Endelig træning!

Corey gik ind i gymnastiksalen, det var alt for længe siden han havde været der. Han trak vejret dybt en gang og bevægede sit håndled. Han skulle bare være forsigtig, så skulle det nok gå. Det var et par dagen siden havde fået støtten af, og en 3 uger siden episoden på Londons værelse. han smilte lidt ved mindet, men skubbede det hurtigt væk og begyndte at løbe rundt i kanten af salen. Den var tom lige nu, og han nød stilheden. Det var rart og kunne dyrke lidt mere motion igen. han havde selvfølgelig kunne løbe, og havde han da også gjort. Men nu kunne han også træne lidt med vægte, hvilket han måtte indrømme han havde savnet, selvom det ikke var noget han gjorde meget i

London havde haft time sammen med Corey tidligere, og de var derefter gået hver til sit. Siden da havde han siddet i to timer inde på sit værelse og stirret på klokken, indtil han endelig besluttede sig for at tage hen i gymnastiksalen, fordi han kunne huske, Corey nævnte, han ville tage derhen.
Han gik, iført et par hvide, løse fodboldshorts på, en grå T-shirt med V-udskæring samt et par jævne sneakers, ind i den gigantiske gymnastiksal og fik med det samme øje på Corey. Han havde vist ikke fået øje på ham endnu. Et hurtigt blik ned i gulvet, før han med løftet hage og et smil på læben gik hen mod ham, "hey!" råbte han lystigt og hævede armen i et vink, "jeg havde helt glemt, du også ville træne i dag."
Han havde øvet sig hele vejen derhen i at virke så uskyldig som muligt omkring det, så Corey ville tro på, at deres møde var helt tilfældigt. London kunne jo ikke sige, han havde lyst til at se ham. Han ville ikke virke for afhængig af deres venskab og var fast besluttet på at virke stærkere, end han var i starten, da han brød sammen i gråd foran Corey. Han skammede sig stadig over det.

Corey der var iført sine løse sorte træningsbukser og en hvid tanktop kiggede op da han hørte nogen snakke. Han smilte og stoppede op og gik roligt imod London. Hans vejrtrækning var en smule hurtigt da han havde løbet. "Ohh hej London, jeg troede ikke du gad at træne?" han sendte ham et flabet smil "men man lærer vel noget nyt om folk hver dag?"
Han kørte en hånd igennem sit hår så pandehåret blev rykket lidt væk fra hans ansigt. Han kiggede ned af London, og så op igen på hans grønne øjne. De havde ikke kysset sine den episode på værelset. Ikke fordi han ikke havde lyst, men mere fordi han ikke ville presse på, og det måske virkede en smule akavet, uanset hvor dejligt det er. Han smilte let "Så vil du løbe et par runder med mig?" okay det lød dumt, men han valgte ik at sige andet.

"Meeh, jeg tænkte, jeg nok blev nødt til det," sagde London, stadig med et lille smil, da de var nået helt hen til hinanden. Han begyndte at strække armene ud i nogle mærkelige stillinger, mens han drillende tilføjede, "jeg synes, jeg er ved at få topmave, så man må jo lige tage sig sammen."
Han vidste godt, det ikke var sandt. Han havde i hele sit liv kunnet spise, hvad han ville, stort set uden at tage på. Til gengæld havde han næsten ingen muskler på kroppen, hvilket han altid havde fundet en smule flovt. Men ikke flovt nok til at begynde at træne. Niksen biksen! Det var han for doven til.
"Okay," han lod armene falde ned langs siden og smilede udfordrende, "men jeg advarer dig; min kondi er fænomenal," og med de ord løb han forbi Corey og vendte sig så en omgang, så han løb baglæns, "kommer du, langsomme?" spurgte han flabet.

Corey kiggede på London der stod og lavede nogle underlige bevægelser. Det gav bestemt ingen mening, på ingen måde. Han grinede lidt og så så mere seriøs ud igen. Han forsvandt lidt væk i sine egne tanker og så lige at London løb forbi ham. han vendte sig om med et smil og satte så i et roligt løb. "Har ingen intentioner om at løbe stærkt, selvom du tydeligvis gerne ville tage kampen." han sendte ham et flabet smil "har aldrig været meget for at løbe hurtigt, mere afslappende" han kiggede på London som han løb

"Det ville jeg også sige, hvis jeg vidste i forvejen, at jeg ville tabe," sagde London, hvis toneleje kun blev mere og mere flabet. Han sørgede for at holde sig ved siden af Corey, mens de løb men satte så farten lidt op og tilføjede med et smil, "bangebuks," før han satte endnu mere tempo på, og hjertet begyndte at banke en del hurtigere i brystet på ham.
Corey havde ikke nævnt meget om træning, så han var sikkert ikke i meget bedre form end ham. London kunne ikke holde et lille smil tilbage ved tanken om at løbe fra ham og kunne drille ham med det resten af skoleåret. Normalt var han ikke det store konkurrencemenneske og alligevel havde han haft, siden han havde mødt Corey for første gang, en stærk trang til at ville slå ham i alt.

Coret rullede opgivende med øjnene. Skulle han lade London få den her, eller skulle han sætte op i det tempo han nemt kunne holde, så umiddelbart virkede hurtigere end Lodons? Skulle han fortælle han løb flere gange om ugen for sin kondi, men ellers ikke trænede som sådan. Meget lidt med vægte. Han rystede let på hovedet, nej han lod London beholde den her.
Han kiggede på ham og smilte "Hvis det gør dig glad, så jeg med glæde en bangebuks" han sendte ham et flabet smil. Han kunne godt lide når London var glad, især hvis det var pga ham. Han skubbede sine tanker væk, han havde sat farten lidt op, men kun ganske lidt.

London fnøs men smilte dog stadig. Det blev kun til en enkelt runde, før han stoppede op foran redskabsrummet og fik øje på en såkaldt 'hest', som han trak ud. Det var lang tid siden, han havde lavet redskabsgymnastik. Helt tilbage i 6. eller 7. klasse. Han smilede lidt ved tanken om, hvor dårlig han var til det og trak så hesten ud. Måske var han blevet bedre.

Corey fortsatte rundt. Han sendte dog London et smil inden. Det var længe siden han havde løbet og han trængte til det.
Da han var løbet en runde kiggede han på London igen og med et flabet smil, og imens han stadig lød "Kan du overhovedet finde ud af det der?" Og så var han allerede på vej væk igen og videre rundt. Han kiggede dog over på London fra tid til anden