Stadig usynlig?

London greb sin kop og drak en lille tår af sin te. Adr, det var lunkent. Han stillede koppen fra sig igen og lænede sig helt tilbage i sofaen i en behagelig stilling, selvom han af en eller anden grund ikke følte sig behagelig til mode.
Han tænkte over navnet på værelseskammeraten og skulle til at svare, da Corey skiftede emne. Han nikkede let med et lavt, "mhm," uden at se på ham.
Nu ville det komme, vidste han. Den akavede stilhed. Hele situationen var akavet. Corey brød sig tydeligvis ikke om ham, og han brød sig heller ikke om Corey, så det ville være nemmere for dem begge, hvis han bare gik. Men det var han vel for høflig til. Stilheden var dog langt kortere, end han havde forventet, før Corey brød den, men spørgsmålet gjorde kun London endnu værre til mode, fordi han virkelig havde på fornemmelsen, at Corey helst ville ud af lokalet, "nej, jeg er enebarn," han så på ham ud af øjenkrogen og så tilbage på koppen med den kedelige te, "men min stedmor er gravid, så... ja. Ikke meget længere."
Det var så her, han kunne vælge at holde mund, hvilket ville få den blonde fyr til at føle sig uønsket og gå, men spørgsmålet pressede for at komme ud, for lidt nysgerrig var London alligevel omkring denne her sære Corey Reed, "... hvad med dig?"

Corey der bare sad helt afslappet kiggede hele tiden på London. Han havde trods alt lært at man kiggede på folk man snakkede med. Dog kom han til fra tid til anden at kigge rundt, ikke fordi London var uniteressant, men fordi hans fokus ikke altid var så godt. Han kiggede igen på ham da han hørte det med stedmoren. Det virkede ikke som om London, var særlig glad for sin stedmor, ikke fordi Corey kendte til det. hans forældre var trods alt stadig sammen.
"Enebarn som dig" han smilte let til ham. Selvom han følte at London gerne ville have han gik. Han overvejede om han skulle lade være med at sige noget. Men.. en del af ham kunne ikke lade være "Vil du gerne have jeg går? jeg mener, du virker ikke helt som om du ønsker at snakke, og jeg gider ikke være en belastning." han så bare roligt afventende på ham

Enebarn, huh? Noget indeni London havde ellers på fornemmelsen, at han ville være en god storebror. Han kom i det mindste tilbage og undskyldte efter at have skældt London ud. Det var en god storebror-egenskab.
"Nej," svarede han hurtigt, nærmest bedende, og så kort på Corey men så så væk igen. Han havde lige siddet og tænkt på, hvor meget han håbede, han ville gå, så det var ham en gåde hvorfor han reagerede på den måde. Corey måtte synes, han virkede desperat. 'Hej, vi har lige skændtes, men jeg kan ikke finde ud af at få venner, så du må gerne blive'. Ynkeligt, "jeg mener... du må gerne gå, hvis du vil selvfølgelig. Der er ikke noget, der holder dig her andet end en kop lunken te og en tudende elev, der læser Romeo Og Julie," mumlede han, mens han nulrede med et af tæppets hjørner."

Corey havde ikke helt regnet med den reaktion. Well. måske var London ikke så slem. han strakte søvnigt sig og lagde sig lidt længere end i sofaen.. "måske. men jeg tilbringer hellere tid med den tudende elev, det lunke te og den fantastiske bog kaldet romeo og julie. Som jeg altså har læst mindst 5 gange" han sendte ham et lille smil og fik lagt sig helt ned, dog med benene trukket op så han ikke fyldte det hele. han lå med armene under hovedet og kiggede op i loftet. Han gabte lidt "undskyld, det ikke fordi du ikke er interessant, men været en lang dag du ved" han trak lidt på skuldrene. "Ohh og bare lige så du ved det, har jeg intet imod at blive" han vendte igen blikket imod London og smilede

Hvis Corey syntes, han var ynkelig, skjulte han det godt nok godt, tænkte London efter den rolige reaktion på hans ellers temmelig dumme svar. Han løftede sin ene mundvige en smule, da han sagde, han havde læst Romeo Og Julie. Selvfølgelig var det den i modsatte side af, hvor Corey sad, så han ikke kunne se det. Han havde ikke lyst til at smile foran ham lige efter at have tudet - han skulle jo ikke tro, han var en særling med humørsvingninger. Tuder, smiler, tuder, smiler... Niksen, det ville være underligt.
London så hen på ham, da han kunne mærke, han rykkede på sig og undrede sig over, at han bare lagde sig ned på den måde, helt afslappet. Det var sådan, man lå derhjemme, ikke på en skole. Eller var det? London havde altid troede, man skulle opføre sig ordentligt, nærmest stift, på en skole, og så kunne man ellers smide alle hæmninger, når man kom hjem. Sådan gjorde de i hvert fald i de fleste film, han havde set.
Han fangede kun lige, hvad Corey sagde til ham til sidst og måtte nu placere hånden oppe foran munden på en så naturlig måde som mulig for at skjule et lille smil, han ikke kunne holde tilbage, "nå nå. Jeg troede ellers, du sagde jeg var en idiot? Eller du nyder måske idioters selskab?" sagde han med en lettere drillende tone.

Corey havde måske lidt regnet ud hvorfor han holdt hånden op, han håbede i hvert fald han kunne regne det ud, men kunne han? var det fordi han smilte? Well. han håbede det måske. Men han sagde ikke noget.
Han grinte lidt over Londons kommentar "Well du var lidt en idiot der. Men bare fordi man en idiot nogle gange, så er man det ikke altid vel." han sendte ham et lille blink "tror ærligt også jeg en idiot til tider, hey mon ikke vi alle er det. Tvivler sku på der nogle der kan skrive sig uden om den." han begyndte at nynne lidt for sig selv da han var færdig.

"Du har måske ret," London anstrengte sig for at få smilet tørret af sit fjæs, før han fjernede hånden og i stedet rakte ud efter bogen. Han kiggede lidt på forsiden, der var et smukt malet billede af en ung kvinde og mand, der kyssede hinanden på en balkon. Han tilføjede tænkende, "Romeo var i hvert fald en idiot for at kravle op på Julies balkon på den måde. Det er møgfarligt. Hvis han var faldet, havde det godt nok været en kedelig historie," han smilede for sig selv og glemte for en gangs skyld at skjule det, "tåbelige forelskede fjols," han drejede hovedet et par centimeter mod Corey, "kunne du nogensinde finde på at gøre sådan noget for en pige? Eller tror du kun på, at sådan noget sker i fiktive historier?"
Han glemte helt sine manerer og at tænke over, hvad han sagde. Det skete altid, når han snakkede om bøger. Ikke fordi han læste en roman om ugen, men når han til gengæld valgte at sætte sig ned med en ny bog, satte han sig til gengæld 100% ind i den og begyndte at lede efter symbolisme og alt det andet hejs, man havde hørt så meget om i dansktimerne.

Corey opdagede straks det smil London ikke kunne glemme, det var nu rart at se ham i bedre humør. han smilte tilbage og kiggede igen op i loftet. "tjah.. kærlighed får en til mærkelige ting, og mon ikke der er en unge fyrer eller piger som har gjort dumme ting også i kærlighedens navn, hvor det ikke er fiktion. Jeg mener, det da ikke helt ukendt" han smilte lidt og hørte så Londons andet spørgsmål. Okay det var et lidt mere personligt spørgsmål. Han tyggede lidt på det og satte sig op og kiggede på London. han trak lidt på skuldrene "Hvem ved, har aldrig rigtig været forelsket før så er svært at sige." Han blev ved med at kigge på London, "det måske noget du har erfaring i eller? altså at gøre de der tossede ting i kærlighedens navn?"

London kiggede skiftevis fra Corey til bogen, mens han forklarede. Han kunne godt forstå, det han sagde, men han syntes stadig det var noget mærkeligt noget. Han havde hørt så frygtelig mange kærlighedssange gennem hele hans liv, og han havde ikke fattet en eneste. De fik det til at lyde så overdrevet. Og ærlig talt - så fantastisk kunne det da heller ikke være.
"Virkelig?" nåede han lige at sige, mens han så overrasket på Corey. Det havde han ikke regnet med. Corey var så... normal. Og normale 15-årige havde prøvet at være forelskede. Øhm, i hvert fald i de film, han havde set, så det måtte være rigtigt.
Han fnøs lavt af det sidste spørgsmål og så tilbage på bogens forsiden, der pludselig virkede mindre pæn, end den var før, "aldrig. Jeg kunne aldrig finde på at blive så... ja... mærkelig."

Corey lagde armene omkring sine ben, og sad nu lænet let frem imod London. Var det virkelig så vildt han ikke havde været forelsket..? altså. der havde da været nogle piger som havde været interesseret, men de havde bare ikke sagt ham noget.. Faktisk tvivlede han på om han kunne blive forelsket, det var vist meget normalt i denne tid at have været forelsket i min 3-4 stykker?
Han blev afbrudt fra sine tanker da der blev svaret på hans spørgsmål. Han smilte let. "jeg tror ærligt ikke man kan helt udtale sig før man står i situationen. Jeg kan i hvert fald ikke" han trak lidt på skuldrene.. "ærligt så kan jeg ikke helt forstå alt det tumult omkring det hele. Men folk siger altid at sådan altid til man er i den situation." han smed sig ned på ryggen igen "tror ærligt jeg helst er fri for det. det da meget fint, men jeg har det nu fint alene. har jeg altid haft" han virkede mest af alt lidt ligegyldig omkring det

London så på Corey og var oprigtigt interesseret i alt det, han sagde. Han lod ham tale helt ud, før han svarede med en let rysten på hovedet, "jeg er nu ret sikker på, jeg ikke bliver som en af de der smaskforelskede fjolser, der glemmer alt og alle omkring dem og tror, de kan leve på kærlighed. Jeg synes, det er bizart og dumt," han kunne godt høre, emnet ikke interesserede Corey super meget, men når London begyndte at diskutere om sådan nogle ting, havde han svært ved at stoppe, "et eksempel," begyndte han og greb koppen med te igen og skulle til at tage en tår, da det gik op for ham, hvor kold den var blevet, "jeg hørte en sang for nogle dage siden med teksten: 'jeg har ingen anden drøm end at ligge her hos dig'. Det er da et sørgeligt liv at have. En sørgelig drøm. Og selvom den går i opfyldelse, hvad så? Så ligger man hos personen, man er forelsket i. Men hvis ikke man på et tidspunkt rejser sig, så kan man ikke komme på arbejde og tjene nogle, så man kan få noget mad, så man kan overleve. Det er jo ikke særlig smart. Sådan noget lyrik irriterer mig."

Corey havde lukket øjnene. Han lå afslappet og lyttede, emnet sagde ham ikke meget, men var nok også mest fordi det var lidt et ømt emne for ham. han gemte det dog væk inderst inde i sig selv så man ikke kunne se det på ham.
"Tjahh.. tror ikke man skal lægge så meget i de tekster, de lavet til små kærlighedssyge pigebørn, som er også er nogle af her på skolen. Så nu du advaret. De har for vane at være lidt glad for de fyrer som ser godt ud. Men hey, det er vel typisk sådan nogle pigebørn?" han åbnede på intet tidspunkt øjnene, men man kunne godt hører han stadig svarede engageret i samtalen. Det var trods alt det mindste han kunne gøre.

London så koncentreret frem for sig og stillede koppen fra sig, mens han lyttede. Han elskede, når folk havde nogenlunde samme mening som ham og kunne mærke, hvordan det gav ham energi, "nemlig. Præc--" nåede han lige at sige, før han så hen på Corey, der så ud til at kede sig, hvilket fik kørt Londons energiniveau helt i bund igen. Møg. Han kedede ham til døde. Minderne om deres skænderi kom væltende tilbage, og negativiteten hang over ham som en sort sky, "så..." sagde han, "du ser træt ud. Men du sagde jo også, det havde været en lang dag, så... burde du ikke tage dig en lur?"

Corey der stadig lå afslappet åbnede et øje da han pludselig stoppede mit i sætningen, han undrede sig lidt. Og da han så fortsatte vidste han hvorfor. Han lukkede øjet igen og lå igen afslappet. "Nahh. så var jeg gået op i min seng, tro mig, man sover ik så godt hernede, eller man bør ik sove her. ALT for mange weird typer, og nu snakker jeg jo lige med dig ikke." han strakte sig kort og lagde sig så tilbage i samme stilling, "men du var ved at sige noget med stoppede bare, vil egentlig gerne vide hvad du havde at sige". Det ville han egentlig, jo det var ik ligefrem hans ynglings emne, men han kunne nu godt lide at hører på hvad London havde at sige, uanset hvor fucked up det lød i hans hoved.

London sagde først ikke noget. Han mente nu, at han kunne gå op på sit værelse og sove. Der var ingen grund til, at han blev dernede, hvis han kedede sig. Han kradsede sig ved siden af øret med sin pegefinger og svarede uden at se på Corey, "det var ikke noget. Bare mere meningsløs pladder."
Han så på koppen og overvejede, om han kunne bruge den som en undskyldning for at gå for ikke at trække tiden ud. Han kunne sige, han blev nødt til at stille den tilbage til kantinen, fordi han havde lovet kantinedamen det, eller noget i den stil. Ja, det kunne han sagtens. Og alligevel gjorde han det ikke. Han var irriteret over, at Corey ikke gik men kunne heller ikke selv gå. Det var sgu da irriterende, tænkte London for sig selv, og så ned på sine fødder, som han næsten var ved at befale at gå, inden det blev mere akavet.
Da han til sidst opgav, sagde han i stedet, "det er faktisk utroligt sundt med middagslure, har jeg læst i... i sådan et blad," han vidste ikke, hvorfor han lige skulle nævne, han havde læst det i et blad. Han følte, alting han sagde, var idiotisk og følte sig som en kæmpe tumpe i forhold til hr. blond-og-perfekt ved siden af ham, der bare virkede til at kunne sige alting roligt og flydende, som om han mødte og snakkede med nye mennesker hver eneste dag.

Corey syntes pludselig der blev stille, like ALT for stille. han åbnede øjnene og kiggede på London der kiggede på sin kop. Han overvejede kort hvad der gik igennem hans tanker. Han satte sig langsomt op og skulle til at sige noget, men London kom først.
Han smilte lidt over det han sagde, det virkede lidt akavet. "True, men kræver at man gider sove.." han kiggede igen på koppen og så på London. Overvejede om han skulle smutte, det virkede som om London skulle noget, men ikke ville gå. Han lagde sit hoved på skrå, hvilket fik hans hår til at falde væk fra hans ansigt og til siden. "London, hvis der noget du skal eller du ikke føler dig tilpas her, så synes jeg du bare skal sige det." han trak lidt på skuldrene da han satte sig ret op. "jeg vandt til at være alene, så du skal ikke tænke på mig." det lød mere hårdt end det var meningen. "jeg mener bare, du virker en smule rastløs, du kigger lidt rundt over det hele, som om du skal nå noget, eller vil finde en vej ud?" han så spørgende på ham.

Lettelsen skyllede ind over London, da Corey begyndte på et nyt emne, men det varede kun et par sekunder, for da han hørte, hvad han rent faktisk sagde, blev han ekstremt utilpas igen. Var det virkelig så tydeligt, at han ikke var god til at snakke med nye mennesker? Han syntes ellers selv, han forsøgte at holde den kørende, på en rolig og helt normal måde som han kunne med sine andre venner, men det gik åbenbart ikke med en ny person.
Han ville egentlig helst stirre underligt på Corey og sige, at han ikke forstod, hvad han mente, og at han havde det fint. Så kunne Corey ligne idioten i stedet for ham. Men han kunne ikke lyve lige op i fjæset på ham og spurgte i stedet med blikket nede på sin bog, "synes du ikke bare det er en smule mærkeligt, at du lige har fået mig til at tude, og nu sidder vi og snakker om kærlighed og søvn? Er det virkelig sådan ens første samtale normalt foregår?" spurgte han i et lettere frustreret men stadig roligt toneleje.

Corey kløede sig lidt i håret. Well London var da ærlig, det havde han stor respekt for. Han vidste ik helt om han havde troet han han ville lyve for ham. "Tjoohh.." han trak lidt på det. "altså vi er alle forskellige, og samtale emnerne udvikler sig vel udfra det, og hvad der lige var som emne inden, nu snakkede vi jo om romeo og julie som er en kærlighedsroman." Han drejede sig så han havde et ryglæn igen, det gjorde så også bare han sad tættere på London. "men altså, og det underligt ved jeg ikke. Du var ked af det, og så det jo ganske normalt at græde" han sendte ham et smil "og emnet, syntes bare det udviklede sig på normalvis"
han sad lidt og kiggede på sin egen bog der lå på bordet. "det var ikke fordi du skulle føle dig skidt tilpas jeg spurgte, du virkede bare distræt, og kender fra mig selv når man føler man er pålagt til at være hos nogen." han sad lidt og kom så i tanke om noget "det var ikke det jeg mente! altså... det ik fordi jeg føler mig pålagt at snakke med dig.." han stoppede sig selv igen og kiggede ned med let røde kinder.. "undskyld, nu det vist mig der mumler"

London lyttede, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet, som var der en tornado derinde. Han så op, da han sagde det med at være pålagt til at være hos nogen og smilede forsigtigt for sig selv, da han rødmede. For en gangs skyld følte han, at Corey var bare en smule akavet. Det var rart at vide, at han ikke var den eneste, der kunne sige noget, der kom ud på en anden måde, end man ønskede det.
Han rettede ryggen op og lagde hænderne bag nakken med et langt suk, "godt, for hvis du følte det, måtte du hellere gå. Det ville være rarere for os begge to," sagde han hårdt men dog stadig med et lille smil. Han kunne sagtens snakke mere om emnet men følte, det gav en rimelig trist aura omkring dem at gøre det, så han valgte at skifte emne, "jeg kunne godt forstille dig stå nede foran en balkon og synge serenade op til en eller anden. I sådan noget gammeldags tøj fra baroktiden. Pufærmer og laksko." Han vidste ikke, om det var upassende at gå tilbage til emnet før, men nu gjorde han det altså alligevel.

Corey havde ikke kigget op før han kunne mærke varmen i hans kinder var væk. Han lyttede dog stadig til alt London sagde. han smilte lidt over hans kommentar om serenader. Han kiggede over på ham med et skævt smil. "Må desværre skuffe dig, for det første har jeg mere stil end den slags tøj, og ærligt. så tror jeg sq ikke der nogen der nogensinde får mig til at stå og synge, slet ikke serenader, det bare ikke mig" han grinte lidt.
Han åbnede sit slips lidt mere. "Meeen... dig stå på en balkon i en fin fin gammeldags kjole. se det kunne jeg godt se" han sendte ham et flabet smil og et provokerende glimt i øjet, men det var tydeligt han jokede.

"Ærgerligt, her glædede jeg mig ellers lige til at stå ved siden af og filme det hele," sagde London med et lille grin, der dog hurtigt forvandlede sig til en grimasse over det næste, Corey sagde, "du må have spist søm," han så kort hen på ham men fokuserede så på maskinen, der stod et stykke bag ham i hjørnet af rummet. Var det... ja, det var; en automat med varme drikke. Gud være lovet. Han greb sin kop, rejste sig og gik derhen med ordene, "selvom jeg, til din information, ser fantastisk ud i en kjole."

Corey kiggede på London da han rejste sig og gik over til automaten. "Så det du siger er du har været i kjole før? well well... Det var da... interessant information" han undertrykte sit smil. Det mentale billede af London i en kjole, det var simpelthen fantastisk, det var noget han godt kunne tænke sig at se. Om ikke andet så for at få et godt grin. "såå hvornår får man så lov at se dig i en kjole?" han kiggede over skulderen hen på London

"Jeg var fem, og min eneste pigeven tvang mig til det," forklarede London, mens han kiggede på de forskellige varme drikke, man kunne få. Han begyndte at fortryde lidt, han havde sagt det, selvom det bare var i sjov. Han havde trods alt kun kendt Corey i små tyve minutter og vidste ikke, om han var sådan en type, der ville rende rundt og sige det til alle, så det ville ende som en grimt rygte. London Hamlyn - drengen der går i pigetøj. Ja, så skulle han nok hurtigt blive kendt på skolen.
Han hældte den kolde te ned i en potteplante, der stod ved siden af automaten, så det ikke gik til spilde og trykkede på knappen, der fyldte den på ny med varm kakao, "du kan se mig i skoleuniformen, kan du. Hvilket minder mig om," han drejede sig halvt om og så på Corey, "hvor meget går man normalt med uniformen? Tager folk den normalt af, når timerne er slut? Har de den på i weekenderne? Hvad er det mest normale at gøre?"
Okay, det fik ham til at lyde lidt som om, han var desperat efter at være normal. Men tja, det var han vel også en smule. Det var vel normalt at ville være... normal.

Corey der egentlig gerne ville have fortsat på emnet, protesterede dog ikke da London skiftede emne. Han kunne nu egentlig godt forstå ham. Han lagde sig ned i sofaen så han fyldte det hele "Altså det meget forskelligt. Nogle går i den altid, andre skifter. Jeg har personligt bare det på jeg har lyst til." han smilte lidt..
"Selv nogle elever har svært ved at følge reglerne med de uniformer, nogle vil ik rigtig gå i dem, så der nogle der går med nogle der vist er lige et nummer for små". Han fik flash back over et par af pigerne på skolen, knapperne i deres skjorter lignede nogle der var ved at bukke under for presset. Han gøs let, han forstod ikke hvorfor man skulle have sådan en opmærksomhed. "Tror egentlig bare du skal gøre det du selv føler for."

London lyttede opmærksomt men syntes ikke helt, han fik et ordentligt svar på sit spørgsmål. Han var ikke god til at gøre, hvad han følte for. Jo, når han var hjemme. Men her havde han mest af alt brug for et skema, der fortalte om, hvad man skulle gøre og ikke skulle gøre. Han vidste, at man skulle være stille på et bibliotek. At man skulle holde øje med sin drink på natklubber. At man kunne smide overtrøjen på stranden men ikke i et storcenter. Men en skole var et helt nyt territorium for ham. Han behøvede desperat regler og retningslinjer. Alligevel nikkede han bare, "oh, okay. Det prøver jeg så."
Han greb sin kop, der nu var fyldt, satte sig tilbage på sofaen, ikke helt ligeså langt ud i siden som før og tog en tår. Fantastisk. Det smagte slet ikke af 'maskine-kakao'. Det gik pludselig op for ham, hvor selvisk han var, "undskyld, ville du også have haft noget?" han så hen på Corey med et lettere undskyldende blik.