Et, to, tre fire - og igen! [[engelsk, privat]]

"Heh... alle på skolen vidste det ellers." Han rødmede lidt mere. "Å-åbenbart var jeg ikke særlig god til at skjule det."

"... Mig narrede du nu. Men så igen... Som sagt... Jeg er virkelig dårlig til at bedømme sådan noget," et lettere flovt grin.

"Nåeh.. er jeg åbenbart også..." Han sagde ikke noget om hvordan han havde fundet ud af det. Børstede bare lidt hår tilbage fra hendes kind.

Et lille smil, og så lagde hun stille sit hoved på hans skulder. "Jeg... ville bare ikke ødelægge noget. Hvis du nu ikke havde følt sådan, altså."

Forsigtigt lod han sin hånd glide op og kærtegne hendes nakke. Hun svedte stadig, men det gjorde ikke noget. "Jeg kan ikke forestille mig ikke at føle sådan;" sagde han stille.

Et lille smil. "... Godt så..." hendes arme var stadig om ham.

Han viklede hendes fletning rundt om sin hånd og lod den glide igennem sine fingre, før han forsigtigt kyssede hende igen.

Et smil mod hans læber, et kys igen. "Heh... Lyst til at træne lidt, måske?" spurgte hun med et lille smil. "Det er jo sådan set derfor jeg er herinde..." den ene hånd gled om til hans nakke, nussede de bløde hår der.

"Uuuh.. uhuh," svarede han begavet. Så længe hun gjorde det der, var der ikke noget hun ikke kunne få ham til.

Et lille grin, og hun gned let sin næse mod hans. "... Kunne du... Eventuelt hjælpe mig med mine høje spark først? Holde puden for mig...?" et par dådyrøjne blev rettet mod ham, fingrene kørte lidt længere op i hans hår.

"J-j-ja selvfølgelig," stammede han, mens hendes berøring fik det til at sitre i hele hans krop.

Et grin, og så gav hun stille slip på ham, smilede, og vendte så dernæst for at gå hen mod hjørnet, hvor puderne lå.

Han blev bare stående og kiggede efter hende med det samme åndsvage grin i fjæset. Samlede efter et stykke tid blokken op og smed den ud til siden. De skulle nødigt falde i den. "Har du strukket ud?" Det føltes mærkeligt at stå og spørge hende om helt almindelige tid nu.

"Selvfølgelig," hun grinede, og kom tilbage med puden, rakte den til ham.

Han tog den fra hende og holdt den op. Sådan mellemhøjt. Hun var jo ikke så høj, eller rettere sagt... lige tilpas høj. "Sådan her?"

Hun smilede og nikkede. "Præcis. Er du klar?" spurgte hun og rettede på fodbeskytterne.

Han nikkede og stillede sig i position. Afventede hendes spark..
Det plejede at være ca ligeså hårdt som senseis.

Han nåede knapt nok at svare før hun kom med den første serie spark, tre med højre efterfulgt af to med venstre.

Woah. Hun havde vist øvet hurtighed og - av - styrke, men de sad lidt lavt. "Højere op!" han løftede puden lidt.

Et nik, endnu en serie, blot det stykke højere. Det betød så at de måske kom en brøkdel langsommere end de tidligere, men hun var stadig hurtigere end hun ellers havde været. For jo, hun havde sat meget ind på fart for nylig.

Det lagde han godt mærke til - han skulle lige stramme sig lidt ekstra an. Måske havde han også sløset lidt med træningen? "Du er blevet hurtigere," han smilede stolt til hende.

Et grin svarede ham. "Tja, måske har du fået mig til at indse at sensei havde ret i at fart er et godt våben?"

"Heh... jaeh," han grinede skævt. Havde hun virkelig lyttet til ham... Han havde ikke på fornemmelsen at Kushina særligt let gav nogen ret. Når hun selv havde bestemt sig for noget andet. "Det er fint at sparke hårdt - men kun hvis modstanderen er der hvor du rammer," sagde han, Mr-Miyagi agtigt.

"Pff." hun rakte tunge af ham, dog først efter et lille grin.

"Men... hvis det er højde du går efter, skal du træne både styrke og hurtighed samtidig... igen." Han holdt puderne parat. Han var vant til rollen som sensei, og alligevel var den anderledes nu - fordi det var hende.