kontrollere det lige pludselig. Hun var jo ikke engang hans rigtige mor.
London lagde mærke til den lange stilhed, der havde været der, mens han tænkte og overvejede, om Corey også havde siddet og tænkt, da han virkede så fjern. Måske havde hans forældre også tvunget ham til noget, han ikke havde lyst til. London havde lyst til at spørge, men det ville være ubehøvlet. Han forsøgte i stedet at finde på noget andet at snakke om, så der kunne skiftes emne, men den dumme samtale hang stadig over dem begge. I stedet tog han bare en stor, langsom tår af kakaoen.

Corey have også mærket stilheden, yeah.. det var blevet akavet. Han lænede sig tilbage i sofaen og lod sit hoved hvile på ryglænet. Han lukkede øjnene og slappede af lidt. Okay det var en VOLDSOM stilhed der var imellem dem. På trods af det sagde han ikke noget. Hans hoved kørte på den samtale med hans forældre. Han kom med et lille suk og kiggede så på London igen.
"well.. det blev hurtig akavet".. han lod ikke London få en chance for at svarer. "hvor gammel er du egentlig?" et håbløst forsøg på at bryde stilheden, men hey det var bedre end ingenting!

London så på Corey og så væk igen. Han kunne mærke, han rødmede en smule, hvilket irriterede ham. Han burde ikke være pinlig berørt over stilheden. Eller... han burde i hvert fald ikke være den eneste. Corey var en svær person at læse - hvis han syntes, det var pinligt, viste han det i hvert fald overhovedet ikke.
"Jeg er 15," svarede han med et monotont toneleje uden at se på ham. Han kunne godt regne ud, han var pissehamrende ligeglad. Han skulle bare have samtalen i gang. Selvtilliden, der ellers lige var blevet løftet, røg ned igen, og London vidste godt, at han måtte være kedelig at snakke med, "hvad med dig?" mumlede han og kørte sine fingre lidt op og ned af koppens hank.

Corey smilede lidt da han fik et svar. "også 15. gætter på vi går på samme årgang så, hvem ved måske endda samme klasse" han smilte lidt og kiggede så rundt. Han var nødt til at få samtalen op igen og før han tænkte over det åbnede han munden igen "Så London. har du så en kæreste, eller er du forelsket i nogen, måske en pige på skolen?" han opdagede først da det var for sent hvad han spurgte om, så han drejede bare hovedet let væk og hans kinder fik igen en svag rosa farve.

Selvom stemningen var en smule anspændt mellem dem, var Corey det tætteste, London havde på en ven på skolen, så han håbede, de skulle i klasse sammen men sagde det selvfølgelig ikke højt.
Før havde han gloet ned i sit krus, fordi det ville være for akavet at kigge på Corey, når stemningen var sådan, men nu kunne han ikke få blikket væk fra den glohede drik, han havde i hånden.
Han holdt et suk tilbage over det næste spørgsmål. Han vidste, det ville komme på et tidspunkt men undgik det helst, "nej, ingen," svarede han så kort og hurtigt som muligt for ikke at grave dybere i det emne. Han løsrev sit blik fra koppen for at spørge Corey om det samme, selvom han næsten kendte svaret, nu hvor han havde sagt, han ikke havde været forelsket før, idet han opdagede hans smårøde kinder. Det fik ham til at smile en smule, "din løgner," sagde han i en drillende tone, "har aldrig været forelsket før, hm? Det er så tydeligt, at du er vild med en eller anden. Hvem er hun? Går hun her? Er i kærester?"

Corey der havde kigget let væk blev overrasket over den regn af spørgsmål han blev stillet.. Holy... Og sådan vækkede man vist London op. "uhmm.. jeg har aldrig været forelsket, det ikke en løgn." han var seriøs. det var tydeligt i både hans stemme og hans ansigt. "jeg har ikke nogen kæreste, så jeg kan ik rigtig svarer dig." han trak lidt på skuldrene. "Skal ikke kunne sige hvorfor jeg aldrig har været forelsket." han sad lidt og hans toneleje og blik blev mere nysgerrigt "vent.. hvorfor er du så interesseret i det?? du stillede ikke bare 1 spørgsmål, du stillede mange.." han kiggede direkte på London fuldstændig ligeglad med hans kinder der stadig bar præg af den rødmende farve fra før

London, der frydede sig, hver gang Corey virkede bare en smule nervøs eller usikker, rettede sig en smule op, overrasket over at fokus pludselig røg tilbage til ham, "jeg var bare... altså..." begyndte han og kiggede væk igen. Han kunne mærke, at hans kinder blev varme igen og løftede sin kop helt op til munden i et forsøg på at skjule det, "jeg var nysgerrig," mumlede han ned i koppen, irriteret over 'nederlaget', "fordi du pludselig så så flov ud i ansigtet, da vi begyndte at snakke om det, og så gik jeg ud fra, at... ja, at du havde en eller anden, du godt kunne li'."

Corey smilede bare lidt. Han måtte indrømme det var lidt kært han rødmede på den måde der. Han lænede sig tilfreds tilbage i sofaen og kiggede på ham ud af øjenkrogen.. "Nååhh.. ligesom du rødmer lige nu? Skal jeg så også tro du lyver om der en du kan lide?" han sendte ham et flabet smil. Okay han nød måske det her lidt for meget, men hey nu gik det jo ikke ud over ham. Og det var nu kært som London forsøgte at redde sig ud af det

"Nej," sagde han hurtigt og så på Corey, kun for at kigge væk igen, "jeg kan ikke lide nogen, og det kommer jeg heller aldrig til."
Det gik op for ham, hvor meget han lød som en lille unge, der lod sig køre rundt med af en af de 'store' drenge. Nej, nu måtte han mande sig lidt op.
London tog en hurtig tår af kakaoen, der snart var forsvundet og stillede den fra sig. Han lænede sig tilbage og så på Corey på en så ligeglad og moden måde som muligt, "men jeg har også fået hjemmeundervisning, så vi er i to vidt forskellige situationer. Vi har ikke haft de samme socialiseringsmuligheder," han trak benene op til sig og strakte dem ud igen langs sofaen, så hans fødder næsten ramte Corey, nærmest for at sige at han var 'større' og mere moden end den flab, "det kan godt være, du ikke har været forelsket, men jeg er sikker på, du har kunnet lide nogen. Kom nu, fortæl om dine ekskærester. Og jeg tror ikke på dig, hvis du siger, der ikke har været nogen."

Corey løftede et øjenbryn da London strakte sig så han fyldte så meget.. Han sad lidt og overvejede hvad han havde gang i og så bredte et smil sig på hans læber. "ingen forelskelse". han fik langsomt rykket sig så han var vendt imod London. "ikke kunne lide nogen, på... den måde..." han kravlede langsomt henover London og stod nu på alle 4, uden at støtte for meget på sit højre håndled der stadig gjorde ondt. "ingen x-kærester.." han smilede flabet, og var nu nået op så hans hoved var en 30 cm fra London og han kiggede direkte på ham. "fortæl mig lige igen hvorfor du så interesseret i om jeg har haft en kæreste før?" Han så ham direkte i øjnene og lagde hovedet let på skrå.

London lagde utålmodigt armene over kors og så på ham med et spørgende og lettere triumferende blik, men det forsvandt lige så langsomt, da Corey begyndte at kravle ind over ham og kom tættere og tættere på, indtil hans ansigts pludselig var faretruende tæt på Londons.
Hans hjerte hamrede løs i brystet og lige meget hvor meget, han forsøgte at holde det tilbage, kunne han mærke blodet blev pumpet op i hans kinder med lynets hastighed.
Da han efter nogle sekunder var kommet sig bare en smule over, hvad det var Corey gjorde, gentog han det samme inde i hovedet; rolig og moden, rolig og moden, rolig og moden...
Hans blik flakkede først en smule, men han tvang sig selv til at se ordentligt på ham og sagde så, "jeg har sagt, jeg bare er nysgerrig. Det er normalt at ville vide sådan noget," selvom han godt vidste, det stadig var tydeligt, han var en smule i chok, blev han lidt stolt over, at han ikke stammede eller snublede over ordene. Ja ja, han havde styr på det.

Corey der stadig stod lige tæt på kunne ik lade være at smile over de røde kinder. Jep han nød det. Godt være det ikke virkede særlig tydeligt at London var lidt i chok, men hans kinder viste tydeligt hvad der forgik. Okay det var ret kært.
han lænede sig langsomt lidt mere frem "så du er 'bare' nysgerrig?" han smilte lidt flabet til ham. "Altså. en ting er man spørger en gang, men du har nu spurgt 2 gange, og så spurgte du om 5 ting angående det inden jeg overhovedet nåede at svarer første gang"..
han lænte sig lænere frem og hviskede i øret på London "du lyver..." hans stemme var lav og en anelse forførende.

London, der ellers forsøgte så hårdt på at være kølig, kunne mærke panikken glide ind over sig og det var nu kun én ting, der gik igennem hans hoved; fuck, fuck, fuck, fuck...!
"Jeg..." begyndte han, men klumpen i halsen stoppede ham. Han kneb øjnene sammen, åbnede dem forsigtigt igen, slugte klumpen og sagde roligt men med en langt lysere stemme end normalt, "min kakao bliver kold, hvis jeg ikke drikker den nu. Flyt dig. Venligst."

Corey kunne ikke lade være at smile over at London tydeligvis gik lidt i panik. Men han modsatte sig dog ikke. Han kravlede langsomt baglæns igen "Hvis det virkelig er det du vil have.." han satte sig for enden af hans fødder igen helt afslappet og kiggede på London. "men dine kinder siger nu en anden historie." han sendte ham et flabet smil.
Okay han var nu lidt kær så uskyldig som han var. altså.. Corey havde aldrig haft en kæreste, aldrig været interesseret i andre på den måde, men han var da ikke så genert og uskyldig, han havde i hvert fald ikke oplevet det, men okay, der var heller ingen der havde gjort sådan ved ham før. Men han undrede sig dog lidt over hvorfor han ik var blevet skubbet af, det havde han lidt regnet med at han ville blive, han havde faktisk forberedt sig selv på det.

London havde uden at tænke over det, mast sig selv ned i sofaen, så han nu lå i en akavet stilling. Der gik lidt tid, før han rent faktisk satte sig op igen, fordi han vidste, han så blev nødt til at sige noget til Corey.
Han greb sin kop og drak det sidste i en mundfuld uden at skænke ham et blik og sagde så endelig, "rødmen er faktisk et seriøst problem, som nogle døjer med, så det er ikke fedt, du gør grin med det," han rejste sig og gik hen til maskinen igen, mumlende, "desuden rødmede du selv...".
Han fyldte koppen op igen, denne gang med kaffe, mens han hjerne arbejdede non-stop på, hvad fanden han skulle sige. Hvad kunne man sige efter sådan en situation? Og hvorfor gjorde han det overhovedet?! Det var da noget mærkeligt noget at gøre!
Da han gik tilbage til sofaen og havde sat sig, var han helt blank for idéer og endte bare med at sige i et lettere irriteret toneleje, "hvor høj er du egentlig?"

Corey smilte lidt.. "Nu det jo ikke derfor du rødmede." han sad lidt og hørte så hvad London mumlede "jaa. jeg rødmer også fra tid til anden, men..." han kiggede over skulderen på London "jeg rødmede ikke i den situation" han satte sig normalt igen og kørte en hånd igennem sit hår.
Han kiggede på ham ud af øjenkrogen da han satte sig, men han sagde ikke noget. Han ville lade ham lige nu. Han sad stadig og morede sig lidt inden i over den reaktion. Det spørgsmål han fik overraskede ham dog en smule. Af alle spørgsmål var det ikke det han havde regnet med, London måtte prøve at skifte emne. "jeg er 165cm, eller var i hvert fald sidst jeg blev målt." han så en smule spørgende på ham "hvorfor?"

"Pff, du er lige så lav som mig," sagde London, der ikke kunne lade være med at blive bare et smule opmuntret af det. Corey virkede måske større, fordi han var øverst, men i virkeligheden var han bare en lav, tynd knægt ligesom ham selv. Hvis London havde gjort det samme, ville han havde virket lige så stor, forsikrede han sig selv om inde i sit hoved.
"Nå, er det en normal ting at gøre på sine medelever, man lige har mødt?" røg det ud af London, efter han havde taget en tår kaffe, der overraskende nok ikke smagte lige så godt som kakaoen, og var ved at stille den fra sig. Han lænede sig tilbage i sofaen med det ene ben oppe, så han sad i halv skrædderstilling, og så hen på Corey med et utilfredst ansigt.

lige så lav. han havde nu en sjov måde at sige tingene på. "Vil nu ik kalde mig selv lav, men er da glad for min højde kan bringe dig glæde" han så uforstående på London. Han gav ikke altid mening. Måske havde det påvirket ham mere end han lod vise det han gjorde.
Corey rejste sig op og gik over til en reol hvor der stod nogle bøger og kiggede på titlerne. "Det ikke noget jeg har gjort ved nogen anden før." han kiggede over skulderen på London "kun dig.." han sendte ham et smil og vendte sig imod reolen. "du meget fikseret på at snakke om kærester, kærlighed og det jeg lige gjorde. Er der noget du gerne vil sige?" hans stemme var rolig og en anelse flabet, men man kunne godt hører det smil han havde på læberne. Han vendte sig dog ikke om