Byturen

"Nåh, det er okay," sagde London, der var fulgt med Corey, og smilede kort til ham. Han strakte sine arme ud til siderne og lod dem så falde ned langs siden igen, idet han spurgte, "ved du, hvad problemet er? Altså... med din søvn."
Han kom til at tænke på engang, hvor hans far sov rigtig dårligt i en masse dage, og da de så endelig fandt ud af, at det var, fordi han var stresset, skulle der bare et par fridage fra arbejdet til, og så var det væk. London vidste selvfølgelig godt, dårlig søvn kunne skyldes mange ting. Men med Corey var det nok ikke lige stress, tænkte han ved sig selv. Han virkede i hvert fald ikke stresset overhovedet.

Corey strakte sig og kløede sig let i baghovedet før han svarede imens han rystede på hovedet. "Nope. har faktisk ikke rigtig nogen ide. Det kan være så meget, men var kun en nat. Så jeg tager det ikke så tungt." han sendte ham et beroligende smil.
han var vist mere træt end han først havde troet tidligere på dagen, Det var altid noget de var på vej tilbage. Han trængte til at sidde ned, måske endda ligge ned, og bare slappe af.
"Nååh hvad er dine planer så for resten af aften når vi kommet hjem?" han kiggede ikke på ham da han spurgte fokuserede bare på vejen foran dem

London så på ham, mens han snakkede og så først frem for sig, da han havde snakket færdigt, "okay. Men du ved... du kan bare ringe til mig, hvis det sker igen og har brug for at snakke," mumlede han som svar, kiggede kort ned på sine fødder og så frem for sig igen.
Han kunne se en stor, mørk sky i horisonten og overvejede, om det mon ville regne. Forhåbentligt kunne de nå indenfor på skolen, før det kom.
Han så på Corey, da han snakkede til ham men så væk igen, da han ikke så tilbage på ham, "jeg skal bare spise... lave lidt lektier...," det gik op for London, hvor kedeligt hans liv på skolen egentlig var. Hvis det ikke have været for Coreys tilstedeværelse, ville han have været død for flere dage siden. Han sparkede til en plastikflaske, der var blevet smidt på vejen, "hvad med dig? Sker der noget spændende?"

Corey grinte lidt.. "så du siger jeg skal ringe til dig, kl lort om natten og få dig over på mit værelse for at snakke om hvorfor jeg ikke kan sove?" han sendte ham et flabet smil.
Han overvejede lidt hvad London havde sagt han skulle. Han burde også lave lektier, men ærligt så orkede han ikke. Han var alt for træt til det. Så det endte nok med ballade med tits igen dagen efter. "jeg burde også lave lektier, men er allerede ret udkørt og tror ikke jeg får det gjort. Tror det bliver en aften liggende afslappende og lave ingenting. Ingen tv, ingen bo, ingen lektier. bare slappe af." han smilte lidt, det var faktisk rart bare at slappe af en gang imellem. Man kunne selvfølgelig også gøre det med andre, måske snakke. Men bare slå hovedet helt fra. det var sjældent

"Det er lige det, jeg siger," sagde London og gengældte det flabede smil. Han mente det faktisk, selvom Corey nok troede, han lavede sjov. Men han tænkte, at selvom det ikke just ville få ham til at sove at sidde og snakke med en anden person, ville det måske... ja, få ham til at slappe af en smule. Hjælpe på humøret. Hans far var nemlig ekstremt sur og irritabel om aftenen, når han ikke kunne sove, kunne han huske. Og det havde hjulpet, når han havde sat sig ned og snakket med London. Han var ikke sikker på, hvorfor, men det gjorde det.
"Hm, det er også rart bare at slappe af en gang i mellem. Jeg var faktisk bange for, jeg aldrig ville få chancen for at slappe af, og jeg ville ende med at blive helt vildt stresset, da jeg startede her for lidt over en uge siden, men..." han smilede tilfredst for sig selv, "men her er faktisk ikke så slemt, som jeg troede. Jeg har lært at indordne mig," han så på Corey ud af øjenkrogen og spurgte nysgerrigt, "hvad med dig? Har du egentlig vænnet dig til at gå her eller...?"

Corey var lidt overrasket. London ville ind til ham, på hans værelse sent om natten. han havde 1000 jokes i hovedet han kunne provokere med, men valgte at holde det for sig selv og nikkede bare som svar.
Han drejede ned af en gade der førte imod liften og kiggede på London ved siden af ham. "tjah..." han trak lidt på skuldrene "det bedre end så mange andre steder, men som jeg allerede har sagt har jeg mest brugt tiden alene. kun omgåes folk i skolen når jeg skulle". Jep London var den første han egentlig omgik sig selv med udenfor skoletiden. Men så igen, han havde været rundt på gulvet, sur, vred, skuffet og irritabel da han ankom. Han havde haft et skænderi med sin far igen lige før, så var jo egentlig klart. Han blev det dog også stadig fra tid til anden. Måske var det derfor han ikke sov i nat? Han havde jo trods alt modtaget endnu et brev fra sin far dagen før der mindede ham om hans forpligtelser og at Angelica ventede på ham når han kom tilbage. Han sukkede opgivende uden rigtig at tænke over det og så en smule irriteret ud i hovedet

London lyttede med følte bare, svaret efterlod ham forvirret. 'Bedre end så mange andre steder', huh? Var det bare, fordi det var en god skole med alle de dyreste skoleredskaber og smukke områder, eller betød det rent faktisk noget, bare det mindste, at han snakkede sammen med London? Ikke at han kunne spørge - det ville lyde mærkeligt, og så ville Corey bare sige noget, der ville få ham til at lyde som en bøsse igen, London ville blive sur, Corey ville blive sur, og så ville de måske for alvor blive uvenner.
Han så forsigtigt hen på ham pga. sukket og lagde mærke til det irriterede ansigt, han havde, hvilket fik en masse tanker til at køre rundt i hans hoved. Hængte det sammen med spørgsmålet, han lige havde stillet? Måske havde det fået ham til at indse, hvor sørgeligt et skoleliv, han havde, når han kun hang ud sammen med sådan en som London. Taber-London.
London rystede stille på hovedet og spurgte, "øhm, er... er du okay? Du virkede pludselig så irriteret," han så spørgende på ham og forberedte sig på det værste.

Corey der ikke havde opdaget han havde sukket kiggede på London "hvad??" og så gik det op for ham.. "ohh.. ja.. Det okay bare min far der lidt træls, men du ved jo selvom hvordan familien kan være" han trak let på skuldrene. Han havde bestemt ikke lyst til at fortælle nogen om selve problemet.
Han fik øje på liften "det ikke fordi skolen er dårlig, der bare sket en del ting, var sådan set heller ikke mit valg at komme på skolen, men man må vel få det bedste ud af det?" han sendte ham et lille smil. Det var nu rart han havde mødt London, det gjorde det hele mere overskueligt

London var virkelig tæt på at spørge ind til, hvad problemet var, da han lagde mærke til, hvor hurtigt Corey skiftede emne og regnede ud, at han nok ikke ville snakke om det.
Han så frem for sig igen og fik øje på liften, idet en regndråbe ramte hans næse. Wow, det gik hurtigere, end han havde forventet. Godt de snart var i liften. Problemet var bare turen fra liften og ind på skolen - de ville blive drivvåde, hvis det øsregnede på det tidspunkt.
London glemte næsten at svare på hans spørgsmål, så han skyndte sig at nikke til ham og gengælde smilet. Samtalen havde kun gjort ham mere i tvivl omkring, hvorvidt Corey overhovedet brød sig om ham. Han vidste ikke hvorfor. Det var latterligt. Selvom han rent faktisk bare spillede skuespil for at kunne snakke med en eller anden på skolen, hvad var problemet så? I teorien misbrugte London jo også ham. Hvis han nu hypotetisk set havde sine gamle venner på skolen med ham, så ville han jo ikke have skænket Corey en tanke. Han ville have vendt øjne af ham. Sikkert også snakket grimt om ham bag hans ryg. For det var det, han gjorde med sine venner. Det havde de altid gjort. Han kunne mærke, han fik det lidt dårligt af at tænke på det. Alle de gange, de havde været lede overfor andre mindre heldige mennesker, og så var det først nu, han fik skyldfølelse.

Corey sagde ikke så meget mere. han var lidt væk i sine egne tanker, prøvede og få styr på sine tanker. Det gik ham lidt på igen.. Suk ikke engang her så langt væk kunne han få helt fred for det.
Han mærkede først regnen på sig da de var foran liften og han var glad for de i det mindste nåede i sikkerhed. han satte sig ned og ventede på London kom ind. Hans mave gav en utilfreds lyd og han grinte "Woops.. Jeg skulle vist have fået andet end is. Nååh men godt vi skal tilbage og have aftensmad" han sendte London et smil

London trådte hurtigt ind i liften, da han mærkede en dråbe. Og endnu en.
Han kørte fingrene igennem sit nu lettere fugtige hår, satte sig ned og så så nærmest forskrækket på Corey. Et lille grin undslap ham dog, da han regnede ud, at lyden var fra hans mave, "tror du virkelig? Du æder da heller ikke noget, knægt," skældte han ud i en drillende tone.
Han rykkede lidt på sin bagdel, indtil han sad ordentligt og mærkede så, liften bevægede sig. Regnen begyndte nu virkelig at tage til, og London kiggede på dråberne glide ned af vinduerne.
Han kunne ikke holde et lillebitte smil tilbage ved tanken om, hvor godt han havde det lige nu til trods for de kedelige tanker, han havde.

Han løftede et øjenbryn og så på ham. "HEY! jeg spiser rigeligt kan jeg informere dig om. Det bare længe siden, fordi jeg i forvejen var forsinket da vi skulle mødes, og havde ikke tid da vi skulle herned. Så.." han kløede sig let eftertænksomt i håret. "Tror ikke jeg har spist siden i moges, så det er vel ganske logisk jeg er sulten nu" han sendte ham et smil og kiggede så også ud på regnen.
Han havde altid kunne lide regn, det gav en vis ro. Og lyden af regnen på liftens tag, det fik ham bare til at slappe endnu mere af og han lukkede øjnene "Jeg kan nu godt lide regn, så længe jeg ikke er ude i det" han smilte for sig selv.

London så hen på Corey, der så helt afslappet ud. Det fik ham til at smile en smule. Corey virkede altid så afslappet i hans øjne. Ingen stress, ingen jag, ingen poser under øjnene. Det kunne godt være, det hele var et stor løgn. Hvem ved, det kunne jo være, han havde et stresset liv derhjemme. London kendte ikke rigtigt til hans liv derhjemme. Han var enebarn, og hans forældre var stadig sammen, det var det, han vidste.
Han overvejede, om det ville være okay at spørge ind til det. Selvfølgelig var det lidt personligt, men så igen; noget indeni ham sagde, at han godt kunne tillade sig det.
Han så ud af vinduet igen med ordene, "Corey, hvordan er det egentlig hos dig på hjemmefronten? Jeg mener, I kan ikke være helt fattige for eksempel. Siden du har råd til at gå her. Og dine forældre - hvordan er de?"
Han havde faktisk gået og tænkt i noget tid over, hvor mange penge han havde, ham Corey. Han virkede ikke som en rigmandsunge. Der var ikke det mindste snobberi at læse i hans personlighed. Ikke at alle rige mennesker var snobbede, men de fleste var. Det var et faktum.

Corey havde stadig lukkede øjne. han havde regnet med de spørgsmål nok kom på et tidspunkt, men han havde trukket det så langt han kunne. Han åbnede øjnene og kiggede på London og med et halvt suk begyndte han. "Jeg kommer fra et stort gods i england. Min familie er typisk engelske, drikker te og alt det der. Ironisk nok da min far egentlig er fra Irland." han rettede lidt på sig og lænede sig let frem med albuerne hvilende på sine knæ. "Mine forældre har deres eget firma, de forhandler med nogle meget dyre varer med folk fra hele verden, og derfor har vi heller aldrig manglet penge. Det har dog ikke betydet at jeg har været forsømt. De har altid været der for mig, og har altid taget sig godt af mig." Han kiggede op på London men rykkede sig ikke, kort efter kiggede han ligefrem og ud af et af vinduerne. "Mine forældre er dejlige, og jeg elsker dem da. Men min far er bare meget bestemt og til tider ret gammeldags. han har nogle bestemt ting planlagt for mig, som jeg ikke er enig i. Det er bla derfor jeg er her på skolen. Han håber det får mig til at forstå han ved bedst." han sukkede lidt opgivende og satte sig ret op igen og kiggede på London. "nogle gange, så ville jeg ønske han ville lytte til mig, og forstå hvad jeg siger. For med nogle ting, så gør han det ikke. og jeg ved godt det i en god mening, men. jeg vil godt leve mit eget liv og træffe mine egne valg" han havde sagt det meste, selvfølgelig var der nogle ting han havde udeladt, men det burde tilfreds stille Londons nysgerrighed. Det var egentlig ganske fair spørgsmål, han vidste trods alt en del om Londons familie

Selvom London under hele samtalen kiggede ud af vinduet nød han ikke udsigten. Han havde for travlt med at lytte til Corey, tyggede og slugte hvert eneste ord, som var de dyrebare for ham.
Han regnede ikke med et langt svar. Han regnede med at ville være nødt til at grave og stikke lidt til Corey for at få ham til at spytte ud om hans privatliv, men det virkede som om, han havde sagt det hele uden at undlade detaljer. Det var rart - han følte sig lidt stolt over at få fortalt de ting.
London vendte endelig ansigtet mod Corey og lagde hovedet lidt på skrå, "men hvad tror du, der vil ske, hvis du bare... går imod hans ordrer? Bliver du gjort arveløs?" han sagde det sidste i en blanding af sjov og alvor, for han vidste, det var sket før, at hvis barnet skuffede sine forældre nok, blev de gjort arveløse. Han kunne slet ikke forstille sig det - næsten lige meget hvor meget, han selv kom til at jokke i spinaten, ville hans far aldrig straffe ham via pengepungen.

Corey kiggede stadig på London da han blev spurgt om hvad der ville ske.. Han vidste det egentlig ikke. "han vil ikke gøre mig arveløs, kunne han aldrig drømme om. Jeg deres eneste barn som du ved.." han trak vejret dybt en enkelt gang. "men det sårer ham, og jeg svigter ham stadig og det piner da også mig. Jeg håber bare han vil lærer at forstå jeg må træffe mine egne valg når jeg bliver ældre. I sidste ende er det jo mit liv, og han burde stole nok på mig til at vide jeg ikke vil gøre noget fuldstændig åndsvagt" han sukkede lidt opgivende. Okay det havde måske fyldt lidt meget i ham, men han havde så heller ikke snakket med nogen om det.
han smilte lidt, nærmest et halvt grin. "ved du hvad? jeg har aldrig sagt de ting til nogen før."

London så helt seriøst, nærmest trist på Corey, mens han forklarede sagen nærmere. Den stakkel, tænkte han. Og her havde han gået og troet, at Corey havde det perfekte liv. Men han kunne næsten have regnet det ud. For alle går rundt med noget mindre fedt i rygsækken. Alle skal tage beslutninger, de ikke har lyst til at tage. Og alle har deres personlige kampe. Han havde bare været god til at skjule det.
"... Din idiot," sagde London lidt efter med et lille smil på læben og en let rysten på hovedet, "du er intelligent nok til at vide, at man skal snakke om sådan nogle ting til en, man stoler på, i stedet for at gå og holde det inde," han rettede sig en smule op, "det undrer mig lidt, du siger det til mig, for... vi har jo ikke kendt hinanden så længe. Men jeg er glad for, du gjorde det," fastslog han hurtigt og smilede lidt bredere, "jeg kunne lytte til dine problemer hele dagen, hvis det var det, der skulle til."
Han indså med det samme, at det, han sagde, nok lød som en værre omgang følelsespis, og så en smule pinligt berørt ned på sine fødder, "men altså..." på den anden side var han startet, så nu kunne han lige så godt afslutte følelsespladderen. Han så på Corey igen, "nu kender jeg jo ikke din far, men han ser dig nok stadig som et lille barn. Vi er trods alt lige i alderen, hvor vi er ved at blive voksne, og nogle forældre er bare bedre til at vænne sig til det end andre. Personligt tror jeg nok, han skal komme på bedre tanker, når han indser, at du er en voksen, selvstændig mand. Der kan godt gå nogle år endnu, men det er værd at vente på," han trak let på skuldrene og håbede bare ikke, Corey ville grine af det, han sagde.

Corey kiggede bare på London uden rigtig at vise nogen reaktion først. Det var ikke fordi han var ligeglad med det han sagde, men fordi han rent faktisk lyttede til det. Da London var færdig smilte han lidt "Jeg ved godt man bør snakke med folk, men nu har jeg aldrig rigtig haft nogen jeg stolede på. Som jeg vist har sagt har jeg holdt mig for mig selv. Og godt være jeg kun har kendt dig en lille uge, men jeg stoler sq på dig London." han blik var seriøst men der var også et smil at sporer.
Han rettede lidt på sig og lagde det ene ben over det andet, så hans ankel hvilede lige over knæet. "jeg ved ikke om han vil forstå det, jeg kan kun håbe og vente. Men jeg må indrømme de der sædvanlige breve 2-3 gange om ugen der LIGE minder mig om hvordan man er en respektfuld søn, dem er jeg ret træt af" han trak lidt på skuldrene. "jeg håber bare det falder til ro"

London blev helt varm, da der blev sagt, at han stolede på ham. Og han var meget hurtigt fast besluttet på at være den person, Corey kunne stole på - han ville aldrig fortælle hans hemmeligheder til nogen, aldrig tale grimt om ham bag hans ryg og altid være der med en hjælpende hånd, hvis hans far havde fået ham helt ned i kulkæleren. Han var selvfølgelig for genert til at sige de slags ting, men med tiden kunne det være, Corey fandt ud af det helt på egen hånd. At det, at han endelig stolede på en person, ikke var en dårlig beslutning.
Han lyttede til det sidste og sagde med et lille smil, "bare rolig," det ændrede sig og blev en smule drillende men stadig med en hvis seriøsitet, "når først du begynder at gro skæg og sårn', skal han nok indse, at du er helt din egen."

Corey smilte lidt over den kommentar.. "du ikke rigtig klog, ved du godt det?" han så på London med et flabet smil. Det var nu ikke fordi det gjorde ham noget. Han kunne nu godt lide London, han var en god dreng, selvom han havde haft sine tvivl i starten og stadig havde fra tid til anden, så havde han jo egentlig hjertet på rette sted.
Han drejede blikket ud på regnen der trillede ved af vinduerne. "Jeg håber det holdt op når vi skal på skolen, ellers bliver vi da drivvåde." Eftersom de var de eneste i liften var der meget plads, så det endte med at Corey drejede en halv omgang og lagde sig ned på bænken og kiggede op i loftet af liften. Han havde taget hænderne baghovedet som en støtte

London trak bare på skuldrene med et smil og kiggede også ud af vinduet, "jep. Det ville være ret ærgerligt. Især hvis din nye, super smarte trøje også blev helt våd," tilføjede han drillende til sidst, uden at fjerne blikket fra udsigten.
London følte sig tættere på Corey end nogensinde, og nu var stemningen var så rolig med en hvis alvorlighed over sig, var der et spørgsmål, der skreg efter at komme ud, og han følte endelig, han havde modet til at spørge.
Men en rolig bevægelse lagde han sig ned på samme måde som Corey med blikket op i loftet. Han tog en dyb, lydløs indånding, "øhm, Corey...? Jeg tænkte på..." han flakkede lidt med øjnene, fordi han inderst inde godt vidste, det var en dumt spørgsmål. Men han måtte have det at vide, "hvordan definerer du en ven? Er vi f.eks. venner?"
Han var sådan set ligeglad med det første spørgsmål, det var kun det sidste, der virkelig interesserede ham. Så Corey ham som en ven? Eller var de bekendte? Eller hvad var de? For hver gang hans forældre havde ringet og spurgt, om han havde fået nogle nye venner, havde han bare uden omsvøb sagt nej, fordi han ville syntes, det var pinligt, hvis han gik og fortalte alle, at de var venner, hvis Corey bare så ham som en skolekammerat.

Corey der havde lukket øjnene og bare lå og nød at lytte til regnen gabte lydløst. Kort efter snakkede London og stillede ham et spørgsmål, faktisk et ganske godt et. Det første var nu nemt nok at svarer på, det næste måske lidt sværere. men hvorfor?
Han lå lidt tid uden at sige noget. "en ven er en man stoler på, en man har det sjovt med, griner med og nyder at bruge tid sammen med.." han holdt en kort pause, som måske kunne virke rigtig lang hvis man var nervøs over det næste. "Jeg ser dig som en ven London, ellers havde jeg aldrig fortalt dig de ting." han lå stadig bare afslappet. Ja han så ham egentlig som en ven, endda en rigtig god en, men det virkede simpelthen for tøset og sige det, så han lod være

London havde fået en klump i halsen pga. nervøsiteten. Da han efter, hvad der virkede som utrolig lang tid, endelig fik et direkte svar fra Corey, pustede han lydløst ud - Corey skulle jo helst ikke kunne høre, han var nervøs eller noget andet tøset noget.
Han havde slet ikke tænkt over, hvad han egentlig skulle svare. Jo, hvis han havde sagt, han ikke så ham som en ven, ville han bare have svaret på en cool måde og sagt, at man jo heller ikke bliver venner så hurtigt. Men han havde sagt, de var venner.
Han vidste, han burde sige noget pænt til Corey. Måske fortælle ham, at han også så ham som en ven og, at han var virkelig taknemmelig for, at han gik på skolen. Men det lød simpelthen for fesent indeni hans hoved og derfor svarede han med et kedeligt og monotont, "okay."

Corey satte sig op og kiggede på London... "okay??" var det virkelig alt. Her brugte han tid på at svarer ordenligt på et seriøst spørgsmål, og han var ærlig.. Han havde fortalt London utrolig mange ting om sig selv, og så fik han et 'okay?' Han rullede en smule irriteret med øjnene og lagde sig ned igen med den ene hånd over hovedet. Det var dog.. Måske var de ik så gode venner som han havde følt, måske var det bare Corey der så sådan på det. han følte sig pludselig en smule dum men sagde ikke noget

London så spørgende hen på Corey, da han satte sig op og forventede, han ville sige mere, men da han bare lagde sig ned igen, regnede han ud, at der var noget galt. Var han blevet sur, fordi han sagde okay? Det kunne han da ikke tillade sig.
London huskede, hvordan det var ham, der havde sagt undskyld tidligere og følte derfor ikke, han kunne sige det igen. Corey ville bare ende med at se ham som en svag unge, der ville gøre alt for, han ikke ville forlade ham. Hell, det var næsten sådan, han var begyndt at se sig selv. Nej, nu skulle det stoppe. Han ville ikke undskylde denne her gang og være den svage.
Et kort suk forlod hans læber, "okay... Corey. Bedre?" han sagde det i en lettere flabet tone. Forhåbentligt ville Corey så indse, at han altså ikke havde gjort noget galt.