Jeg kan se det komme, det vil I ikke tro... [Minatos værelse, på en måde privat...?]

Efter en lang, men alt for kort, tur igennem skolen, åbnede han døren til sit værelse. Shit, var det rodet? Nej.. alle hans bøger lå jo i en eller andens skab, og det havde han det egentlig okay med. "Det er her..." han lukkede døren efter dem og slap modvilligt hendes hånd.

Kushina satte sig stille ned på den ene af sengene i værelset, lod hendes fingre pille ved endnu en tot af hendes hår mens hun stadig let bed sig i læben. "Jeg synes bare ikke det er fair på noget som helst plan..." mumlede hun hult.

Han satte sig ned ved siden af hende, med lidt afstand imellem. "Prøv at forklare mig det forfra."

Hun lukkede dog afstanden, lagde sit hoved på hans skulder - hun havde brug for fysisk ligesåvel som psykisk støtte. "... De har næsten altid været småsure over at jeg hele tiden er blevet smidt ud af skoler. På grund af alle de slåskampe jeg altid ender i. De har aldrig hørt efter det jeg har sagt. At jeg blev mobbet og derfor valgte jeg at slå igen og vise dem at de ikke skulle tro de bare kunne køre rundt med mig. De har altid stoppet mig når jeg har prøvet at forklare." et lille snøft, kæmpende med tårerne nu de var alene.

"Ingen af dem er særlig vilde med tattoos og piercinger, heller. De gik dog modvilligt med til alle dem jeg har i øret. De ved godt hvor ligeglad jeg er med skolen og hvad jeg stiler efter. Og alligevel truer de med at tage den ene ting fra mig som er mit mål. Grunden til at jeg overhovedet udholder skolen som de gerne vil have jeg skal gennemføre."

Minatos krop gav et lille ryk, og hans hjerte begyndte at hamre derudaf. Han prøvede at ignorere det som han bedst kunne. Nu skulle han hjælpe hende og ikke tænke på ... på hvor vild med hende han faktisk var.
...men han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. "Er de ikke klar over hvor dygtig du faktisk er? Til kampsport?"
Forsigtigt, meget forsigtigt, lagde han armen omkring hendes skulder.

Hun sukkede. "Jo, men de mener ikke det er noget 'ordenligt at stile efter'. De mener og prøver at få mig hen mod en udannelse der er udelukkende akademisk." den første tåre faldt uden hun lagde mærke til det.

Minato mærkede mild panik sætte ind. Grædende pige. Shit shit shit shit! Okay, okay. Gør dit bedste.
"Det er noget lort," sagde han ærligt. "Du skal gøre det du bliver mest glad for. Men du kan jo heller ikke lade være med at tænke på hvad dine forældre vil have." Ja, smart. Det kunne hun jo nok godt selv regne ud. For fanden! Hvad i alverden skulle han sige?

"Ja, men... Jeg kan simpelthen ikke holde fokus i skolen. jeg dumper i næsten halvdelen af fagene." mumlede hun og pillede let ved sin nederdel, bed sig i læben. "Det eneste der nogensinde har fanget min interesse er kampsporten."

"Det er også det der er vigtigst når du er så dygtig."
Hov... ide!
"Jeg er okay til de fleste fag. Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du vil have det? Bare så du kan bestå og dine forældre bliver glade?"

Et lille snøft, tårevædet ansigt med små tårer trillende ned af kinderne der så op på ham. "... Virkelig?"

"J-ja da." Hun så .. så fantastisk sød ud, selv om hendes øjne var begyndt at blive helt røde. "Vi læser bare lektier sammen. Ingen problem." Et lille forsigtigt klem om hendes skulder.

Næste øjeblik havde han en Kushina der gav ham et meget tæt kram mens hun mumlede ind i hans skulder. "Du er en helt."

Han krammede igen, selvom hver eneste muskel i hans krop lod til at være forvandlet til meget lykkelig gele. "Njarhdet'ikknoed;" fik han vist nok sagt.

"Jo... Jo det er." et lillebitte smil ned i hans skulder. "Du aner ikke hvor meget det betyder for mig."

Du aner ikke hvor meget du betyder, tænkte han. "Jeg er glad for at kunne hjælpe," mumlede han, tyk i mælet, og indåndede duften fra hendes hår til han blev helt svimmel.

Et sidste, lillebitte snøft, et ekstra kram. "Tak."

"S'lidt," han gav i hvert fald ikke slip.

Gjorde hun heller ikke. Det føltes meget rart. "Ville ønske lidt flere af mine venner var som dig."

Yes, yes, yes!!! "Nåeh... jeg kan da ikke.. bare være ligeglad når en.. en af mine venner har det skidt."

Hun smilede svagt. "Tror nok også det er fordi jeg er vandt til at skjule det når jeg er trist. Nok derfor de andre ikke har opdaget noget. Eller, Kakashi har, og også Genma... Han gjorde jo sit bedste, men... Ja." hun mumlede. "De to fjoller lidt for meget. De er ikke gode til sådan noget her. Men de muntrer mig dog stadig op i nuet."

"...okay..." Var det godt eller skidt? Shitshitshit! Hvorfor kendte hun alle de drenge? "Men nogle gange er det bare ikke nok kun at lave sjov...?" sagde han lidt prøvende.
Fortæl mig jeg er bedre. Fortæl mig jeg er bedre...

"Nemlig." mumlede hun. "Ville ønske de gad at tage sig tid til sådan noget her."

Aaaaaaaaaaawwwww yeeeaaaaaaaaaaah.
Hov. Vent. Ville hun hellere have at DE skulle trøste hende? Neeeej! NEJNEJ!

"Måske er de bare ikke.. sådan." Bare ikke gode nok til dig.

"Jeg kan godt forstå det med Kakashi, han har meget at døje med selv, men Genma tror jeg bare at for doven og for meget af en kujon." hun rullede let med øjnene. "Er du idet mindste ikke."

Ja, og heldigvis var Mr. Pervy forelsket i sin søster, og Genma var en kujon. YESYESYES. "Njah.. jeg er nu ikke så modig." Hun havde ikke givet slip endnu. Måske gav hun aldrig slip. Det ville være helt okay.