Hvad er der at gøre?

Lacus var gået ind i loungen, hun havde det rigtig dårligt efter hvad der var sket mellem Hende og Kira. Man kunne tydelig se på hende at hun havde det skift og havde ikke kræfter nok til at skjule det heller. Hun satte sig i sofaen og lagde sig ned. Hun havde sin skoleuniform men skjorten var en smule nedringet og hun gik ikke så meget op i hendes tøj idag. Hun sukkede dybt og lagde en hånd over øjnene og håbede stadig det bare var en ond drøm.

Heldigvis for Lacus kom selveste Guds gave til kvinden i det øjeblik slentrende forbi, fløjtende ud på vej for at tænde sin pibe (han var lige blevet smidt ud fra lærerværelset da han gjorde det derinde.) Han stoppede op og så på den triste pige med rynket pande. Jiraiya var måske nok til en vis grad en gammel horebuk, men en dame i nød kunne han ikke bare sådan lade sidde. Og så havde hun altså fænomenale jader.
"Er min undervisning virkelig så trættende at De falder i søvn midt på dagen, Frk. Tamako?"

Lacus fjernede sin hånd fra sin ansigt og kiggede på ham med et løftet øjenbryn og triste øjne. "nej det har intet med dine timer at gøre overhovedet, jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op, det er bare det" hun kiggede godt væk og havde egentli ikke lyst til at snakke om det.

Det skulle hun nu ikke regne med at undgå. Jiraiya satte sig godt til rette i sofaen ved hendes fødder. "Lad mig da høre hvad der har gjort dig så ulykkelig." For en gangs skyld virkede han nogenlunde seriøs. "Uløselige problemer har det med at blive mere løselige af at snakke om dem," sagde han viist.

Hun kiggede nedtrykt på ham "det rr ikke noget jeg bare vil råbe op omkring det er ikke noget jeg er stolt og det siger han heller ikke han er. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal tro han har virkelig misvrugt min tillid og han bliver ved med at sige han ikke fortjener mig og jeg ved ikke hvad jeg skal tro, jeg elsker ham virkelig men ved ikke hvad jeg skal gøre. Nu er vi blevet uvenner og jeg prøver lid at undgå ham, men jeg savner ham sådan... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Vil godt tilgive ham men kan ikke accepterer det med det samme og han kan ikke forstå hvorfor jeg bare kan tilgive ham... Men jeg elsker ham jo og føler det er rigtigt at give ham en chance til" hun fik tårer i øjenene og begyndte at græde lidt igen.

Jiraiya rynkede brynene mens han prøvede at få hoved og hale i det hele. Tændte sin pibe og bakkede lidt på den (og så sig over skulderen for at være sikker på at rektor ikke var i nærheden) mens han tænkte.
"Så.. en eller anden knægt, din kæreste? - har gjort noget åndssvagt og såret dig. Hvorfor vil du gerne have ham igen?"

Hun kiggede kort på ham "fordi jeg elsker ham... Jeg holder af ham og savner ham hvert minut" hun fjernede en tårer fra sin kind "jeg vil ikke fortælle hvad han har gjort, da jeg ikke mener andre skal vide det, det gør bare situationen værre"

"Så det er garanteret noget med han har haft gang i en anden," kommenterede læreren tørt. "Helt ærligt, så fortjener han vel heller ikke at du tilgiver ham?"

Hun begyndte at fælle nogle flere tårer "det er sjovt det sagde han også... Og forstår det bare ikke, er det en undskyldning for ikke at være sammen med mig, jeg er då glad for ham og han siger han elsker mig, men afligevel....afligevel så dummedr han sig for groft" hun ignorede fuldstændig det faktum om at han gættede rigtigt

"Tror du på han elsker dig? Og hvad ville der ske med dig hvis du ikke var sammen med ham?" Ah, ung kærlighed, tænkte Jiraiya melankolsk, og bakkede lidt mere på sin pibe.

Hun kunne mærke hun blev mere og mere ked af den her samtale og kunne næsten ikke holde sin smerte tilbage. "jeg....jeg... Stoler på ham og hvis han siger han elsker mig stoler jeg på ham...men han har trådt på mig og nu ved jeg ikke hvad jeg skal tro længere... Og jeg vil ikke leve uden ham... Jeg ved det lyder underligt men jeg elsker ham højere end noget andet her i verden" hun tog sine hændr op til sit bryst og klemte sine hænder.

"Så du prøver at stole på ham selv om han egentlig ikke er værd at stole på." Var der nogensinde nogen teenage-romancer, hvor man ikke elskede den anden højere end noget andet i verden? Jiraiya blev lidt fugtig i øjenkrogen. "Well.. det er jo bemærkelsesværdigt af dig.. Værdsætter ham knægten her det han har? Eller leger han bare med dig, selv om du giver ham alt?"

Hun kiggede ned i sit skød og tårerne trillede stadig ned af kinderne på hende "Jeg syntes han er mere værd, end hvad i og han tror" Hun drejede hovedet væk fra Jiraiya "Det siger han, at han gør det er derfor han siger han ikke mener jeg skal tilgive ham"

Hm, i det mindste en ærlig fyr, tænkte læreren. "Jeg ved slet ikke noget om fyren, frk. Tamako. Kun hvad du har fortalt mig om ham. Egentlig er den vel ikke længere end at hvis du ikke vil være uden ham, må du få det til at fungere MED ham, på en eller anden måde."

Hun kiggede på ham "Ja det ved jeg,men han bebrejder sig selv over det og lige mig hvad jeg siger til ham, vil han ikke rigtig tage det til sig, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" hun tørrede nogle tårer væk fra kinderne

"Okay, smukke---" lige et blændende smil. "Mænd er idioter. Det kan du ligeså godt lære først som sidst. Vi fatter ikke noget som helst. Men hvis fyren her overhovedet har hjerne, så har han den værste samvittighed på Guds grønne jord over at have svigtet en dame som dig." Han klappede en faderlig hånd på Lacus' skulder. "Giv ham nogle dage.. så tror jeg han vil fatte at du er ret speciel, og komme kravlende tilbage til dig."

Hun fik et lille smil frem og kiggede på ham "Jeg håber du har ret, det håber jeg virkelig" Hun satte sig ordentligt op og fik det lidt bedre over at have snakket med ham, men smerten var der dog stadig. "Men forresten hvad laver du egentlig her?"

"Hey, jeg bekymrer mig altid over mine elevers velbefindende!" han fægtede med piben i luften. "Og jeg har radar når det gælder kærlighedsproblemer."

Hun smilede lidt "Troede bare kun du var den perverse lærer over alle lærere, der ikke tænkte på andet en bar dame kroppe." hun rettede sin skjorte lidt og foldede sin nederdel lidt ud.

"Det er ikke helt forkert," han sendte hende et smørret smil. "Jeg tænker NÆSTEN ikke på andet. Men.. jeg har trods alt oplevet en smule mere end du har, unge dame," han blinkede til hende, kun lidt frækt.

I samme øjeblik trådte endnu et hunkøn ind i loungen. Med et lille suk fæstnede Kushina sit greb om bøgerne igen, slæbte dem hen til et bord. Hun måtte virkelig se at komme igang hvis hun ikke skulle dumpe de første eksamener. Efter bøgerne var lagt på bordet, rettede hun sin nederdel til, vippede igen hendes hår - der idag var løst og derfor hang til ned under hendes knæ - bag over hendes skulder, om til hendes ryg hvor det hørte til, og korrigerede på det lille hårspænde der holdt hendes pandehår på plads.

Hun grinede lidt "Nej det kan jeg se..." Hun vendte hovedet og fik øje på Kushina og smilede. Hun havde stadig lidt røde egne efter sine tårer og kunne ikke rigtig gøre andet end at vente.

"Og... tro mig.. de færreste mænd er værd at tude over. Så, ham din filejs der, han har bare at bevise at han er det," sagde Jiraiya højlydt, og ignorerede fuldstændigt det faktum at Kushina sikkert godt kunne høre ham. Ivrigt bakkede han på piben, ret godt tilfreds med sig selv.

Hun kunne, men tog sig ikke videre af det. Hun satte sig til rette, og begyndte på sine lektier - men det gik langsomt.

Hun kiggede igen på ham "Jeg håber inderligt at du har ret Jiraiya, jeg ved ikke hvad jeg ellers kan gøre og jeg har svært ved at snakke med ham, uden at føle smerte fordi han virkelig har trådt på ham, håber bare det hele bliver godt igen, jeg er villig til at tilgive ham, det kræver bare også han tager sig sammen" Hun fik igen et trist smil bare ved tanken, hun håbede virkelig det hele ville blive godt igen og han ville bevise at han elsker hende.