Hvorfor.. Bare hvorfor skal DU altid komme tilskade?! *privat* KAKAOMÆLK

Tyson forsøgte at holde det tilbage, men måtte efter kort tid give efter, og kom så med et højt nydelsesstøn, da han per refleks pressede sit lem så dybt og hårdt ind i Acher som muligt og kom indeni ham.

Acher lukkede øjnene af ren nydelse da han kom sammen med Tyson, at mærke den blot 18 årige dreng inde i sig, så dybt som overhoved muligt, han skubbede Tysons hånd væk og trak Tyson ned i et kys, efter kysset hviskede han lavt "Jeg elsker dig..".

Tysons ben rystede efter den trættende omgang sex. Han lod Acher trække sig ned og gengældte ømt kysset, selvom han var lettere forpustet.
Han skulle til at smile, idet Acher sagde det til ham. En underlig varme fyldte hele hans brystkasse, og han rettede sig forsigtigt op for at kunne se på Acher med en blanding af overraskelse og mistænksomhed. Men ingen løgn kunne spores i hans ansigt overhovedet. Betød det, at... han mente det...?

Acher indså først hvad han havde sagt da det var for sent. Han håbede ikke at Tyson ville skubbe ham væk eller noget så han så op på ham, med et ildrødt ansigt og holdte tårerne tilbage.

Tyson lagde mærke til hvor meget Acher rødmede, og kunne mærke hans kinder selv var varme. Han kiggede lidt væk, hvorefter han forsigtigt trak sit lem ud, trak sine boxershorts og bukser op og trådte et skridt tilbage, stadig uden at kigge på Acher. Han var målløs. Håbede inderligt at Acher havde mere at sige, udelukkende så den akavede stilhed mellem dem kunne brydes.

Acher satte sig op og tog sine boxers og bukser op fra gulvet og tog dem på, inden han med en stemme der truede med at knække sagde "Undskyld det.. Det skulle jeg ikke have sagt.." Hans rødmen blev ikke svagere og ham så ned på sine fødder.

Tyson knappede langsomt sine bukser. Nu måtte han tage sig sammen og sige noget, vidste han. Med et lavt suk lagde han armene over kors, kiggede seriøst på Acher og spurgte, "skulle du ikke have sagt det, fordi du ville holde det som en hemmelighed for mig... eller fordi du ikke mente det?"

Achers rødmen var konstant og han så op på ham med et blik der fortalte at ingen af hans påstande var sande, og han udbrød "Det var ikke hvad jeg mente! Jeg mener det skam! Og det var ikke fordi du ikke må vide det.. Det er bare.. Jeg plejer ikke at..." og hans stemme knækkede og et par pludselige tårer løb ned af hans kinder, ham tørrede dem irriteret væk og fortsatte "Jeg er bare hunderæd, okay?! Hunderæd for at blive efterladt igen.."

Tyson lyttede tålmodigt til Acher. Han rynkede brynene og spurgte koldt og dog lidt nysgerrigt, "hvordan efterladt? Ligesom jeg efterlod sidste gang?"
Han kunne ikke holde ud, at Acher græd. Det gjorde ondt i hans hjerte, og han havde allermest lyst til at gå hen og trøste ham. Men for det første var han elendig til at trøste, og for det andet anede han stadig ikke hvad det egentlige problem var.

Acher snøftede og nikkede, han så ned i gulvet igen og tilføjede "Og du er ikke den enedte der har efterladt mig.. Det skete også da jeg gik i high school.." Han tørrede sine øjne og snøftede igen, halvt håbende at Tyson ville komme over og trøste ham, dog alligevel ikke for Acher kunne ikke udstå at være den ynkelige gamle mand han nu engang var.

"Så... jeg tænker lige højt her, okay?" sagde Tyson i et småirriteret toneleje og fortsatte, "du er blevet efterladt utrolig mange gange gennem tiden. Du finder mig. Jeg efterlader dig også. Og alligevel vender du tilbage til mig OG siger, at du elsker mig? Arkwright, du hjælper ikke ligefrem dig selv i den situation, du er i."

Acher så på ham og sagde "Du forstår ikke hvad jeg mener, jeg er ikke blevet efterladt på den måde før, jeg mistede mine forældre da jeg gik i high shcool, jeg mistede de eneste mennekser jeg virkelig holdte af.. Og jeg troede ikke jeg kunne elske et mennesker igen, men så dukkede du op.." Hans hænder rystede og tårerne løb værre end før.

Tyson kiggede lidt på ham uden at sige noget, før han sukkede højlydt og satte sig ved siden af ham på briksen, "jeg har aldrig mistet nogen. Bortset fra min kat, Coop, da jeg var 5 år gammel, men... du ved hvad, jeg mener. Jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg kan sige noget, der kan trøste dig. Jeg ville gerne, men... ja..."
Han så på Acher. Havde det elendigt over ikke at kunne hjælpe.

Acher tørrede sine øjne og snøftede, det hjalp lidt at Tyson satte sig ved siden af ham, og sagdehan gerne ville hjælpe, men at ham ikke vidste hvordan. Han så på Tyson og lænede så sit hoved imod Tysons skulder.

Fuck... hvad skulle han gøre? Tage hans hånd? Kysse ham? Lade ham lidt være? Knalde ham igen? Tilbyde ham en smøg? Blive ved med at fortælle, hvor meget han ville hjælpe?
Han tænkte desperat tilbage på, hvad der havde fået Acher til at smile, i den tid de havde kendt hinanden. Men det var sværere, end man lige skulle tro.
Men pludselig gik det op for Tyson. Udover sex, havde Acher kun nydt, når Tyson blev nedgjort. Så der var ikke andet at gøre.
"Jeg... er rimelig sikker på, jeg også er til mænd. Jeg er begyndt at indse det," forsøgte Tyson ynkeligt.

Acher så overrasket op på ham, snøftede og ind imellem gråden, kom der en let klukken og han spurgte "Er du helt sikker på det?" Dog smilede han ikke endnu, men så nærmere ulykkeligt på Tyson og håbede lidt at Tyson ikke ville fortælle videre om det, han ville sikkert bare få håbet op og så ende med at blive utrolig såret.
Han så så på Tyson og spurgte "Kan jeg holde din hånd?" Gråden var stoppet og han rakte sin rystende hånd frem.

Tyson kiggede på Achers hånd. Ynkeligt... men kært på samme tid.
Han tog den med et suk og lod deres hænder hvile i sit skød. Han havde overskrevet sine egne grænser så mange gange den dag. At de holdte i hånden, var nu fuldstændig ligegyldigt.
Han kiggede ned på deres hænder og sagde lavt, "jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, jeg skulle opleve dig græde."

Acher så ned i gulvet og sagde "Jeg havde heller aldrig i min vildeste fantasi troet at du ville tage mine ord så pænt, eller bare have sex med mig igen.." Acher så på ham og så på deres hænder, Acher slappede mere af og kunne mærke et spinkelt håb om at de ville have denne samtale kørerende i lang tid.
Han tilføjede så "Men jeg er jo kun et menneske og nu brød jeg sammen, mens du var til stede.. Det må du altså undskylde.."

"Det er okay. Alle tuder nu og da. Bortset fra mig selvfølgelig," Tyson kiggede på Acher og sendte ham et lille smil. Han rynkede undrende sin pande og fortsatte, "for resten... alle de gange du har sagt, jeg var ussel og ynkelig og sådan, ik'? Mente du det så slet ikke?"

Acher så på ham og smilede blidt "Måske en lille bitte smule, men det var nok kun fordi jeg prøvede at stoppe mig selv i at mine følelser ville blive alvorlige.." Han rødmede let, men rakte tunge af ham. "Og jeg tror mere jeg er den der er ynkelig og ussel." Han vidste at Tyson sikkert ville være enig, men ventede blot på at Tysons svar.

"Nej, du er ikke ussel," sagde Tyson venligt og fortsatte med et småflabet grin, "men ynkelig, det er du altså. Nok den mest ynkelige skolesygeplejerske jeg nogensinde har set. Det er meningen, man skal kunne komme til dig, hvis man har problemer. Men hvem trøster hvem her?"
Han kunne ikke være helt sukkersød mod Acher, men valgte alligevel at slippe let med hånden udelukkende for at tage fat igen, denne gang med flettede fingre, for at vise at han ikke mente, det han sagde, så hårdt.

Acher så halv irriteret på ham, men irritationen forsvandt og blev kort erstattet af en trist følelese, men også den blev hurtig erstattet af en varm følelese der bredte sig i Achers krop.
Acher smilede og spurgte "Jamen, fint så fortæl dine problemer så jeg ikke er så ynkelig.." han rødmede let og så direkte på Tyson.

"Tja..." Tyson så tøvende ned på deres hænder, men samlede hurtigt mod til sig og kiggede på Acher igen med et skævt smil, "der er denne her fyr. Han er sygeplejerske. Jeg har haft noget kørende med ham uden rigtig at vide det, og han har pludselig fortalt, at han elsker mig. Jeg blev forvirret men... også utrolig glad. Fordi jeg måske også tror, jeg har lidt følelser fra ham."
Han holdte en kort pause, hvor han så på Acher. Hans smil forsvandt og han fortsatte, "men aldersforeskellen på os er ikke lige til at overse. Og det vi gør er ulovligt. Og... så kan jeg ikke holde mig til en person."
Han slap stille Achers hånd og kiggede afventende på ham.

Acher rødmede, trak sin hånd til sig og nikkede. "Kan godt se at det her er noget rod.. men jeg kan vel godt tolerer at man er sammen med mere end, det siges jo at være sundt.. Desuden så er det egentlig kun ulovligt, indtil når du er gradueret.. og hvis jeg kunne ændre min alder, havde jeg gjort det.." Han så ned på sine hænder og så over på Tyson igen.

"Sikke en masse undskyldninger," Tyson smilede let til Acher og fortsatte, "men hvor er det egentlig, du vil hen med det her? Du siger, du elsker mig. Jeg siger at jeg muligvis har lidt følelser for dig. Men hvad nu?"
Spørgsmålet havde plaget ham lige fra starten. Ville Acher ind i et forhold med ham? Ville han tilbringe mere tid med ham? Ville han bare have, de skulle fortsætte med det, de lavede? Eller ville han noget helt fjerde?