Stadig usynlig?

Corey sad kommet pakket sammen i en af de store lænestole i loungen. Han havde sin skjorte på, blå jakke, sorte slips, og nogle lidt løse sorte bukser der sad pænt, ikke at man kunne se det som han sad på nuværende tidspunkt. I hånden havde han en bog. En action eventyr fortælling som hed 'Altid og Aldrig'. Han bladrede i bogen og ignorerede det hår der var trillet ned foran det ene øje. Han var alene i loungen og der var helt stille. Han nød stilheden for en gangs skyld.

London havde nu gået på skolen i to dage, 11 timer og 54 minutter. Han talte. Og han syntes allerede, det var alt for længe. Ingen af de elever, han havde mødt, havde sagt ham noget overhovedet. Enten var de for fisefornemme eller også havde de lidt for meget attitude. Det virkede som en skole med alle slags typer gående - så hvorfor kunne han ikke finde en person, han kunne lide?!
Det var sent om eftermiddagen. Hans timer var færdige, og nu glædede han sig bare til at sætte sig ind i loungen med en kop te og en god bog. Han gik med lette skridt derind med stoppede, idet han fik øje på en anden fyr derinde. Irriterende. Han havde glædet sig til at kunne sidde alene og læse uden afbrydelser.
Alligevel rettede han på sin grå, oversized cardigan og fortsatte ind, mens han forsøgte på ikke at kigge på den anden person. Han satte koppen fra sig på bordet og satte sig helt ude i siden på den største sofa.

Corey hørte døren gå, men var lige nået til et godt sted, så han kiggede ikke op. Han sad faktisk ret længe og bladrede et par gange før han endelig løftede sit blik og fik øje på en anden fyr. Han måtte næsten være ny, han havde ikke set ham før. Han lagde mærke til hans bog. Nååh de havde måske noget til fælles. Han kiggede ned i sin bog igen. Overvejede for en stund hvad han skulle sige uden at lyde som en nar, skulle han egentlig sige noget, eller skulle han blive ved med at holde sig for sig selv.
Han måtte erkende overfor sig selv det var en smule ensomt aldrig at snakke med nogen så han kiggede igen op. "Hey." han ville sige mere, men vidste ikke helt hvad. Så var det han kom i tanke om bogen "hvad læser du?" han så oprigtigt interesseret på ham

London trak et lille, tykt tæppe, der lå på sofaen, hen over sine ben og åbnede bogen der, hvor han var nået til. Han rømmede sig så lavt så muligt, selvom det endte med at lyde meget højt i hans ører pga. den totale stilhed.
Han nåede kun lige at læse et par sætninger, før den anden fyr pludselig hilste på ham. Uden at kigge op, svarede han med et roligt, "hej," før han begyndte at læse igen, men før han vidste af det, snakkede han videre til ham, hvilket endelig fik ham til at løfte hovedet fra bogen og rent faktisk se på den anden person i rummet. Et par gyldenbrune øjne mødte ham, og i et kort øjeblik kom han til at tænke på sin mor. Hendes øjne var præcis samme farve. Det var næsten uhyggeligt, som de mindede om hinanden.
Han rømmede sig endnu engang, før han så ned på bogen igen, "Romeo og Julie," svarede han ligeså roligt som før. Han vidste, det ville være uhøfligt bare at lade den ligge der og så så på drengen igen, "hvad med dig?"

Corey blev lidt overrasket over svaret, ikke lige den bog han havde regnet med. han smilede bare imens han kiggede i sin bog. "jamen det er jo også en god bog" han læste lidt før at han blev spurgt om det samme spørgsmål og han kiggede igen op på den nye fyr. Han kunne ik lade være med at tænke de havde lidt samme frisure, eller det lignede hans hår når han glemte at få det klippet. "Altid og aldrig. Det en eventyr bog" han sendte ham et venligt smil.
Måske han bare skulle lade ham læse nu, han vidste hvor træls det kunne være hvis man forstyrrede ham i sin bog. "Ohh. Forresten må du undskylde fordi jeg afbrød dig i din bog, fandt det bare mest høfligt at hilse." han sendte ham et smil mere før han kiggede ned i sin egen bog.

En eventyrbog? Hvor gammel var han, 9? London kiggede ned i sin bog igen. På den anden side læste han selv en klassisk "pigebog". Han var ikke meget bedre selv.
Hans tanker blev afbrudt af drengen, og han så på ham igen, "det er også det mest høflige at gøre. Især når eleverne er nye og ikke kender nogen," svarede han hurtigt men blev så lettere pinligt berørt, da han lagde mærke til, at drengen så ud til at læse igen, og han nu selv forstyrrede ham. Han burde holde mund, men et spørgsmål pressede på for at komme ud, "er du egentlig selv ny?" Han så ikke meget ældre ud end ham, så han regnede med det.

Corey løftede et øjenbryn over den let rappe bemærkning, hvor kom det lige fra.
Med en finger i klemme i bogen lukkede han den og kiggede over på den nye fyr. "Hvis jeg var ny, så ville jeg ikke vide du også var ny, så kan ikke helt se hvor din bemærkning passer ind." hans stemme var rolig og stadig lige så venlig og han smilede også, dog var der et hint af alvor at sporer i hans gyldne øjne. "Og for at svarer dig så jeg ny-ish. jeg startede i starten af skoleåret, men kender ikke rigtig så mange på skolen, er få mennesker jeg har mødt, eller snakket med. Jeg kan ikke læse tanker så vidste ikke du var ny, så bare rolig." han blinkede en gang og med et flabet smil fortsatte han "jeg sidder ikke og læser dine inderste hemmeligheder"

London fjernede ikke blikket fra ham, da han talte til ham, og nu syntes han endelig, han begyndte at kunne læse drengens personlighed... en smule. Og han virkede ikke som en særlig hyggelig type. Nærmest flabet. Han var sikkert også den type, der brugte lidt for meget sarkasme og ironi. Urgh, typisk.
London svarede ikke først. Så bare efter lidt stilhed ned i sin bog igen med ordene, "det var heldigt for dig..." ... smart-ass, tænkte han men sagde det selvfølgelig ikke. Selvom han virkelig havde lyst til det.

Corey rullede opgivende med øjnene da London kiggede ned, han var udmærket godt klar over han ikke kunne se det. Han virkede en smule ubehøvlet, nogle burde lærer ham at tale ordenligt til andre. Trods alt havde han kun forklaret ham situationen da han kom med den rappe bemærkning. Pff.. Han skulle måske bare holde sig for sig selv stadig. De folk her på skolen, de var vist lige så tomhjernede som dem på hans gamle skole, well somethings never change..
Han åbnede sin bog igen og læste videre. Han gad ikke engang svarer på den bemærkning den nye fyr var kommet med, selvom det gik ham på. Han ville bare læse sin bog og ignorere ham.

London forventede et form for svar, selvom han egentlig ikke havde stillet et spørgsmål. En bemærkning, et lille ord... noget? Efter noget tid, sukkede han bare indeni sig selv og forsøgte at læse videre, men han blev af en eller anden grund ved med at læse den samme sætning. Han havde ikke lyst til at indrømme det for sig selv, men den fyr gik ham på. Han var flabet på en uflabet og alligevel flabet måde... gav det overhovedet nogen mening?
Han kørte sin ringefinger lidt rundt i øjenkanten, blinkede et par gange og forsøgte nu at tage sig sammen og læse videre. Et par sætninger efter, røg der dog et spørgsmål ud af ham, sagt i det fineste og alligevel anklagende toneleje, "er det din intention at give nye elever et dårligt indtryk af sine medelever, eller opfører du dig rent faktisk sådan til hverdag?" han så ikke op, da han sagde det. Så modig var han alligevel heller ikke.

Corey der bare havde læst roligt i sin bog og var kommet et par sider frem kiggede op da London igen snakkede til ham. Og så kiggede han ikke engang på ham da han sagde det. Han sukkede opgivende. Den her fyr, han var da godt nok ikke særlig godt opdraget.
Han kiggede på ham da han svarede ham "Jeg opfører mig overfor folk som de fortjener, når de kommer med rappe bemærkninger, eller er flabede i deres opførsel, så det også det de får igen. Så måske du skulle overveje hvordan du tiltaler elever på skolen?" Han var stadig afslappet i opførsel, selvom han var ret irriteret på ham. Man skulle tro han kun var 12 eller sådan noget, men det var jo umuligt pga skolens aldersgrænse, men måske han mentalt var gået i stå på det punkt i sin udvikling? Det var hørt om før jo.

London ventede utålmodigt på et svar, stadig med blikket ned i bogen. Da han sukkede, kunne han mærke, han blev vred. Et suk var nok det mest nedværdige, man kunne starte et svar med. Det var ligesom et tegn på, at spørgsmålet, man skulle svare på, var latterligt.
Og det blev ikke bedre af det, han sagde. Rappe bemærkninger? Flabet? Havde han nogensinde set sig selv i spejlet?! Urgh, hvor var han dog irriterende!
London havde ikke lyst til at diskutere med ham og overvejede bare at lade være med at svare. Men alligevel sagde han til sidst, koldt, "jeg overvejer skam altid, hvordan jeg tiltaler eleverne på skolen. Men en gris er en gris, en hest er en hest, og en idiot er en idiot. Og det kan man ikke lave om på. Jeg tiltaler folk, som de er," han havde ikke løftet blikket en eneste gang.

Corey var godt træt af den nye fyr.. Han lagde sit bogmærke i bogen og lukkede den før han rejste sig op. Han kiggede ned på ham. "ja.. en idiot er en idiot. Jeg kunne ikke have sagt det meget bedre selv. Og personligt så undgår jeg idioter." Han holdt sin bog i den ene hånd.. "Hvis dit mål er at være alene på skolen, og være en idiot overfor alle, så du ganske godt på vej. Du kan ikke engang kigge på folk når du taler til dem." Han lød mere kold og hård nu. Han var godt træt af ham. "Jeg håber du nyder din bog og så må du have en god dag." han overvejede om han skulle vente på et svar men gad egentlig ikke så han gik hen imod døren

London troede først, at fyren havde svært ved at finde på et modsvar og frydede sig lidt over det, idet han pludselig stod ved siden af ham. Det fik ham endelig til at se op på ham med sine store, grønne øjne, der sad så fint i hovedet på ham.
Han hørte godt, hvad han sagde, og selvom det var hårde ord, var det ikke det, der fik ham til at synke lidt ned i sofaen som en forskrækket hvalp. Det var igen det med, at han mindede ham om hans mor. Hun skældte ham så sjældent ud, så når hun endelig gjorde det, gjorde det bare ekstra ondt.
Han så efter ham ud af øjenkrogen og var helt mundlam. Men det var nok det bedste, for hvad skulle han sige?
Årh, nu kom det. Han kunne mærke øjnene begyndte at blive fugtige. Han så hurtigt ned i bogen og lod som ingenting og håbede inderligt, at ham fyren ville gå, så han ikke skulle se ham tude.

Corey var nået hen til døren da ha nopdagede han havde glemt sin mobil. Den lå ikke i lommen mere. Han vendte om uden at sige noget til fyren. Han nåede stolen og opdagede sin mobil i sædet, han samlede den op og smed den i lommen. Da han vendte sig om fik han øje på ham igen. Han var nærmest sunket helt ned i sofaen. Var han så hård? Han fik en følelse af skyldfølelse og gik hen til ham "hey.. Det var ikke sådan ment jo, jeg mener bare du bør tænke lidt over hvad du siger til folk." Han kunne ikke se hans øjne, så han lagde ikke mærke til han var ved at bryde sammen. Han blev stående denne gang, ventede på at fyren skulle reagere, men da der ikke skete noget med det samme fortsatte han "Jeg hedder forresten Corey. Reed."

London kunne høre, han kom igen og skyndte sig hurtigt at kigge ned i bogen igen, mens det begyndte at direkte spænde i halsen, fordi han prøvede så hårdt på at holde det tilbage. Forhåbentligt havde han bare glemt noget og ville gå mod døren igen. Men nej, selvfølgelig skulle han lige gå hen til ham igen og begynde at fucking snakke til ham. Hvorfor kunne han ikke bare gå?!
Måske hvis han bare holdte mund, så ville han gå, tænkte London og strammede grebet om bogens sider. Men nej, han blev ved. Nu præsenterede han sgu også sig selv, og i et forsøg på at svare, brød han sammen i gråd. Han hev hurtigt tæppet op foran sit ansigt, så bogen faldt ned på gulvet, så Corey i det mindste ikke behøvede at se på hans flæbende ansigt.
"D-Du er forfærdelig, Corey R-Reed!" var det eneste, han kunne stamme ud mellem gråden.

Corey havde bestemt ikke forudset det scenarie. Lige nu ønskede han ligefrem han var tankelæser. Hvordan.. Altså. han... Han kløede sig lidt i håret da fyren gemte sig. Altså han havde da ikke været så grov, måske var han bare en smule sart, selvom det ikke ligefrem var det indtryk Corey oprindeligt havde fået af ham. Og det var sådan ca nu at fyren endelig sagde noget, fuldstændig kvalt i gråd.
Corey bukkede sig ned og samlede fyrens bog op og lagde den på bordet, hvorefter han igen kiggede på det der nu mest af alt lignede et tæppedyr. "Jeg mindes ikke jeg har sagt noget der burde få dig til at græde. Og har jeg snakket hårdt til dig, så har det været fordi du også gjorde det til mig." Hans stemme var rolig og han vidste ik helt om han skulle sætte sig ned ved siden af ham eller. Han valgte at lade være. "Jeg da ked af du tager sådan på vej, og at du tydeligvis er ret ked af det. Men jeg kan ikke helt se hvad jeg har gjort som får dig til at bryde ud i gråd?" han så spørgende på tæppebunken.

London lyttede til ham, stadig stortudende, og fik det nu helt dårligt på ham Coreys vegne. Hvad måtte han ikke tænke? En 15-årig fyr, der begynder at tude, fordi han bliver talt lidt mindre pænt til. Det var pinligt, var det.
Han var nødt til at forsøge at forklare det en smule. Også selvom det sikkert lød dumt i hans ører, fordi han ikke kunne sætte sig i hans sted. Men så ville han i det mindste vide, at han ikke tudede, fordi han ikke kunne klare et par grove ord.
Han anstrengte sig for at køle lidt ned, og gråden blev da også hurtigt en del roligere. Så forklarede han endelig, "det er bare, fordi jeg er blevet undervist hjemme hele mit liv, og..." han var nervøs for, om Corey ikke kunne høre, hvad han sagde gennem tæppet og så kort op på ham men så hurtigt ned med lettere røde kinder, fordi han slet ikke kunne klare tanken om, at han skulle glo på ham med de dér våde, røde øjne og et generelt patetisk ansigtsudtryk. Han fortsatte, "og nu er jeg blevet tvunget ud på denne her skole af min latterlige stedmor, og jeg frygtede, at ingen ville kunne lide mig, fordi jeg ikke er vant til at have klassekammerater, og nu har du lige fastslået, at jeg havde ret. Jeg får ingen venner her, og jeg skal gå her i rædsomme tre år, hadet af alle på skolen. Og det er..." han snøftede højlydt, "det er virkelig ufedt."

Corey var blevet stående og lyttede til alt han havde at sige. Han afbrød ham ikke, han ventede bare tålmodigt på han fik talt ud. Da han var sikker på han var færdig valgte han at sætte sig ned på bordet, og lagde sin bog ovenpå fyrens. "Hør her." han kiggede stadig bare roligt på ham "Jeg skal ikke snakke højt om at få venner, ærligt så du en af de få jeg har snakket med på skolen, undgår mest folk." han trak lidt på skuldrene før han fortsatte. "Hvis du virkelig ønsker at få venner skal du nok få det, så længe du overvejer hvordan du snakker til folk." Han kørte en hånd igennem sit hår. Nu lød han igen som sådan en klog ældre herre, noget af det der havde gjort han ik kunne enes med dem på sin gamle skole, han sukkede lidt over sig selv. Han lagde blidt hånden under hagen på den nye fyr, og løftede hans hoved så han kunne se på ham. "Du behøver skam ikke skamme dig over noget for mig, tro mig jeg har oplevet værre ting" han sendte ham et lille smil og fjernede sin hånd igen. "Men det ville nu være rart hvis jeg vidste hvad du hed?" han så afventende på ham

London havde regnet med han ville lytte og acceptere, at han græd, men han havde ikke regnet med nærmest at blive... trøstet. Det føltes så mærkeligt, når de lige havde mødt hinanden. Men også rart. Han snakkede rent faktisk med en ny person på hans egen alder. Det var stort. Alle hans venner hjemmefra var nogle, han havde kend fra, da de var helt små. Hans forældres venners børn. De var nærmest 'meant to be' til at være venner. Men han havde ikke fået en ny ven i over 10 år. Ikke at Corey var hans ven, for det var han ikke. Men de snakkede sammen og... tudede foran hinanden og sådan noget. Det talte vel også for et eller andet.
Han bed sig i læben men gav slip igen, da Corey overraskende nok løftede hans hoved op, så de så på hinanden. Det var for meget for London, der med et sæt rykkede sig tilbage, efter spørgsmålet, "London... London Hamlyn," han tørrede tårerne væk med tæppet og var stadig lidt rød i kinderne pga. hele situationen, "og du... du ligner slet ikke en Corey Reed. Du ligner en Matt. Eller en Will." Han vidste ikke helt, hvorfor han sagde det. Han følte ligesom bare, han måtte lette stemningen. Det var han desværre bare ikke helt god til.

Corey måtte indrømme han blev lidt overrasket da Lodon bare havde rykket sig tilbage så hurtigt, måske han havde krydset en grænse. Han måtte hellere huske på, hvis han kom til at omgåes London mere, at han vist havde et stort personligt space. Han overvejede om han skulle sige noget, men tænkte at det nok var mere passende at lade være, så det gjorde han.
Han var lettet over at han var stoppet med at græde mere, det var da altid noget! han kunne ikke helt lade være og grine da han hørte hvad han sagde.. "Well... min far hedder Will." han så på ham med et seriøst blik og overvejede om han ville tro på det så han tilføjede "og ja.. det hedder han, fatter ikke hvordan du formåede at ramme lige det navn" han sendte ham et smil igen. "Men i hvert fald, så det hyggeligt at møde dig London, velkommen til skolen."
Han vidste ikke helt om han burde sige mere, eller lade ham være, han var utrolig svær at læse. Men så igen, det kunne også være fordi Corey selv ikke omgik folk så meget. Han overvejede at spørger ind til stedmoren, men det virkede for personligt så i stedet endte han med noget lidt lamt "Jeg håber ikke de 3 år her bliver et helvede for dig, der er trods alt meget man kan lave her, og hvis du kan lide bøger, så der et stort bibliotek" og igen lød han som en voksen. han sukkede stille "undskyld, jeg lyder vist som en eller anden tosset voksen igen." han kiggede ned, hvorfor kunne han ikke bare være en normal ung dreng der lavede ballade?

London løftede et af sine øjenbryn en smule, da Corey sagde hans far hed Will. Først troede han, han lavede sjov med det, men huh, åbenbart ikke. Han vidste ikke, om han skulle smile af det men følte heller ikke, han bare kunne sidde og glo på ham med et intetsigende ansigt og endte bare med at presse læberne sammen på en lettere akavet måde, "tak," var det eneste han kunne tænke på at sige, da han blev budt velkommen til skolen. Han kunne godt være kommet med en lang tale om, hvad han havde hørt om skolen eller spurgt, om Corey egentlig kunne lide skolen, men for nu blev det kun til et enkelt 'tak'.
Han ville ønske, han vidste, hvordan han så ud. Måske var hans hår blev uglet pga. tæppet. Eller måske sad der stadig en tåre tilbage i øjenkrogen, som bare så akavet og dum ud. Han havde sådan set et lille lommespejl med, men hvad ville Corey ikke tænke, hvis han tog det frem og begyndte at smukkesere sig som en eller anden teenagepige. Urgh, nej, så hellere se ucharmerende ud lidt endnu.
Han kunne ikke lade være med at smile en smule af det sidste, han sagde, og svarede opløftende, "det er trods alt bedre at være en teenager, der opfører sig voksent end en voksen, der opfører sig som en teenager."

Corey rejste sig fra bordet og tog sin bog. Han følte det akavet og sidde der, men han ville heller ikke sætte sig ved siden af London. Han indgik derfor et kompromis med sig selv, og satte sig i den modsat ende af sofaen som London. Hans bog lagde han i skødet og han kiggede igen op på London. "Kan godt være du har ret, men tro mig. Det ikke særlig populært at en 1g'er virker mere klog end en 3'ger. Slet ikke når nogle af dem er nogle røvhuller for at sige det mildt". Han rystede tanken om mindet med en af dem af sig og fik igen fokus på London. "har du egentlig mødt nogle af dem her på skolen? Altså jeg kan regne ud du ny efter hvad du sagde, men hvor ny ved jeg jo ikke" han smilte igen venligt. Han havde godt lagt mærke til det let ulet hår, men det så nu egentlig ret sødt ud med de der store grønne øjne til.

Londons øjne fulgte Corey, da han rejste sig, og han så forundret på ham og derefter ned i sit skød, da han satte sig helt nede i den anden ende og havde næsten lyst til at lugte sig selv under armen, da det jo kunne være derfor, han ikke ville sidde ved siden af ham. Eller måske var hans udseende virkelig så slemt, som han frygtede - for hvem gad at sidde ved siden af en snottende, lugtende 15-årig knægt med opsvulmede øjne? Urgh, nu havde han virkelig lyst til at finde lommespejlet frem!
Han lyttede til det, han sagde, og undrede sig. Corey virkede flabet og godt nok også en smule irriterende men ikke dum. Men han lød heller ikke ligefrem som et geni. Var 3.g'erne virkelig så dumme? Han havde lyst til at spørge ind til det. Måske var det normen, at de ældre elever var dummere. På den anden side, så ville det jo ikke være et problem, hvis Corey var klogere end dem, og det sagde han det lige, det var.
London blev lettet, da der blev skiftet emne, for han blev ærlig talt forvirret af sin egen tankegang. Han så endelig på Corey igen med øjne, der stille og rolig blev mindre og mindre blodskudte, "jeg begyndte i forgårs, så jeg definerer mig selv som meget ny," han så frem for sig og fik øje på sin bog, der lå på bordet. Mærkeligt, han syntes ellers, han hørte, den faldt på gulvet, "jeg har mødt en. Min værelseskammerat. Men vi sagde ikke noget til hinanden overhovedet, så jeg har på fornemmelsen, vi ikke bliver de bedste venner."

Corey der ikke rigtig bed mærke i London kiggede sådan på ham, kørte en hånd igennem sit hår imens London snakkede. Han kiggede over på ham igen og hans øjne mødte de der store grønne øjne, kønne var de da, blodskudte and all. Han smilte lidt over tanken men skubbede det væk igen.
Han rettede lidt på måden han sad på før han svarede "Ja, så er du vist helt ny" han grinte lidt. "tilgengæld lyder det lidt uheldigt med din værelseskammerat, ved du hvad vedkommende hedder?" inden London nåede at få en chance for at svarer fortsatte han "det behøver du egentlig ikke svarer på, nogle kan man enes med, andre kan man ikke. Jeg vil gætte på det bare er sådan livet er " han trak lidt ligegyldigt på skuldrene.
Han drejede sig i sofaen så han sad med det ene ben oppe så han kiggede på Corey, lænt med ryggen op af armlænet. "Har du så nogle søskende eller?"