Jeg kan se det komme, det vil I ikke tro... [Minatos værelse, på en måde privat...?]

Han grinede bare halvdumt igen. På samme tid helt nede og vanvittigt lykkelig.

"Såå... Ses vi ved hovedindgangen lidt i otte?" et lille grin.

"Ja... selvfølgelig." Han smilede igen.

"Godt at høre," hun smilede skævt. "... Hvad skal du egentligt lave her resten af dagen...?"

Han skulle sikkert lave lektier. "Ikke noget. Jo, jeg skal træne, men det er først i aften."

"Kunne duu... Måske hjælpe mig med den der matematik aflevering til på mandag, så?" spurgte hun stille med let rødmende kinder.

"Ja selvfølgelig, så kan jeg også få den lavet. Øh, henter du dine bøger? Mine ligger i klassen tror jeg," han grinede fjoget.

"Jo, jeg henter dem lige..." endnu et smil, endnu et lille kram, før hun rejste sig og gik ud af lokalet.

Han så efter hende indtil hun var gået. Så lod han sig falde tilbage på sengen med et suk. Som venner... nå ja, det var bedre end ingenting... eller værre endnu, at hun tog derhen med en af de ældre drenge...