Uforklarlig handling

Kira sagde ikke noget til nogen af dem hele vejen op til hans værelse. Han åbnede døren og fik sat Lacus ned, han kiggede derefter hen imod døren.. "du kan bare komme ind og sætte dig på stolen kenji.. Og luk døren bag dig så du sød" han ventede ikke på et svar men gik dirkete ud på badeværelset og hentede de ting han skulle bruge. Han kom ind igen med en lille skål med vand, og nogle reneforbindinger og et lille plaster. Han satte sig ned ved siden af Lacus og tog forbindingen af hende, og begyndte forsigtigt og rense såret. Han kiggede ikke op og hans tone var rolig da han sagde noget igen "Jeg forstår stadig ikke hvorfor du bed hende, og slet ikke hvorfor du bed så hårdt.." han prøvede virkelig og forstå det. Det var tydeligt Lacus havde tilgivet ham, men Kira vidste ik helt hvad han skulle synes om det.

Kenji nikkede blot til det Kira sagde og gik ind, lukkede døren efter sig og satte sig pænt hen på en stol hvor ha bare sad og stirrede ned i gulvet. dette var en så forfærdelig ubehagelig situation for ham. hvorfor skulle den stemme også bare lige pludselig komme frem og ødelægge alt i hans liv. han så kort hen på kira da han hørte hvad han sagde, det fik ham til at åbne munden for at svare men der kom intet ud. han sukkede blot og så ned igen. forsigtigt tog han sig til hovedet med begge hænder og rystede stille på hovedet. den indre kamp var ved at blive for meget, han kæmpede så meget for at få kontrol. alt dette pinte ham og han ville bre ønske han kunne få sig selv til at fortælle Kira hvorfor han bed hende "jeg kan ikke fortælle dig det" fik han så sagt meget sammen bidt og tydeligt i psykiske smerter.

Imens Kira begyndte at rense hendes sår, begyndte Lacus at komme med nogle lyde "a-av...av...av..a.v.av.. i-ikke så hårdt...det gør ondt.." Hun fik lidt tårer i øjnene fordi det gjorde så ondt. Hun havde lidt svært ved at sidde stille, det føltes som om han strammede meget omkring såret og bare gjorde det meget værre. Hun kiggede op på Kira og håbede ikke at han stadig var sur på hende...Jo hun havde det med at dumme sig og hun havde det ikke særlig godt med det. Da Kenji sagde han ikke kunne fortælle det, blev hun lidt trist mere end hun var i forvejen. Hun kunne godt forstå han ikke ville sige det, men det gjorde bare situation sværrere end den allerede var. Det var en snak mellem de to, det var ikke noget hun skulle afbryde, det ville bare gøre situationen værre.

Kira der næsten ikke rørte hendes sår kiggede forundret op på hende.. "Jeg rør det næsten ikke.." han sukkede lidt.. "jeg skal prøve og være mere blid" han blødte kluden op igen og duppede ganske forsigtigt på såret. Det mindede ham lidt om de børn han havde hjulpet hjemmefra når de var kommet til skade, de var også så sarte. Han smilede lidt ved mindet, men det forsvandt hurtigt igen..
Han blev ved med at holde sit blik fokuseret på såret. "Jeg forstår ikke hvordan man bare kan bide nogen uden at forklarer hvorfor... Og jeg bryder mig bestemt ikke om det.. Endnu mindre bryder jeg mig om du omgåes Lacus hvis du bare pludselig kan bide hende og ikke engang kan stå til ansvar for hvorfor." han trak vejret roligt.. "Jeg egentlig ikke sur, jeg vil bare gerne vide hvorfor.. Hvis jeg ikke kan stole på du ikke pludselig går amok og gør mere skade på hende, så vil jeg ikke have det godt med du omgåes hende.." han kiggede roligt op på ham "det forstår du vel godt." han kiggede hurtigt ned på såret igen og fortsatte

Kenji så ned i gulvet og forstod sagtens Kira og han bekymringer. han bed sig hårdt i læben "jeg undskylder... men jeg kan ikke fortælle det... det kan jeg bare ikke" sagde han stille så lidt op på Lacus med et hjælpeløst blik, hvorefter han så ned i gulvet igen "jeg forstår din bekymring, men... jeg har kontrol...det vil ikke ske igen" sagde han stille og kløede sig i nakken. pludselig stivnede han i kroppen og fik det tomme blik i øjnene som han havde haft i kantinen og han sad og mumlede på damme måde, som på det tidspunkt.

Lacus som lyttede til hvad Kira sad og sagde til Kenji. Hun kiggede ned op såret og derefter op på Kenji da han begyndte at snakke. Da der blev stille, blev hun lidt bekymret da han bare stirrede ud i luften. Hun mente hun havde set det før. Hun tog sin hånd til sig og gik hen til Kenji og viftede sin hånd frem og tilbage foran hans ansigt og satte sig på hug. Hun kiggede på ham med et bekymret "Er du okay Kenji?"

Kira der næsten var færdig med at rense såret da Lacus rykkede sig sukkede lidt opgivende.. Han blev siddende og stoppede hende ikke, han lagde dog også selv mærke til ændringen i opførslen og rejste sig op og lagde en hånd på Lacus skulder og fik hende rykket lidt væk så han selv stod foran ham..
"Hey Kenji... er du okay?" han så bekymret på ham, der var et eller andet med den her dreng, han vidste bare ikke hvad.. Han lagde bekymret sin hånd på hans skulder og prøvede at fange hans blik "Kenji!?" han begyndte og blive bekymret, måske skulle han få ham ned til sygeplejersken

Kenji reagerede på ingen af dem og sad bare og stirrede imens han mumlede løs. pludselig blev han helt stille og så vredt på Kira. han sagde ingen ting han så bare vredt på drengen foran ham. drengen der normalt var så glad og smilende var helt væk. han knyttede sin ene næve og slog hårdt Kira i maven og råbte imen "LAD MIG VÆRE!!" og med et kom det undskyldende blik tilbage i Kenjis øjne og en meget nevøs stemme kunne svagt høres "ikke igen... undskyld Kira Undskyld" Kenji rystede og hele kroppen og så skifte hvis på Kira og Lacus "undskyld... undskyld" sagde han nærmest helt knust.

Lacus der blev rykket til af Kira, kiggede bare på ham og satte sig ned ved siden af ham. Hun kiggede bekymret på kenji og kom i tanke om hun havde set det blik før. Da han pludseligt ændrede ansigtudtryk vidst hun den var helt gal igen. Hun nåede ikke at advarer Kira før det var forsent. Kenji slog ham i maven og Lacus fik sig noget af et chok, hun kiggede bekymret på Kira og fik lidt tårer i øjnene "Kira...Er du okay...?" Hun kiggede over på Kenji og kunne mærke hun var lidt vred, men vidste godt han ikke kunne gøre for det "Jeg troede du sagde du havde kontrol!" Hun så bestemt på ham og kiggede derefter på Kira. hun satte sig hen for Kira og kiggede på Kenji med tårer i øjnene "Hvis det sker igen, så lad det gå udover mig ikke ham!" Hun ville ikke have Kira skulle komme til skade, så ville hun hellere have det gik udover hende.

Kira der blev ret overrasket over det pludselig slag nåede ikke at rykke sig før han mærkede et slag i maven.. Han kendte den følelse så godt fra træning, og han fokuserede sit åndedræt og fik hurtigt kontrol selvom det gjorde ondt. Han fik rejst sig op igen og holdt Lacus væk med en hånd og med besvær sagt med en rolig stemme "jeg har det fint..." han kiggede bare koldt på Kenji og overvejede meget kraftigt om han skulle slå ham, normalt ville han nok, men noget sagde ham at drengen ikke kunne gøre for det...
Han hørte Lacus bede Kenji slå hende i stedet og kiggede en smule vredt på hende "lad være og sig sådan noget! Hvis du siger sådan noget vil jeg sq da først have det dårligt med du omgåes ham.." hans blik blev mildere og hans stemme og han lagde en hånd på hendes kind "forskellen på os 2 er jeg vandt til sådanne slag. jeg kan klarer det" han gav hende et hurtigt kys og kiggede så på Kenji igen.
"Hvis du fortæller mig nu hvorfor at du pludselig ændrede dig sådan, og stoppede med at være.. ja dig... så skal jeg nok tilgive dig" det var tydeligt han var seriøs men han virkede ikke vred.

Kenji så hurtigt ned i gulvet og tog sig til hovedet og vippede lidt. han svarede ingen af dem til at starte med, han rystede bare på hovedet og så ud til at have det rigtigt skidt. han ville næsten bare havde Kira slog ham igen ind at fortælle det. det havde været slemt nok at fortælle det til Lacus, men nu også til Kira? nejm Kenji var en perfekt dreng fra en perfekt familie med et perfekt liv. kort efter alle de tanker stoppede han med et vippe. han var jo ikke perfekt, han havde mistet kontrollen. stille så han op på Kira og det var tydeligt han var ked af det "jeg... du må ikke sige det til skolen.. ingen må vide det.. især ikke min familie..lover du du aldrig giver min hemmelighed videre til nogen?" sagde han så med en spinkel stemme. han var ikke glad for dette han ville til at gøre, men han måtte nødt til at fortælle det nu ellers ville disse mennekser ikke kunne være hans venner.

Lacus sagde ikke noget overhovedet, hun så bare på dem begge og lyttede til Kira. Selvfølgelig ville hun ikke have at kenji slog hende, men hellere det end Kira. Hun kunne godt forstå blev lidt sur på hende over hun sagde det, men hun måtte sig det. Hun blev i lidt bedre humør da Kira kyssede hende og lyttede så, da kenji sagde han gerne ville fortælle det, hvis han ikke sagde det til nogen. Hun smilede lidt til ham, for at gøre ham mindre nervøs og svarede ham så "Der er ikke nogen der fortæller noget..." Hun kiggede på Kira, for at prøve at fortælle ham, han ikke skulle sige noget som helst videre.

Kira lagde ikke mærke til det blik Lacus sendte hende.. Han stod roligt og kiggede på Kenji og nikkede anerkendende.. "Her er der ingen der fortæller nogen om noget, hvis det noget privat er det op til dig om du vil fortælle det til folk eller ej. Det hverken mit, Lacus eller nogen andres job" han sendte ham et smil for at forsikre om det var rigtigt... Derefter tog han Lacus hånd og tog hende med hen og satte sig ned på sengen, han trak hende ned så hun sad på hans skød og han lagde armene om livet på hende.

Kenji så ned i gulvet og lyttede til dem. de lovede ikke at sige noget, men år Kira fik det afvide ville han så måske ikke holde det? Kenji tog sig lidt til hovedet og sukkede stille "okay... ser du jeg kommer fra en helt perfekt familie og jeg har altid været den perfekte søn... jeg har det perfekte liv... udover.. nu.. jeg høre en stmme i hovedet og han siger alle mulig ting til mig... jeg plejer at have kontrol, men... da jeg bed Lacus var det fordi han bad mig om det og jeg havde ja mistet min kontrol... og.. ja... det samme skete her" sagde han flovt, da han synes det var noget af det værste i verdenen. hna måtte anerkende han ikke var den perfekte dreng mere som han var ne gang.

Lacus blev trukket med hen i sengen og hen på Kira's skød. Hun kiggede kort på ham og smilede og lod derefter sin opmærksomhed gå hen på Kenji, da han begyndte at snakke. Hun vidste jo godt hvad årsagen var, så hun undlod at sige noget. Hun kiggede ned på sit sår og mærkede lidt på det. Det gjorde stsdig ondt, men hunville se hvor dybt såret var. Hun håbede på Kenji kunne få det under kontrol igen, ellers ville det begynde at blive farligt, hvis han gjorde noget hver gang de var sammen.

Kira rykkede roligt Lacus ned ved siden af sig og kiggede på Kenji imens han snakkede. Hans stemme var rolig og det samme var hans kropssprog.. "Det lyder til du har en del og slås med, og jeg forstår godt du ikke vil have folk ved det, og det vil jeg også respektere.." han sendte ham et venligt smil og tog fat i det papir der skulle på såret og forbindingen. Imens han roligt begyndte at putte det fortsatte han "dog vil jeg foreslå du måske finder ud af hvornår du mister kontrollen. En ting er det sker, men hvis det noget der sker tit vil jeg ikke være tryg ved at Lacus omkring dig. Jeg ved godt jeg ikke kan bestemme over hende, og jeg har skam heller intet imod dig. Jeg siger bare som en venlig hjælp at du måske skulle prøve og finde ud af hvad grunden er, måske det vil hjælpe dig" det var tydeligt han var rolig og mente det som en venskabeligt råd. Han fik færdiggjort forbindingen og kiggede op på Kenji med et smil på læberne. "det jo tydeligt du også sagtens kan fungere, det gjorde du jo fint udenfor tidligere"

Kenji lyttede til alt det Kira sagde og blev helt lettet over hans forståelse. han så så endelig lidt op på dem og blev kun mere beroliget af at se de smilte til ham. det fik et svagt smil frem på hans læber og lidt håb tilbage i sindet "jeg forstår din bekymring for Lacus... men jeg ved ikke hvorfor jeg mister kontrollen... der var intet ens ved disse situationer.. udover at både da jeg bed dig Lacus og da jeg slog dig.. sagde han til mig at... i ville slå mig ihjel.. andet ved jeg ikke... det er lidt som om han lukker resten af min verden af udover frygt og vrede..." forklarede han og kløede sig lidt i nakken "men jeg vil love jeg vil gøre alt for at få kontrollen tilbage"

Lacus kiggede på kenji og undrede sig endnu engang over det samme svar. Det kan være den stemme ikke vil have, han er sammen med andre.." Hun kiggede ned på sin arm, der var igang med at blive ordnet og kiggede derefter på Kira imens hendes tanker kørte rundt i hovedet på hende. Hun kiggede derefter på kenji "Kunne det tænkes, at den stemme inde i dit hoved ikke bryder sig om at du er sammen med andre mennesker, jeg tror den prøver at isolerer dig, for at være helt ærlig" Hun kiggede lidt nekymret på ham, da han nævnte han nok skulle få styr på det nu.

Kira smilede roligt.. "Det lyder meget rigtigt det Lacus siger. men jeg aner ikke noget om det" han rejste sig og gik ud på badeværelset med tingene han havde brugt og fortsatte derudefra. "dog kunne i godt være gået til sygeplejersken de har tavshedspligt.. hvem ved måske han kan hjælpe?" han lod spørgsmålet hænge i luften og gik ind igen og satte sig ned og gav Lacus et kys på kinden

Kenji lyttede til det Lacus sagde og tænkte sig godt om. det kunne sådan set godt være rigtigt for han havde gjort de to personer fortræd som han sådan rigtig havde socialiseret sig med. det stivnede i hele hans krop det sygeplejesken kom ind over og han kunne mærke det ikke var en tanke han brød sig om "jeg ved ikke... stoler ikke på sygeplejesker... de holder sjældent den tavshedpligt" sagde han lidt fordomsfuld. men han havde det ikke rigtig godt med sådan nogle læge agtige typer "men jeg skal bare bede ham om at holde op... skal nok få kontrol... his jeg har haft kontrol før kan jeg godt få det igen" sagde han bestemt og håbede bare han kunne stå ved sit ord.

Lacus kiggede på dem og sukkede "Jeg kan godt følge dig angående det med sygeplejersken, men mit problem er bare ikke sygeplejersken, men noget andet. Men du burde faktisk få det tjekket, så du kan få hjælp til at finde ud af hvad problemet egentlig er" Hun kiggede smilende på ham, for at vise ham det overhovedet ikke var ondt ment. Hun kunne mærke hun rigtig gerne ville hjælpe ham, for han lignede en der trængte til at få hjælp af en ven. "Jeg vil gerne være din ven Kenji, men du bliver nød tilat ffortælle mig når du begynder at diskuterer voldsomt med den stemme i dit hoved, så hvis du går kold, at man kan nå at reagerer, for jeg vil godt indrømme det er ikke særlig sjovt at blie når man prøver at hjælpe, så det vil jeg helst undgå næste gang, hvis det altså sker igen" hun kiggede ned på sin arm og ømmede sig lidt.

Kira sad lænet godt tilbage nu. Han havde næsten lagt sig ned og så lidt op i loftet.. "som sagt er det helt op til dig kenji, men jeg synes det lyder som en god ide det lacus foreslår. så kan man da i det mindste være forberedt" han sendte ham et roligt smil. "Jeg ville også ha det en del nemmere med det, du virker jo ellers som en flink fyr"

Kenji nikkede stille til de ting de sagde og så ud ti at tænke sig godt om "jeg vil gerne advare om hvis han begynder at sige dumme ting... skal nok advare så godt jeg kan... men jeg skal altså tænke over det ed sygeplejesken... det er ikke noget jeg rigtig føler mig tryg ved" sagde han ærligt og så op på dem, de var så rolig og så ud som om de havde tilgivet ham det hele. et lille smil kom frem på hans læber og han betragtede dem begge to "i er nogle flinke mennesker.. jeg er glad for det er sådan nogen som jer jeg har mødt... og ikke nogen der ville være gået amok på mig" indrømmede han og det store glade smil kom langsomt tilbage.

Lacus kiggede på Kira og sukkede, hun rejste sig og satte sig på hans mave og kom med et smil. Hun kiggede derefter på Kenji "Gør hvad du finder bedst Kenji, så lykkes det someregel også" Hun lændede sig lidt tilbage og støttede med den ene hånd Kira's bryst og den anden på hans ene lår. "Kenji, hvis der er noget du har brug for, vil jeg med glæde hjælpe dig, du skal ikke tøve med at spørge" Da han komplimenterede dem, havde hun lidt svært ved hvad hun skulle sige. hun havde svært i forvejen ved at tage imod komplimenter, da det ikke lige var noget hun hørte så tit "tak tror jeg, men jeg gør det fordi du er en sød før og du ligner en der trænger til nogle ordentlige venner." hun kiggede op i loftet og smilede lidt for sig selv.

Kira smilede stadig roligt.. "Intet du skal takke for Kenji.. det almindelig høflighed, desuden som jeg sagde virker du som et godt menneske, rigtig flink" han lagde sig lidt bedre til rette "bare pas på.. ikke alle typer her på skolen er lige venlige, men tror det bedst du selv finder ud af det. jeg ikke en der løber med sladder, og hvem ved. Måske kan du enes godt med nogle jeg ikke kan" han grinte lidt