En stille time

"Jeg vil gerne hjælpe dig hvis jeg kan. Sig det nu?" bad han.

Hun vendte sig om og kiggede på ham "Du kan ikke gøre noget. For ikke engang jeg kan gøre noget ved det okay.. SÅ... kan du ikke bare lade det ligge?" hun så på ham med en smule bedende øjne

"Okay..." han sukkede. "Men.. det er altså lidt svært hvis man gerne vil hjælpe dig, at du ikke engang vil fortælle hvad der er galt." Han slap langsomt hendes skulder og trådte et skridt tilbage, mens han så usikkert på hende. Ville hun nu begynde at græde igen?

Hun blev stående og kiggede roligt på ham.. Det var ikke fordi hun ikke ville. Hun kunne bare ikke få sig selv til det.. Det det kunne hun bare ikke. "Jeg.. jeg kan ikke Minato.. Det her... det må jeg slås med alene...." Hun sukkede lidt. "Forstår du ikke at jeg ikke vil snakke om det?"

Han lagde armene over kors og så ud på hende under sit pandehår. "Psykologen sagde til mig at når man siger sådan har man netop brug for at snakke om det," mumlede han ved sig selv.

Hun stod lidt og kiggede bare på ham... Hun sagde ikke noget gik nærmest i stå før hun hurtigt vendte sig om... Hun stod lidt og trak vejret en smule hurtigere... "Jeg... jeg..." hun kunne ikke finde ordene

Fuck.. nu fik han hende til at græde igen!! Idiot, han skulle bare have holdt sin kæft. "Lily?" spurgte han hende forsigtig. Rakte igen ud og lagde hånden på hendes skulder.

Der var den igen.. Den hånd på skulderen som på et split sekund skabte en masse uro i hende. "Ja minato?" hun svarede med en rolig stemme

"Jeg har svært ved at tro at.. at du gør 'dumme ting', uden at der er nogen grund til det," sagde han hurtigt, mens han overvejede hvad pokker han egentlig skulle gøre.

Hun trak lidt på skuldrene... "Logisk er jeg ikke altid.. Og det ved jeg godt.. Selv jeg forstår ikke alt hvad jeg gør eller siger, eller føler... Måske lærer jeg det når jeg ældre..." Hun vendte sig og så på ham.. "DU kan ikke bare svinge en tryllestav og løse alle problemer, selvom det lyder godt.." hun smilede lidt... "Lad være med at bekymre dig. du har rigeligt at tænke på"

"Ja, men.. Nogle gange er det bare lettere at løse andres problemer, ikke?" Han trak på skulderen. "Synes jeg burde hjælpe dig, når jeg nu bliver ved med at gøre dig bange eller ked af det."

Ryster let på hovedet og kigger på ham.. "Nej.. du... du har ikke gjort noget.. det bare mig der lidt følsom, lidt meget... skal ikke gå ud over dig... Du har rigeligt at tænke på.. skulle du ikke også løbe træne? jeg ville ikke forstyrrer dig i det" hun smilede lidt forsigtigt

"Arh, fortæl mig det nu bare!" udbrød han lidt for højt. Trak vejret dybt og slap så hendes skulder. "Undskyld. Jeg.. håber du har nogen at snakke med det om, i hvert fald."

Hun nikkede forsigtigt.. "Jeg kan altid snakke med Nii-chan eller Lotus.." Hun løj for fulde hammer, men det var virkelig ikke noget hun følte han skulle bekymre sig om og hun smilede bare sødt til ham og bad for han hoppede på den

Helt så dum var han alligevel ikke. "Var det derfor du sagde 'det her er noget jeg selv må klare'? Lød ikke som om du ville fortælle det til nogen, og du virker meget ked af det."

Hun vendte sig helt om så hun stod og kiggede på ham... Hun sank en enkelt gang og rødmede en smule... "Hvorfor vil du ikke bare forstå jeg ikke kan snakke om det?" hun så en smule trist på ham

"Jo, det kan jeg godt, men så må du finde ud af hvem du kan snakke med det om, for.." Han stoppede og kørte hånden gennem håret. "Argh," stønnede han frustreret. " Ja.. undskyld, men du virker som om du er ved at gå totalt i stykker."

Hun stod og kiggede på ham da han kørte hånden igennem sit hår. Han var virkelig frustreret.. Han var vist virkelig bekymret for hende. Men hvordan skulle hun fortælle ham noget hun ikke engang selv var helt klar over? Hun stod bare og kiggede på ham og bed sig nervøst i læben og fumlede lidt med sine hænder uden at sige noget.

"Og.. jeg ved ikke om jeg kan gøre noget ved det, men jeg vil virkelig gerne prøve. For du har ret, jeg har masser af problemer jeg ikke kan gøre noget ved, men måske kan jeg hjælp dig og.. og det ville altid være noget. I det mindste."

Hun gik forbi ham hen og satte sig på en af madrasserne.. Hun kiggede ned på gulvet og bevægede sine strømpefødder let rundt på gulvet i halve cirkler.. "Du kan jo ikke gøre noget ved det, hvis jeg ikke kan... Og i sidste ende.. Så det bedre jeg holder det for mig selv... Alt andet vil bare.." hun rødmede igen... "Nej.. jeg.. jeg kan ikke..." hun kiggede væk med røde kinder og lød genert og usikker

Han kom hen og satte sig ved siden af hende, på god afstand så hun ikke flippede ud eller noget. "Tja.. måske hjælper det bare at fortælle det?" Jo, han var nysgerrig efter hvad der var galt, men mest af alt ville han egentlig bare gerne hjælpe hende.

Hun kiggede op på ham med nervøse øjne... "Du mener det virkelig ikke? At du vil hjælpe mig? Også selvom jeg siger du ikke kan gøre noget?" hun fik nervøst sagt ordene og fumlede lidt med sin nederdel i skødet

"Ja, selvfølgelig.. hvorfor skulle jeg ikke ville hjælpe dig?" Han trak på skulderen og smilede forsigtigt til hende. "Jeg kan ikke lide når folk har det dårligt. Vil gerne gøre hvad jeg kan."

Hun rykker sig tættere på ham så hun sidder ved siden af ham og kigger på ham.. "Minato... Det sødt, og jeg.. jeg smigret. men... det vil skabe en masse problemer, og tror ikke på det gør noget nemmere at jeg siger det... så... kan du ikke bare acceptere jeg ikke kan sige det?" hun sad lidt og tyggede på sin underlæbe imens hun kiggede ned i gulvet.. "j-jeg.. jeg skal nok få det bedre. men jeg.. jeg nødt til og ha tid.. tror jeg"

Han kiggede bekymret på hende. Nikkede så langsomt. "Okay. Hvis du synes det er det bedste. Men jeg håber du vil snakke med nogen hvis du synes du får brug for det."