Så mange prøver, så lidt tid.. PRIVAT

Raku som normalt var på biblioteket for at finde noget litteratur at læse for sjov, stod og havde fat i alle de bøger de havde brugt i matematik, på højeste niveau, i sine arme. Hun sukkede, og svang let med hoved for at få sit hår til siden, hun vidste det var en fejl at have det løst, især lige den dag. Hun så ned på bøgerne i sine arme og læste kort titlerne, okay, kun én bog hun manglede, hvor var den? Hun gik lidt ned af gangen, mens hun kiggede på hylderne, dog kom der endnu et suk, da hun opdagede at den manglede, pokkers også, det var endda den bog hun havde mest brug for.

William kom gående ind på biblioteket med en enkelt bog i hånden, han havde lånt for en uges tid siden og allerede havde færdiggjort. Han lagde den pænt på venstre side af disken, hvor bøger, der skulle afleveres, nu engang skulle ligges, når bibliotekaren ikke var til stede.
Han vendte sig halvt om for at gå ud igen, idet han fik øje på en bog hvis bogbind, han kunne genkende. Han gik hen for at tjekke og ganske rigtigt; 'algebra, niveau IV'. Men hvorfor stod den i reolen med krimibøger?
William tog fat i bogen med et stramt greb for ikke at tabe den - den bog havde hjulpet ham i mange matematikprøver på de højere niveauer, så den skulle være i god stand, så andre elever på Mountain High også kunne få hjælp af den.
Han gik mod matematikafdelingen, som han selvfølgelig allerede vidste hvor var, men stoppede op, da han fik øje på Raku. Han havde ikke snakket specielt meget med hende på skolen. Et par gange måske - en af gangene, da de studerede sammen.
Han lagde mærke til, hun ikke så helt tilfreds ud og spurgte forsigtigt, efter en lav rømmen, "du siger bare til, hvis du har brug for hjælp med noget."

Det gippede let i Raku, da der blev talt til hende og hun vendte sig om og så bogen i William's hånd og hun gik hen til ham og sagde "Hej Will, ehm.. Skal du bruge den der bog?" Hun så undskyldende på ham, mens hun hoppede let, for at få ordentlig fat i de fire andre bøger hun havde på armen. Hun smilede let til ham og håbede at han virkelig ikke skulle bruge den!
Hun havde ligget lidt syg og ikke været til sine timer i lidt tid og hun havde også tænkt sig at gennemgå alt det andet hun havde haft på sit pensum, det halve år.

William så blankt på hende i få sekunder, så ned på bogen og så på hende igen, hvorefter han rystede på hovedet, "nej. Nej, du er mere end velkommen til at tage den," han rakte den frem til hende men trak den så tilbage igen, "men, øhm, skal jeg ikke bære nogen af dine bøger? Det ser ud som om, du har lidt... problemer," han sendte hende et lille, spørgende smil.

Hun så på ham med et stort smil og sagde "Hvis du virkelig gerne vil, så er det vel okay, selvom jeg bare skal hen til bordet med dem." Hun nikkede i retning af en bord der stod ved et af de store glas vinduer, hun hankede igen op i bøgerne og tog et par skridt hen imod bordet, inden hun stoppede op og tænkte sig lidt om og spurgte "Du skulle ikke have noter fra nogen af de her bøger, vel?"

William så hen mod bordet. Oh. Ja, så var det nok lige meget. Men han kunne i det mindste bære den ene bog for hende, han allerede havde i hånden. Han fulgte med hende og stoppede, da hun stoppede, "noter?" han krummede lidt i ryggen, for at kunne se de bogtitler på de bøger, hun havde i armene, og rettede sig så op igen med et lille ret på sin skjortekrave, "jeg har faktisk skrevet nogle til den ene for ikke så lang tid siden, men det var kun for de kapitler, hvor der var ting i, jeg skulle bruge, og du går jo et år over mig, så..." han tøvede lidt før han fortsatte, fordi han havde det dårligt med ikke at kunne hjælpe, "jeg er ikke sikker på, du overhovedet kan bruge det. Beklager, Raku," han sendte hende et forsigtigt smil, "jeg har hørt, at 3. års matematikken er langt svære end på 2. år."

Hun sukkede og sagde "Ja, det er det vel.. Øv, kunne ellers godt bruge al det hjælp jeg kunne få, er gået glip af en del på det sidste." Hun smilede lettere opgivende til ham, men forsatte så hen imod nordet og lod bøgerne glide ud af sine arme og hun vendte sig imod ham og sagde "Nå, ja, du har slet ikke fået et kram!" Hun krammede ham som regel når hun så ham, men på grund af bøgerne havde hun ikke kunne gøre det og hun spurgte "Hvordan går det ellers? Både med Ty-chan og dine forældre? Du var hjemme i ferien, var du ikke?" Hun smilede og trak en stol ud, mens hun satte sig, samt at hun håbede at han måske ville sætte sig ned og holde hende med selskab.

William fulgte med hende, skuffet over han ikke kunne hjælpe. Han tænkte dog, så det knagede; han fik trods alt gode karakterer. Hvis han virkelig tog sig sammen, kunne det jo godt være, han kunne hjælpe hende. Og fordi hun også var dygtig, ville hun nemt kunne forstå hans 'nørdesprog', som Tyson plejede at kalde det.
Han lagde bogen ved siden af hendes andre bøger og skulle lige til at foreslå hende det, da han pludselig blev krammet, og han helt glemte, hvad han ville sige. Han gengældte let krammet, som han ikke kunne lade være med at finde lidt akavet - sidst han havde krammet hende var, da de var seks eller syv år.
Han så på hende, da hun satte sig og valgte også at sætte sig, smilende, "det går rigtig godt. Jeg var i Portugal med mine forældre i ferien. Tyson var hjemme. Og jo, de har det også alle sammen fint. Selvom Tyson har været lidt mærkelig de sidste par måneder, men det virker som om, han er ved at blive sig selv igen, "han smilede lidt bredere til hende i et kort øjeblik. Det var rart at snakke med hende igen. Nu måtte han bare ikke glemme, at hun tydeligvis kom for at læse og ikke for at sniksnakke med ham, "men hvad med dig og dine forældre? Min mor har vist lige drukket te med din mor, af hvad jeg kan huske, hun har fortalt mig."

Hun smilede og det blev kun større da hun hørte at han var ved at blive sig selv igen! Hun sagde så lidt og sagde "Ja, det passer nok meget godt at de drak te her for ikke så længe siden, i sidste uge mener jeg det var. Men jo, de har det helt fint begge to. Og tja, vi var i Japan, hos min farmor, var rat at se hende igen, også selvom jeg var syg." Hun smilede og lagde sin taske op på bordet og fandt sin blok og blyant frem og hev fat i en af bøgerne og begyndte at sidde og skrible ned, dog i mens spurgte hun "Hvad var det egentlig der skete, da Tyson ændrede sig? Jeg ved godt jeg burde vide det, men kan ikke rigtig huske det, har jo selv haft en del ting at holde styr på." Hun så kort op på ham og smilede venligt.

William lyttede interesseret til Raku. Ja, det var rigtigt, hun havde familie i Japan. Hvor var det pinligt, at han næsten havde glemt det. Nu blev han da virkelig nødt til at snakke ordentligt med hende, især når han skulle tage over sine forældres firma i fremtiden og Raku over sine forældres. Han blev jo nødt til, at have lidt viden om 'det andet firma', "Japan. Der er altid dejligt i Japan," svarede han og gengældte smilet.
Han så på hendes hænder, da hun begyndte at skrive ned, og overvejede om han burde gå. Det var trods alt ikke særlig høfligt at sidde og stirre på en person, der forsøgte at lave skolearbejde. Men han nåede ikke at tænke videre over det, før hun stillede ham et spørgsmål, "oh, øhm..." han så kort ned i bordfladen for at finde ud af, hvordan han skulle formulere det, og rettede så blikket på Raku igen, "altså, hans humør svinger bare utrolig meget, og jeg ved ikke hvorfor. Efter han begyndte på sit tredje år på skolen, har han bare været sur hele tiden, men som sagt, er han blevet bedre. Nu er han sit normale jeg det meste af tiden. Han tænder bare stadig af over de mærkeligste ting. Før ferien spurgte jeg ham for eksempel om, om han så nogen piger for tiden, og så begyndte han at råbe af mig og sige, at jeg ikke skulle blande mig i hans privatliv, og at han kunne score alle piger, hvis han havde lyst. Normalt fortæller han mig glædeligt om de piger, han ser," forklarede William.

Raku så op på William med et undrende blik og sagde "Det var da også mærkeligt, jeg burde nok selv prøve at snakke med ham.. Se om jeg kan finde ud af noget." Hun smilede drilsk og vendte så tilbage til sine noter, dog gik der ikke længe før hun rettede sig ordenligt op og åbnede sin blazer og tog den af og mens hun lagde den på bordet, fangede hun Williams blå øjne med sine egne grønne og spurgte "Hvilke fag vælger du så næste år?"

"Det ville være rart," William smilede. Han mente det oprigtigt - Tyson havde været venner med Raku længe, så det kunne sagtens være, hun kunne få noget ud af ham, han ikke selv kunne.
Da hun begyndte at arbejde videre, tjekkede han hurtigt sin mobil. En mail fra hans mor men ellers intet. Han nåede lige at kigge op, da Raku spurgte ham om noget, "billedkunst og psykologi. Og så overvejer jeg mediefag. Jeg har aldrig været den bedste til computere og kunne godt tænke mig at lære det," han lagde sin mobil tilbage i lommen, stadig med blikket på Raku, "hvad er det nu, du har af ekstrafag?"

Raku smilede og svarede "Jeg har mediefag, det er helt klart noget jeg kan anbefale! Og så har jeg ellers Astronomi og madlavning." Hun smilede og kunne mærke at hun selv blev helt sulten bare ved tanken om noget at spise, men hun måtte få skrevet noter, dog overvejede hun at vente til senere med at skrive dem, men hellere få det overstået med det samme, så hun skrev videre og spurgte igen "Hvorfor lige billedkunst? Og har hørt at psykologi er meget godt også." Hun smilede og begyndte at bladre i en af bøgerne, og sukkede, hun havde taget to bøger hun ikke havde brug for, hun lagde dem ud til siden, hun havde allerede noter til dem og hun smilede så op til William og fandt så det kapitel hun ledte efter.

William lyttede. Madlavning, huh? Han burde egentlig også vælge madlavning for at blive bedre, men hans far ville nok ikke blive særlig imponeret, hvis han valgte det. Han havde altid sagt, at kvinderne stod for maden... hvilket William ikke kunne være mere uenig i. Han syntes personligt, man skulle hjælpes ad om tingene i et parforhold - ikke dele det op.
Han smilede forlegent og så kort ned i bordoverfladen, før han svarede, "jeg ved godt, jeg ikke ligner en særlig kreativ fyr, men... jeg elsker at tegne. Og jeg synes, det er vildt spændende at lære udfolde sig via farver og former," hans far var heller ikke helt glad for billedkunst... men det var da bedre end madlavning.

Hun så på ham med et lettere overrasket blik, hun havde overhoved ikke tænkt på om han var ukreativ eller noget, til gengæld kan hun huske at de tre, både Tyson, Hende og William havde siddet og tegnet da de var små og at William havde hjulpet hende. Hun kom til at fnise stille, men sagde så "Lyder også spændende, jeg valgte nu mere valgfag efter mine forældres hoved, du ved.. Jeg er jo enebarn og det hele." Hun smilede til ham og lænede sig tilbage, mens hun strakte sig.
Hun lænede sig frem igen og sagde "Men jeg virker jo heller ikke som typen der ville stå og lave mad, vel? Men jeg må nu sige jeg ikke har talent for det." hun tog fat i sit hår, der var gledet ned over hendes skulder og tog en elastik fra sit håndled og satte sit hår op i en hestehale, sjusket, men den holdt i det mindste.

Efter forældrenes hoved. Hun var deres stjerne og deres eneste håb. William kendte kun alt for godt til presset, da hans forældre havde givet op på, at Tyson ville kunne gøre noget godt for familiefirmaet, og at det meste derfor lå i hans hænder.
Han rettede sig lidt mere op med et overrasket blik, "virkelig? Brænder du tingene på?" spurgte han med en svag drillende undertone.

Hun grinte lavt og sagde "Om jeg gør! Jeg vælter skåle, taber maden og tallerkener, brænder næsten alting på.. Har endda kommet til at sætte ild til pasta.." Hun så lidt ned, hun var ikke stolt af det, men det var sandt. Hun smilede dog, da hun kiggede op igen og sagde "Men de andre er søde nok til at ville dele deres mad med mig." Hun kiggede ned på sine noter og så i bogen og skrev lidt videre og alt i mens hun sad og skrev, sagde hun "Mange tak fordi du gider holde mig med selskab." Selskab betød en del for Raku, da hun var vokset op uden alt for meget selskab, og det hun havde haft var enten Tyson og William, eller stuepigerne i hendes eget hus.

"Jamen, dog," et lille grin forlod Williams læber over det, hun sagde. En kvinde, der ikke kunne lave mad - hans far ville få et føl.
Han knappede sin gråternede cardigan op og så så på Raku igen, "nåh, det er kun hyggeligt," sagde han roligt efter lidt tid. Så han forstyrrede hende altså ikke alt for meget. Sikke en lettelse.
Han fjernede en tot hår ved øret og lænede sig en lille smule over mod Raku for at kunne læse hendes noter, "wow... pæn håndskrift."

Hun så op, mens hun kunne mærke at hendes kinder blev lidt varmere, han var så tæt på og han havde lige siddet og rost hendes håndskrift, hun smilede let og sagde "Oh.. Mange tak, min mor klager altid over at den er sjusket." Hun rystede den generte følelse af sig og bladrede i bogen, mens hun skrev lidt flere noter, dog kunne hun stadig mærke at hendes kinder havde taget farve og hendes håndskrift blev en smule mere sjusket, hun tiggede og bad bare til at han ikke lagde mærke til det. Og hun spurgte så "Skal du op til nogen prøver i den her uge?"

"Nåh," William holdte blikket på hendes noter og rykkede sig så tilbage til sin forhenværende position igen efter lidt tid. Han rettede igen en smule på sit hår og svarede så, "nej, ingen prøver. Men til gengæld skal jeg op og fremlægge og socialisme på fredag i klassen. Jeg har lavet størstedelen, men jeg er nu stadig lidt i tvivl om, hvordan folk vil tage imod det."

Hun nikkede forstående og sagde "Kender nerverne, der ikke mange der forstår hvad man siger, hvis man bruger indviklede ord, men er sikker på at når du har lavet det meste, så skal det nok gå helt fint." Hun smilede stort til ham og lukkede den bog hun havde været igang med og fandt tog en af de andre, mens hun skiftede side på sin blok. Hun spurgte så "Er helt misundelig på at du ikke skal til prøve, og kun fremlægge." Hun smilede let og griflede ned på blokken, med blik der hele tiden skiftede fra bogen til blokken.

William smilede let for sig selv. Hun havde ret - det skulle nok gå fint. Det vigtigste var, at læreren forstod, hvad han sagde... ikke?
Han så igen på hende og lagde armene, hvilende, på bordkanten, "jeg kan næsten regne ud, du skal til matematikprøve? Noget specielt emne eller er det almen matematikviden? Eller en form for midtvejsprøve?" han kunne mærke en buldren samle sig i maven på ham og pludselig gav hans mave en høj rumlen fra sig, hvilket hurtigt fik ham til at rykke sig tilbage i stolen, "øhm, det... det beklager jeg."

Hun skulle lige til at svare, da hun hørte hans mave rumle og hun kom med en lille latter og sagde "Det er vores termins prøver, men jo, bare almen viden inde for matematik." Hun sad lidt uden at skrive og spurgte så "Skal vi gå i kantinen? Jeg er selv lidt sulten." Hun smilede overtalene til ham og lukkede sin bog, mens hun fortsatte "Jeg kan jo bare låne de her bøger, og sidde og lave resten i aften, tager ikke så lang tid."

William, der stadig var lettere pinligt berørt, smilede og nikkede en enkelt gang. Han rejste sig op, rykkede stolen tilbage på sin plads og tog halvdelen af bøgerne for hende. Han så hen på døren og så på Raku igen, "eg håber ikke, det forsinker dit arbejde for meget. Jeg ved, hvordan jeg selv er, når jeg terper. Jeg kan bedst lide at gøre det i ét langt stræk uden afbrydelser," han gik hen til disken, og begyndte at bippe bøgerne ind i Rakus navn.

Hun smilede og svarede, mens hun pakkede sine ting ned i tasken "Det er helt fint, normalt ville jeg også gøre det i et langt drag, men man skal jo også få spist, ellers nytter det intet." Hun smilede stort og svang sin taske over skulderen, tog sig blazer og gik hen imod skranken og stillede sig ved siden af William og sagde "Den der skal jeg ikke låne." Hun pegede på en af de bøger hun havde haft liggende, "Jeg har allerede noter til den nemlig."