Et, to, tre fire - og igen! [[engelsk, privat]]

Et, to, tre, fire spark hurtigt efterfulgt af hinanden mod træningsdukken. Et par sekunders pause, og et flyvespark mod toppen af dukken. Dernæst nogle lavere. Igen høje. Flere normale. Presse på, presse på, presse på. Kushinas hår, der for nu var i en lang, lang fletning, svang vildt og voldsomt omkring hende mens hun trænede.

Han havde løbet hele skolen igennem for at finde hende - inklusive den time som de begge skulle have været til. Læreren så ret overrasket ud da Minato stak hovedet ind af døren, konstaterede at Kushina ikke var der, og fløj afsted igen. Men nu havde han fundet hende og nu... nu vidste han faktisk ikke hvad han skulle sige. Så han blev stående i døren og så på.

Det tog næsten ti hele minutter før hun tog sin næste pause - hun havde været i gang i en god halv times tid, og idet hun vendte sig om og tog sin vandflaske, fik hun øje på ham. Med et grin tørrede hun sved af panden. "Hej 'Nato. Hvorfor er du ikke til time?" spurgte hun før hun tog en tår vand.

Han havde bare stået og beundret hende - og var blevet mere og mere nervøs. Han sank noget før han svarede. "Øh. Jeg ledte efter dig."

"Oh.... Hvorfor? Er der noget du gerne vil fortælle mig?" hun gik stille og roligt hen til ham, smilede blidt.

"Ja. Jeg mener nej. Jeg mener, jo. Jeg mener, jeg, jeg ville give dig den her tilbage," stammede han og hold tegneblokken frem.

"Oh... Så var det der den var blevet af. Tak," hun sænkede stemmen en smule, smilede let idet hun tog den tilbage, og rødmede.

... Havde han kigget? Det havde han sikkert.... Shit. Så vidste han det jo... Hvad nu hvis han ikke kunne lide hende sådan? Bare ville være venner...?

"Jeg - jeg har kigget i den. Undskyld. Men... Jeg.." Igen måtte han synke noget. Fuck.. han endte med at ødelægge det her... Nej. Det var hun for vigtig til. Så måtte hun slå ham.. eller hvad hun ville.. Og så trådte han et skridt frem ... trak blokken væk med den ene hånd og trak hende ind til sig med den anden.. og så kyssede han hende.

Hvad fa-

Dér stoppede hendes tanker, da hun mærkede hans læber mod sine.

Kunne det virkelig være rigtigt? Han kunne også godt lide hende? Selv hvis det her var en drøm... Damn, så ville hun få det bedste ud af det.

Og med ét lukkede hendes øjne sig, hun kyssede ivrigt igen, lagde sine arme om hans hals.

Han havde længtes efter det.. det føltes som så længe, men det var det jo slet ikke. Drømt om det, om hende - og nu var hun her. Blokken faldt på gulvet med et klask han ikke ænsede, mærkede kun hvor bløde hendes læber var, hvor fuldstændigt perfekt hun føltes i hans arme.

Langsomt, trak hun hovedet blot nogle få centimeter tilbage, tog nogle dybe indåndinger. Hendes kinder nærmest glødede rødt, men samtidigt have hun det største smil på mens hun så ham ind i øjnene.

Han stod bare nærmest som lammet, mens hans blik flakkede fra hendes øjne til hendes let fugtige læber, før han forsigtigt gengældte hendes smil.

Hun begravede dernæst hovedet i hans skulder, strammede sit tag om ham. "... Jeg var så bange for at du ikke følte det samme," mumlede hun, men dog med et smil.

"V-virkelig?" Det forekom ham totalt uvirkeligt Hele situationen var totalt uvirkelig, og han stod bare og grinede som en idiot. "Jeg har været - vild med dig. Lige siden første gang jeg så dig."

"Jeg... Jeg tror bare jeg gik ud fra at du var som de andre, i starten." hun smilede svagt. "... De har... Virket interesserede men så finder man ud af at det bare er sådan de er, at det ikke er fordi de vil ha' en... Så.... Jeg turde ikke håbe." et skævt smil.

"Jeg vil ha' dig!" skyndte han sig at sige - og rødmede så, fordi det lød sådan lidt. For meget.

Hendes rødmen vendte også tilbage for fuld fart - men hun grinede, gav ham impulsivt et kys på næsetippen. "... Du er så sød," mumlede hun, stadig let grinende.

Han mumlede noget fuldstændigt sort da hans hjerne midlertidigt lukkede ned af bare lykke.

"Men... Det er gengældt, 'Nato." hun smilede, strøg en finger over hans ene kind. "... Du er slet ikke som de andre... Og jeg elsker det." og denne gang var det hende der gjorde krav på hans læber med deres andet kys.

Så behøvede han praktisk nok slet ikke at sige noget. Hvilket var godt det samme, for han havde glemt hvordan man gjorde. Glemt alt, bortset fra hende i hans arme, deres læber der forsigtigt bevægede sig mod hinanden.

Da deres læber igen skiltes, smilede hun let, lagde hovedet på hans skulder. "... Jeg... Behøver vist ikke spørge dig om du... Vil være... Mere end venner," formulerede hun det, med et svagt grin.

"Øh. Nej." Igen det tåbelige grin. Og bare fordi han kunne, spurgte han alligevel. "V-vil du være min.. kæreste?"

Hun trak hovedet tilbage igen, det store smil på hendes læber igen. "Selvfølgelig vil jeg det, tossehoved." grinede hun, og kyssede ham igen.

"...godt," sagde han begavet da hun trak hovedet tilbage. "Jeg.. troede. At du bare ville være venner. Derfor sagde jeg ikke noget..."

"Ehm. Jeg... Ville helst ikke antyde noget. Jeg vidste jo ikke hvordan du følte..." hun grinede let, rødmede igen. "Jeg har aldrig været god til at opfange sådan noget."