Hvorfor.. Bare hvorfor skal DU altid komme tilskade?! *privat* KAKAOMÆLK

"......" Tyson stirrede på Acher i et øjeblik, hvorefter han tænkende sagde, "må en skolesygeplejeske overhovedet sige sådan noget til en elev...? Det mener jeg ikke."
Han rejste sig og tog sin t-shirt på igen, "men jeg glemmer det, hvis du giver mig en undskyldning."

Acher grinede hånligt og spurgte "Og hvad hvis jeg ikke giver dig en undskyldning?" Han gik irriteret hen imod Tyson, mens han tørrede sine hænder.

"Så stiller jeg mig hen på rektors kontor og fortæller, hvad du sagde til mig," Tyson tog sin skjorte på udover sin t-shirt. Han kiggede på Acher med et skævt spil, "og så får lille Arkwright ballade."

Acher så på ham og gik helt hen til Tyson og hviskede irriteret "Du vover..! Årh din lille... Fint! Undskyld! Er du så tikfreds hva'?!" Han så irriteret på Tyson.

Han forventede faktisk ikke, Acher ville gøre det. Give efter og sige undskyld. Tyson så tilbage på ham, først overrasket, men endte så med at sende ham et lille smil, "helt tilfreds."

Acher så irriteret på ham og sagde "Du er virkelig.. Iiirgh!!" Han gik irriteret hen til sin stol, åbnede skuffen tog sine smøger og sin lighter og tændte en cigaret, han sugede et enkelt sug og lukkede irriteret øjnene.

"Virkelig hvad?" sagde Tyson, der ikke kunne holde et lille grin tilbage og med det samme tændte en smøg, så snart han så Acher tændte en. Han havde aldrig kunne være i rum med en der røg uden selv at gøre det.

Acher så på ham og svarede ikke, ham vendte sig blot imod det vidt åbne vindue, vejret var køligt og man kunne ikke hører andet end den rolige aftenvind udenfor.

Han valgte at lade være med at spørge igen, selvom Acher ikke svarede. I stedet satte han sig igen på briksen og kiggede på Acher med et tænkende blik og smøgen i hånden.
Det var ret underligt, tænkte Tyson. Han havde pludselig ikke noget problem med at nævne det, de havde gjort sammen. Han var godt nok altid negativ omkring det, men... det var som om, han var begyndt at blive mindre pinlig berørt over det. Desuden; så længe ingen fik det at vide, var der i terorien ikke noget problem.

Acher vendte sig imod Tyson og spurgte "Hvem ellers gar du så knaldet?" han vidste at i det mindste måtte have været andre, da det jo var Tysons natur og knalde med enhver pige han møder.

Tyson blev overrasket over spørgsmålet, men viste det ikke. Han svarede koldt, "jeg kan ærlig talt ikke huske navnene på dem."
Han tog et sug af sin smøg og fortsatte, "hvorfor? Jaloux?" Han pustede røgen ud, løftede et øjenbryn og løftede flabet sin ene mundvige.

Acher smilede flabet og sagde "Jamen, der kommer mange piger og beklager sig over deres kærlighed til dig." Han så hånligt på Tyson og tilføjede "Hvilket jeg slet ikke kan forstå."

Tyson ignorerede den sidste kommentar og sagde, "virkelig? Hvad siger de så?"
Han kiggede afventende på Acher og tog endnu et sug.

Han så hånligt på Tyson og sagde "Jeg har ikke tænkt mig at bryde min tavshedspligt."

"Tsk..." Tyson rystede let på hovedet og kiggede væk, "fint. Jeg er også ligeglad, hr. Jaloux."
Han hoppede ned fra briksen, gik hen til askebærgeret og slukkede sin smøg, selvom den kun var røget halvt færdig.

Acher så på Tyson og greb fat i hans håndled og holdte godt fast og sagde så "Jealux? Siden hvornår er jeg jealux? Hvis jeg nogensinde bliver jealux, er det fordi jeg skulle være i et alvorligt forhold."

Det gøs i Tyson, da Acher tog fat i hans håndled, men han valgte bare at stirre koldt på ham, "jeg har oplevet mange, der er blevet jaloux, og tro mig... du lider af et alvorligt jalousitilfælde. Fordi du kan lide mig."
Han blik blev endnu koldere, og han fortsatte med en lidt højere stemme, "hvis ikke du kunne lide mig, ville du kunne sige du hadede mig. Så sig det. Fortæl mig hvor meget du hader mig."
Tyson kunne mærke, han begyndte at blive vred, men han anede ikke hvorfor. Alt det han sagde var ment som rent drilleri af Acher, og alligevel var det som om, der var noget alvorligt i det. Eller... måske ikke. Han vidste ærlig talt ikke mere, om han mente noget af det, han sagde.

Acher så på ham og mærkede at vreden begyndte at ulme inden i ham og han hvæste "Jamen fint, jeg kan ikke udstå dig, du er nemlig en lille ussel dreng der ikke kan klarer noget som helst selv! Tænk engang at jeg overhoved gider at hjælpe dig med noget som helst!" Hans greb om Tysons håndled blev kun strammere.

Tyson sagde ikke en lyd, da Acher havde snakket færdigt. Stirrede bare vredt og en smule skuffet på ham. Af en eller anden grund forventede han ikke at blive svinet så meget til, og han kunne tydeligt mærke, ordene skar indeni ham. Så meget at han ikke engang kunne svare tilbage. Ikke kunne røre sig. Kun stirre med det samme blik, "......."

Acher så på ham med et hånligt blik og iskoldt ansigt og spurgte monotomt, velvidende at det sikkert havde såret Tyson, "Gjorde sandheden så ondt?"

Tyson blev ved med at stirre på Acher. Efter lidt tid løsrev han endelig blikket fra hans ansigt og kiggede i stedet for ned på hans hånd, "slip mit håndled. Jeg vil gerne ud herfra. Væk fra dig."
Han prøvede på at sige det koldt men fejlede fuldstændig og lød mere som et grådkvalt børnehavebarn. Fuck... Bare hans stemme ikke knækkede...

Acher så på ham og sagde "Nej, jeg giver ikke slip. Det har jeg ingen planer om." han rejste sig, stadig holdene om Tysons håndled og rakte hånden ud og lagde den mod Tysons kind og sagde "Du sagde selv jeg skulle fortælle dig hvor meget jeg hader dig, men du ved, mangegange både hader og holder man af en person.." han indså kort efter hvad han havde sagt og sagde "Ikke at jeg holder af dig på nogen måde.. men du forstår hvad jeg mener. Forhåbentlig.." Han rødmede meget let, men skjulte det så godt han kunne.

Ordene. Rødmen. Hånden på kinden. Den mide til Acher var selv ude om det...
Tyson lagde sin hånd fladt på siden af sygeplejeskens hals og bøjede sig en smule forover, så deres læber mødtes. Hans øjne lukkede sig og en varm, behagelig følelse væltede ind over ham.

Acher spærrede øjnene op og den svage rødmen tog lidt til, men hans greb om Tysons håndled løsnede sig ikke, han begyndte ubevidst at gengælde kysset og hans hånd på Tysons kind gled ned og lå på ned langs Achers side.

Tyson kunne mærke lettelsen, da Acher gengældte kysset. Det blev dog hurtigt erstattet af irritation og desperation over Achers hånd, der forlod hans kind. Kunne han lide det eller ej? Hold kæft, hvor var han forvirrende.
Irritationen førtes ud i hele Tysons krop, og med en kraftfuld bevægelse rev han sin fangede hånd til sig, tog fat i begge Achers håndled og tvang ham ind mod væggen med begge hænder presset ligeså hårdt ind mod den. Hans læber forlod ikke Achers et enste sekund.