Forsvundet sporløst! (PRIVAT)

Lily var blevet ved med at løbe efter Genma havde sat hende ned. Hun havde fået øje på et lokale der var spærret af. Det så mest ud til der havde været en eksplosion og hun gættede sig til det nok stod til renovering eller lign.. Hun var kravlet igennem afspærring. Hun håbede inderligt på ingen fandt hende der. Hun kravlede over i det mørkeste hjørne hun kunne finde halvt gemt bag en reol.. Her havde hun været i, ja hun vidste ikke hvor længe. Hun havde bare ligget og grædt og så kigget ud i lokalet. Hun havde hørt lotus der kaldte lavt på hende på gangen men hun sagde ikke noget. Senere havde hun skimtet skikkelser af de andre elever der gik forbi på gangen men hun havde stadig ikke sagt noget. Hun ville bare være alene.
Hun havde ikke spist og hendes mave brokkede sig men hun hørte det ikke. Hun følte sig tom, hun ville bare blive her i mørket.. Hun følte hun hørte til der.

Acher der havde været igang i et par timer nu og han havde kigget i nærmest alle lokaler, undtaget et enkelt som han nu gik forbi for 8. gang. Han stoppede op foran døren og trak vejret dybt, gad vide om hun var derinde? Han håbede det ikke, men alligevel trådte han indenfor, over dørtærsklen og så ind i rummet, hold da op, sådan havde han ikke forventet det ville se ud, men han trådte blot længere ind i rummet og sagde stille og roligt, mens han kiggede sig omkring, "Lily? Er du herinde?"

Lily der stadig lå sammenkrøbet kunne ane en skikkelse der kom ind i det mørke rum men hun kunne ikke se hvem det var. Hun trak sig lidt sammen hvilket gjorde hun kom til at ramme en stol der stod op af væggen som lavede en lyd.. Hun gjorde sig så lille som muligt og havde et spinkelt håb om vedkommende ikke hørte hende. Hun lukkede sine øjne, måske en smule barnligt, men hun følte at så hun ikke ham, så så han ikke hende.. alt fornuft var lige nu væk. Hun var knust af sorg, hun var sulten og havde ikke sovet.

Acher hørte en lyd fra den ene væg og vendte sig imod den, hvorefter han langsomt gik hen imod den og så så han Lily, sådan som hun lå der, helt sammenkrøllet og skrøbelig, det var smertefuldt at se hende sådan og han satte sig på hug foran hende og sagde "Lily? Det er alt sammen okay nu.." Han vidste ikke hvordan det skulle hjælpe, men han måtte jo prøve sig frem.

Lily fik et chok da hun endelig genkendte stemmen. det var sygeplejersken.. En del af hende var glad for det ikke var Lotus eller Grimmjow, eller.. Minato.. Bare at tænke på minato fik tårene til at trille igen og hun hulkede opgivede.. "nej... det... det bliver aldrig okay.. jeg.. jeg.." hun fumlede over ordene halv kvalt i den gråd der var kommet hurtigt.. hun krummede sig endnu mere sammen og gemte sit hoved så hun fik mumlet inde bag sine arme.. "Jeg ikke god nok...." hendes stemme knækkede næsten og den muntre tone hun normalt havde var overtaget af en trist og ligegyldig tone, det var tydeligt at hører hun var helt knækket.

Acher lagde hånden på hendes hår og nussede hende stille og sagde "Ved du hvad? Du er bedre end god nok.. Du skal ikke tro på dem der siger du ikke er god nok, de tager fejl." Han nussede hende stille i håret og så bekymret på hende og havde aller mest lyst til at hive hende ind til sig i et kram, men det ville nok være forkert siden han var sygeplejersken og hun en elev, så han blev blot ved med at nusse hendes hår og han spurgte "Vil du ikke ævre sød at fortælle mig hvad der er sket?"

Hun mærkede godt hans hånd på sit hår, og hun gjorde da heller ikke noget imod det, dog gjorde det ikke nemmere.. Måske syntes han hun var god nok, men.. hun ville aldrig være god nok for nogen.. ikke på den.. måde... Hun var for fladbrystet og for grim.. Hun lignede jo en dreng, eneste grund til hun ikke gjorde var hendes lange hår og hendes tøj.. Hun hulkede lidt og da han spurgte ind til hvad der var sket fløj der 1000 tanker igennem hovedet på hende.... Kunne hun sige det? måske... nej.. eller jo.. Hun rystede forvirret på hovedet og tog begge hænder op til det... Det hele var så forvirrende for hende...
"Han vil ikke ha mig.. hvordan kan... ingen... ingen vil nogensinde have mig.. jeg.. jeg ikke god nok... han... han.." hun hulkede sig igennem ordene og hendes gråd blev værre igen

Han nussede videre og sagde "Tro' mig, det er dem der er nogle fjolser og som ikke er gode nok. Lily, prøv lige at sætte dig op." Han kunne fornæmme at hun ikke havde fået sovet eller spist, så ville hun måske ikke havde været så påvirket, men det var også forståeligt, han havde regnet ud at det var noget med kærlighed at gøre, en af de værste sorger et menneske kunne gennemgå, det kunne gøre mere ondt end selv de værste fysiske skader, og disse er endda længere tid om at heale, hvis de da nogensinde healer. Han så på hende og sagde "Og tro, mig du skal nok finde en der er det hele værd en dag, selvom det måske ikke lader til det lige nu, men der skal nok dukke en op på et tidspunkt."

Lily fik roligt sat sig op.. Hun havde dog sit meget viltre hår udover hendes ansigt så man ikke kunne se hende ordenligt. Dog kunne man se hun rystede på hovedet.. "nej.. jeg.. jeg vidste det godt" hun havde fået samlet sin gråd lidt... "Jeg .. jeg.. jeg skulle ikke have sagt noget" hun trak benene op under sig og lagde armene rundt om sine knæer. Hun gemte herefter hovedet i sine arme.

Acher så bekymret på hende og sagde "Det er helt okay.. Men du har ikke fået sovet, har du vel?" Han nussede blot hendes skulder i stedet for i håret og havde igen trængen til at lægge sine arme trøstende om hende, men han gjorde det ikke og afventede i stedet et svar.

Hun trak lidt opgivende på skuldrene uden at rykke sig.. Hun vidste det faktisk ikke. Hun var ikke engang klar over hvad klokken var, hun havde mistet al fornemmelse... Hun rystede svagt på hovedet og i samme øjeblik kom der en klagesang fra hendes mave som hun overførte.. Hun havde virkelig ikke lyst til at spise mad. Hun ville helst bare blive her.

Acher så på hende og sagde "Vil du ikke med op på sygestuen og ligge i en seng?" Han gættede dog allerede på et svar, og tilføjede "Jeg skal nok bærer dig hele vejen, og du kan også få min trøje på eller over hoved, så ingen ville kunne se at det er dig?" Han håbede inderligt at hun ville sige ja, men det ville nok live til et nej, han ville bare ikke have at hun lå her i det kolde rum.

Igen rystede hun langsomt på hovedet og knugede lidt mere sammen om sig selv.. "jeg vil bare blive her.. jeg vil ikke se nogen eller snakke med nogen.. kunne jeg ville jeg låses inde..." hun følte sig fuldstændig knust. "jeg ikke andet værd.. du burde ikke bekymre dig om mig, du burde i stedet gå.." hun havde lige nu glemt alt om den forelskelse hun havde haft i Acher, alt hun havde i hovedet var hun ikke var god nok og stemmerne ville ikke holde op med at genere hende. Hendes stemme lød også mere tom nu og hun virkede mest som om hun kun var halvt til stede

Acher så på hende og valgt så at lægge armene om hende, han vidste at når han selv havde været nede over noget relateret til kærlig, havde han aller mest haft brug for at der var nogen der ville holde om ham og han sagde så "Jeg bekymre mig for dig, fordi da jeg mødte dig første gang var du sådan en sød, genert, men alligevel energisk og frisk pige, der ikke fortjener at få af vide at hun ikke er god nok, også selvom hun selv siger det." Han håbede ikke at hun fandt det skræmmende at han holdte om hende.

Hun blev en smule overrasket over han holdt sine arme om hende.. Tidligere ville hun nok være gået i panik men ikke nu. Hun blev bare siddende og uden hun vidste det væltede hendes krop rent instinktivt længere ind imod Acher... "men.. jeg.. jeg er jo ikke god nok.." hun kiggede op på ham med øjne helt røde af gråd.. og tårene trilede stadig ned... "Jeg jo ikke smuk, og jeg... jeg" hun kunne ik få sig selv til at sige det

Acher så på hende og med den ene hånd, tørrede hendes tårer på kinderne væk og sagde "Hvem har fortalt dig at du ikke er smuk? Selvfølgelig er du det, du behøver ikke tøj eller make-up for at du bliver smuk, du har det naturligt." Hans tone var nærmest faderlig og han strøg lidt hendes ryg med sin hænder der stadig lå om hende.

Hun så overrasket op på ham. men Minato havde jo sagt næsten det samme og alligevel havde han ikke ville have hende. Hun sad lidt og tankerne kørte og så rejste hun sig hurtigt op og gik baglæns... "Hold op med at lyve... Han løj også. og så.. så da jeg.. kyssede ham.." hun mærkede instinktivt på sine læber.. hendes første kys og hun blev knust... "så kunne jeg se han løj.. han.. han havde ikke ment det" hun så en smule vredt på Acher.. "Så hold op med at lyve for mig!"

Han lagde en hånd på hver side af hendes hoved og sagde med en rolig stemme "Jeg lyver ikke, tro mig, jeg har set mange mennesker som ikke engang kan opnå din skønhed, som du har, ikke engang hvis de brugte make-up eller dyrt mærketøj. Så tro mig.. Jeg lyver ikke." Han lagde pres på det sidste og så alvorligt på hende.

Hun rystede febrilsk på hovedet og gik hurtigt baglæns imens hun stod op. "nej.. nej .. nej!" hun nåede dog ikke så langt, da manglen på søvn og mad tvang hende ned på gulvet halv besvimet. Hun sad og tog sig omtåget til hovedet

Acher kom hurtigt hen til hende og sagde "Du bliver altså nødt til at gå med op på sygestuen nu! Og det kan ikke gå hurtigt nok! Kom så!" Hans tone var hård, men klingede med bekymring og han så på hende, som om han ventede på hun ville rejse sig op og gå frivilligt med.

Hun blev siddende og støttede med en hånd på gulvet for at holde balancen... "NEJ! Jeg jeg.. jeg vil blive her... i mit hul..." hun var slet ikke sig selv, og det var tydeligt for alle der havde tilbragt bare lidt tid med hende. Hun lagde ikke engang mærke til hendes krop der rystede

Acher så på hende og sagde "Okay, enten følger du med op eller også får jeg din søster her hen, forstået?" Han havde det dårligt med at han var nødt til at bruge sådanne metoder, men han følte sig nødsaget til det, selvom han vidste at hun meget vel ville flippe endnu mere ud.

Lily kiggede op på Acher.. Ville han gøre det? Måske ville han... Hun sad bare stille på gulvet og rystede... hun så på ham med bedende øjne.. "NEJ! ikke.. lotus.. hun hun.... Hun.." hun kunne ikke få ordene over sine læber og prøvede og rejse sig op, hun kunne ikke lade ham hente Lotus.. Hun var bestemt ikke tilfreds men hun havde intet valg.. Hun kom halvt op at stå før hendes ben knækkede sammen under hende igen og hun fandt sig selv siddende på gulvet.. "jeg... jeg kan ikke"

Acher bukkede sig ned og sagde "Så bærer jeg dig derop.." Han tog hende op i a la princess style og spurgte "Ligger du godt?" Han så på hende med et undskyldende blik og afventede igen svar.

Hun kiggede bare væk. Hun havde ingen intentioner om at svarer ham og det passede hende bestemt ikke det her.. Hun følte sig som et lille barn der skulle bæres rundt.. Hun kiggede imod hjørnet hun havde ligget i. Hun ville hellere være blevet der...
//rykket til skadestuen//