Mente du det virkelig? (PRIVAT)

"Nej, netop - måske kan du.. nej, det duer heller ikke." Han sukkede igen. "Nå... ja. Der er vel.. Ikke rigtig noget at gøre."

"Er der nok ikke rigtig, nej... Det er bare at vente og se og håbe på det bedste, tror jeg. Ligemeget hvad du prøver på at gøre lige nu så tror jeg... Ja. Lige med dét vil det bare gå endnu værre..."

"Tja. Har du nok ret i. Problemet er også at hun ikke tror hun er noget værd, selv om jeg prøvede at fortælle hende det ikke var derfor." Han trak på skulderen.

"Uf... Ja den var værre..."

"Tja. Så.. hun endte med at græde. Igen. Og sige sådan noget som at hun godt vidste hun ikke var god nok og alt muligt." Han fik en klump i halsen af at tænke på det. Følte sig som verdens største svin.

Hun sukkede. "Hun... Har nok bare været uheldig igennem årene. Det er ikke din skyld, alt det her."

Igen et hjælpeløst skuldertræk. "Det er det jo på en måde."

"Intentionerne er det der tæller. Jeg kender dig. Du ville slet ikke have alt det her skulle ske, folk misforstår bare det hele. Det er deres problem, ikke dit." hun sagde det i en meget overbevist tone, mens hun så ham ind i øjnene - og gav et blidt smil til sidst.

"Det er mit problem eftersom de allesammen hader mig nu," sukkede han.

"Nej, det er stadig deres problem. Fordi de ikke indser hvor sød og betænksom du i virkeligheden er." og så fik han et lille kys sammen med den sætning.

"Hehh.." han grinede lidt til hende. "Tak.." Det blev i hvert fald bedre når hun var der, også selv om de ikke kunne løse noget af det.

"det var så lidt... Når du nu gør mig så glad og lykkelig hver evig eneste dag, så er det mindste jeg kan gøre, at prøve på at gengælde tjenesten." hun smilede og gned blidt sin næse mod hans.

"Hehhh.." han rødmede lidt og kyssede hende igen, forsigtigt for hans læbe gjorde stadig sindssygt ondt. Når bare han havde hende skulle det nok gå - uanset hvad de andre sagde om andre fyre, det var jo bare for at pisse ham af alligevel... det passede garanteret ikke.

Hun smilede, og strøg blidt en finger over hans ene kind. "Nu... Skal vi ikke få dig hen til Acher så han kan få set på dig? Bare for at sikre os der ikke er noget der kræver mere opmærksomhed end ellers."

"Nej, det skal nok læge. Skal bare have det skyllet... hvem er Acher?" Minato, som aldrig havde været ved sygeplejersken, undrede sig lidt.

"Det er sygeplejersken." hun sukkede. "ham der ligesom... Ja. Fandt ud af det her." hun lagde en hånd på sin mave igen.

"Nårh." Hvorfor kaldte hun ham ved fornavn? Var det almindeligt at gøre ved sygeplejersker? Hvorfor var sygeplejersken en mand? Hvorfor tænkte han så meget? "Har han tænkt sig at sige det til rektor?" Det løb Minato koldt ned ad ryggen.

Hun rystede på hovedet. "Han har tavshedspligt."

Pyha. "Okay.. hvad sagde han? Sådan ellers?"

"Uhm." hun rødmede på hovedet. "Hvor teenagedumme vi har været. Er."

"...ja." Han tog hende om skuldrene og trak hende ind til sig. "Hvordan har du det? Jeg læste man fik kvalme og sådan noget."

"Har kun haft det et par gange indtil videre. Ikke så alvorligt. Kan sagtens ignorere det." et skævt smil. "Benet irriterer mig mere."

"Sig-- sig til hvis der er noget jeg kan gøre, ikke? Altså.. jeg kan.. holde dit hår eller sådan noget. Jeg læste noget med at man fik ondt i ryggen, så hvis du vil have massage så sig til."

Hun nikkede. "Skal nok sige til hvis der er det mindste. Lad være med at bekymre dig."

Han sukkede igen. "Jeg ved det godt men... det kan jeg ikke rigtigt."