Iiiiiiis<3 *privat*

Da de ankom til kantinen, trak Raku William med op til bordene hvor isen blev serveret og hun sagde "Det er da utroligt at de har is, siden de har den der nul-sukker-politik.." Hun så drilsk på ham og tog et fad og en tallerken og en lille ske.

William gik med Raku op til bordene. Han tog en dyb tallerken og bestik og kiggede på hende med et ligeså drilsk smil, "det er nok fordi det er sorbet. 'Sund' is."
Hans blik blev hurtigt fokuseret på alle de forskellige slags is, der var. En lysebrun og hvid is med et skilt over, hvor der stod 'nougat surprise' fangede hans opmærksomhed, og med et stort smil hældte han en portion op til sig selv.

Raku slog sin kvindelige og fine side, fra sig og tog lidt af hvert, undtagen appelsin sorbeten. Hun så på Williams portion og hun smilede og følte sig faktisk lidt som om at hun var grådig, men slog tanken af sig, det var jo okay, hun havde jo ikke taget meget af det.
Hun så så på William og spurgte "Skal vi sætte os derover?" Hun nikkede i retningen af et tomt bord og så på ham med et lidt mere spørgende blik.

William kiggede i retningen mod bordet, "tjo, det ser fint ud".
Han smilede igen til Raku og tog hendes bakke, hvorefter han bar den hen til bordet og stillede deres ting.

Raku blev lyserød i kinderne og satte sig ned ved bordet og tog sine ting af bakken. Hun så på William og spurgte så "Hvem er din ynglings forfatter så?"

William satte sig og kiggede på Raku, "Shakespeare. Jeg læste for første gang en af hans værker som 10 årig". Han grinte lavt, "udelukkende fordi han hed det samme som mig. Jeg var noget af et pattebarn."

Raku klukkede let og så på William og sagde sammentyggende "Hans værker var nogle af de første jeg læste da jeg begyndte.. De er virkelig smukke. og den måde han kan bruge sine ord på." Hun smilte nærmest lykkeligt til William, da hun havde sagt det og hun begynfte at spise noget af sin is.

William kiggede i et øjeblik på Raku. Et smil bredte sig forsigtigt på hans læber, da hun havde afsluttet sin sidste sætning, "du er nok den første pige, jeg har mødt, der rent faktisk har læst og forstået hans bøger. Jeg mener... Alle kender Shakespeare. Men folk har som regel kun set filmene."
Han kiggede lidt efter ned i sin tallerken og begyndte at spise. Han vidste inderst inde godt, at han snakkede for meget. Alt han sagde, var sikkert ligegyldigt for hende. Hun lyttede nok bare af ren venlighed.

Hun så på ham og smilte "Jeg gider ikke rigtig at se film, de siger mig ikke rigtig noget. Desuden de billeder der opstår i sindet er langt bedre end dem der er i film." Hun smilede til ham og spurgte så "Jeg har aldrig rigtig været som andre, jeg har forstået en masse ting som andre ikke har, til gengæld har jeg mine svagheder et andet sted." Hun spiste noget mere af sin is og så så tilbage på ham igen og spurgte "Hvilket af Shakespeares stykker kan du bedst lide?"

William kunne, trods sine negative tanker, ikke lade være med at smile af Rakus måde at se tingene på. Han blinkede et par gange og nikkede bestemt, "Romeo og Julie. Den ramte mig.". Han lagde sit hoved let på skrå og og kiggede spørgende på Raku, "hvad med dig? Hvilken en kan du bedst lide?"

Raku smilede og sagde "Romeo og Julie er fantastisk, den er så tragisk og.. Ja, den er bare dejlig.." Hun svarede så, med et tænktsomt udtryk; "Det må være Othello, Hamlet eller Romeo og Julie, de er alle sammen så gode og forskellige."

William nikkede tænkende, småstirrende på Raku, "mhm. Han tager utrolig mange forskellige emner op."
Han var holdt op med at spise og havde rykket sig en smule frem af ren fascination af Rakus ord, men lagde hurtigt mærke til det og rykkede sig tilbage, "jeg undskylder mange gange, hvis jeg keder dig. Jegjeg er bare vant til at small-talke utrolig meget."

Raku så overrasket på ham og sagde, mens hun rystede på hønder og hoved "Du keder mig bestemt ikke. Tilgengæld er det rart at der endelig er en der har det på samme måde, altså med at læse." Hun rødmede let og så på ham, og var det en skuffet følelse hu havde da han flyttede sig tilbage. Nej, det kunne det ikke være, hun rystede det af sig og smilede til ham, og hun rakte over og nuppede noget af Williams is fra hans tallerken.

William smilede lettet af Rakus svar. Hans glade ansigt blev dog hurtigt erstattet af en overrasket stirren på sin is. Han kiggede på Raku. Hun så ikke utilfreds ud. Med et lille puf fra hans højre hånd, stod hans tallerken foran hende, "spis resten".

Raku så overrasket på William og så så på tallerkenen og sagde, med røde kinder; "Jamen.. Det var ikke fordi jeg ville have din is.." hun så ned og skubbede hans is tilbage imod hamselv og hun tilføjede "desuden jeg har en masse is tilbage selv"

"Oh," han løftede overrasket sine øjenbryn lidt, "jeg troede at... Ja... Du ved".
Han tog sin ske og maste lidt af sin is ned i tallerkenen, pinlig berørt over sig selv.

Hun så på ham med røde kinder og sagde "Jeg ville ikke være uhøflig.. men.. jeg, ja jeg har min egen is og jeg ikke færdig med den.." hun så ned med brændende røde kinder.

William kiggede hurtigt på hende, "det er ikke dig, der er uhøflig. Det er mig, der opfører mig underligt. Jeg skal bare lige vænne mig til at gå i skole sammen med en anden med en vellidt familie. Det er lidt svært at skille sædvanelig høflighed og venskab ad. Jeg... Vil jo helst gerne være venner med dig."

Raku nikkede og sagde "Jeg vil også gerne helst være din ven." Hun smilede venligt til ham og sagde så "Du behøver ikke være så venlig over for mig, jeg er vant til ikke at blive behandlet synderlig pænt.." Hun smilede til ham og spurgte så "Hvad er din store drøm at blive?"

William skulle lige vænne sig til Rakus hurtige emneskift, hver gang hun kom ind på et mere alvorligt emne. Han valgte at ignorere det og svarede i stedet for på hendes spørgsmål, "ehm... Jeg vil gerne være forfatter. Men jeg skal overtage min fars arbejde. Hvad med dig?"

Hun fik næsten tårer i øjnene over at hans drøm ikke rigtig kunne blive til noget og forstod godt hvorfor Williams forældre havde valgt ham frem for Tyson, men hun kunne ikke lide faktum at han ikke kunne få sin drøm opfyldt og hun sagde "Du kan jo sagtens blive begge dele!" Tårerne i hendes øjne var erstattet med en brændende kampgejst.

"Begge dele...?" William rørte tænkende rundt i sin is, der efterhånden var smeltet, "min far har bare så travlt hele tiden. Hvis jeg får ligeså travlt, så får jeg ikke tid til andet."

Raku så trist på ham og sagde "Jamen.. uhm... ææh.." Hun så på ham og så ned i sin is. "Jeg ønsker også at blive forfatter, så jeg vil skrive for dig når det engang lykkeds for mig at komme frem med en bog!" hun smilede og så alvorligt på ham, igen med en kampgejst.

William grinede lidt, "hvor er du sød, Raku. Tusind tak.".
Han kiggede på sin is, der næsten var ligeså flydende som mælk. Han lagde sin ske og kiggede fascineret på hende, "hvilke historiegenrer vil du så skrive?"

Raku smilede og blev færdig med sin egen is og svarede "Alle genrer! Tror ikke jeg vil kunne holde mig til en enkelt, lidt ligesom Shakespeare."