En hyggelig snak

Drake sad i hjørnesofaen i lærernes lounge med benene over kors, en bog i den ene hånd og en flaske vand i den anden. Han havde en mørkegrøn cardigan over en lysebrun, ternet skjorte samt et par sandfarvede, halvstramme bukser på.
Han gabte en enkelt gang. Havde siddet i loungen, siden han havde fået fri fra sine timer og bare læst i bogen, han efterhånden var halvvejs igennem. Han havde lagt mærke til, at lærernes lounge ikke blev brugt særlig meget. Lærerne var tit på deres kontorer eller værelser, hvor de lavede overarbejde eller rettede elevernes lektier. Men Drake nød nu stilheden og de hyggelige omgivelser, og havde derfor lovet sig selv at komme noget oftere.

Acher som endelig havde noget fritid for sig selv, havde valgt at gå op til lærerenes lounge og som han åbnede døren ind til loungen, sad Drake der, han havde ikke set ham længe, og det mindede ham om at han heller ikke havde set Tyson længe og han savnede ham egentlig.. Det var egentlig en skam, men han rystede tankerne af sig og gik hen til sofaen, hvor han smed sig ned og sagde med et smil "Hey, Mr. Ross."

Drake lagde med det samme mærke til Acher, som han trådte ind i lokalet. Han lyste fuldstændig op i ansigtet og lagde med det samme bogen fra sig, "jamen, hej Acher," han tilføjede venligt, "og du kan bare kalde mig Drake. Hr. Ross er så... formelt."
Han havde ikke set meget til ham på det seneste, men havde konstant tænkt på ham, og var kommet til den konklusion, at han havde fået følelser for ham. Men de havde ikke kendt hinanden længe. Måske var han bare desperat, men... det virkede så ægte.
Han fjernede sit ben fra sit andet, så de begg fødder var solidt plantet på gulvet, og smilede lystigt, "har du først fået fri nu eller...?"

Acher smilede og sagde "Jeg har aldrig rigtig fri, men har en af mine lange pauser nu, som vare helt til i morgentidlig." Det hele var sagt med et smil der sagde at han lavede sjov, men alligevel mente lidt af det hele. Han spurgte så med et lettere alvorligt blik, dog et lille smil på læben "Hvordan har du været dette stykke tid, mens vi ikke har set hinanden?" Han så sig lidt rundt, det var noget tid siden han sidst havde været der, men det gjorde vel heller ikke så meget, han havde bare glemt hvor hyggeligt der var her i loungen.

Drake nikkede, stadig smilende og med sit rolige blik fast rettet på Acher, af hans svar. Han tog en tår af sin vand, stillede også flasken på bordet og svarede så, mens han, ligesom sin kollega, kiggede rundt i rummet, "jeg har haft det fint. Undervist, snakket med nogle flere af de andre lærere, læst, gået ture. Men jeg har selvfølgelig savnet dit selskab. Utrolig meget."
Han smilede, ubevidst en smule flirtende, til Acher, hvorefter hans blik blev lidt mere alvorligt, nærmest bekymret, "hvad med dig? Hvordan går det med dig? Hvad har du lavet?"

Acher så på Drake og svarede "Lyder som om du har brugt din tid fornuftigt." Og så så han ned på sine hænder han havde liggende på sine lår og så så op på Drake igen og sagde "Jeg har haft travlt med at skrive dokumenter og rette journaler, de skulle sendes afsted til en form for messe for læger." Han strakte sig kort og lænede sig så godt tilbage i sofaen og fik øje på bogen, han kunne ikke holde sin nysgerrighed i ro og blev nød til at spørge, så han spurgte "Hvad læser du?"

Drake kunne ikke få sit blik væk fra Acher. Hans stemme, hans ansigt... han blev helt pinlig berørt over, at han opførte sig som en forelsket teenager. Han var trods alt ikke helt ung mere.
Hans tanker blev heldigvis afbrudt, da Acher sagde noget, og han rettede sit blik mod bogen i stedet og sagde lidt genert, "det... er en bog, der handler om unge mennesker og deres tankegang. Jeg tænkte, at jobbet som lærer her ville være nemmere, hvis jeg lærte at se tingene lidt mere fra elevernes perspektiv."

Udenfor bygningen, lærernes lounge lå i, var Tyson stoppet op efter han havde løbet halvdelen af sit sædvanelige rute. Han havde et par løse, hvide shorts på og en løs, sort t-shirt (mærketøj selvfølgelig). Normalt stoppede han ikke op, men han havde haft en elendig dag, hvilket fik hans rygetrang til at gå fuldstændig amok. Han tændte en smøg og indhalerede en ordentlig omgang røg, da han tilfældigvis fik øje på Acher sidde i sofaen gennem vinduet. Han fnøs højlydt. Sad der og hyggede sig uden så meget som at overveje at svare på hans sms'er. Det skulle den mide betale for.
Han smed sin cigerat i græsset og stormede vredt ind i loungen, hvor han allerede havde åbnet munden for at råbe af Acher, indtil han fik øje på Drake, hvilket gjorde ham helt stum, "......"

Acher nikkede og sagde "Det lyder som en meget god idé, har den hjulpet indtil videre?" Han smilede let og skulle til at gabe lidt, før han hørte døren nærmest blive sparket ind og han vendte sig imod deb og så Tyson, han kunne mærke knuder og en underlig følelse indeni, som når man så en man virkelig havde savnet, meget endda. Men dette skjulte han og så surt på Tyson og spurgte "Hvad har du gang i, mr. Tale?"

"Jeg er godt nok først begyndt på den idag, men jeg synes allerede, at jeg har lært nogle ting, jeg ikke vidste," nåede Drake eftertænksomt lige at svare, før han fik øje på en af hans elever, Tyson Tale, der stod i døren med et noget misfornøjet ansigtsudtryk.

"Jeg..." Tyson vidste, at han måtte tage sig sammen og fortsatte sammenbidt, "jeg skal tale med dig... hr. Arkwright. Jeg har et problem." Det gjorde helt ondt at tilale ham som 'hr.'. Han var langt fra en 'hr.'!

Drake løftede overrasket og spørgende sine øjenbryn men fik så idéen, at han burde udnytte situationen til at bruge sin nye viden om teenagere. Han smilede let (selvom han ikke var specielt vild med Tyson. Han havde været utrolig flabet og gnotten i alle hans timer) og sagde venligt, "hr. Arkwright holder en meget velfortjent pause lige nu. Er det ikke noget, jeg kan hjælpe med?"

"Nej," svarede Tyson kort og hårdt med blikket rettet stift mod Acher.

Acher så irriteret på Tyson og så så smilende på Drake og sagde "Det er okay, Drake.. Bare lad mig tale med ham.." ham rettede igen sit blik imod Tyson og rejste sig "Nå, hvad er dit problem så? Kom så, fortæl mig det, det kan måske være at Drake herovre," han nikkede i retningen af Drake, "kan hjælpe dig hvis jeg ikke kan." Han smilede irriteret til ham og han lagde armene over kors.
Hmm.. Hvad kunne det dog være Tyson ville sige? Han så rimelig irriteret ud, dog også lettere overrasket, han fnøs let, men det var fordi han ville holde en latter tilbage, da han egentlig fandt det lidt kært.

Tyson stirrede på Acher, som om han var tomhjernet. Han ville sgu da ikke snakke om det foran en anden lærer. Han så ned og derefter på Acher igen, dog med et lidt mere kontrolleret ansigtsudtryk, "det er lidt personligt."
Han så på Drake, "så... gider du lige?", og nikkede hen mod døren. Hans måde at sige 'skrid' på.

Dette fik endnu engang Drakes øjenbryn til at løfte sig. Den knægt... han var godt nok uhøflig. Men hele situationen fik Drake til at tænke på kapitel 3 i bogen, der handlede om, at man aldrig måtte give efter for teenagere. Hvis de fik lov til at gøre noget én gang, ville de bare gøre det igen. Simpelt.
Han rømmede sig lavt og smilede falskt til Tyson, "hr. Tale, for det første må du faktisk ikke være herinde, med mindre det er et nødstilfælde."

"Det er et nødstilfælde!" protesterede Tyson

"For det andet," fortsatte Drake i et roligt toneleje og ignorerede Tyson fuldstændig, "så er jeg sikker på, at jeg er lige så behjælpelig som min kollega her, med mindre selvfølgelig du er syg eller har slået dig. I så fald gentager jeg: hr. Arkwright har pause, så du bliver nødt til at vente til pausen er slut. Okay?"

Tyson stirrede bare på Drake. Havde virkelig lyst til at svare ham igen, men den følelse blev overskygget af lysten til at skælde Acher ud. Derfor holdte han mund og så i stedet for på Acher med et blik, der fortalte, at han virkelig havde brug for at snakke med ham, hvilket forhåbentligt ville få ham til at smide Drake ud.

Acer sukkede og så på dem begge to, inden han opgivende tog sig til hoved og sagde "Hør, Tale, du kan ikke bare smide en anden lærer ud af lærerenes lounge, det er os der må bevæge os ud herfra, med mindre at Drake selvfølgelig skal til at gå." Han så op på Tyson og derefter på Drake, han vidste ikke hvad der ville være smartest, det ville nok være at de gik og lod Drake sidde tilbage, men på den anden side, hvad kunne være så personligt at det ikke kunne siges foran Drake? At Tyson havde fået en sexsygdom? Næppe, så ville Acher da være en af de første der ville vide det, siden alt sådan noget skal foregå igennem ham.. Eller kunne det være fordi Tyson ville gøre en ende på det..? Nej, det kunne det ikke være.. Nej, sådan ville Tyson aldrig gøre det, han ville sikkert bare stoppe med at snakke til ham hvis det skulle ske.. Ville han ikke?
Acher følte sig nervøs og så så på Tyson igen.. Hans blik afslørede ikke hans tanker, til gengæld gjorde hans kropsprog, men det var ikke meget og man skulle nærmest have nær studeret Acher, hvis man skulle have set det.

Tyson blev irriteret over Achers svar. Han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare kunne holde lidt med ham. Prøvede han bevidst at sørge for, at de ikke fik snakket sammen eller hvad? Han så på bebrejdende på ham, hvilket resulterede i, at de bare stod og gloede på hinanden.

Hvad var der med de to? Drakes nysgerrighed overgik hans stolthed og med et lavt suk sagde han, "nuvel, jeg giver jer lov til at snakke," han smilede til Acher og gik så ud af døren, hvor han blev stående, skjult bag væggen, så han kunne lytte. Nøj, han følte sig barnlig... men han var simpelthen så nysgerrig!

Tyson så efter Drake, så kort på Acher og derefter rundt i lokalet. Ikke fordi, der var noget interessant at kigge på... det føltes bare mærkeligt at kigge på Acher efter så lang tid. Han mumlede montont, "du har ikke svaret på mine beskeder..."
Han vidste godt, det lød som om, han savnede ham, når han sagde sådan noget, men... det havde han altså ikke! Aldrig!

Acher så på ham og spurgte så "Du har skrevet til mig?" Han sukkede og så lettere overrasket på ham, var det virkelig det eneste han ville?! Derfor skulle Drake gå ud af lokalet? Han kunne jo have covered det, og sagt at det var fordi at Tyson havde nogle symptomer på en eller anden sygdom og derfor skulle overvåges.. Han sukkede og så igen på Tyson og spurgte "Hvorfor skriver du også til mig? Havde du ikke time?" Hans blik var bebrejdene og hans arme lagt over kors, han var fuldstændig lukket i kropsproget og kunne ikke lade være med at være lidt irriteret på Tyson og sagde så "Desuden jeg vidste godt at du ikke lagde synderlig meget vægt på skolen, men så længe du skriver, så lærer du aldrig noget og så består du heller ikke.."

Tyson lyttede rent faktisk til Acher. Han havde sin sædvanelige negative holdning, men alligevel... han afbrød ham da ikke.
Han så på ham, da han havde talt færdigt, lagde også armene over kors og svarede i en bedrevidende tone, "jeg behøver ikke at lærer noget. Jeg skal alligevel aldrig nogensinde arbejde, hvilket betyder, at jeg ikke behøver en uddannelse, hvilket betyder at mine karakterer er fuldstændig irrelevante. Og lad være med at snakke ude om," tilføjede han til sidst og med ét ændrede hans ansigtsudtryk sig til det typiske irriterede og vrede blik, "hvorfor helvede svarede du ikke? Tjekker du aldrig din telefon eller hvad? Eller er du for gammel til at kunne bruge mobiltelefoner?"

Acher var lige ved at knække tråden og råbe af Tyson, men han bevarede sin stille og rolige tone og svarede "Jo, ser du, ikke alle har tid til at skrive på mobilen, jeg har jo arbejde! Desuden den ligger på mit kontor, i min aflåste skuffe!" Han sukkede og tog sig igen irriteret til hoved og i samme bevægelse, strøg hånden igennem sit pandehår for at få det væk fra sit ansigt.

Flabet... så flabet...
Tyson fik en klump i halsen. Han havde fået svar på sit spørgsmål. Han kunne gå. Men det var som om, der var noget andet, der irriterede ham, og selvom han var usikker på, hvad det var, kom det naturligt flyvende ud af hans mund, "vi har ikke set hinanden i to uger, og du er bare ligeglad eller hvad? Hvis du ikke gider mere så sig det i stedet for at ignorere mig som et eller andet... barnligt røvhul!"
Han kom til at sige det meget højere, end han egentlig ville, men han havde været frustreret over det i over en uge, og han ville have svar. Han ville have Acher til at benægte det og sige, at han selvfølgelig aldrig ville stoppe det. At han var afhængig af Tyson. For det var han da... var han ikke?

Acher så på ham.. Hvis Acher ikke ville Tyson mere? Han havde aller mest lyst til at sige at han ikke ville stoppe det.. Men også at han havde lyst, bare fordi at Tyson var en umoden og dobbeltmoralsk person.. Men nej, han valgte ikke at svare, istedet tog han et par skridt hen imod Tyson, mens han så op på ham, irriteret, men ikke som sit sædvanlige blik, jo det var da irriteret, men der var også et lille skimt af sødme i det, og han tog Tyson's hånd og flettede sine fingre ind i mellem hans og sagde "Hvad fanden tror du selv?!"

Tyson troede, Acher ville slå ham, da han gik hen mod ham på den måde men blev overrasket, da hans fingre pludselig blev rørt ved. Han stirrede ned på deres hænder uden at sige noget.
Stirrede bare.
Og blev ved med at stirre.
Og selvom alt var stille, og situationen burde være utrolig akavet, føltes det ikke sådan. Af en eller anden grund. Det føltes... behageligt. Ja, behageligt var det rette ord.
Alligevel brød Tyson stilheden, da han løftede blikket og så på Acher med et udtryksløst blik, ".... lægger du an på mig, Arkwright?"

Acher så alvorligt på ham og sagde, uden at slippe Tyson's hånd eller blik "Hvad hvis jeg gør?" Han smilede så til ham, dog var der stadig et lille glimt af irritation i hans blik og han løsnede let grebet om Tyson's hånd, for at se om Tyson ville tage fat, hvilket virkede fuldstændig usandsynligt.

Det var så lang tid siden, Tyson havde snakket med Acher, og så stod han og sagde sådan noget. Det kan godt være, han bare prøvede at flirte sig uden om problemerne og spørgsmålene, men nøj, det virkede godt.
Han mærkede Achers fingre gled væk fra sine egne, hvilket fik Tyson til endnu engang at kigge ned på sin nu ensomme hånd, indtil han kom i tanke om, at han jo faktisk var blevet stillet et spørgsmål. Han så op og sendte Acher et forførende blik. Hans ene mundvige løftede sig endda en smule, "så er du ude på noget. Har du tænkt dig at fortælle mig hvad?"

Acher så på Tyson og lagde hoved lidt på skrå "Hvad hvis jeg er..? Og hvis det er hemmeligt, hmm?" Hans tone var lettere legesyg og smilet matchede, samt den lille klukken der var efterfulgt og han vendte om og gik hen imod sofaen's ryglæn som han satte sig på og så så igen på Tyson.

Tyson glemte hurtigt alt det dårlige, der var sket for ham den dag. Achers legesyge stemme, og måden han bevægede sig på... det fik ham til at glemme alt omkring sig.
Han gik hen til ham, helt lydløs og målrettet, med et fattet blik. Han var så fokuseret på kun denne ene person, at en anden person kunne falde død om ved siden af dem, uden han ville lægge mærke til det.
Kun en halv meter væk fra 'sit bytte', lagde Tyson sine hænder på hans knæ for at åbne hans ben, så han kunne stå imellem dem, brystkasse til brystkasse med Acher. Han placerede begge sine hænder på siderne af hans hals og tøvede ikke med at give ham et længe ventet kys. Alt føltes så godt, da deres læber endelig mødtes igen. Endelig... kunne han være sammen med ham... med den tumpe...

Acher som havde et lille smil på læben, mærkede et længeventet sus i maven, de varme læber imod sine og lagde sine hænder på Tyson's skuldre, mens han gengældte dette himmelske kys, mens verdenen smeltede væk omkring ham og hele hans verden bestod kun af Tyson og han holdte sin trang, til at lægge hans ben omkring Tyson, tilbage selvom det var utrolig svært.

Tyson lod snart Achers læber slippe for i stedet at føre sine læber nedad til hans hage og ned langs hans hals, hvor han stoppede for at nappe. Eller... nærmere bide. En smule hårdt måske men hvad fanden... han kunne jo lide det. Mellem kærtegnene fik han sagt, nærmest provokerende, "er du for bange til at gøre det her...?"
Tysons hænder, han først havde lagt på hofterne, begyndte nu at vandre rundt på Achers overkrop, inde under hans trøje.