1g'ernes gymnastik

For fanden da. Kushina kom nærmest løbende fra omklædningsrummet ind i gymnastiksalen, fem minutter forsinket selvom hun forlod alt det der hejs i kantinen i tide. Hun havde bare været så sur at hun måtte løbe sig en tur udenfor og lade det gå ud over et træ, der så sandelig fik taekwondo at føle. Så nu ankom hun for sent, og tørrede en smule sved af panden, rettede sig op. Hun stod der i sine hvide løbesko med grønne striber, små grønne shorts, og en kort, hvid top der efterlod hendes mave bar. Hun fik hurtigt sat sit hår op i en høj hestehale mens hun gik hen til de andre fra klassen. "Undskyld jeg kommer for sent," sagde hun derpå til læreren, men kun fordi det var påkrævet.

Minato var selvfølgelig ankommet til tiden og stod og kiggede sig lidt omkring.

"Hmm, ja, det går, bare det ikke sker igen." var alt hvad læreren sagde før han gik over for at begynde at finde redskaberne frem.

Imens stillede Kushina sig hen ved siden af Minato, med et lille suk. "Noget af et rod der i kantinen, hva'?"

Han blev varm i maven og lidt rød i hovedet da hun bare stillede sig hen til ham. "Ja, det var ret vildt," indrømmede han. "Det var sejt, det du gjorde. At du sagde noget til 3. g'erne."

"Arh, vissevasse." hun viftede let med hånden, som var det ingenting. "Jeg mener det jeg sagde. Jeg kunne have ordnet dem på nul komme fem, hvis det havde været." hun strakte sig let. "At den gås så ikke ville tage imod hjælpen, er hendes egen sag."

"Det tror jeg gerne," sagde han. "Men... måske ikke lige dem alle sammen. Der var vist en fem-ti stykker." Et lille smil.

"Det er da vist tydeligt at høre rygterne ikke er kommet mig i forvejen, for en gangs skyld." kommenterede hun med et skævt smil, før læreren annoncerede at de i denne time ville fokusere på spring gymnastik.

"Så du kan godt--- ordne--- 10 3.g'ere?" Ikke nedladende, bare nysgerrigt. Han ville faktisk ikke blive særligt overrasket hvis hun kunne.

Nito var den første som stilte sig klar til at prøve krafter med trampolinerne. Dog uden det store held. Han fløj uden for og slog sit knæ mindre hårdt.

"Ved egentligt ikke helt med 10. Det største antal jeg har klaret alene indtil videre er otte 9. klassere der hakkede på mig dengang jeg gik i 6." hun sukkede. "De råbte det sædvanlige." hun kiggede kort på ham. "Tomat," forklarede hun, så så igen væk mens hun pillede let ved sit hår.

Som sædvanlig ville Nito gerne være med i samtaler... Men det med at komme brassende var bare så død ubehøvlet.

Han ville have sagt et eller andet om at hendes hår altså var pænt. MEn det kunne han ikke finde ud af. Så var der en der faldt ved siden af trampolinen, heldigvis - så kunne Minato nemlig skynde sig over og hjælpe. "Slog du dig?" spurgte han Nito.

Kushina sukkede da han løb derover, og hun tog imens sin tur istedet - en perfekt dobbelt salto.

Det var jo med at gøre godt brug af det når det var den store trampolin læreren havde taget frem idag.

Nå, han var vist okay. Minato vendte opmærksomheden tilbage til skolens kønneste pige og tøffede diskret over til hende igen. "Flot spring." Han havde ikke set det, men det behøvede hun vel ikke at vide.

"Heh, tak. Lad mig så se hvad du kan, mester," et skævt smil før hun skubbede ham ind foran sig i køen.

"Hov, vent, det var altså ikke min tur," protesterede han. "Det var ham ders---"
'Ham der' protesterede ikke mod at blive sprunget over. Pis.

"ja, men nu er det din tur, prins. Kom så." hun grinede bare.

"Hvad sker der for jer og øgenavne?" småbrokkede han sig. Men han sprang alligevel. Bare en enkelt salto, der var jo ingen grund til at vove noget. Sikker landing.

"Vil du måske hellere have jeg kalder dig svans?" Da det blev hendes tur denne gang, lavede hun en dobbeltskrue.

Han mærkede hvordan hans krop spændtes i forsvarsposition. Da hun kom tilbage så han meget bestemt på hende. "Nej, jeg vil ikke have du kalder mig svans. Eller splejs. Jeg vil gerne have du kalder mig mit navn."

Hun sukkede. "Der er da heller ikke noget sjov ved dig."

"Jeg synes ikke det er specielt sjovt at blive kaldt svans. Bare fordi jeg ikke tæver folk i tide og utide." Okay, det var måske lidt ondt, men han kunne ikke klare det øgenavn.

"Jeg gav dig jo rent faktisk et pænt øgenavn." hun fnøs. "Det der med svans var bare for at drille, hvis du ikke kunne regne det ud. hvis du rent faktisk kan huske det så kaldte jeg dig prins før."

Okay, i det mindste var hun ikke en hysterisk pige. Hun var faktisk ret sej. Han smilte lidt. "Jaeh... det ved jeg ikke... Jeg har ikke engang nogen hest," men han rettede ryggen lidt.

"Måske, men du er i alt fald den af alle drengene her på skolen der ligner mest." kommenterede hun med et skævt smil.