At vende tilbage

Gwaine sukkede. endelig. langt om længe var han tilbage. hans familie problemer der allerede havde holdt ham væk fra skolen så længe var løst. han havde savnet skolen. ikke at han regnede med at nogen havde savnet ham. ovehovedet. eftersom han havde været så meget fraværende ville ingen kunne huske ham. men det var fint nok. han skulle nok klare sig.
med en svag stikken i brystet trådte han fremad og gik ind på skolen grund.

//og så er jeg/gwaine LANGT OM LÆNGE TILBAGE - håber folk ikke helt har glemt os...//

Adrian gik rundt på skolens grund med sin uniform på og en stor frakke udover, der fik ham til at se noget buttet ud, samt en skrigende gul hue med en rød ponpon på toppen. I hænderne bar han en blok og en lille boks med vandfarver og pensler i.
Han havde billedekunst, og læreren havde givet alle eleverne et område hver på skolen, hvor de skulle vælge noget at tegne. Adrian følte sig utrolig heldig, at han havde fået sig et område udenfor, hvor der var langt flottere landskaber end indenfor, men han havde ikke tænkt over hvor koldt, det var, og hvor meget det blæste. Hvordan skulle han kunne male bare nogenlunde ordentligt, når hans hænder var ved at fryse til is, og vinden irriterede hans øjne og derfor hans syn. Suk... dumme vind, altså!
Adrian kiggede på et smukt, stort træ, der stod helt alene på det store areal. Det var flot! Men så fik han en idé om, at han kunne tegne skoleporten. Ikke fordi, den var imponerende eller speciel yndig at kigge på, men landskabet bag den var rigtig flot, så... ja, det ville han gøre!
På vej derhen fik han til sin store overraskelse øje på Gwaine, hans bedste ven på skolen. Han smed, uden at tænke det mindste over det, sine ting og løb hen og gav ham et ordentligt kram med et højt, "GWAIIIIIIIIIIIIIIIINE!!"

Gwaine hørte pludselig et højt råb og nåede lige akkurat at vende sig i tide til at blive halv overfaldet med et kæmpe kram fra sin bedste ven.
han kunne ikke lade være med at smile stort idet han krammede sin ven tilbage.
Adrian havde ikke glemt ham!
"længe siden..."

"Alt for længe siden," sagde Adrian. Da han endelig slap grebet om Gwaine, så han på ham, stadig storsmilende, "hvordan går det? Og hvad med derhjemme?"
Hans blik forvandlede sig og blev en smule skamfuldt. Han vidste jo godt, Gwaine var taget hjem pga. familieproblemer, og derfor sagde han hurtigt med et bredt men lidt usikkert smil, "men det rager selvfølgelig ikke mig. Bare du er tilbage. Så er jeg glad!" han løftede undrende et øjenbryn og spidsede mistænkeligt læberne en smule, før han tilføjede, "er du ikke blevet højere...?"

gwaine smilede til sin ven og rystede på hovedet da så sin vens usikkerhed over at spørge til familien.
"det går... bedre. min mor er endelig kommet hjem efter en hjerneoperation og. tja. havde en del ting at snakke igennem med mine forældre. men vi er vist igennem de værste skænderier nu!"
gwaine sendt sin ven endnu et smil, dog med en skjult sørgmodighed gemt bagved indtil emnet skiftede og han grinede stort.
"og JO! er vokset et par centimeter siden sidst! er nu højere end en gennemsnits pige!"

Adrian nikkede hurtigt, da Gwaine fortalte en lille del af det, der var sket. Han var oprigtigt interesseret i det og ville bare ønske, han kunne gøre noget for at muntre ham op. For uanset hvad han sagde, kunne han ikke hundrede procent være den samme lystige Gwaine, som han kendte.
Men han virkede nu rimelig glad på den måde, han stolt fortalte om sin højde, og Adrian svarede med at lægge armene falskt fornærmet over kors, "nåh! Men jeg er ikke sikker på, at det her venskab holder, hvis du bliver ved med at vokse dig så gigantisk meget højere end mig," han lagde sine hænder på sine kinder og lod dem glide hele vejen ned af sit iskolde ansigt, "jeg ender med at ligne din... din nevø eller et eller andet! Buhuuuu!"

Gwaine svarede sin ven ved at lave et dramatisk ansigt som i enhver overdrevet drama serie.
"Adrain! hvordan kan du sige det! du knuser mit hjerte!"
han brød ret kort efter sammen i latter hvorefter han smilede igen til sin ven.
"du skal ikke bekymre dig, jeg har det fint. jeg skal nok fortælle dig noget mere om havd der er sket hvis det er... måske senere? kommer selvfølgelig an på om du... er interesseret...?"
gwaine smilede lettere forlegent.

Adrian delte latteren med Gwaine, og det gik først op for ham der, hvor utroligt meget han havde savnet det. At grine med sin bedste ven og bare glemme alt om alle de andre dumme eller provokerende typer, der gik på skolen.
Han lyttede igen til Gwaine og nikkede hurtigt, "jeg er mere end interesseret. Men ikke før, vi har holdt 'Dødens Gab' marathon! Kan du huske, du lovede det? Før du tog afsted?"

gwaine nikkede til sin ven hvorefter han spærrede øjnene op.
"åh gud. hvorfor skulle du lige akkurat minde mig om /det/?"
gwaine kiggede forfærdet på sin ven.
"jeg er stadig i /forfærdelig form!"
han huskede tilbage på deres aftaler om at løbe sammen for at komme i form.

"Fordi!" sagde Adrian i en bedrevidende og drillende tone, hvorefter han flexede sin arm (der bare så utrolig tyk ud pga. jakken), "har du set de her muskler? Nej, vel? Det er fordi, jeg ikke har nogen."
Han begyndte at løbe på stedet og smilede friskt til Gwaine, "så jeg bliver nødt til at gøre noget ved det. Og min allerbedste ven skal hjælpe mig!"

Gwaine grinede af sin ven.
"kunne sige det samme! jeg skal også virkelig se at få gjort noget ved min kondition... så må begynde at løbe når vi kan som vi aftalte! selvom jeg hader motion. men når du også er der skal det nok gå!

Adrian stoppede, satte hænderne i siderne og skød brystet frem; superheltepositionen, "vi skal bare love hinande, at vi ikke giver op og huske på, at vores kroppe bliver mere og mere slatne, jo ældre vi bliver, så vi bliver nødt til at redde den fra total ødelæggelse og slattenhed," sagde Adrian, der levede sig lidt for meget ind i superhelte-løbe-rollen, hvorefter han lod sin hånd hænge frit i luften frem for sig, afventende på et high-five, "aftale?"

Gwaine smilede til sin ven og gav ham en highfive.
"aftale! så har jeg også noget at lave ud over at tegne... og falde ned af trapper og den slags!"
gwaine skar en grimasse da han kom i tanke om lige præcis hvor klodset han kunne være.

Adrian lod hånden falde ned igen og grinede kort, da han skulle til at svare med en sjov kommentar, men endte i stedet med at sige med en snert af tristhed i stemmen, "men nu du siger 'tegne'... så må jeg hellere komme videre med min billedekunstopgave, ellers får jeg bare ballade," han skulle til at vise Gwaine sin blok, idet han opdagede, han ikke havde den mere, "... hvor lagde jeg nu mine ting?"
Han drejede sit hoved og fik øje på dem liggende på jorden. Han smilede akavet til sin ven, "ahaha, nåh ja!"

Gwaine smilede skævt. han var lige kommet i tanke om at Adrian selvfølgelig gik til billedkunst sammen med ham. havde bare været så længe siden...
"kan huske sidste time hvor jeg var der... var det ikke en frugtskål vi skulle tegne? og, du må undskylde at jeg forstyrre... skal også ind og have pakket mine ting ud..."
gwaine lavede en grimasse og hentydede til den kuffert han havde med sig.

Adrian nikkede hurtigt af det med frugtskålen og kommenterede hurtigt, "jeps, vi havde ham der den vildt høje lærer!"
Han så derefter på Gwaines kuffert og lavede også selv en grimasse, "avs... jeg hader at pakke ud. Så kedeligt," han fik dog hurtigt sit store smil tilbage og sagde lystigt, "men hvis det er det, der skal til, for at du kan vende tilbage her på skolen, så må det jo være sådan!"
Han grinede lidt og tog et par skridt tilbage, "jeg giver dig lidt pak-ud-tid nu så. Men vi ses senere, Gwaine!" han vendte sig, løb hen og tog sine ting og genoptog så søgningen efter noget at tegne (fordi han selvføgelig havde glemt idéen om at tegne porten).

//Adrian ude//

Gwaine tog sin kuffert op og smilede.
"vi ses senere!"
så vendte han sig og begyndte at gå mod skolen og sit værelse, mens han mumlede noget uhørligt rettet mod adrian, men som den anden ikke var ment til at høre.
"... tak for ikke at have glemt mig..."