Det nye værelse!

Wren gik på gangen imod værelse 33, hun havde sin bass i sit case i den ene hånd og sin guitar svunget over skulderen, mens hun bar på sin tunge taske i den anden hånd. Hun havde flettet sit hår i en fletning der lå ned foran skulderen.
Hun fik endelig bukset og bakset sig hele vejen hen til døren til værelset og åbnede døren, efter at have ledt i sin lomme efter nøglen. Som døren gik op, blev hun ramt af en kølig brise, som forventet var vinduet let åbent og hun kom indenfor og skubbede døren i igen med sin højre fod.
Hun gik over til sengen i venstre side og lagde sine ting på sengen, guitaren og bassen skubbede hun ind under sengen og så satte hun sig ellers ned i sengen og sukkede lydløst, sikke en hård tur det havde været. Men nu var hun der endelig! Hun var kommet ind på skolen hun havde drømt om at gå på i så mange år!
Hun rejste sig efter nogle minutter og begyndte ellers at pakke ud.


//Bass case: http://i00.i.aliimg.com/img/pb/972/153/647/647153972_284.jpg
Guitar case: http://i01.i.aliimg.com/wsphoto/v0/1373624393/Ballads-thickening-font-b-guitar-b-font-bag-ballads-40-41-double-shoulder-wood-font-b.jpg//

Sayuki var langt om længe ankommet til skolen. Alt hun havde slæbt med sig var en stor sportstaske - det ville være synd at sige at hun havde medbragt mere end hvad hun anså som værende højst nødvendigt. Hun kom trods alt lige fra en anden kostskole - hun var godt klar over hvor tåbeligt det ville være at tage for meget halløj med. Det ville i sidste ende bare være til besvær.

Med et højlydt gab åbnede hun døren til det værelse hun var blevet henvist til og blev i det samme mødt af en mild vind, der blæste hendes korte, brune hår tilbage. Et hurtigt kig rundt gjorde hende opmærksom på at hun ikke var alene på værelset - det lod til at hun ikke var den første der var ankommet. En anden pige var allerede gået i gang med at pakke sine sager ud. Et bredt smil kom på hendes læber - en ny værelseskammerat! Hvor havde hun dog glædet sig til at møde vedkommende!

"Hey." I det hun gik hen ved siden af sengen til højre - hun gik ud fra at pigen havde gjort krav på den anden - smed hun sin sportstaske på den og hilste på vedkommende. "Jeg regner med at vi to er værelseskammerater fra nu af? Hyggeligt at møde dig." Hun rakte hånden frem mod den anden. "Hyou. Sayuki Hyou."

Wren vendte blikket imod døren, da den gik op og hun stoppede med at pakke ud og nikkede til .. Var det Sayuki? Hun svarede blot kort med sin irske accent "... Olwen." Hun så så væk igen og forsatte med at pakke ud, hun var oprigtigt glad, men følte sig egentlig glad, men vidste ikke helt hvordan hun skulle vise det, men det var sikkert ikke nødvendigt og med den tanke, fik hun pakket de sidste af sine ting ud.
Hun satte sig på sin seng igen og lukkede kort øjnene med et stille suk. Dog gik der ikke længe før hun rejste sig igen og hev sin guitar ud fra under sengen, den var akustisk og så slidt ud, så satte hun sig igen og før hun kunne begynde at spille spurgte hun "Er det okay?"

"Olwen. Okay." Med et smil satte Sayuki sig ned på sin egen seng. Det blev hurtigt en smule akavet. Hendes værelseskammerat var tilsyneladende ikke lige den mest snakkesagelige person hun havde mødt. På den anden side, de havde kun lige mødt hinanden og hun kunne vel ikke forvente at den anden bare plaprede ud om alting uden at blive spurgt.

Da Olwen tog guitaren frem stirrede Sayuki fascineret med store øjne på den. Skønt den så lidt medtaget ud var hun mildest talt henrykt over at have en værelseskammerat, der sikkert kunne spille på den. Derfor var hendes svar på pigens spørgsmål da også ganske enkelt: "Ja, selvfølgelig! Wow... jeg tror aldrig jeg har hørt nogen sidde og spille live før." Hun grinede lidt imens hun kløede sig på kinden. "Hvor er det alligevel fedt!"

Wren nikkede og satte sig til rette i skrædderstilling og begyndte at spille, mens et lille smil mens hun så ned på sin guitar, og hun bevægede sig lidt i takt med musikken og levede sig helt ind i det. Hun holdt så meget af at sidde og spille, det var det eneste hun nogensinde havde prøvet hvor det føltes 100% rigtigt.
Og som hun blev færdig, kiggede hun op og ud af vinduet, og så kort over på Sayuki, mens hun lod sine fingre stryge de sidste strøg og pludselig stoppede lyden. Hun blev siddende med guitaren i sin favn og vendte igen sit blik imod vinduet.

// Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=YoH4lXNhe5Q //

Det var let at fornemme at pigen levede sig ind i musikken og hun trak Sayuki med sig ind i sin lille musikalske verden. Sayuki blev jo helt rørt over hvor smukt det lød! Hun fik helt lyst til bare at sidde og lytte for evigt til tonerne der blev skabt af hendes fingre mens de gled over strengene og skønt melodien var ukendt for hende, så føltes den alligevel så varm og beroligende.

"Hold da op..." Sayuki måtte blinke et par gange for at komme tilbage til virkeligheden da sangen endelig var ovre. "Du er virkelig go' til at spille på den dér. Gid jeg kunne gøre det, bare hive et instrument frem og spille." Hun lod et øjeblik som om hun selv hev en guitar frem og spillede. "Men jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig har spillet på noget, ikke engang en blokfløjte. Du er til gengæld fantastisk! Hvor har du lært det?"

Imens at Sayuki roste hende og hendes spil, hun følte sig utrolig glad for at Sayuki faktisk godt kunne lide den måde hun spillede på og hun svarede lettere monotomt, da hun ikke vidste hvordan hun skulle lægge trykket uden at virke kold, men hun fejlede vist lidt i det "Lærte det på derhjemme i Irland."
Hvor var det dog åndssvagt, pigen der kunne spille på den måde, snakkede bare monotomt. Kæft hvor følte hun sig åndssvag, men hun kunne da snakke med sin værelseskammerat.
Hendes strammedes om guitarens greb, det havde været hendes fars, som hun fik den gang inden operationen. Hun spurgte så "Vil du.. Vil du gerne prøve?" Hun følte sig lidt usikker, hvad nu hvis at Sayuki ikke ville? Hvad nu hvis hun tabte guitaren? Hun så blot afventende, uden at ændre ansigts udtryk, på Sayuki.

Sayuki havde lidt på fornemmelsen at pigen havde lidt svært ved at udtrykke sig gennem andet end musik. Hun kendte kun alt for godt til sådanne personer - hendes familie bestod stort set udelukkende af dem, skønt de dog udtrykte sig gennem andre ting. Måske var det derfor hun ikke kunne gøre andet end at holde af sin nye værelseskammerat. Hun virkede altså god nok, selvom det var en smule svært at se.

"Så du er fra Irland?" spurgte hun nysgerrigt ind. "Det ligger lidt længere oppe nordpå, ikk'?" Hun rystede voldsomt på hovedet og holdt hænderne frem da pigen tilbød hende at prøve guitaren. "Nejnejnej! Jeg kan ikke engang finde ud af at holde sådan en!" Hun grinede højlydt, for det virkede jo ærlig talt en smule dumt. Det var det nok også. "Jeg skal nok bare holde mig til gymnastik og mine bøger, så tror jeg vi allesammen er gladere."

Wren så på hende og nikkede "Ja, det er jeg." Da Sayuki spurgte om hvor det lå så hun bare på hende med et lille anderledes blik, sådan mere nysgerrigt og halv skeptisk og spurgte "Ved du hvor UK er? For det ligger oppe ved siden af der." Hun sad lidt og lod sine fingre stryge nogle tilfældige akorder, og sagde "Det er ikke så svært, du må gerne prøve, hvis du vil." Hun smilede blidt i det hun så ned på guitaren.
Efter et par sekunder, så hun op på Sayuki igen og spurgte "Gymnastik?" Hvor var hun heldig. Wren ville også kunne udøve gymnastik, men det ville nok ikke gå. Det måtte hun ikke, hun måtte jo heller ikke løbe synderlig meget, det var maksimum 5 minutter af gangen. Hun så ned på sin guitar igen og sukkede lydløst og tonerne stoppede.

"Hmm... UK, UK..." Sayuki satte en finger under sin læbe og tænkte sig godt om. Jo, det ringede da vidst en klokke. "Ah ja, det er på en ø, ligesom Taiwan." Hun smilede og rystede på hovedet igen. "Nej, det er okay. Jeg vil hellere høre dig spille."

Et lille suk undslap hende da den anden gentog hvad hun havde nævnt. "Mmh, gymnastik. Det er lidt det eneste jeg nogensinde har fået lov til at lave." Hun så ned et øjeblik men viftede så med hånden for at jage tankerne på flugt. "Familiens ønske, traditioner og sådan du ved. Det er næsten for meget at skulle leve op til deres forventninger nogle gange." Hun bed sig i læben da hun så Olwen sidde med et let nedtrykt udtryk i ansigtet. "Undskyld hvis jeg sagde noget forkert."

Wren så på Sayuki, lettere overrasket, men der var kun et lille spor i hendes øjne af den overraskelse hun følte. Og hun sagde, imens hendes fingre begyndte at spille igen, hun sagde så "Jeg ville ønske jeg kunne udøve gymnastik." Hun lænede sig tilbage imod væggen, som sengen stod op ad og hun lukkede øjnene i, men hun blot sad og spillede videre.

// This beautiful song is being played: https://www.youtube.com/watch?v=1ctlpazviL4 //

"Eh? Kan du ikke bare gøre det? Er du syg?" Sayuki havde oprigtig bekymring i stemmen. Hun ville jo helst ikke have at der skete noget med pigen. Hendes smil vendte dog tilbage da Olwen begyndte at spille igen - denne gang en sang der var ganske velkendt. Den bragte gode minder til hende fra hendes forrige kostskoleophold. Ligesom den anden lukkede hun øjnene og sad kun og lyttede godt efter mens at hun tænkte tilbage på de gode tider og håbede på at flere ville komme.

Hun stoppede brat efter at have hørt spørgsmålet, dog forsatte hun ikke længe efter og sagde "Nej, kan jeg ikke. Og er ikke ligefrem syg mere. Men jeg har min grund." Hun prøvede at undgå at snakke om det, hun brød sig ikke om det, selv hvis det var hendes forældre, havde hun ikke lyst til at snakke om det. Og i mens den tanke blev tænkte begyndte hendes taske at bibbe, hun satte sig op og rakte ned i tasken, hvorefter hun tog sin telefon og så at det var hendes mor der ringede og hun tog den og sagde "Hej Mamaí. ... Ja, det er alt sammen fint.. Ja.." Der gik en længere pause og hun forsatte resten af samtalen på gaelic. Efter noget tid, lagde de på og hun kiggede over på Sayuki.