En stille time

Lily sidder i gymnastiksalen. Hun har ikke sin guitar med som hun plejer. Hun har en fløjte med, hun øver sig i at blive bedre. Hendes fingre bevæger sig en smule klodset hen over sin fløjte, som er en panfløjte/native en. Hun ville gerne lærer og spille noget andet og havde nu givet sig i krig. Hun fandt ud af at i dette lokale var der bedst lyd for hende selv. Sådan her kunne hun bedst hører de fejl hun lavede..

Det sneede udenfor.. men han blev nødt til at tage en løbetur. Blev nødt til at have styr på alle tankerne. Derfor var Minato på vej ind at løbe nogle - mange - runder i gymnastiksalen. Han åbnede døren derind og stoppede så op da han så Lily. "Undskyld..."

Lily stoppede straks med at spille da hun så Minato i døren... Hvad skulle han der? Hun sad lidt tid før hun sagde noget.. "Hvad siger du undskyld for?" hendes hænder hvilede i skødet og holdt fløjten

"..." Ja, hvorfor egentlig? Det forekom ham bare at han skulle sige undskyld til den pige konstant. "For - for at komme brasende mens du øver dig."

Hun kiggede lidt på ham og så ned på sin fløjte... "Det ikke mit værelse.. det skolens gymnastik sal, alle må være her...." Hun lød en smule irriteret, selvom det ikke var meningen

"Nå - nå ja, men du var her jo først." Skulle han bare skride igen? Det ville være lettest, men det føltes ikke rigtigt.

Ja ... ind i lokalet... hendes tanker kørte i hendes hoved og hun rystede hurtigt på hovedet og kiggede så på ham og rejste sig op.. "det betyder ikke du ikke har ret til at være her.." hun lænede sig imod væggen og kiggede ned i gulvet. Hendes ene hånd holdt fløjten ned langs hendes krop. Det var ikke hendes beslutning om folk måtte bruge fælles lokalerne eller ej, hvorfor virkede det som om hun pludselig skulle bestemme det?

"Nej, men..." Han sukkede stille. Uanset hvad han gjorde var det åbenbart forkert, når den pige her var indblandet. Uden yderligere diskussion trådte han ind og lukkede døren efter sig. "Jeg ville løbe lidt," forklarede han. (Hvilket hun nok kunne regne ud, da han havde løbesko på, t-shirts og shorts.)

Hun kiggede kort på ham og så på fløjten i sin hånd... "Det gør du bare..." hun satte sig ned på de store madrasser der blev brugt til spring gymnastik.. Hun havde lænet sig op af væggen og lukkede øjnene. En del af hende havde mest lyst til at forlade lokalet, men hun gjorde det ikke...

"Du kan bare spille. Det er okay," han smilede opmuntrende og ikke særlig overbevisende til hende før han luntede afsted for at varme op.

Hun åbnede øjnene og kiggede på sin fløjte der lå ved siden af hende... Nej hun ville ikke spille.. Hun.. hun kunne ikke lige nu.. Hun kiggede på ham.. "Tak, men jeg har ikke lyst til at spille lige nu.. føler mig ikke i humør til det.." hun blev ved med at kigge på ham som han luntede rundt

Det gjorde jo hans samvittighed meget bedre. Fantastisk. "Jeg.. kan godt gå igen hvis det er.." tilbød han.

Hun rystede på hovedet.. "Nej det okay.... Løb du bare... jeg har alligevel spillet en del..." hun vidste ikke hvorfor hun ikke ville spille nu, om det var ham eller ej. hun vidste det ikke. hun vidste bare hun ikke gad...

Han kiggede på hende. Sukkede og stoppede med at løbe, gik over til hende. "Hør her. Jeg er ked af jeg fik dig til at græde.. igen," begyndte han.

Hun stivnede da han kom tættere på.. Havde han set det? Den dag i biblioteket.. han havde set det... Hun kiggede hurtigt væk.. "Det var ikke på grund af dig... jeg havde en dårlig dag.." hun kiggede ikke på ham og forsøgte og lyde overbevisende

For en gangs skyld(?) var Minato ikke så nem at narre. "Måske, men du begyndte først at græde da du hørte om det med Kushina og mig." Han bed tænderne sammen og fortsatte: "At hun er gravid."

Der var den igen den der uro.. Hun havde desperat forsøgt at undgå den.... "Jeg var bare overrasket. lad være og tænk over det." Hun bed sig i læben imens hun kiggede væk og kiggede så på ham.. "Lad være og tænk så meget over det.. det gør jeg ikke" hun gav ham et forsigtigt smil. Det lød mere overbevisende end hun følte sig

"Okay..." sagde han, tydeligt ikke overbevist. "Hør her.. der er et eller andet galt. Hvorfor er du," han trak på skulderen og smilede nervøst, "ked af det? Vi skal nok klare det, med barnet."

Hun kunne mærke uroen i sig, men fik undertrykt den en smule.. "Hvorfor tror du at det jeg påvirket handler om jeres barn?" hun lagde mærke til hun snerrede en smule og bed sig i læben.. "Undskyld. Jeg... det var ikke med vilje. jeg bare ikke helt frisk for tiden.. Måske.. måske skal jeg bare gå op på mit værelse.." hun smilede lidt og kravlede ud på kanten af madrassen

"Det var fordi det var det du begyndte at græde over i biblioteket.. hey.. er du okay?" Han så indtrængende på hende. "Hvad er der galt?"

Hun sad stille og kiggede ned på gulvet... "Du skal ikke bekymre dig om det.." hun smilede lidt da hun så op på ham.. "Jeg vandt til at klare mine ting.. og klarer det også denne gang" Hun rejste sig op og tog sin fløjte i hånden før hun gik roligt forbi ham.. Hun skulle ud og det var nu!

"Hey.. nej, vent.. Fortæl mig nu bare hvad der er galt!" Han småløb efter hende.

Han ville ikke give op ville han? han var forbandet stædig... Hun stoppede op midt på gulvet. "Det ikke noget du skal bekymre dig om. Jeg har bare for vane at gøre nogle dumme ting.. Det skal nok gå over igen.. Måske bliver jeg klogere når jeg bliver ældre" hun kiggede ned i gulvet

Han kom over og lagde, efter lidt omtanke, hånden kammeratligt på hendes skulder. "Fortæl mig det nu bare. I hvert fald så jeg kan stoppe med hele tiden at gøre dig bange?" bad han venligt.

Hun stivnede da hun mærkede hans hånd på sin skulder.. hun stod stille og rystede let på hovedet.. "det min bekymring ikke din... Der ikke nogen grund til du bør bekymre dig om det også.."