Skideballen

Og det var så dér, jalousien steg op i Tyson. Det ville den nok havde gjort uanset hvad, men nu vidste han, hvad han skulle være jaloux over. Et hospital hvor Acher ville få en masse kollegaer. Kollegaer på hans egen alder, med hans interesse, der har taget nogenlunde den samme uddannelse og er på nogenlunde samme intelligensniveau. Han skulede til Acher, da han gik hen ved siden af sig for at skodde smøgen og samlede så sin egen cigaret op, "nå, skal du så lægge an på en masse overlæger?" spurgte han stift, smidte sit skod ovenpå Achers og sendte ham så et nedværdigende blik, "på den anden side ved jeg hvor nem, du er, så jeg behøver måske slet ikke spørge."

Acher så på Tyson med et utroligt blik og sagde "Hvad fanden mener du med det?!" Han mærkede hvordan hans vrede begyndte at tage over og sagde "Men selvfølgelig, hvis du får travlt med en masse nye piger, kan jeg jo blive nødt til det." Han så så ud af vinduet, han gad virkelig ikke at Tyson skulle stå der og være på den måde.

"Tsh, så det, du prøver at sige, er, at med mindre jeg holder mig væk fra pigerne tilbage i England, vil du ligge og kneppe med samtlige at din kollegaer?" Tyson så spørgende og stadig en smule nedværdigende på ham. Han så så væk igen og begyndte at tage skjorten af, "jeg vidste, du var billig, men wow."

Acher så hen på ham og skubbede ham hen op ad den brede vinduskarm og sagde "Nej, det er ikke det jeg siger. Det jeg siger er at hvis du går i seng med andre, så kan det være det sker." Hans blik var elektrisk og vredt, hvor han dog hadede den side af Tyson. Han blev stående og tilføjede "Men jeg kunne også skride fra skolen nu, hvis det skulle være, de tager sgu imod mig når som helst." Han fjernede sig fra Tyson og gik hen og smed sig ned i sin stol, lukkede øjnene mens han hvilkede sit hoved i sin hånd og ventede på Tysons svar.

Tyson rakte ud efter trøjen, idet han blev skubbet op af vindueskarmen og troede i et kort sekund, at Acher ville have mere, men hørte så hvad han sagde.
Han så irriteret ned på ham. Hvem troede han, han var at prøve at bestemme over Tyson og afpresse ham på den måde? Han skulle ikke tro, han kunne køre rundt med ham bare, fordi han kunne true med at være sammen med en anden.
Det næste han sagde, irriterede ham dog endnu mere. Virkelig? Truede Acher ham nu også med det? Tyson greb trøjen og foldede den ordentligt ud, "du skrider bare. Så behøver jeg heller ikke at se på dit sure fjæs eller høre på din skingre, irriterende og konstant beklagende stemme. Ingen ville savne dig," sagde han koldt og hev blusen over hovedet, ned over brystet og maven. Den passede overraskende godt.

Acher så op på ham med et forfærdet blik og uden at sige noget, gik han hen til Tyson og svingede sin hånd med så hård kraft at der lød et ordentligt klask, da hans flade hånd ramte Tysons kind. Han stod foran ham med et forfærdet blik og det eneste han fik frem var "... Hvorfor er du altid sådan?" Han stemme var monotom og det hele føltes uvirkeligt, ikke engang smerten i hans hånd føltes virkelig, slog de op? Han vidste udemærket at de ikke rigtig havde været sammen, men var det for alvor ovre nu? Og den tomme følelse bredte sig fra hans bryst og han følte hvordan han langsomt følte sig koldere og koldere.

Tyson trak lidt ud i stoffet for at kigge nærmere på farven. Da han løftede blikket, fordi han hørte fodtrin, blev hans blik mødt af Achers hånd, der plantede en ordentlig lussing på hans kind. Selvom det brændte det sted, han havde slået, kunne Tyson slet ikke fokusere på smerten. Han kunne ikke abstrahere fra, at Acher rent faktisk havde... slået ham.
Han stod og stirrede på ham med en blanding af både overraskelse, forfærdelse og en lille smule respekt, men det ændrede sig hurtig til en rasende grimasse. Han gjorde det, han tænkte virkede som det mest naturlige; greb fat i en stor tot af venstre side af Achers hår og bankede hans hoved ind i væggen bag ham og holdt det fast der med ordene, "du skal fandme ikke slå mig, Arkwright!!!"

Acher nåede ikke at forberede sig på det der skete, han mærkede pludselig en smerte i sin hovedbund, og som det næste mærkede han at han blev slået ind og holdt op ad væggen. Han så op på Tyson med følelseskolde øjne og sagde "Du må efterhånden være vant til det, sådan som du leger med alle andres fucking følelser!" Han greb fat i Tysons håndled og følelseskoldeblik sagde jeg er ligeglad hvad du gør ved mig.

Tyson gad snart ikke mere. Hvad var det her for et skænderi? Normalt skændtes de, havde sex, de mumlede lidt til hinanden, og Tyson gik. Sådan havde det altid været, så hvad skete der lige her?! Det føltes også underligt for ham at skade Acher på den måde. At være hård ved ham under sex var acceptabelt, men han var ikke sikker på det her... han havde aldrig slået sin kæreste før. Ikke at de var kærester, for det var de ikke, men de... ja, de gjorde det regelmæssigt, det måtte betyde, de var et eller andet.
Men blikket, han fik tilsendt, gjorde det ikke meget bedre. Irriterede ham kun endnu mere. Han strammede grebet en smule og blottede tænderne, "hvad fanden vil du ha' af mig?!" spurgte, nærmest råbte, han ind i Achers ansigt.

Acher så på ham og mærkede hvordan han igen følte hele hans krop begynde at blive varm, af vrede og frustration og vrissede af Tyson "At du rent faktisk tager dig sammen og finder ud af hvad fanden du føler! Og at du holder op med at se på følelser som om at det er legetøj! Eller har du gjort det til din livmission at skulle knuse mig fuldstændig?! For hvis du har så tillykke, du har formået at nå dit mål!" Han så på Tyson med et blik fyldt med en masse følelser, det var både vredt, skuffet, såret og mere til, og han mærkede hvordan tårerne begyndte at presse på, dog ignorede han dette.

Klumpen i halsen var tilbage, langt mere kraftfuld end før. "Drop det fucking følelsespis dér!" han havde efterhånden boret sine negle godt ind i begge sine egne håndflader, da noget, han ellers så hårdt havde forsøgt at holde inde i snart et år, røg ud af ham, "jeg er sgu da nok forelsket i dig!!"
Det blev med det samme tydeligt i Tysons ansigt, at han selv var overrasket over, hvad han sagde. Varmen steg op i kinderne på ham, og de blev ildrøde både af flovhed og vrede. Han var så pinligt berørt, at han ikke vidste hvad han skulle gøre, men han kunne i hvert fald ikke se på Acher, så med en høj, irriteret brummen slap han og vendte sig om med ryggen til ham, mens tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Han havde egentlig ikke været sikker på, han havde det sådan. Han vidste, han ikke ikke brød sig om Acher og, at han tændte ham seksuelt men... forelskelse? Virkelig? Nej, ikke i en mand! En mand der var meget ældre end ham selv og som gang på gang trykkede på knapper, der bare ikke skulle trykkes på! Det gav jo ingen mening!

Acher stod lidt og så bare på Tyson efter at have hørt det sidste, og han lod de tårer der trykkede på falde, de trillede ned af hans kinder og han sådan lidt og snøftede så kort og tørrede sine øjne og rømmede sig og efter at have sikret sig at han var faldet helt til ro og han spurgte "Mener du det?" Han gik hen til Tyson og lænede sin pande mod Tysons ryg, eller nærmere nakke og lukkede øjnene i.

Tyson blev en smule forskrækket, da han mærkede Achers pande mod sin hud men var alligevel lige præcis rolig nok til ikke at hoppe væk. Han kneb øjnene sammen og åbnede dem så på klem igen. Nøj, hvor var han irriteret på sig selv over, at han sagde det. Men han vidste også, at hvis han trak det tilbage nu og bare nægtede overfor Acher, kunne det meget vel være slutningen på det, de havde... hvad end det så var. Alligevel kunne Tyson ikke få sig selv til at være helt pladderromantisk overfor ham og svarede hårdt, "tror du ellers, jeg ville interessere mig for, om du så andre, hvis jeg ikke var, din dumpap?" han rødmede stadig, selvom han bravt forsøgte at holde det nede. Tyson Tale rødmede bare ikke. Slet ikke i sådan nogle situationer.

Acher mærkede selv at hans kinder tog farve, han kunne ikke tro det han hørte, men så igen, det virkede rigtigt nok, men han rystede så på hoved ind ind i Tysons ryg og sagde "Så tænk på hvordan det føles for mig når jeg hører du har været i seng med andre.." Han vidste ikke om det var dumt eller klogt sagt og han havde aller mest lyst til at gå, for han ville ikke ødelægge det. Han tilføjede også "Og du her helt rød både på ørene og i nakken, bare lige så du ved det."

Tyson havde egentlig ikke tænkt over det før. Eller, jo, en smule; han havde med vilje fortalt Acher om det, når han havde været sammen med andre for at gøre ham jaloux og irriteret, men han havde ikke i sine vildeste drømme tænkt, at Acher følte på dem samme måde, som han selv gjorde. Acher havde trods alt lige fået at vide, at Tyson havde været seng med en pige, mens han var væk, og der var nærmest ingen reaktion, men da han selv havde fået bare den mindste mistanke om, at han havde set Drake, måtte han ringe til hans søster og skrive sms'er og var bare blevet... så vred. Det måtte jo betyde, at Acher ikke havde det på samme måde, ikke?
Hans tanker blev afbrudt af Achers rødme-kommentar, der fik Tyson til at spærre øjnene op og gå helt hen til vindueskarmen med ordene, "årh, hold din kæft, Arkwright," han satte sig derop, kiggede meget kort hen på Acher og så ud af vinduet, "jeg skulle slet ikke have sagt det," tilføjede han irriteret.

Acher så på ham og gik hen til sin stol igen og satte sig ned i den og sagde mens han satte sig til at se på sin mobil "Jeg er nu glad for du sagde det." Han gik ind og så at han havde fået to nye sms'er, samt en ny fra sin søster, dog kiggede han ikke på dem, han gad ikke lige nu og han lænede sig tilbage i stolen og tilføjede "Bare så du ved det, så de piger du har været i seng med, de har ikke haft rare oplevelser herinde, så de prøver helst at undgå mig. Lad os bare sige at de ikke har haft de rareste oplevelser med mine undersøgelser." Han så op på Tyson, mens han smed sine fødder op på bordet.

Tyson mumlede irriteret for sig selv. Selvfølgelig var Acher glad for, han sagde det - nu kunne han bruge det mod ham for evigt. Han kunne allerede forstille sig den næste gang, han kom med en dårlig bemærkning til ham, og han bare kunne svare med 'men du eeeelsker mig jo, Tyson. Sådan siger man ikke til en, man er forelsket i, gør man vel?'. Bwadr... tanken gjorde ham dårlig. De roller, de havde nu, skulle ikke byttes om. Det ville være for bizart, og Tyson ville slet ikke kunne holde til at blive kørt rundt med og styret på den måde!
Han så hen på ham og løftede et øjenbryn over det, han sagde. Nu blev han nysgerrig. Hvad var det præcist, han havde gjort? Men følelsen af glæde og tilfredshed overskyggede nysgerrigheden, og han sagde bare med et lille lumsk smil, "du er en ond, ond mand, det ved du godt, ikke?"

Acher så op på ham med et smørret smil og sagde "De skal ikke røre noget jeg vil have. Desuden de havde fortjent det." Han strakte sig kort og han kunne godt mærke at han ikke var så træt, som han havde været tidligere, hvilken effekt sex egentlig kunne have på en. Han indhalerede dybt og spurgte "Men er det så slemt at jeg gerne ville have hævn? Eller ville du hellere selv modtage den?" Hans blik var selvsikkert og havde en legende knist.

Tyson så på ham, mens han talte og drejede så blikket væk med et lille smil, "ellers tak, jeg har på fornemmelsen, du bliver grusom, når du tager hævn på folk," han nød virkelig at få de ting af vide af Acher. Og måden han sagde det på var... faktisk ret frækt. Selvom det nok ikke var meningen.
Han ville gerne blive på dette emne og høre mere om, hvad Acher havde gjort ved de piger, men et spørgsmål pressede pludselig på, "hey, Arkwright, skal du egentlig bo i egen lejlighed tilbage i London?" han regnede med det men vidste også, at nogle af lærerne på Mountain High havde opsagt deres lejligheder, fordi de jo befandt sig på skolen i størstedelen af deres tid og så bare var hos familien eller vennerne, når de engang var hjemme.

Acher nødt at de rent faktisk ikke råbte eller snakkede grimt til hinanden. Han så på Tyson, da der blev spurgt ind til lejligheden og han nikkede, mens han svarede "Jeg vender tilbage til min lejlighed i London, selvom jeg nok skal finde en ny lejlighed der ligger tættere på hospitalet eller i et mere fredeligt kvarter." Han sad lidt og førte hånden op i gennem sit hår og spurgte så "Hvorfor da?" Han så nysgerrigt hen imod Tyson.

Tyson blev lettet over, at Acher havde sit eget sted og ikke skulle bo hos sin søster eller noget. Ellers ville han nægte at komme forbi. Alt mellem Tyson og ham var mellem dem og kun dem. Det ragede ingen andre. Og selvfølgelig kunne det heller ikke komme på tale, at Acher kom hjem til ham. Heller ikke selvom hans far havde lovet ham hans egen penthouse lejlighed, efter han havde gradueret. Det var simpelthen for risikofyldt at have Acher rendende i hans hjem.
"Hm..." sagde han bare og så væk, da Acher så på ham, "jeg gider bare ikke besøge dig, hvis du bor et eller andet klamt sted så husk at rydde op. Og bare så du ved det, så regner jeg med en ekstranøgle."

Acher så på Tyson og kunne ikke lade være med at komme med en lille latter og sagde "Jeg er nok en af de mest ordentlige mennesker du kommer til at møde, men bare rolig, vi ser på det med nøglen." Han smilede kort til Tyson og sukkede over at han igen var ved at blive rimelig stædig, men var rart at se han blev sig selv igen. Han spurgte også lige kort "Vil du egentlig have noget is til din kind? Jeg slog lidt hårdt og den ser lidt.. Yeah, hævet ud."

Tysons var forbløffet over, hvordan hans humør var steget, siden han havde fortalt Acher, at han nok alligevel havde lidt følelser for ham, og han begyndte rent faktisk at fortryde det mindre og mindre. Det havde godt nok slebet lidt på stoltheden men med lidt dominering og et par bemærkninger skulle det nok blive fint igen. Hvis bare Acher ikke nævnte det for tit. Sådan noget følelseshalløj var sådan set ikke rigtig noget for Tyson... ikke mere end et par gange om året i hvert fald.
Han løftede hånden for at kradse sig på siden af næsen, da han hørte Achers kommentar om hans kind, og vendte irriteret sit blik mod ham, "skulle du ikke hellere have noget is på dit baghoved? Eller skal jeg gøre det igen, indtil det gør virkelig ondt? Virkelig, det er intet problem at gøre det igen."

Acher så på Tyson og mærkede sit humør falde, drastisk. Og det kolde blik og tone vendte tilbage og han sagde "Tro mig, det gør ondt, men nu spurgte jeg kun fordi at jeg ved hvordan du har det med dit ansigt. Kan du huske den gang med næsen?" Han tog sine fødder ned af bordet og satte sig ordenligt op og skulle til at tilføje nogle ord, da det bankede på døren.

På den anden side stod Wren, hun skulle eftersom hun havde haft idræt, have tjekket op på sin tilstand.

Tyson havde virkelig ikke brug for at blive mindet om det. Kira, den møgunge... godt han var gået ud af skolen. Han kunne stadig ikke fnyse lige så meget, som han plejede pga. ham. Det var kun en måneds tid siden, han havde haft blodnæse igen pga. den skade, og sådan ville det være i resten af hans liv med mindre, han stoppede med at fnyse helt. Urgh, Kira...
Tyson rejste sig af ren refleks, da der blev banket på. Måske skulle han også snart til at gå, inden folk begyndte at undre sig over, hvad han blev med at lave inde hos skolens sygeplejerske. Men han ville sige farvel først. Han havde krav på et farvel.