Efter en normal gang træning. [[kakaomælk]]

Sheena kunne mærke han ikke var helt okay, efter hans vejrtrækning. Hun holdte ham tæt ind til sig og blev selv lidt ked af det over, hun havde forvoldt den smerte, han havde prøvet at gemme væk. Hun klemte ham mere ind til sig og ville ikke sige noget, hun ville bare have ham tæt.

"... På den anden side..." mumlede han ned i hendes hår, "... Du fortjener jo nok at høre det."

Hun blev lidt overrasket over hans pludselige beslutning "Kun hvis du kan fortælle mig det" Hun holdte ham stadig ind til sig og kyssede ham kort på halsen.

Han nikkede svagt. "Det er værre til terapien, anyways." ha trak let på skuldrene. "Og det bliver nemmere at snakke om for hver gang jeg gør det."

Hun placerede sine hænder på hans skuldre og kiggede på ham "Så gør det i det tempo du mener er bedst for dig" Hun smilede lidt til ham og kyssede ham kort på kinden.

Et svagt smil. "Tjo... Først og fremmest..." han sukkede let. "Jeg mistede min eneste forælder da jeg var otte." startede han ud, nussede let hendes hår. "Jeg boede i Japan indtil da. Blot en måned senere, og min nuværende adoptiv familie havde adopteret mig. Barne geni, du ved. Der var mange familier der gerne ville have mig." han trak på skuldrene.

Hun kiggede bekymret på ham og lyttede til hvad han havde og sige. "Det er jeg da ked af at hører, det med din forælder.

Han rystede let på hovedet. "Det skal du overhovedet ikke være. Jeg hadede ham. Var rent faktisk glad for at han begik selvmord."

Hun overrasket på ham " Når okay, det er der vel ikke så meget at gøre ved" Hun tog hans ene hånd og klemte den lidt.

Et meget, meget svagt smil. "Da jeg så kom ind i adoptiv familien... Jeg fik så to adoptiv søskende. Rin og... Obito."

hun kiggede lidt bekymret på ham....rin og obito...den sidste har jeg da ikke hørt noget om..

"Selvfølgelig kom jeg helt tæt på dem begge... Blev bedste venner med Obito. Og sådan var det i alle årene... Indtil...." han tav et øjeblik.

Hun kunne mærke der snart kom noget der ikke var så rart, så hun trykkede ham lidt i hånden og kiggede på ham.

Han sukkede, satte sig ned på bænken i midten af rummet. "For et halvt år siden havde Rin fødselsdag. Den blev holdt udenbys. Siden vi har haft boet i Amerika så havde jeg allerede mit kørekort, og derfor var det mig der skulle køre mig og Obito til festen."

Hun valgte at blive stående, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, hun var ikke særlig god til sådanne ting, da hun normalt ikke trøster andre.

"Det... Vi kom op at skændes. Over noget så åndssvagt som... Som hvilken sang vi skulle høre på cd'en. Og..."

Hun satte sig hen ved siden af ham og lagde sin hånd på hans lår og kiggede blidt på ham.

"Og før jeg vidste af det... I krydset lige før vi skulle dreje... En... En fyr krte over for rødt, direkte ind i os, i passagersiden...." han bed sig i læben.

Hun kiggede ned i gulvet, da han fortalte og kunne godt se hvorfor det var svært fra ham... man hvor var hun dårlig til at trøste. hun nussede ham lidt på låret og kiggede på ham igen "Det skal nok gå" Hun lagde sin anden arm om ham og hvilede hendes hoved på hans skulder.

"Det sidste jeg hørte var Rin skrige op om at Obito ikke måtte være død.... Så registrerede jeg en skarp smerte der dunkede i hele hovedet, og alt blev sort... Næste ting jeg vidste, var jeg på hospitalet."

Hun nussede ham på ryggen, det var det eneste hun følte hun kunne gøre. men i det mindste så fortalte han hende det og det var hun glad for.

Han sukkede igen, dybere end før. Han mærkede tårerne presse sig på, men han lod dem ikke falde. "... Obito døde på stedet. Han blev simpelthen knust da bilen kørte ind i den side han sad i. Jeg selv var røget ud gennem forruden... Jeg havde ikke haft sele på... Og et stort stykke glas sad fast i mit ansigt. De opererede med det samme for at redde mit øje, men lige siden da har det haft den røde farve."

Hun kiggede på ham "Jeg kan godt forstå du har svært ved at snakke om netop det, det må have taget rimelig hårdt på dig, så det er forståeligt du ikke vil snakke om det" Hun nussede ham stadig på ryggen.

Han bed sig let i læben, nikkede. "Det er ikke bare det at miste min bedste ven... Heller ikke kun at de sidste ord til ham var i et skænderi... Men... Det at jeg kørte bilen og ikke var opmærksom. Havde jeg været det kunne det måske have været undgået."

"Det der er ikke noget du skal gå og tænke over nu, det var ikke din skyld og du må ikke bebrejde dig selv, det gør kun hele situationen værre hvis du gør det" Hun kiggede alvorligt på ham, men på en blid måde.