Byturen

Corey rykkede sig ikke, han blev faktisk bare en smule irriteret over den flabede tone. Han bed sig selv i læben for ikke bare at udbryde noget.. han endte i stedet med "Hvis du synes det" hans tone var monoton og det viste ikke hvad egentlig følte. Det var noget han efterhånden havde lidt øvelse i pga hans far. Pff.. Måske han skulle ha holdt alt det for sig selv, nu gik der sikkert ikke længe før hele skolen vidste det. Det her var grunden til han ofte bare var alene, han ville normalt være gået på nuværende tidspunkt men fanget i en lift i flere timer endnu. Great... Livet var jo bare SKØNT!

London var egentlig ikke utilfreds med svaret, men han følte alligevel, at der var noget galt. Han var så ikke helt sikker på, om det var hans skyld eller Coreys. Måske begges?
Han blev liggende i stilhed, rykkede kun en smule på sig, når det var nødvendigt. Til sidst var det ved at drive ham til vandvid, at ingen af dem sagde noget. Han så på Corey ud af øjenkrogen, hvis ansigt bare var helt koldt og følelsesløst, hvilket fik Londons øjenbryn til at krumme sig sammen i et lettere irriteret ansigtsudtryk.
Han kiggede igen op i loftet og mumlede, "... man kan ikke tillade sig at blive sur over et 'okay'."
Det var så der, hvor han inderligt håbede, Corey ville sætte sig op, grine over hele ansigtet og sige, at han da heller ikke var sur overhovedet. Så ville London grine, de ville give hinanden deres allerførste kram, og alt ville være perfekt. Men han tvivlede nu.

Corey havde slet ikke rørt sig. Han lå stadig der med armen over øjnene. Inde i hovedet kørte tankerne dog. Han var irriteret, på sin far, på den forbandede pige, på skolen, på den her lift der var så fucking langsom.. Men mest af alt var han irriteret på London..
Han hørte london åbne munden igen... Han havde mest lyst til at farer op og skælde ud, men han orkede bare ikke mere. Det hele var blevet for meget.. Så han endte med bare at vende sig om på siden med ryggen til London "hvis du siger det.." Hans stemme var stadig lidt kold og viste ingen tegn på noget som helst

London kiggede nu ordentligt hen på Corey, da han hørte, han bevægede sig. Vendte han virkelig lige ryggen til ham? Hvor var han dog... barnlig. Og irriterende.
Han tvang sig selv til at fjerne blikket fra ham og kigge op i loftet i stedet. For at lave bare et eller andet satte han sig lidt efter op og tog sin frakke af og lagde den ved siden af sig. Han var tæt på at kommentere på, hvor varmt det var i liften i forhold til udenfor, men gjorde det ikke, fordi han alligevel ikke regnede med et svar. Allerhøjst et fornærmet grynt.
Han blev siddende og kiggede igen ud af vinduet. Tiden gik, og ingen af dem sagde et ord. Det var rædselsfuldt. Men London holdte stadig fast på, han ikke måtte undskylde. Han måtte virke moden... moden og voksen.
Han tog et hurtigt kig på sin mobil - de havde ikke sagt noget i næsten et kvarter. Han lagde den tilbage i bukselommen, rømmede sig lavt og spurgte så med en småirriteret undertone og blikket direkte på Corey, "er vi så bare stoppet med at snakke til hinanden eller hvad?"

Corey havde slet ikke hørt London havde sat sig op, ej heller han tog jakken af. han var blundet hen. Han var så udmattet han ikke rigtig fungerede mere. Og alt det her kaos havde bestemt ikke hjulpet. Han sov dog ikke tungt på nogen måde, så han hørte da London snakkede til ham.
Hans tone var stadig lige rolig og viste intet. "jeg har fortalt dig da vi mødtes at jeg behandler folk med den respekt de fortjener" han ville egentlig helst bare være i fred ikke sige mere, men han kendte London godt nok til at vide han ikke stoppede der. Han rykkede sig dog ikke da han fortsatte i samme toneleje "Når du respektløs, så jeg respektløs, når du kold og kynisk, så jeg kold og kynisk..." han var i tvivl om london ville forstå det, ikke fordi han var dum men på nogle punkter var han altså lidt fatsvag... "Det ret tydeligt på dit svar at du ikke rigtig ser mig som en ven, havde du gjort havde du ikke bare svaret okay... Det også fair nok. Så gider jeg bare ikke blive ved med at spilde min tid.."

Londons blik sank mere og mere nedad, uden han lagde mærke til det, mens Corey svarede. Han sad lidt i stilhed og overvejede, hvad han skulle sige. Det var jo ikke meningen, han skulle tro det. At London ikke var hans ven. Hvis han skulle være ærlig, så følte han bare allerede, han hang så meget op af Corey, at han da ville skræmme ham væk, hvis han begyndte at fortælle hvor god en ven, han egentlig så ham som. De havde næsten lige lært hinanden at kende, og han var ærlig talt skræmt over, hvor hurtigt han havde knyttet sig til ham. Langt mere end Corey havde knyttet sig til ham, det var han sikker på. Så hvordan kunne han sige det på en ordentlig måde uden at virke som en eller anden... klæbende stalker?
Selvom han tænkte så lang tid over svaret, som han gjorde, var der ikke sket noget fremskridt overhovedet. Han var helt blank, og det føltes som om, han ikke kunne snakke overhovedet. Som om han havde glemt samtlige ord i ordbogen. Han bed sig i underlæben og svarede endelig, lavt og usikkert, og med blikket direkte ned i liftens gulv, "jeg ser dig som en ven..."

Corey der stadig lå på siden sagde slet ikke noget i stilheden.. Det bekræftede bare for ham at det venskab var ensidigt som han lidt havde kunne fornemme.. Gid han bare kunne skrue tiden tilbage og glemme det helt. Glemme at han havde mødt ham. Han sukkede lødløst.
Der gik lidt tid mere før han hørte London sige noget igen, dog var det ikke lige det han havde forventet.. Vent lavede han bare mere sjov med ham?? Han satte sig op, og sad nu igen normalt. han kiggede på London der kiggede direkte ned i gulvet. Måske han ikke lavede sjov? Han sad lidt og kiggede på ham før han åndede ud nærmest som et suk. "Du er virkelig dårlig til at vise det..." hans stemme var ikke så kold mere, mere en smule opgivende, men ikke på en rigtig dårlig måde.

London lyttede efter et svar, men da han ikke fik noget, tænkte han, at nu var det forbi. De ville gå ud af liften, ind på skolen, splitte op og aldrig tale til hinanden igen. Hans første venskab i så mange år - slut efter en uge. Fuck det hele... han hadede den her skole alligevel. Han ville hjem.
Pludselig hørte han dog Coreys stemme foran sig, hvilket fik ham til at løfte hovedet og se på ham. Han havde rent faktisk sat sig op. Og... han lød slet ikke så vred mere.
Han vidste, han måtte svare hurtigt, så Corey ikke begyndte at tro alt muligt igen, og nåede derfor ikke at tænke meget over det, før han svarede, "undskyld," nu gjorde han det alligevel. Sagde undskyld igen. Møg, "jeg troede bare, du kunne regne det ud. Det er altid mig, der foreslår, at vi skal spise sammen i kantinen eller læse lektier eller alle de andre ting, vi nu har lavet. Jeg var bare bange for, du ville blive sindssyg af mig, hvis jeg også begyndte at fortælle dig om, hvor rart jeg synes, det er, at være din ven. Jeg har ikke lyst til at være en plage..." London havde igen ladet blikket falde ned på gulvet, mens han snakkede. Han kunne ikke gøre for det. Det var pinligt at sige den slags ting og samtidig kigge på ham.

Corey der havde holdt sit blik på London hele tiden kiggede kort ned på sine hænder. Han rejste sig derefter op og gik over til London og bukkede sig ned. Han placerede en hånd under hans hage og før London fik chancen for at sige noget havde han skubbet ham imod siden af liften, med sine læber placeret på Londons. Han tænkte egentlig ikke lige nu, han handlede bare. Dog kunne London skubbe ham væk hvis han ville, for han holdt ikke fast i ham.

London havde ingen idé om, om Corey var tilfreds med svaret men uanset hvad, var det sandheden, og han kunne ikke rigtig gøre mere for at redde deres venskab. Hvis han ville slutte det pga. et 'okay' var det måske heller ikke særlig meget værd.
Han skulle lige til at sukke, idet han mærkede Coreys hånd under sin hage og hans læber mod sine. Hans kinder blev rødglødende, hans øjne store og hans ryg helt stiv.
Han nåede overhovedet ikke at tænke over det, før han skubbede Corey væk fra sig, så ned og lagde hånden over munden. Hvad var lige det der skete? Det mindede om dengang, de mødtes, og han kravlede ind over ham, bare lidt mere ekstremt denne her gang. Og London fandt det overhovedet ikke morsomt.
Da han havde fået lov til at samle sig bare en smule, så han vredt over på Corey, "her sidder jeg og er piværlig over for dig, og så laver du bare sjov! Corey, nu er du streng!"

Corey der ikke helt var forbredt væltede bagover, men på en eller anden mirkuløs vis formåede han at støtte af med den venstre hånd som ikke var skadet. Han sad nu på sin røv på gulvet af liften og kiggede op på London.. Det gik op for ham hvad han lige havde gjort og han rødmede og kiggede ned for en stund. Det var indtil London sagde noget, og vist var ret gal..
Corey trak sit ene ben op så han kunne hvile sin høje hånd knæet. Han sukkede let.. "Jeg lavede ikke sjov... Jeg kan ikke forklarer det, har ville gøre det siden vi såes, og kunne ikke helt have du sad og så så trist ud.. Undskyld.. Det var upassende og det skal ikke ske igen." han kiggede ikke op, han sad bare med bukket hoved, og det var tydeligt at hører i hans stemme han mente det. han burde have ladet være, det var nok det dummeste han nogensinde havde gjort. Det var også derfor han blev så vred nogle gange, og gik. Han var nødt til det. Han havde frygtet det der, men nu kunne han ik gå.

London tørrede sin mund i sit ærme, mens han lyttede til Coreys forklaring og så så ned på ham med en både forvirret og tvivlende grimasse. Han virkede så ærlig, og alligevel havde han svært ved at tro på det.
"Ville gøre det siden vi såes?" spurgte London, der panisk begyndte at gnubbe sin mund igen for at få kysset væk. Han gav ikke Corey en chance for at svare, før han begyndte at plapre løs. Han sagde alle de ting, han normalt kun ville tænke men af en eller anden grund ligesom følte, at han havde brug for at sige det, fordi han var så forvirret, og han ikke ville kunne klare bare at sidde i stilhed efter sådan noget, "jeg har aldrig gjort sådan noget med mine venner, og de har aldrig gjort det mod mig, for man gør ikke sådan noget. Det er sådan noget kærestepar gør, så det giver ingen mening, at du har lyst til det, overhovedet. Det er mærkeligt og unormalt, og du skulle ikke have gjort det, for det var rigtig dumt og uventet, og jeg havde lige undskyldt over for dig, og nu har du bare ødelagt det hele med dit mærkelige kys bare, fordi du havde lyst, og nu kan jeg jo ikke glemme det, for man kan ikke glemme sådan noget, jo, måske kan du, men jeg kan ikke, for det kan jeg bare ikke, så du skulle ikke have gjort det!" Han vidste godt, det, han sagde, ikke hang sammen og generelt lød dumt, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre eller sige. Hans kinder var stadig ildrøde, selvom han kæmpede for at få dem væk.

Corey kiggede op på London da han var færdig med at snakke, og hans kinder matchede vist rimelig godt Londons. Han rejste sig langsomt og satte sig over i den anden side af liften, han regnede ikke ligefrem med London ville have ham over til ham pt. Han trak lidt på skuldrene "Jeg kan ikke forklarer det, ikke udover det jeg allerede har sagt... Og undskyld igen. Det skal ikke ske igen." han kiggede ud af vinduet og var stille et godt stykke tid. Han kunne ikke helt selv forstå hvad der lige var foregået, men på en eller anden måde fortrød han det ikke, han sagde det dog ikke højt, godt klar over det ikke ville gavne..
"Når vi kommer til skolen skal jeg nok lade dig være, jeg siger ikke noget om det til nogen, og det kommer ikke til at ske igen." hans stemme var mere rolig end han følte sig, og han kiggede stadig bare ud af vinduet.

London, hvis læber var blevet helt ømme af al det gnubberi, kiggede ud af vinduet stadig med et meget fornærmet ansigtsudtryk. Han havde lyst til at skælde ham mere ud, selvom han jo havde sagt undskyld - hele to gange.
Han mærkede, hvordan hans hjerte sprang et slag over, da Corey sagde, han ville lade ham være, når de var tilbage på skolen. Hvad mon han mente med det? Ville han lade ham være i et par timer? resten af dagen? Flere dage? Han ville så gerne spørge men kunne ikke få sig selv til det.
Han så hen på ham ud af øjenkrogen. Han rødmede. Stakkels Corey. Han var ked af det, der var sket, og alligevel kunne London ikke bare lade det ligge og lade som om, det ikke var sket, som enhver anden person sikkert kunne have gjort. Han havde desperat brug for at vide, hvorfor han gjorde det.
Men London valgte ikke at spørge mere ind til det. I stedet lagde han armene over kors, rejste sig og gik hen og gav Corey et kort tantekys og satte sig så ved siden af ham, "så er vi kvit. Vi kan godt glemme det nu," sagde han sammenbidt uden at se på Corey.

Corey havde bare kigget ud, kigget på regnen og lyttet til den. Det var som om der var en larmende stilhed imellem dem og det gik ham på han ikke bare kunne gå. Han ville helst bare gå.
Han hørte godt London rejse sig og han drejede hovedet for at kigge på ham da han hørte han kom tættere på. han nåede dog ikke rigtig at gøre noget da London kyssede ham og satte sig ned ved siden af ham. Øhh hvad var der lige sket? han så en smule uforstående på London indtil han havde snakket og smilte så halvt, men det forsvandt hurtigt igen og han rejste sig op og gik hen i midten af liften og sad med ryggen til. "Ironisk du lige bad mig for 2 sekunder om ikke at lave sjov....." han lød en smule irriteret.. "London, jeg gjorde det ikke i sjov, jeg gjorde det ikke for at pisse dig af, men fordi det noget jeg rent faktisk havde lyst til. Jeg kan ikke sige hvorfor, og jeg kan faktisk... jeg kan ikke engang sige jeg fortrød det.... Det handler ik om at være kvit og glemme det... Og indtil jeg ved hvorfor jeg gjorde det, så er det bedre jeg holder mig væk fra dig.. Især når det var nået der gjorde dig så forulempet. Det var ikke okay af mig, og ønsker ikke at skulle risikere at gøre det igen." han vidste ikke om det gav mening, men han rykkede sig ikke ud af stedet

London havde virkelig troet, det ville være dét. At det ville fjerne den akavede mur, der var kommet imellem dem. Men det gjorde det tydeligvis kun værre. Nu ville Corey ikke engang sidde ved siden af ham.
Han holdte blikket på hans nakke men så til sidst ud af vinduet, da han regnede ud, at han ikke havde tænkt sig at vænne sig om.
Han forstod ham overhovedet ikke. Eller hans handlinger for den sags skyld. Han forstod ingenting.
Men der var nok ikke så meget at gøre, når han direkte sagde, han ville holde sig fra ham. London ville ikke engang forsøge at tale ham fra det, for han vidste, han ikke kunne, når Corey lød så alvorlig omkring det. Han var tæt på at besvare det med et 'okay', men huskede så hvordan det gik, sidste gang han gjorde det, og valgte derfor bare ikke at svare. Det var jo også hans eget valg. Det var bare et... et dumt valg, synes han.

Corey havde måske forventet et svar, men der kom ikke noget. Han gik hen til døren og kiggede ud af vinduet i den. han stod med armene omkring brystet ligesom, hvis man havde dem over kors bare på en mere trøstende måde. han var ikke helt klar over hvorfor. Han vidste bare at det gik ham gevaldigt på. Han sagde ikke noget. Han vidste ikke hvad han skulle sige, han havde jo trods alt sagt det som der var at sige. Og London havde også sagt det han havde på hjertet. Han sukkede lydløst, han havde ikke lyst til at sidde ned eller noget, ikke fordi han ik ville sidde ved siden af London.

Da London endelig kunne se skolen komme til syne, rejste han sig og begyndte at samle sine ting sammen. Tiden var gået ekstremt langsomt, fordi han ikke havde haft snakket med Corey efter... den uheldige hændelse. Han havde bare enten siddet og gloet ud af vinduet eller rodet med sin mobil. Stilheden mellem dem havde egentlig ikke være super akavet, syntes han, for det var for en gangs skyld ikke, fordi han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle sige, men fordi han helst ikke måtte sige noget for Corey.
Han havde selvfølgelig tænkt over det, der var sket, men var ikke noget frem til noget. For hvad var der at nå frem til? Corey kyssede London, London spurgte hvorfor, Corey kunne ikke svare. Det var det.
Men det gjorde ondt indeni, fordi han havde på fornemmelsen, der ville gå lang tid, før de ville snakke sammen igen. Måske ville Corey bare forsøge at glemme det i stedet for at tænke over det og så bare... lade som om, de aldrig havde mødt hinanden.
London sukkede lavt ved tanken, mens han tog sin frakke på. Han så kort hen på Corey, rettede ryggen en smule og trådte ud af liften. Han gik så hurtigt tilbage til skolen, han kunne for at undgå at følges med ham. Corey havde bedt om, at de skulle se mindre til hinanden, så det ville han gøre. Ikke at han havde lyst, men der var ikke meget at gøre ved det.

//London er ude//

Corey var blevet siddende i Liften. Han havde ikke snakket med London hele turen, og da han så London nærmest flyve ud valgte han at vente lidt .Det var jo fair nok han havde selv sagt han ikke ville se ham. Han lagde hovedet i sine hænder og sukkede... Det var noget rod det hele, endnu mere til samlingen. Han kunne mærke irritationen vågne igen og han rejste sig og hamrede sin hånd ind i liftens side. Kun for at bryde ud i voldsom smerte skrig.. han havde brugt den højre, og hans håndled dunkede i smerte. Jep dagen kunne ikke blive bedre... Han tog sin jakke på forsigtigt. Så hed det vist sygeplejerske besøg igen. Han nåede hen til døren og der lød et brag og det stod ned i stænger igen. Jep.. Perfekt dag.
Han trak jakken lidt op om sig før han gik ud i regnen og imod skolen.

//Corey er ude//