Iiiiiiis<3 *privat*

"Det lyder godt. Jeg lover at læse dem," han smilede venligt tilbage og satta si. Tallerken oven på bakken. Han var ikke så meget for flydende is.

Raku smilede og blev rosa i kinderne og sagde glad "Det jeg glad for! Hvis det er kan du læse en af de noveller jeg en gang har skrevet?" Hun rødmede lidt mere over at hun havde tilbudt ham at læse hendes inderste tanker, for drt var jo hvad hun slrev om..

"Må jeg det? Det vil jeg rigtig gerne. Måske får jeg inspiration," William kunne ikke lade være med at smile lidt over Rakus konstante rødmen. Han havde altid fundet rødmen som noget af det kæreste.

Raku smilede og så på William.
Hun nikkede, lettere energisk og sagde "Men du skal love mig, at du fortæller mig din ÆRLIGE mening om dem."
Hun så lidt på ham og spurgte så "Har du skrevet noget endnu?"

"Det lover jeg. Jeg kunne ikke finde på at lyve for dig," svarede William med et lille smil. Han kiggede på hende og svarede tænkende, "jeg er begyndt på flere historier. Men jeg har aldrig rigtig afsluttet en."

Raku smilede stort til ham og sagde så "Well, jeg kan heller ikke rigtig finde på slutninger til mine historier, derfor slrev jeg noveller hvor der jo er åbne slutbibger!" Hun smilede til ham og stilede selv sin tallerken på bakken.

"Slutningen er altså også det sværeste, synes jeg. Der kan være så mange forskellige slags," forklarede William. Han kiggede i et kort øjeblik på Raku og lagde sine arme på bordpladen foran sig, "jeg har slet ikke spurgt ind til dig. Hvem du egentlig er. Fortæl mig lidt om dig selv."

Hun smilede og blev lettere rosa i kinderne og begyndte at fortælle "Mit navn er Raku Endo. Jeg er 18 år gammel og som du ved går jeg på 3. årgang. Uhm.. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal sige eller.." hun så ned i bordet og rødmede let.

"Hvad kan du lide? Hvad kan du ikke lide? Hvad laver du i fritiden? Snak løs," William lod sine hænder glide ned i sit skød og lænede sig tilbage, stadig med blikket på Raku.

Hun så ned på sine hænder og så på ham "Ehmm.. Jeg kan lide mine venner, stærkt mad, melon juice.. Jeg bryder mig ikke rigtig om så mange søde sager, jeg bryder mig heller ikke om at jeg har så svært ved at snakke med andre.." Hun så ned i bordet og fortsatte så "Og jeg fortryder inderligt de sidste to år.. Jeg elsker forresten også at læse, hvilket du nok har opdaget." Hun klukkede let med rosa kinder.

William kiggede stadig på hende. Han kunne tydeligt høre dysterheden i hendes stemme i den andensidste sætning, hun sagde, og havde igen lyst til at spørge ind til det, men nægtede at virke påtrængende. I stedet slugte han en ikke-eksisterende klump i halsen og sagde, "jeg synes, det virker som om, du har let ved at snakke med andre. Det her går da meget godt."

Raku smilede til ham og forklarede "Det fordi du er en.. dreng.. og det er mere piger jeg finder svære at tale med.." hun så ned i bordet og så op på ham med et smil på læben og spurgte så "Jamen hvad så med dig? Fortæl du om dig selv."

William følte sig uforklarligt overrasket over spørgsmålet, "uhm... du kender jo til min familie, så der er ikke så meget at sige der. Hmm, jeg kan ikke lide arrogante typer, alle former for mobning og... Bananer. Jeg hader bananer. Jeg kan godt lide at læse, som du ved. Og så..."
Han kløede sig tøvende i mundvigen, og vidste ikke om han skulle færdiggøre sætningen, men tog hurtigt mod til sig, "så samler jeg på små kaninting. Det allerførste jeg lærte at lave i håndarbejde var sådan en lille, hvid kanin, og... så blev jeg helt pjattet med dem."
Han kiggede på Raku og ledte efter en form for reaktion; ville hun mon nedgøre ham og grine?

Raku smilede og nikkede til alt inden hans indrømmelse af at samle på små kaninting.
Hendes kinder blev rosa farvet og hun fik nærmest tårer i øjnene og sagde "Aww! Ej.. Nu er det ikke for at nedgøre eller pinliggøre, men det er altså virkelig kært!" hun smilede til ham og lænede sig ind over bordet, mens hun så spurgte "Kan jeg se dine kaninting? Altså en eller anden dag?"

William grinede overrasket, "selvfølgelig. Men jeg advarer dig, jeg er snart op på 100 kaniner."
Han tog et nøglebundt op af sin lomme og dinglede dem lidt frem og tilbage. Med en hurtig bevægelse tog han en lille, pastelgul kaninnøglering af, tog stille fat i Rakus håndled og lagde den i hendes hånd, "her. Den passer næsten til dit hår."
Han slap, hvorefter han smilede til hende.

Hun så på den og lukkede så hånden om den og sagde "Minus én nu, og tak for øvrigt." Hendes kinder fik en lidt dybere farve og hun fandt selv sine egne nøgler frem og takker kaninen i nøglerne.
"Og jeg vil glæder mig til at se alle dine næsten 100 kaniner." Hun smilede til ham og lagde sine nøgler ned i sin lomme igen.

William kiggede på Raku med et smørret smil og kunne ikke lade være med at grine lidt, "den her samtale er altså lidt underlig."
Uden at tænke over det, tegnede han små cirkler på bordet med sin finger, da den pludselig stødte ind i en bogryg. Han kiggede ned på bogen og kom i tanke om de lektier, han havde fået for. Han kiggede Raku med et lidt trist smil, "men... jeg bliver nok nødt til at gå nu. Hvis jeg ikke går i gang med de lektier, bliver jeg aldrig færdig."

Raku så lettere trist på ham og sagde så "Måske.. men ja, der er mange lektier både på andet år.. Men det er ingenting i forhold til tredje år." Hun rakte tunge af ham og smilede så stort og spurgtee "Hvilke fag er det så du har lektier for i?"

"Religion og matematik," William sukkede lavt, "jeg har aldrig været den skarpeste til matematik. Men det går nok. Jeg må bare bide det i mig; det skal jo læres."
Endnu et suk undslap hans læber.

Raku så på ham og skulle til at sige noget, men tøvede et par sekunder. "Hvis det er.. Kunne jeg godt hjælpe dig? Jeg har haft det hele før og kan huske det meste.." Hun så ned i bordet og så ikke op igen, bange for et afslag.

"Hm?" William kløede sig tænkende i nakken og rettede så på sin krave, "altså... jeg er meget perfektionistisk hvad mit skolearbejde angår. Jeg vil helst ikke skræmme dig væk med min perfektionist-side."
Han kiggede afventende på Raku. Håbede inderligt at hun ikke ville tage hans ærlighed som en fornærmelse.

Hun smilede og svarede blot "Jamen så er det jo godt at jeg ikke bliver skræmt af sådanne små ting~" Hun rettede lidt på deres tallerkener der stod på bakken.

"Tja... Hvis du er så interesseret i at spilde din dyrebare fritid på at hjælpe med mine lektier, så er du velkommen," sagde William med et drillende smil. Han rejste sig, tog bakken og stillede den på opvaskevognen.

Hun smilede stort og sprang op og fulgte med ham. Hun sagde også "Desuden så dyrebar er min fritid ikke, overhoved." og hun rakte drillende tunge af ham. Hun satte sig ordenligt op og spurgte "Skal vi så gå hen på biblioteket og lave lektier der?"

"Ja, lad os," svarede William kort med et lystigt smil. Han trak sin skuldertaske lidt op, gjorde en bevægelse med hånden mod døren ud til gangen, og gik derhen og ud.

//Bibliotekeeet owo//