Efter en normal gang træning. [[kakaomælk]]

Hans smil falmede, han så væk. Tog stille et skridt væk fra hende, fik sin top på igen. Men han svarede ikke, for hendes ord havde igen fået ham til at se scenen for sit indre øje.

Hun kiggede bekymret på ham "undskyld hvis jeg trÅdte dig over tæerne, det var ikke min mening" hun kiggede flovt ned i gulvet og håbede inderlidt på han ikke var sur på hende.

Han rystede svagt på hovedet. "Jeg er ikke sur, hvis det er det du tror."

Hun fortsatte med at kigge ned gulvet, lidt bange på en måde, men vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre "undskyld, det må du virkelig undskylde"

Han rystede igen på hovedet. "Du behøver ikke undskylde. Du kunne ikke vide det." en svag trækken p skuldrene, og han rakte hendes top til hende.

Hun kiggede kort på ham og tog sin top. "Nej men jeg kan se det på dig, og jeg ville ikke have sagt det noget, hvis jeg vidste du ville reagere sådan." hun tog sin top på og tog fat i sit håndklæde og tog det rundt om livet. Hun gik stille hen til ham og tog blidt fat i hans hånd. "Men hvis du en dag har brug for mig, tager du altså bare fat i mig, du skal altså ikke holde det inde, men jeg vil ikke tvinge dig til noget"

Han sukkede let. "Præcis det samme som min ex, min adoptiv søster og min bedste ven har sagt til mig..." mumlede han stille, men gav dog hendes hånd et blidt klem. "Jeg ved godt jeg har problemer, ved også godt hvorfor, men..." han sukkede. "Undskyld, jeg har bare ikke lyst til at bryde sammen foran dig. Det fortjener du ikke."

Hun klemte hans hånd lidt og og gik ind foran ham, med den anden hånd på hans bryst. "Du skal ikke holde det tilbage bare du mener jeg ikke fortjener det. Jeg vil have du skal ud med det så du kan få det bedre. Jeg holder meget af dig og vil have du har det godt" hun kiggede roligt på ham og håbede på han ville accepterer hende.

En svag rysten på hovedet. "Undskyld." gentog han, gav hendes hånd endnu et klem mens hans blik var rettet ned mod deres fødder.

HUn kiggede bekymret på ham "Kakashi du får det ikke bedre af at holde det for dig selv. Men hvis du ikke stoler nok på mig til at du ville sige det, er der jo ikke noget at gøre ved det" HUn klemte hans hånd lidt mere og lidt såret var hun nok, men hun prøvede at holde det lidt tilbage.

Han sukkede. "Jeg startede med at få terapi sidste mandag. Jeg går der hver mandag og torsdag." informerede han. "Jeg skal... Bare have lidt tid. Undskyld. Men jeg... Jeg har bare svært ved at stole på folk." hans ene hånd gled op til at kærtegne hendes kind. "Jeg har haft min tillid brudt for mange gange."

Hun kiggede ked af det på ham. "Jeg kan i teorien godt forstå, jeg vil bare gerne have du stoler mere på mig, for det føler jeg ikke rigtig du gør" Hun satte sin hånd på den hånd han havde på hendes kind.

Han nikkede let. "Forståeligt..." mumlede han. "Jeg tror kke der er så meget som én person jeg stoler fuldt ud på." sagde han stille. "Ikke siden...." han rystedet på hovedet for at glemme det han var ved at komme ind på. "Ikke i de sidste snart 10 år."

Hun kiggede ned på gulvet " Det er jeg da ked af at hører, at du har det sådan. Men hvad skal jeg gøre så du vil stole på mig?" Hun klmete lidt mere om hans hånd som var på hendes kind. "Hvad vil du have?"

Han gav endnu et lille suk. "... Det ved jeg ikke, Sheena. Jeg tror den eneste løsning er tid." han trak let på skuldrene. "Det er joo ikke dig den er gal med, men mig. Jeg skal have tid til at åbne mig. Bare en lille smule."

Hun tog sin hånd op til hans kind og nussede ham lidt "hvis du vil have tid, skal du nok få det, men så vil jeg have du fortæller mig hvornår du er klar til det" Hun kiggede kort væk "Jeg vil bare gerne have du er glad"

Han nikkede let. "Jeg vil gøre mit bedste for at huske det." mumlede han, kyssede hende.

Hun smilede til ham "Okay, det håber jeg også du gør. Men hvordan har du det så nu" Hun kiggede stadig bekymret på ham og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre for at gøre ham glad igen.

Han trak let på skuldrene. "Fint nok, I guess. Samme som altid."

Hun havde stadig sin hånd på hans kind "Er der noget jeg kan gøre for at gøre dig glad igen så" hun kiggede stadig bekymret på ham.

"... Ikke lige nu, nej." han rystede svagt på hovedet. "Ikke andet end at blive hos mig."

"Jamen så bliver jeg hos dig, hvis det er det du trænger mest til lige nu" Hun kyssede ham kort på munden og smilede til ham, mens hun stadig nussede ham på kinden.

"... Tak." et blidere smil, og han gav hende et kram.

Hun krammede ham igen, og klemte sig lidt hårdere indtil ham. hun ønskede virkelig det bedste for ham, men hvis det her var det eneste hun kunne gøre, gjorde hun det.

Et svagt smil, og han begravede næsen en smule i hendes hår, tog en dyb indånding.