Efter timerne (åben for alle)

Hvad fanden... græd han?
Hov. Det var... det var egentlig ikke meningen.
"Hey... undskyld.." Minato trådte hen til Kakashi og lagde hånden på hans skulder.

I og med at han lagde hånden på hans skulder, ville han mærke den lette skælven der gik igennem ham nu og da. Han stirrede lige frem for sig. Han græd ikke, nej, men kæmpede dog lidt med tårerne, for stædig til at lade dem komme ud. Underligt nok puffede han ikke Minato væk, som han ville have gjort med alle andre.

Han rystede svagt på hovedet. "Jeg er en idiot. Du behøver ikke at sige undskyld. Jeg fortjener det." mumlede han stille, med en smule mere kontrol over stemmen.

Hvad nu? Skulle han gå eller hvad? Nej, man gik ikke bare fra folk der havde det dårligt, slet ikke så dårligt. "Tror ikke du fortjener det her. Du fortjener ikke det her," sagde han, og han løj kun lidt.

"Nej, jeg fortjener værre end det her." han sukkede. "... Kushina, Rin, Genma... De er de eneste årsager til jeg stadig er her. Hvilket jeg sommetider ønsker jeg ikke var."

Årh for helvede. Det var altså virkeligt svært at være sur på ham nu. Var det bare spil for at Minato skulle synes det var synd for Kakashi? Men det passede ikke sammen med hvordan han ellers var. "Hvorfor - hvorfor fortæller du mig det her? Hvis du ikke vil have hjælp?"

"... Jeg vil bare have du skal vide én ting." mumlede han. "... Jeg håber inderligt at det lykkes for dig. Hun fortjener en som dig." et svagt smil da han endelig vendte sig om og så på Minato.

"Øh. Mener du seriøst det?" Det her var så underligt at han var nødt til at spørge.

Han nikkede let. "Ja... Hun fortjener en flink og rar fyr." det svage smil var der igen. "Hun burde ikke gå efter den type hun nu engang går efter. De er ikke gode for hende. Det tror jeg til gengæld at du vil være. Jeg har aldrig set hende åbne sig så hurtigt for nogen som hun har gjort overfor dig. Og det er kun et godt tegn, jo."

"...tak," sagde han stille. "Jeg vil bare have hun skal være glad." Han gik over og satte sig ned på bænken.

"Det kan jeg se hun er hver gang hun er sammen med dig." han smilede let. Han havde trods alt passeret dem et par gange på gangen eller udenfor. "... Du er virkelig god for hende. Jeg har ikke set hende være så glad det sidste halve år." han tog sin næsten-glemte vandflaske og tømte den for den bundsjat der var tilbage.

"...okay." sagde han endelig, efter en lang pause. "Tror du..." det var for dumt at spørge hendes eks om det her. Fuck det var ynkeligt. "Tror du jeg har en chance hos hende?"

"Ikke hvis du bliver ved med at håbe at hun opdager dig. Du bliver nødt til at gøre noget for det, for hun er cirka ligeså følsom som en dør på det punkt. Tro mig." han smed sin tomme flaske ned i sin taske, rettede sin top. "Men hvis du gør noget for det, så jo. Så tror jeg du har en chance. Du er langt fra hendes sædvanlige type, ja, men hun skal nok få øjnene op for hvor god en fyr du er." han gav et skævt smil. "At det er os andre der er røvhuller."

"Nårhja.. det ved jeg nu ikke," mumlede han. Nu havde han egentlig ret dårlig samvittighed. Hvordan fortalte man piger at man kunne lide dem? Skulle man skrive et brev? Nej, det var for børn...

"I forhold til dig er vi," han trak let på skuldrene.

"Arh... hvis du var helt et røvhul ville du vel ikke sige sådan." Han sad lidt uroligt på bænken. Det var jo totalt urimeligt at hade Kakashi nu... men det gjorde han stadig.
Lidt.

Han trak let på skuldrene, sukkede, og tog endelig sine støvler på, strøg en hånd gennem håret. "Måske... Men nå. Jeg skal til og afsted, øve med bandet..." han rejste sig igen, strakte sig let. "Og vi ses om ikke andet på mandag i biffen." han smilede svagt, skævt, uglede lettere drillende Minato's hår med en hånd i forbifarten, før han gik ud af omklædningsrummet.

//Kakashi ude.//