Jeg da ligeglad om jeg må

Hun sad lidt og overvejede ordene om hun fandt det fornuftigt.. "Men.. hvis jeg altid er pakket ind i vat og intet må, hvordan skal jeg så lærer og klarer mig selv? Skal jeg så altid have babysittere?" hun sukkede lidt opgivende.. "Måske det derfor jeg altid er uheldig, fordi jeg pludselig skal opveje for jeg ikke kan få lov og lave andre fejl og lærer af dem?"

"Øh..." Det kunne han ikke lige svare på. "Nej, hvis du gerne vil lære at klare dig selv, så.. måske kunne du spørge om de kunne, jeg ved ikke, slappe lidt af med det?"

"PFFF"... hun så opgivende på ham.. "Det kommer ikke til at ske med Lotus og Nii-chan.. De vil aldrig stoppe tror jeg" hun sukkede lidt og den smule af hende der havde skimtet frem og lignet hendes søsters opførsel forsvandt igen... "Jeg fortæller dem ikke alt netop af den grund.." Hun trak sine ben op til sig og lagde armene om dem og hvilede hagen på knæet.. "Føler ikke jeg kan uden de går amok.. Jeg håber bare det bliver bedre når jeg bliver ældre.. Ville være rart.." hun smilede lidt over tanken men det var kun en lille antydning af et smil man kunne se

"..er det blevet bedre? Siden du var barn, altså?" Han var i hvert fald glad over hun ikke var som sin storesøster.

Hun rystede på hovedet stille "Samme som altid..." hun sukkede... "Men nu.. nu min far også død, og Lotus.. Hun reagere ikke rigtig på det, ikke overfor mig.. og jeg.. jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere..." hun trak vejeret dybt en gang.. "og så det faktum at jeg.." hun stoppede hurtigt sig selv og bed sig i læben og rødmede og kiggede væk

"..at du hvad?" spurgte han stille. "Jeg ved godt hvordan det er. Min mor døde for 7 år siden."

Shit.. hun havde talt over sig det var ikke godt.. Hvordan slap hun nu ud af den.. Hun tyggede nervøst på læben og rystede så let på hovedet og med så rolig stemme som det nu var muligt, det vil sige slet ikke rolig "Ohh ikke noget... Det lige meget intet vigtigt" hun så roligt på ham.. "7år? hvordan.. hvordan reagerede du?"

Han lurede den godt, men han ville ikke spørge mere om noget hun tydeligt ikke ville snakke om . "Okay.." Han sukkede. "Jeg.. græd ret meget," sagde han lavmælt. "Min far var.. også ked af det, så jeg havde ikke rigtig nogen at snakke med det om."

Hun kiggede op på ham.. "Jeg græd også.. men... jeg ikke sikker på om det var sorg.. Han var ikke ligefrem en god far.." hun sukkede lidt... "det forvirrende"

"Jaeh, kan jeg godt forstå." Ville han egentlig savne sin egen far hvis han døde? Det ville han måske nok... "Så.. du ved ikke om du egentlig var ked af det?"

Hun rystede lidt på hovedet og kiggede ned i gulvet "nej.. og jeg skammer mig egentlig.. Han er jo min far... Men.. jeg har bare ikke haft så meget forhold til ham..." hun sad lidt "Måske græd jeg fordi jeg nu er forældreløs" tanken havde ikke strejfet hende før nu

Igen blev han overvældet af trangen til at beskytte hende. "Hvis du ikke rigtig kendte ham er det vel også svært at savne ham. Du har jo også din søster. Jeg er sikker på at du nok skal klare det. Også lære at klare dig selv." Han gav hende sit bedste opmuntrende smil.

Hun kiggede op på ham, det var nu kært det der smil og som han forsøgte at opmuntre hende.. "Måske har du ret. Lotus har bare altid holdt ham på afstand, eller været imellem os. Jeg ved ikke hvorfor.. Jeg forstår hende virkelig ikke nogen gange" hun så lidt opgivende ud men skiftede så hurtigt til noget mere muntert "Jeg tror jeg er okay igen.. altså.. mit ben" Hun rødmede lidt "Jeg kan godt gå nu" hun begyndte langsomt at rejse sig op

Han sprang hurtigt op og rakte hånden frem for at hjælpe hende op. "Kan være der var en god grund til det. Måske skulle du prøve at spørge hende? Pas på, støt forsigtigt på det," sagde han om benet.

Hun tøvede lidt med at tage hans hånd men tog så imod den og kom roligt op "Tak..." hun stod lidt og opdagede hun stadig havde fat i hans hånd så hun skyndte sig at slippe og kiggede væk med små røde kinder "Jeg tror ikke hun vil svarer mig hvis jeg skal være ærlig, men måske er det et forsøg værd"

Han lagde godt mærke til den rødmen, men slog det hen - Lily rødmede ret let, havde han hurtigt opdaget. "Hvorfor skulle hun ikke ville svare dig?"

Hun kiggede op på ham med store øjne. Han var alligevel en del højere end hende. Hun følte sig pludselig lille igen.. "Fordi hun ikke fortæller mig ting, det som om hun nogle gange bare ikke siger alt... hun tror vist jeg en porcelæns dukke der knækker bare man puster til den" Hun sukkede en smule irriteret. det gik hende faktisk lidt på

"Heh.." han smilede skævt til hende. "Måske skulle du fortælle hende lige præcis det? At du ikke er en porcelænsdukke?"

Hun smilede til ham med et kært opgivende smil.. Ohh han kendte bestemt ikke hendes søster "tro mig.. det vil ikke virke... Det er prøvet" hun rystede lidt på hovedet "Hverken hende eller Nii-chan vil acceptere det" hun trak lidt på skuldrene "Jeg har bare lært at leve med det, og det går for det meste fint, men der er nogle gange nogle episoder hvor jeg ikke får holdt dem udenfor... og så.. så sker der det der skete for dig" hun så lidt forlegent på ham

"Hey." Han så venligt, men bestemt på hende. "Det var ikke din skyld, okay?" Han følte sig meget, sådan, storebror-agtig (gik han ud fra) når han snakkede med hende. "Lad være at tænke på det. De glemmer det nok igen, ellers skal jeg nok snakke med dem."
Yeah, right. Men Lily skulle i al fald ikke føle at hun havde gjort noget forkert.

Hun så roligt på ham.. Hun følte dog stadig det var hendes skyld. Hun skulle ikke have sagt noget til Lotus, eller ikke havde reageret så hurtigt på badeværelset... "Du burde bare lade dem være.. Det ikke værd og komme galt afsted over"

"Jo.. det er det. Eller.. for mig er det." Han trak på skuldrene mens han prøvede at finde ud af hvordan det egentlig hang sammen. "Det er vigtigt for mig at de ikke tror jeg er.. ligesom de andre drenge. Eller, nogen af dem. Altså, det er vigtigt for mig at de ikke tror jeg skræmmer dig med vilje og, og sådan."

Hun forstod ham ikke helt, men okay hun forstod ikke de fleste... "Jeg meget let at skræmme, og jeg kommer let galt afsted.. Det ikke nogens skyld det bare mig der lidt følsom" hun rødmede let og kiggede ned i gulvet.. "jeg burde gå til time.. Skal have undervisning i et nyt instrument"

"Det er da okay at være følsom.. Det var ikke okay det de havde gang i, på det toilet." Nå, så havde de vist også snakket mere end rigeligt om det. Han smilede lettet, glad over at det vist var lykkedes ham at råde bod på situationen alligevel. "Hvad skal du undervises i?"

Hun kiggede op på ham med store øjen fulde af glæde. Hun elskede og snakke om musik og når folk var interesseret i det.. "Fløjte... Jeg har længe ville lærer og spille andet end guitar og tænkte jeg ville prøve noget mere blidt.. noget jeg måske kunne blive god til" hun følte stadig ikke hun var god med en guitar selvom det bestemt ikke var tilfældet