Hvad skal vi gøre??? *PRIVAT*

Lacus sad inde på sit værelse og havde næsten ikke fået slappet af, tankerne sad i hovedet på hende og hun havde godt bevæget sig lidt rundt på skolen. Men undrede sig over at Kira ikke var at se nogle steder. Hun rejste sig op og satte sit hår op i en hestehale og tænkte hun nok måtte gå lidt rundt.

Hun lukkede døren efter sig og kiggede lidt rundt og gik så ned af gangen, for evt at få noget at spise, eller hvad hun nu havde lyst til. hun så døren til Kira's dør og stoppede lidt op og kiggede på døren, med lidt triste øjne.

Kira der havde været ved sygeplejersken, havde været et smut forbi kantinen. Han havde stadig ikke lyst til mad, men det var bedre at have noget. Han skulle holde sig vågen alligevel. Han havde en flaske vand, og bolle med sig. Han fik øje på Lacus der stod ved hans dør. Var hun kommet for at snakke ham eller? han gik med rolige skridt hen til døren og kiggede på hende "Lacus?"

hun vågnede lidt op fra sine tanker, da hun hørte sit navn blive sagt. Hun kiggede op og så Kira stod foran hende. Hun blev lidt nervøs og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Hun kom bare med et lille smil og kiggede roligt på ham. "Hej Kira..." Hun kiggede kort på døren og derefter på Kira "Jeg troede du var på værelset eftersom jeg ikke har set dig i nogle dage..."

Han trak lidt på skuldrene... "jeg var i kantinen og hente lidt mad, selvom jeg ikke rigtig får spist noget så det vel godt at ha det her?" han sendte hende et forsigtigt smil. Ville hun med ind eller? "Ledte du efter mig?"

Hun blev lidt bekymret da hun hørte han næsten ikke spiste noget. Var det begrund af alt det der var sket. Eller var han syg? "Hvorfor spiser du ikke Kira" Hun havde stadig det bekymrede blik og så på maden i hans hånd. "Jeg var sådan selv på vej ned for at hente noget at spise, men det kan vente"

Han kunne vel lige så godt være ærlig... "Jeg har åbenbart en hjernerystelse.. Jeg har kvalme og hovedpine og må egentlig ikke sove før hovedpinen falder ned..." han gik hen til døren og åbnede den og kiggede på hende "Vil du med ind?" han stod afventede i døren og så spørgende på hende med et lille smil

Hun blev lidt overrasket over alle de ting han fejlede og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Det var tydeligt at se hun var bekymret og hun prøvede heller ikke at skjule det. "Hvad har dog lavet, eftersom du har fået hjernerystelse?" hun var lidt i tvivle om hvad det kunne være, så hun spurgte ham for en ekstra gangs skyld. Og hun smilede lidt til ham "Jo det vil jeg egentlig gerne"

Han lod hende komme forbi sig ind på værelset og lukkede døren bag sig. Posen bollen lå i lagde han på bordet og han satte sig i vinduet med vandet i hånden. han åbnede vinduet så der kom lidt luft ind. Hjalp ham med at holde sig vågen.. "som sagt det der skete med tyson og jeg var underligt... Jeg fik den da jeg slog baghovedet ned i gulvet fordi han slog mig.." han så hun så bekymret ud "Lad være og bekymre dig. har været ved sygeplejersken skal bare lige have lidt tid så det fint igen" han forsøgte at sende hende et sødt smil

Hun gik inderfor og stilte sig midt på gulvet og så ham sætte sig hen i vinduet. Hun lyttede til hvad han havde og sige. Da han sagde hun ikke skulle bekymre sig, blev hun lidt overrasket. "Jeg kan ikke lade vær med at bekymre om dig, jeg holder jo ligesom af dig, så det er lidt svært at stoppe med at bekymre sig, når man ikke har snakket med dig i nogle dage og man ikke har set noget til dig overhovedet siden episoden." Hun lagde ikke skjul på det og hun blev jo nød til at fortælle ham det.

Han kiggede ud af vinduet "Jeg har ikke haft vildt lyst til at omgåes alle mulige med den her hovedpine, så har holdt mig her. På mit værelse og prøvet og få ro på mine tanker, og mit helbred" han kiggede over på hende.. han vidste ik helt hvad han skulle sige

hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, Dete er forståeligt at hvis man havde det dårligt ville man normalt ikke omgås andre, det samme gjorde hun jo, så der var ikke så meget at sige til det, Hun satte sig på en af sengene og kiggede ned i gulvet og sukkede en lille smule. "Hvad gør vi Kira?"

Han trak vejret dybt. Han havde lidt regnet med det spørgsmål ville komme. "jaa... det et godt spørgsmål... Nu har vi jo begge haft tid til at tænke" han kiggede ned på hende "Har svært ved at sige hvad vi skal gøre, det jo noget vi skal finde ud af sammen."

Hun kiggede over på ham "Det kræver bare vi snakker om det... Jeg går bare med det spørgsmål om hvorfor, og det kan jeg ikke få svar på fordi du ikke selv kan svarer på, og det går mig meget på, for det får mig til at tænke negativt om mig selv og det ved jeg du heller ikke gider hører på. Jeg har gået tænkt meget over det her, og ddet har bare ikke villet give mening overhovedet i mit hoved. Jeg vil ikke lægge skjul på at det har såret mig og det ved du vidst også godt selv, og jeg vil sige jeg er skuffet, jeg troede ikke det var noget du kunne finde på overhovedet. Så i mit hovedet giver det stadig ingen mening, om hvorfor du gjorde det mod mig, eller rettere imod dig selv?" Hun kunne godt mærke dete gjorde lidt ondt at snakke om, men ud skulle det.

Han sad afventede og lyttede på hvad hun sagde.. Han tog sig også god tid efter før han svarede hende."Hør her Lacus.. Jeg ved ik hvad der skete, det var som om noget i mig tog over.. Noget ja jeg ved ikke, dyrisk.." Han sad lidt og overvejede sine ord "Jeg har det dårligt med det, og har det dårligt med jeg sårede dig. og jeg vil ikke risikere jeg gør det igen.. Jeg kan ikke sige hvad der skete, kun jeg mistede kontrol.. Jeg stoler ikke på mig selv. Og du har lidt nok... Hvis jeg kom til at såre dig igen, så ville jeg.. jeg ville.." han kiggede ned og knyttede hænderne han kunne ikke klarer tanken om det

Hun kiggede lidt på ham og sukkede "Det er der vel ikke så meget at gøre ved, men ville det ikke være en ide, at finde ud af hvad detvar der forudsagede det, så det måske ikke sker igen, jeg mener hvd fik dig til det, han må have sagt noget, der virkelig var grænseoverskridende, jeg tvivler på det var mig det var årsagen, så slemt plejer det jo heller ikke at være det han siger...vel?" hun var begyndt at ignorere tyson lidt efter hans sidste opførsel overfor hende. Men hun vidst jo ikke hvad tyson havde sagt om hende til Kira. "Det også fint nok du ikke vil fortælle det, det må du selv om, jeg prøver bare at finde en løsning her" Hun kiggede bestemt på ham og håbede lidt han også selv ville finde en løsning. "jeg syntes også du ikke skal tænke så meget over hvis du sårer mig igen, jeg tror ikke du kan undgå det...jeg er meget følsom og jeg prøver selv at bearbejde det, men jeg vil heller ikke være følelses kold..."

"Han sagde bare en masse lort som altid. du ved hvordan han er" han sukkede og lænede sig imod væggen der var indhakket ved vinduet... "Det ikke ligefrem betryggende du siger jeg vil sårer dig, gør det ikke bedre for mig" han stirrede ind i væggen på den anden side "jeg vil ikke sårer dig igen, om det så betyder jeg ikke skal være sammen med dig. Jeg har aldrig gjort sådan noget her før. Været nogen utro.. og.... været tæt på sex med nogen jeg ikke kan fordrage. Det hele er forvirrende, og så længe jeg ikke ved hvad det er der grunden, er jeg bange for jeg sårer dig igen.. og det kan jeg ikke acceptere... Det betyder du for meget for mig til"

hun kiggede ned i gulvet "Det var ikke sådan ment, fik det måske sagt forkert. Det jeg mente var at du skal ikke tænke for meget over det, for så ender det med du gør det igen, fordi du er så opmærksom på ikke at gøre noget der kan sårer mig, jeg vil bare have du er dig selv... og jeg bryder mig altså ikke om, hvor jeg tror den her samtale fører hen, det prøver jeg at undgå...det ønsker jeg altså ikke" hun kiggede alvorligt, men afligevel lidt bange på ham.

Han rejste sig og gik med hurtigere skridt hen til hende og trak hende op og stå og kiggede alvorligt på hende. "Hvad er det så du vil? Jeg kan ikke forklarer noget og jeg kan ikke sige om det sker igen pga jeg netop ikke ved hvad der skete.. og jeg kan ik bare trylle et svar eller en forklaring frem.. så hvad er det du vil?"

hun blev lidt forskrækket over hans hurtige bevægelse og hun blev trukket hurtigt op at stå. hun kiggede alvorligt på ham "Jeg vil have du bliver hos mig, som jeg også sagde sidste gang, jeg vil have du bliver! Når du siger til mig du holder af mig, vil jeg ikke bare have du stikker af fra mig, fordi du lavede en fejl. Jeg vil have du bliver hos mig" Hun kunne mærke hun blev lidt ked af det og prøvede at holde tårerne lidt tilbage.

"du vil også have en masse svar jeg ikke har, og du presser på for dem.. Selvom jeg ikke engang selv kender dem" han så stadig alvorligt på hende.. Hvis han havde svarene havde han da fortalt hende dem "Jeg kan ikke ændre på hvad der sket, og jeg kan ikke fortælle dig noget jeg ikke selv ved! Er det det du vil være sammen med? En der ikke kan svarer dig på de ting?"

Hun kiggede kort væk og en enkelt dråbe trillede ned af kinden på hende, hun brød sig ikke om den stemning der var og det gjorde ondt. "Jeg kan godt leve med ikke at få svar på spørgsmålene, når du ikke selv kender dem. Og det er vel meget normalt ikke at kunne svarer på dem, når du erså frustreret over det som du er, havde det været mig, ville jeg nok stå i samme situation, og jeg er overhovede ikke i tvivl om jeg vil have dig eller ej, for jeg ved at jeg vil, men kan du leve med det?"

Han gik baglæns ind i væggen bag sig med hånden på hovedet. Hovedpinen kunne ikke lide han var så frustreret og ophidset. Han lukkede øjnene og lænede hovedet imod væggen. "Om jeg kan leve med hvad?" han lød langt mere rolig

hun stod stadig og kiggede lidt alvorligt på ham "Jeg mener om du kan leve med at jeg kan accepterer det der er sket og beholde dig, det kræver jo også at du er enig i det her?" Hun var begyndt at ryste lidt over situationen, hun var bange...baange for at miste ham og det vidste hun godt.

Han åbnede langsomt øjnene og kiggede på hende "Hvis du virkelig kan ligge det bag dig.. Jeg har det dårligt med det her og svært ved at tilgive mig selv.. Hvis vi skal være sammen så kræver det at vi begge kan ligge det bag os. 100%" han lod armen falde men blev stående ved væggen "Ikke noget med jeg skal leve op til en masse krav for at gøre det 'godt igen'.. vi ved begge at uanset hvad jeg gør vil det ikke kunne slette det, og det vil ikke kunne gøres godt igen.. så hvis du vil det her, så skal det være 100% bag os" hans stemme var rolig da han snakkede til hende, og det var tydeligt han mente hvad han sagde.

Hun kiggede på ham og svarede roligt tilbage "Jeg kan 100% ligge det bag mig, og det kunne aldrig nogensinde falde mig ind at du skal leve op til nogle krav for at gøre det godt igen, sådan er jeg altså ikke" Hun tog sine hænder op til sit bryst og kiggede fortsat på ham "Jeg vil have det her til at fungere lige meget hvad...Jeg elsker dig jo..." Der faldt endnu en tårer, da hun kom ud med ordet og hun mente det.