alt for mange bøger

Chika gik og ledte efter en bog rundt på de forskellige reoler. hun hvde gået og let i alt for lang tid allerede, så hu gik lidt med tanken om at den bog heller ikke var så vigtig alligevel. et lille suk forlod hendes læber og med et lille bumb satte hun sig ned på gulvet i skrader stilling. hun tog en telfældig bog ud fra den nederste hylde og læste overskriften, hvorefter hun begydte at læse til i bogen. det virkede lidt mærkeligt for hende at sidde på et så stort og fint bibliotek, det var hun ikke van til. med en forsigtig bevægelse strøg hun en lille tot hår om bag sit øre fordi det ellers han llige ned foran hendes ansigt og det generede hendes syn.

Adrian gik ind på biblioteket med et par bøger i armene. Han bippede dem ind som 'afleveret' og forsøgte så at finde deres retmæssige plads, hvilket langt fra var nemt, når biblioteket var så gigantisk.
Han bar en løs, hvid t-shirt med et farverigt logo på, et par hullede, halvstramme jeans og en mørkegrå hue, der var en smule for stor til ham.
Adrian gik forbi de mange reoler og ledte efter reolen med bøger om 2. verdenskrig, som han havde lavet en stil om. Han var næsten ved at opgive efter at være gået forbi utallige reoler med fantasy, gysere, krimier, klassikere, science fiction, da han fik øje på sin veninde, Chika, der sad på gulvet.
Han lagde sit hoved let på skrå og spurgte, "hvorfor sidder du på gulvet...?"

hun kunne tydeligt høre skridt, men tænkte ikke videre over det da det jo sikkert bare var en med tilfældig. derfor læste hun bare videre og blardede. der kom et lille gisp af chok da hun hørte Adrains stemme og hun var hurtigt oppe og stå. hun så direkte på ham, med brand røde kinder. bogen stod hun og gnugede ind til dig. det var anden gang hun mødte Adrian og hun kunne tydeligt huske sidst de sås. en god oplevelse udovr til sidst. langsomt kom den forvirrede følelse frem i hende igen, som hun havde fået da Adrian var flygtet fra hende. det fik hende til at se ned "uhm.. jeg sidder bare og læser lidt" sagde hun stille og lod sit pandehår skjulde hendes øjne.

"Men... der er jo stole og borde," sagde Adrian med samme spørgende udtryk i ansigtet. Han havde glemt alt om afslutningen på deres lille møde tidligere. Han var ikke ligefrem typen, der bekymrede sig, og havde ikke forestillet sig, at hun ville tage det tungt på noget måde. Han fortsatte, "så, ehm, hvorfor sætter du dig ikke der i ste-- WHOAH, ENDELIG!!"
Adrian fløj forbi Chika og hen til reolen bag hende og satte så bøgerne ind. Endelig havde han fundet det rigtige sted! Endeliiiiig! Han pustede lettet ud og så så på hende igen med et stort, venligt smil.

Chika skævede lidt hen til der stole og bordene stod og bed sig lidt i læben. hvordan skulle hun forklare det "uhm jo.. det var bare fordi, ja jeg ved det egentlig ikke rigtig" sagde hun lidt genert og så ldt op på ham. han virkede helt normal, det virkede hvertfald ikke som om han synes hun var træls eller dum. hun fik et kæmpe chok af hans udbrud så hun tabte bogen. hun samlede hurtigt bogen op og så forvirret på ham, men lige da hun så det store venlige smil gik hun helt i stå. hun kunne mærke varmen stige i hendes kinder og fik en kilden fornemmelse i maven "øhm..." hun var helt mundlam. han smilte til hende? stort og venligt? han kunne stadig lide hende?

Adrian syntes, hun så noget forvirret ud. Men okay, det var også lidt mærkeligt at råbe sådan op midt i en sætning. Han placerede sin hånd på siden af sin hals og grinede, "ja, undskyld. Men jeg har ledt efter den her afdeling i mega lang tid. Det sker, at jeg viser min glæde lidt for meget. Heh, det siger folk i hvert fald."
Han lod sin arm falde ned langs siden igen og smilede stadig, dog ikke så overdrevent stort, "hvad læser du? Er det lektier eller hvad?"

Chika rystede hurtigt på hovedet da hun hørte hans stemme igen og så hurtigt ned imens hun gned på sine kinder med sin hånd for at få sin rødmen væk selvom det selvfølgelig ikke virkede. hun så lidt op på ham igen "det.. det er helt okay... jeg.. synes nu også det er lidt svært at finde rundt her" sagde hun og prøvede virkelig at virke mere normal, men hun var stadig forvirret og havde det lidt mærkeligt. hun kunne ikke rigtig sætte ord på hvordan hun havde det, men det var både behageligt og ubehageligt på en gang. hun s lidt på sin bog og tænkte lidt over sit svare "ja altså de5t var bare en tilfældig bog jeg tog ud fra nederste hylde.. kunne ikke finde den jeg ledte efter" sagde hun stille og så lidt mere på ham. hun prøvede at få et smil frem på læben, men var lidt nervøs for det bare lignede en akavet grimasse.

Adrian svarede med et langt 'nåh' og var derefter helt stille, og han skiftevis så på hende og ned i gulvet. Han ville gerne snakke mere med hende. Bare for hyggens skyld. Grine med hende. Men hun så så utilpas ud, som hun stod dér, helt usmilende, rød i hovedet og stiv i kroppen.
Han rømmede sig lavt og skubbede en bog, der stod en smule udenfor hylden, ordentligt ind, hvorefter han så på hende med et lettere bedrøvet smil, "jeg må vel også smutte nu, så... så du kan læse i fred. Det er jo mest det biblioteket er til for, heh..."

Chika så lidt ned i gulvet og bed sig hårdt i læben så der gik i lille hul. hun ville ikke havde han skulle gå, men hun var så nervøs for at gøre noget forkert så han ville flygte væk fra hende igen. hun så så op på ham med et lidt trist blik "vil du ikke nok blive?.. jeg... jeg vil gerne snakke med og undskylde for sidst" sagde hun så hurtigt og gik lidt hen mod ham. han måtte ikke gå, det ville hun bare ikke have. hun vil finde ud af hvad der skete sidst og få det bedre. hun havde tænkt så meget på ham siden sidst og havde gået sådna og håbet på de kunne ses igen, men lige da hun så ham blev hun bare så genert og nervøs og forvirret.

Adrian skar en forvirret grimasse, "undskylde...? Huh?" Han gik et skridt tilbage, da hun gik et skridt tættere på ham pga. overraskelsen, så hans hofte forsigtigt bumpede ind i vindueskarmen. Hvad var der med den pige? Hvorfor ville hun undskylde? Og hvorfor var hun pludselig så mærkelig? Og hvorfor gik hun tættere på ham? "Altså, altså, altså... der er jo ikke noget at undskylde for. Du har ikke gjort noget og... ja. Overhovedet ikke noget," prøvede han at berolige hende, men det endte med at lyde langt mere skræmt end beroligende.

Chika stoppede med det samme op da han gik tilbage og bumbede ind i vinduskarmen. hvad havde hun nu gjort. han virkede nærmest bange for hende. hun bed sig igen i læben og kunne smag elidt blod, fra efter sidst hun havde bidt. hun så firvirret på og holdte nervøst om sig selv "hvorfor skal jeg ikke undskylde? du flygtede væk fra mig sidst og nu bliver du næsten bange for mig?... hvorfor bliver du bange for mig? jeg vil ikke gøre dig noget og jeg vil ikke have du ikke kan lide mig.. jeg vil have du har lyst til at være venner med mig, men jeg ved ikke hvad jeg gør galt" sagde hun helt fortvivlet og med en let gråd i stemmen, det var ikke fordi hun direkte græd, for det havde hun aldrig gjort før, men hun var ked af det. hun var 100% sikkert på han var bange for hende lige nu for det virkede virkelig sådan og hun anede ikke hvorfor. hun ville ønske hun bare kunne være normal over for ham og ikke skræmte ham sådan.

"Hey, jeg kan godt lide dig!" sagde Adrian hurtigt og bestemt. Han smilede ikke, hvilket han ellers næsten konstant gjorde, han ansigt var rent faktisk alvorligt og ærligt. Han så på hende et stykke tid og sænkede så sit ansigt, "og jeg er altså ikke bange for dig. Bare en smule nervøs, fordi du... ja, du... siger du godt kan lide mig, og du går hele tiden helt tæt på mig, men resten af dit kropssprog udviser, at du føler dig utilpas."
Han følte sig rigtig led, når han skulle sige sådan noget, men det var jo sandheden. Han så på hende igen og sendte hende et lille, opmuntrende smil, "det... det lærte jeg i psykologitimerne. Omkring hvordan kropssproget og tankerne tit hører sammen."

Chika så lidt overrasket på ham da han sagde han godt kunne lide hende. hun rødmede lidt og så lidt ned. han kunne lide hende. hun smilte kort, da det var rart at vide. hun så lidt op på ha igen imens hun lyttede til det han sagde "jeg... det... okay... mmh jeg følte mig bare så nervøs of forvirret fordi.. du.. lige pludselig løb væk fra mig sidst og jeg frstod ikke hvorfor... og jeg ville ikke skræmme dig jeg... ville bare lidt tættere på fordi...du gør mig, ja tryg" sagde hun stille og bed sig let i læben. det opmuntrende smil fik den røde farve på hendes kinder til at pluse lidt op og hun fik et lille smil på læben "jeg...jeg håber ikke jeg sådan... har fået dig til at synes jeg er sær nu... jeg er bare ikke van til andre mennesker og... jeg ved ikke hvordan jeg skal være overfor andre mennesker... det må du undskylde Adrian.." sagde hun imens hun så på ham med et lille smil og et flovt blik hvoefter hun så ned igen. lige nu var det vigtigste for hende at han kunne lide hende.

'Du gør mig tryg'. De ord gjorde Adrian så umenneskeligt glad, at han slet ikke hørte det sidste, hun sagde.
Lige idet hun afsluttede sætningen, 'overfaldte' han hende med et stort, tæt kram, "hvor er du sød, Chika! Jeg er så glad for, at jeg gør dig tryg! Det er altså bare vildt sødt sagt! Jeg bliver helt forlegen men... også glad! Rigtig glad!"
Hans øjne havde knebet sig sammen til bittesmå sprækker, og hans mund var præget med et stort, lykkeligt smil. Det var lang tid siden, en pige havde været så sød ved ham. Normalt syntes de bare han var barnlig og alt for overgearet, så det var rart endelig at blive taget alvorligt og ikke set ned på.

Chika fik et kæmpe chok da hun pludselig blev overfaldet af Adrian og hele hendes ansigt blev knald rødt da hun hørte hvad han sagde. sødt sagt? blev han glad? han blev glad! Chika lagde sin arme om ham og trykkede sig tæt ind til ham og havde fået et kæmpe stort smil på læben "jamen... orh jeg er glad for det ikke skræmmer dig væk" sagde hun med en lidt forlegen stemme. han kunne lide hende og han synes hun var sød og sagde søde ting. det var virkelig rart at han holde om hende, for han var så varm. hun så lidt op på ham og nød bare at se det lykkelige smil på hans læber "du er sød Adrian" sagde han stille og fik sg strukket lidt op og kyysede ham forsigtig og let på kinden.

Adrian slap stille, da han blev kysset på kinden. Han rødmede en smule og lagde sine fingerspidser på det sted, hun havde kysset ham, stadig storsmilende, "det er du godt nok også."
Han fjernede sin hånd og så på hende i et stykke tid. Ikke på den akavede måde, han nød bare øjeblikket.
"Jeg er glad for, at vi har fundet ud af det," sagde han lystigt og vendte så tilbage til en lidt mere normal samtale, "nåh ja, har du fået set lidt mere af skolen? Hvad synes du om den? Kan du finde rundt?"

Chika betragtede ham lidt med et glad smil og rødmede lidt af det hn sagde. dette var rart, sådan her nmåtte de godt lidt stå lidt endnu, for det var et utrolig dejligt øjeblik. hun stod bare og holdte sig ind til ham imens hun så på ham med det glade smil "det er jeg også... så kan jeg slappe af igen" sagde hun lidt flovt og fniste stille. han var så sød ved hende. hun var ikke ligefrem van til at blive behandlet pænt af drenge, så det at Adrian var så sød mod hende gjorde hende utrolig varm inden i og det gjorde hende glad "jeg har set lidt af hvert og det er nemmere at finde rundt, men jeg skal vænne mig til at der er så mange mennesker.. også er jeg blevet venner med en der hedder Kakashi.. han vidste mig dojo'en... men ellers har jeg gået meget for mig selv" sagde hun med et smil og betragtede ham stadig.

"Kakashi? Hmm..." Adrian kiggede tænkende frem for sig og sagde så efter få sekunder, "nåååh, ham! Han er en af de der... kampsportsfyre. Dem er der mange af på skolen. Selv går jeg ikke ind for vold."
Han smilede og lallede nynnende forbi hende og tog så et par bøger, der lå på et bord og læste på forsiderne. Der var nok en, der havde glemt at stille dem på plads. Okay, det var bøger skrevet af Shakespeare. Det måtte være... klassikere? Ikke?

Chika så lidt på ham og tænkte over det han sagde. hun havde jo selv været oppe at slås en hel del gange og kunne jo nemt komme op at sls igen. hun så lidt ned og sank en lille klump "men kampsport er jo en kunst... og til forsvar" sagde hun med et lille smil og fulgte med Adrian "hvis nu man ja komme op og slås for at forsvare sig selv..er det så okay?" spurgte hun nysgerrigt og lagde sin arm ind under hans så de stod med arm i arm. hun så på ham med et smil og så derefter på bøgerne. shakespeare ham havde hun hørt om før.

"Hmmmmmm," sagde Adrian lavt med tungespidsen ude af munden og blikket fast på bøgerne. Han tog dem op og stillede dem så på plads (forhåbentligt var det deres rigtige plads!), hvorefter han vendte sig om mod Chika med et smil, "altså, det er okay at forsvare sig selv, hvis man kan finde ud af det. Helt sikkert," hans mundviger røg en smule nedad, "men mange af drengene her på skolen misbruger det. Jeg blev f.eks. skubbet af en af dem på min første dag, så... ja, jeg stoler ikke rigtig på dem."

Chika lyttede til det han sagde og tænkte lidt over det han sagde. hun kunne mærke at hun blev lidt sur over en havde skubbet ham og den sure følelse kunne hun godt huske fra dengang hun boede hjemme og hun konstant skulle beskytte sig for sine brødre "hvem skubbede dig? går han stadig på skolen?" spurgte hun små hisigt. Chika var normalt en meget sød og rolig pige, ikke en man skulle tro havde e stort temperamangt, men hun havde fået den mere grove side fra sin far. hun tog en god vejrtrækning for at falde lidt ned "jeg forstår godt du ikke stoler på dem så..." sagde hun mere stille og smilte opmuntrende til ham "men så længe de ikke genere dig mere er det godt" sagde hun og smilte til ham.

Adrian så tænkende op i loftet med spidsede læber, "hmm, det er ham den store med det blå hår. G... Gri... Et eller andet med 'Gri'," han så på Chika og blev lettere forskrækket over hendes blik men blev rolig igen, som hun begyndte at snakke helt roligt. Han lyttede til hende og nikkede, "der er ikke sket så meget siden. Jeg er blevet råbt en smule efter og puffet lidt til, men det er bare folk, der keder sig, der gør sådan noget," han smilede og gik hen til hende igen, hvorefter han hoppede op at sidde på bordkanten.

Chika huskede at kakashi havde snakket om en med blåt hår og hun kunne med det samme huske navnet Grimmjow. dog nævnte hun ikke navnet for hun ville ikke vise en aggrasiv side over for Adrian for hvis han var imod vold, ville han ikke kunne lide den side af hende. hun satte sig på bordet ved siden af ham og smilte til ham "det har du nok ret i, det er bare synd det gik udover dig... du er så sød og flink.." sagde hun imens hun så ned på sine fødder og strøg forsigtigt en tot hår ombag øret "jeg tænkte p noget Adrian... jeg elsker at svømme og du sagde vi kunne tage i svømmehal sammen en gang... vil dy stadig det" spurgte hun lidt gernert og så på ham med et uskyldigt smil.

"Når jeg er blevet lidt højere og har fået flere muskler, så skal de nok lade mig være i fred," overbeviste Adrian hende om med et lystigt smil. Han lagde sit hoved en smule på skrå, da hun stillede ham endnu et spørgsmål og smilede endnu større, "om jeg vil! Jeg elsker at svømme!"

Chika så lidt på ham med et stort smil "du skal nok blive stærk og høj.." sagde hun med et lille grin og så lidt betragtende på ham. han var aldrig utrolig sød og flot. hun så lidt ned i jorden og grinte lidt af sine egne tanker. hun blev utrolig glad da Adrian sagde han godt ville med i svømmehal "dejligt, for jeg har ikke svømmet i mange år og jeg savner virkelig vandet heh.. og ja du gør mig jo tryg så det er dejligt du vil med" sagde han med en lidt genert tone og smilte sødt til ham.